Kommunikationsministeriet

Stop nu den valgkamp

2011-12-16T12:51:00.000Z

Danmark står overfor en af de største udfordringer konkurrence- og vækstmæssigt i mange årtier og vores velfærdssamfund er truet. Men hvad går vi op i? Spin om spin! - kommenter bloggen her: http://blogs.jp.dk/headline/2011/12/16/stop-nu-den-valgkamp/
Det er meget muligt, at den officielle valgkamp blev afviklet over tre uger i september – men pressen og en stor del af det politiske system har været i valgkamp i næsten tre år - og har ikke kunnet stoppe igen! Tre år hvor tophistorierne har handlet om spin, personsager og ligegyldigheder.

Det startede ellers så godt i går. Dansk Folkeparti fremsatte et kompromisforslag. Regeringen ville sænke grænsen for, hvornår en familievirksomhed skulle opfattes som en passiv pengetank fra 75 % til 25 %. Dette bekymrede en række familieejede virksomheder, og derfor foreslog Dansk Folkeparti et kompromis: Vi har 75 % - regeringen foreslår 25 % - lad os blive enige om 50 %. Det er politik, der er til at forstå, men ud over lidt omtale i Børsen fik det gode politiske kompromis stort set ingen omtale.

Fyldig omtale fik til gengæld en debat i folketinget, om en undersøgelse af reglerne for spindoktorerne. Prøv engang at læse denne Ritzau-historie fra i går ved frokosttid. Her er der tale om en tidligere spindoktor, der nu er medieekspert, og som udtaler sig om, hvordan der er gået spin i en debat om undersøgelse af spindoktorer. Folketinget diskuterer reglerne for spindoktorer, fordi to-tre tidligere spindoktorer måske har brudt reglerne for spindoktorer og har solgt fortrolige oplysninger til medierne, og telegrammet fra Ritzau handler om, at det ene parti forsøger at spinne en historie ud over spinhistorien. Pyyyha.

Spinhistorien fra folketinget fik topprioritet i mediedækningen i går. Den var på forsiderne af netmedierne, den var tophistorie i tv-aviserne, og i dag får historien fyldig dækning i aviserne. Her garneres de med et kendt hold af eksperter, der kommenterer, drager paralleller, og analyserer på hvad den nye udvikling i spinkrigen kan få for den politiske udvikling. Og den type ligegyldige og for de fleste intetsigende historier har præget medierne i næsten tre år.

Er det vigtigt?
I pressen kalder man egentlig disse historier om personsager, historier om hvem der vidste hvad, hvornår og hvorfor for ’valgkampshistorier’, fordi det er historier, der typisk præger en valgkamp. Omvendt er det også historier, der kun involverer, inddrager og påvirker ganske få mennesker – men fordi historierne langt ude i periferien handler om et muligt magtmisbrug, er det per definition en god historie – i hvert fald under en valgkamp.

Der er rimelig bred enighed om, at valgkampen til det seneste valg blev udskrevet, da Anders Fogh Rasmussen valgte at takke ja til tilbuddet om at blive generalsekretær i Nato. Oppositionen vejrede endelig morgenluft, spindoktorerne på begge sider af midten begyndte oprustningen, og krigen kunne begynde. Siden da har langt de fleste politiske tophistorier handlet om, hvilke politikere der vidste hvad, hvornår om hvilke sager. Ingen substans, ingen reelle politiske problemer, ingen interesse for samfundets reelle problemer, kun historier om spin og personfnidder. Man troede det stoppede ved valget, men det er som om, at medierne, eksperterne bare ikke kan stoppe igen, så spin-hysteriet er bare vokset til det ekstreme.

Er du i tvivl, så tag forsiden af Jyllands-Posten i dag, der handler om, hvor meget Ole Sohn vidste om støtten fra KGB for mere end 30 år siden. Et forsøg på et karaktermord og ikke et komma om, hvad Ole Sohn mon nu går og laver på sin post som vækst- og erhvervsminister. Eller tag forsiden af Berlingske – der bringer historien om, at Villy Søvndahl nu bryder et valgløfte om støtte til en gruppe, der er på USA’s terrorliste. Fokus er ikke gruppen, men Villy Søvndahls mulige løftebrud.

Ja, - jeg gør det også selv…
Og det er jo ikke fordi, jeg synes, at historierne om Jacob Winther, Peter Arnfeldt, Ole Sohn, Carsten Hansen, Søren Pind og alle de andre personsager og spinsager er ligegyldige. Og den opmærksomme læser vil vide, at jeg jo har omtalt sagerne her på bloggen, så dette indlæg er i lige så høj grad et udtryk for selvkritik. For er disse person og spinhistorier virkelig tophistorier? Er det virkelig det vigtigste, der sker i dansk politik lige nu? Er det virkelig de største problemer i vores samfund? Nej det er det ikke, men i tre år har det været de historier, der har fået topprioritet i medierne.
Lige nu er den økonomiske vækst i Danmark og resten af Europa gået i stå. Konsekvensen er at beskæftigelsen falder markant, og mulighederne for at låne er enten dyre eller umulige, trods den rekordlave rente. Klimaet er truet af manglende international vilje til at træffe svære valg, og i Danmark formår vi ikke at tale om fattigdom, en ineffektiv infrastruktur og gigantiske økonomiske problemer i landbruget. For disse problemer – og løsningen på dem bliver først bragt omme på side 17, eller nederst på netsiden. Og det er ærligt talt urimeligt når der rent faktisk tages gode og stærke initiativer af Karen Hækkerup, Martin Lidegaard, og Dansk Folkeparti, som man kan læse herover.

Det er egentlig ikke politikerne, jeg anklager, det er først og fremmest medierne, og de mange eksperter, medierådgivere og spindoktorer der er sammen er gået i selvsving over at lave spin med spin på. Ja og så selvfølge mig selv, der med begge ben er hoppet med på vognen. Vi skal have de reelle problemer, de virkelige nyheder og det relevante indhold tilbage – tre års valgkamp er mere end nok!

Luk farmene op, minkfarmere...

2011-02-27T12:12:00.000Z

Lagt på JP den 25. februar 2011 http://blogs.jp.dk/headline/

De danske pelsdyravlere er i høj grad selv skyld i, at de bliver hængt ud i medierne for at vanrøgte dyrene. I en hermetisk lukket verden rammer brodne kar nemlig hele branchen - også alle de dygtige pelsdyravlere, der behandler dyrene ordentligt. Åbenhed er den eneste vej til større forståelse og respekt og en forudsætning, hvis et af Danmarks største eksporterhverv skal undgå at spænde ben for sig selv.

Det gør ondt helt ind i hjertekulen, når TV-Avisen viser blodige billeder fra danske minkfarme. I bedste sendetid kunne man forleden se billeder af mink, der manglede øjne og dele af hovedet, mink med store åbne sår, og mink der lå døde i deres bure.
Ondt har det formentlig også gjort hos pelsdyravlerne selv - for selvom det er de færreste minkskind, der sælges på det danske marked, så er det alligevel en leg med ilden, når disse billeder dukker op. Særligt så tæt på et folketingsvalg er der ikke langt fra TV-avisen til politiker-kommentarer om, at erhvervet skal reguleres eller helt forbydes i Danmark. Og får pelsdyravlerne ikke gjort noget alvorligt ved problemet, står de i problemer til halsen.

En lukket verden
En af pelsdyravlernes største problemer er, at pelsdyrproduktion er ekstremt lukket og ekstremt hemmelighedsfuldt. Rundt om de store minkfarme er der mure og hegn - dels for at holde minkene inde, og andre dyr ude - men også for at holde journalister, kamerafolk og naturligvis dyreaktivister ude. Sandheden er, at det er de færreste af de journalister, der i disse dage skriver harme artikler om minkfarmene, der nogensinde har sat deres ben på en minkfarm - de er nemlig aldrig blevet inviteret.

Dyreaktivisterne med deres kameraer er heller ikke blevet inviteret, men har tydeligvis selv fundet vej ind i minkfarmene. Ingen kan vide, om billederne af de 30 syge mink vitterligt er optaget på de minkfare, som dyreaktivisterne påstår, de har besøgt, og ingen kan vide, om dyreaktivisterne har optaget alle deres billeder i farmenes sygeafdelinger. Men set fra et kommunikationssynspunkt er alt dette også lige meget. Så længe vi ikke ser andet, så tror vi på dyreaktivisternes billeder, og så længe vi tror på dem, har pelsdyravlerne en rigtigt dårlig sag.

Vis, at der ikke er flere syge dyr på en minkfarm, end der er syge danskere i en købstad

Pelsdyrbranchen annoncerer idag med tilbud om at besøge minkfarme. En fin start. Men lad mig hermed give pelsdyravlerne et helt gratis kommunikationsråd: Åbn portene helt! Find en dag eller to i kalenderen, og lad alle minkfarmene lave åbent hus for både naboer, lokalbefolkning og presse. Vis hvordan minkene bor, hvordan I pelser, og vis også hvad I gør for at hjælpe de syge dyr. Vis det hele frem! På den måde viser I dels, at I ikke har så meget at skjule, som de høje mure og strømførende hegn ellers kan give tanker om, og dels kan gæsterne ved selvsyn konstatere, at der ikke er flere syge mink i en minkfarm, end der er syge danskere i en købstad. Og giv så gæsterne en kop kaffe og en småkage!

Pelsdyravl er et af Danmarks største erhverv og har - rimeligt eller ej - nogle særdeles rimelige arbejdsbetingelser, der i høj grad bygger på tillid. Skal pelsdyravlerne bevare denne tillid, kræver det at vi som presse, politikere og borgere får indsigt og viden - og dermed forståelse og respekt.

Følg min blog på JP

2011-02-25T12:04:00.000Z

Siden april 2010 har jeg været ekspertblogger på Jyllands Posten - og det er her jeg poster de fleste af mine indlæg - læs mere på http://blogs.jp.dk/headline/

Lige til skraldespanden

2010-12-17T11:37:00.000Z

Ekstra Bladets roden rundt i miljøministerens private skraldespand er kulminationen på et halvt år med tynde journalistiske historier, hvor offeret har været vigtigere bolden.

Det begyndte med Helle Thornings skattesag, som B.T. over sommeren blæste op til en kæmpeskandale, men som SKAT senere tog alt liv ud af ved at rense Helle Thorning og hendes mand. Derpå kom genoptagelsen af Lene Espersen rejsesager, selvom det viste sig, at Lene Espersen deltager i flere internationale topmøder end hendes europæiske kolleger. Senere kom så jagten på Søren Pind og Ole Sohn, og nu en usmagelig personjagt på miljøminister Karen Ellemann, hvor to journalister fra Ekstra Bladet har endevendt ministerens private skraldespand i den paniske jagt på madaffald.

De mange sager er påfaldende ens. De er alle bragt frem af enten B.T. eller Ekstra Bladet, de bliver slået markant stort op, er voldsomt personfikserede, men det reelle indhold i anklagerne er endog meget små. Der var ingen sag mod Helle Thornings mand, Lene Espersen passer faktisk sit arbejde, Søren Pind og Ole Sohn har begge en fortid, som de begge står ved, men som er realpolitisk underordnet. Og i tilfældet Karen Ellemann er det nok ikke første gang, at en miljøminister eller en miljøforkæmper smider æg og gamle sikringer i skraldespanden.

Denne oldnordiske journalistiske model, hvor man sælger aviser ved at gå efter offeret frem for efter bolden, er hentet i England, hvor de tabloid-aviserne har brugt metoden i årevis. Men hvor man i England desværre har vænnet sig til denne klamme og letbenede form for journalistik, giver det stadig store overskrifter i de øvrige danske medier, når Ekstra Bladet og B.T. starter en skinger kampagne. Dermed sikres Ekstra Bladet og B.T. endnu mere omtale og et endnu bedre avissalg. Og selvom de fleste af os synes, det er klamt, så læser vi alligevel historien og køber måske endda avisen, fordi vi da lige skal vide, hvor klam historien er. Men til syvende og sidst handler det om at finde et offer, smække vedkommende på forsiden og sælge aviser. Det er det, der får mig til at foreslå, at vi ændrer udtrykket om at gå ’efter manden’ til at gå ’efter offeret’, for er det ikke, hvad det handler om?

Skal man stå til ansvar for sine holdninger eller sine handlinger?

Men er det ikke fair, at en minister bliver stillet til regnskab for egne handlinger, når hun nu prædiker, at vi alle skal sortere affald og undlade at smide mad ud? I oppositionen kæmpes der lige nu en kamp for at finde den rigtige måde at bruge Ekstra Bladets historie på. På den ene side ønsker ingen politikere, at det er deres egen skraldespand, der bliver gennemrodet, men på den anden side er angrebet på miljøministeren for godt til ikke at blive brugt. Derfor siger oppositionen, at Ekstra Bladet er ulækre, men at ministeren bør skamme sig. Og det siger man velvidende, at historien ikke ville have været der, hvis ikke Ekstra Bladet var gået i skraldespanden. Det tjener ikke politikerne til ære.

Men hvad er det, der gør, at den personlige tilsvining virker? Hvorfor er det en større historie, at Søren Pind engang har drukket fadøl med Lars Løkke, end at Søren Pind som udviklingsminister nu stopper tilskuddene til diktaturstater? Medierne ved, at en af forudsætningerne for, at vi gider læse nyheder på nettet, købe aviser og tænde for fjernsynet er, at vi bliver underholdt. Nyheder skal være underholdende. Og skumle nyheder om Ole Sohn og Lene Espersen er noget så sjældent som underholdning, pakket ind som væsentlige nyheder. Også de store morgenaviser og tv-nyhederne har taget udviklingen til sig, men ikke i samme omfang.

Når medier, politiske modstandere og bloggere, som undertegnede, bruger kræfter på at forholde os til den tyndbenede journalistisk, som Ekstra Bladet og B.T. har benyttet sig af det sidste halve år, så legitimerer vi også deres metode og deres historier. Det er dobbeltmoralsk – og man kan håbe, at vi snart når dertil, hvor vi bliver immune overfor de ligegyldige historier og går efter bolden frem for efter offeret.

Hører de dårligt hos Dansk Hørecenter?

2010-10-20T14:10:00.000Z

Hvis man vil svare igen på den kritik et tv-program rejser af ens virksomhed, skal man gøre det sagligt og præcist. Tirsdag aften gik det helt galt for Dansk Hørecenter, der øjensynligt fik berettiget tæv i OperationX på TV2.

Jeg har her på bloggen flere gange kritiseret programmet OperationX på TV2 for at levere dårligt researchet sensationsjournalistik, der peppes op med dramatiske effekter. I aftenens program var der skåret ned på dramatikken og op for seriøsiteten i et program, der afslørede, hvordan private høreklinikker muligvis misbruger reglerne om offentligt tilskud til at skabe en lige lovligt god forretning.

Der var tilmed blevet reklameret kraftigt for programmet – én af de private hørecentre; Dansk Hørecenter (www.dkhc.dk) havde indrykket helsidesannoncer i de store dagblade, hvor de angiveligt ville tilbagevise den kritik, der fremkom i programmet. Det lykkedes ualmindeligt dårligt, men det skærpede min interesse ekstra meget for programmet! Var der her tale om endnu en forkert udlagt sag pumpet op til en sensation?

Aftenens OperationX var bygget op nøjagtigt, som den slags programmer altid er. Først ridses problemerne op, så møder vi en masser mennesker, der har fået høreapparater, og andre der har solgt høreapparater. Herefter tester OperationX så, om påstandene holder hos diverse eksperter, og til sidst konfronteres virksomheden og politikerne.

OperationX havde særligt to kritikpunkter: Dansk Hørecenter og Auri udleverede høreapparater til personer, der reelt ikke havde brug for høreapparater, og af en eller anden grund ramte prisen for et nyt høreapparat altid den pris, som det offentlige giver i tilskud til apparaterne.

Svarer ikke på kritikken

I den meget teksttunge helsides annonce skriver Dansk Hørecenter flere steder, at ingen vil bede om et høreapparat, hvis ikke de føler, de har et problem med hørelsen. Det er sikkert rigtigt, men programmet dokumenterer, at problemer med hørelsen, kan skyldes meget andet, fx tinnitus – som man ifølge programmet ikke kan afhjælpe med et høreapparat. Annoncen fjerner ikke fornemmelsen af, at det vil være meget svært at forlade en filial af Dansk Hørecenter uden et offentligt betalt høreapparat.

Det andet kritikpunkt – at høreapparaterne altid ender med at koste det, der er det offentliges maksimum-sats for tilskud til høreapparater, svarer annoncen slet ikke på. Man nævner blot – lidt fornærmet – at den samlede pris for et høreapparat er billigere hos de private end hos det offentlige, hvilket sikkert også er rigtigt men dybest set sagen uvedkommende.

Dernæst gør Dansk Hørecenters administrerende direktør Nils Lodman det ualmindeligt skidt i interviewet i udsendelsen. Interviewet kan sagtens være klippet meget skarpt sammen, men uanset hvad, er det et virkeligt skidt signal ikke at ville forholde sig til kritik – og i øvrigt sende kritikken og ansvaret videre.

Aftenens OperationX historie er klassisk. Der er intet overraskende, og intet påfaldende unfair i udsendelsen. Man kan synes, at det er at overdrive at bruge skjult kamera undervejs, men det gør ikke den store forskel for programmet. Til gengæld er Dansk Hørecenters reaktion og deltagelse amatøragtig i modsætning til Auri Hørecenter, som imødekommer kritikken.

Kommuniker rettidigt, og gør det sagligt

I Dansk Hørecenter mener de formentlig, at de har en god sag og stiller derfor op til interview. Men når Dansk Hørecenter stiller op til interview i et program som dette, må de som minimum forvente, at Dansk Hørecenter har sat sig ind i problemstillingen, og at Dansk Hørecenter svarer ærligt og gennemtænkt på de spørgsmål, de bliver stillet. Det tyder det ikke på, at Dansk Hørecenter har. Efter optagelsen har Dansk Hørecenter indset, at programmet kan være uheldigt, og virksomheden har derfor strikket den meget teksttunge og dårligt forklarende annonce sammen.

Hvis vi nu antager, at jeg var potentiel kunde i Dansk Hørecenter og havde set aftenens program, hvad ville så være det første, jeg gjorde? Jeg ville naturligvis gå på nettet for at lede efter Dansk Hørecenters eget svar på kritikken. Men prøv selv at gå på www.dkhc.dk og se, om du kan finde en forklaring. Jeg kan ikke.

Tilbage står, at Dansk Hørecenter har brændt en forfærdelig masse annoncekroner af på at gøre reklame for et program, der kritiserer dem synder og sammen. Det er skidt håndteret og endnu værre kommunikeret.

Men hvad gør man så nu, hvis man er Dansk Hørecenter? Ja først og fremmest er man altså nødt til at forholde sig sagligt til kritikken. Overvej også, om der er andet der skal undskyldes eller forklares, nu man er i gang! Drop den fornærmede annoncetekst, og beskriv i stedet, hvordan man forholder sig, og hvordan man vil reagere. Sørg så for at alle jeres høreklinikker, alle jeres medarbejdere, jeres kunder, og jeres leverandører orienteres. Hvis der noget der skal ændres eller rettes, så sørg for at rette op – hellere i dag, end i morgen. Og sørg så for, at dette ikke sker igen. Når alt det er gjort, og først da, kan man begynde at bygge kommunikationen op igen.

Skolenedlæggelser er en gigantisk kommunikationsopgave

2010-09-03T12:16:00.002Z

Skal man overleve strukturændringer og skolenedlæggelser, kræver det målrettet og præcis kommunikation – og at man har styr på budskaberne. Det har kommunerne sjældent, derfor har skolenedlæggelser en tendens til at ende i kampe og demonstrationer. Ofte oplever kommunerne elev og lærerflugt, og oprettelsen af friskoler.

Det er enhver kommunalpolitikers mareridt. Ingen beslutninger er så upopulære, som at nedlægge skoler – men i en tid, hvor indtægterne falder, og man ikke kan hæve skatten, er der lige nu ingen vej udenom, for rigtigt mange kommuner. Heldigvis er der 3 år til næste kommunalvalg, så skal det gøres, skal det være nu. Men det kræver kommunikation. Målrettet, klar kommunikation, af de rigtige budskaber.

I Jammerbugt kommune arbejder man lige nu på en massiv omlægning af skolestrukturen, herunder muligheden for at nedlægge en række skoler. Jammerbugt kommune har sådan set gjort en masse fine ting; de har lavet en kæmpe rapport, opridset alle scenarierne, forklaret baggrunden – alligevel er befolkningen utilfreds. Og det kan jeg godt forstå.

Skal man tro indledningen til rapporten er målet i Jammerbugt kommune ikke bare at spare penge, men at styrke kvalitetsudviklingen af skolen. Resten af de 76 sider handler næsten udelukkende om hvilke scenarier man kan opstille for at ændre skoledistrikterne – og spare penge. Hvad pengene så skal bruges til – hvilke mål man har for skolen står hen i det uvisse. Joooo – der er da et formuleret nogle floskelfyldte sætninger, om kundskaber, trivsel, lærelyst og sundhed. Men intet er unikt, intet er konkret. Så når Jammerbugt kommune lige om lidt tager skolen fra nogle elever, forældre og lærere, og ændrer strukturen for en masse andre – ja så er der ingen der ved, hvad målet er, eller hvad man så kan glæde sig til i stedet for.

Dermed gør jammerbrugt kommune nøjagtigt det samme, som de fleste andre kommuner. De sløser med budskaberne, og de kommunikerer upræcist og unøjagtigt. Så det er helt forståeligt, at de er sure i det Nordjyske.

Ingen flugt i Brøndby

I den modsatte ende ligger Brøndby kommune. Her tog politikere og embedsfolk allerede kampen sidste år – endda i et valgår. Her er det faktisk lykkedes dygtige og visionære embedsfolk, ledere og politikere, at gennemføre en total omlægning af skolestrukturen, med nedlæggelse af syv skoler, og oprettelsen af tre nye – uden at det har ført til elevflugt og udvanding af skolerne. Tvært i mod – har man formået både at spare penge, OG hæve kvaliteten og timetallet for eleverne – og man har kommunikeret om det, så både elever, forældre og lærere har følt sig trygge ved den nye skole.

Hemmeligheden i Brøndby har været kombinationen af, at træffe de rigtige beslutninger og kommunikere om dem. I Brøndby har man skåret så dybt i skolevæsenet, at man både har kunnet skabe en gedigen besparelse for kommunen, samtidig med at man kunne føre penge tilbage til de fortsættende skoler, sådan at rammer og indhold er blevet optimale. Kort sagt sørger man for at kanalisere penge væk fra administration og over på eleverne. Samtidig er der brugt ressourcer på at give alle de nye Brøndby-skoler en ny profil, og fortælle om alle tiltagende gennem rettidig kommunikation direkte med borgerne.

Der SKAL kommunikeres målrettet med både elever, lærere, forældre og lokalsamfund, når man vil nedlægge skoler, og man skal gøre det præcist og åbent. Det er ikke svært, men det kræver at man afsætter ressourcerne til det – og man tager kommunikationen seriøst

Den ligegyldige dom

2010-02-04T20:50:00.000Z

Efter et halvt år i helvede, kunne 'Jetsetdronningen' i dag modtage sin dom i en sag om narkotika. En bøde på 20.000 kroner blev det til, herregud - tænker man.

Jeg kender ikke 'jetsetdronningen' men ved ligesom de fleste andre hvem hun er. Og lige præcist heri ligger pointen i, at dommen i Københavns byret er helt og aldeles ligegyldig. For kvinden var allerede dømt, og var allerede i fuld gang med at afsone sin straf. Dommen over hende var ikke sket i byretsbygningen, men i pressen og på nettet.
Så da 'Jetsetdronningen' i dag fik sin officielle dom, kan hun meget vel have tænkt ' herregud' - var det virkelig det? Den nærmest latterligt lille dom, der skulle koste mig karrieren, indtægtsgrundlaget og formentlig en stor del af vennerne?

'Jetsetdronningen' var jo beskyttet af et meget omtalt navneforbud - et navneforbud, der egentlig er stadfæstet for at beskytte kvinden, men som i hvert fald på ingen måde har virket efter hensigten. Reglerne om navneforbuddet er betydeligt ældre end internettet og onlineaviserne. Derfor giver reglerne om navneforbud i deres nuværende form slet ikke mening - og det burde Københavns Byret både vide, og have ageret efter, hvis de helt alvorligt mente, at kvinden skulle have været beskyttet.

Man kan ikke andet, end have ekstremt ondt af kvinden, der sin jetset-tilværelse til trods, må opleve at verden er brudt sammen om hende. Men samtidig bør større dele restvæsenet overvejer, om de regler vi bruger til at beskytte de potentielt uskyldige, er gode nok - eller om ikke håndteringen, som med 'jetsetdronningen' i virkeligheden fører til, at mennesker kan dømmes dobbelt - eller som her; ti-dobbelt.

I dag foreslår det selvbestaltede orakel Asger Aamund, at 'Jetsetdronningen' står frem i Go Morgen danmark, og fortæller sin historie her, og 'får renset luften'. Jeg tror det er en god ide, at tale ud til en journalist, men jeg tror det vil være at skyde sig selv i begge fødder, at gøre det på TV og i Go Morgen Danmark. Denne sag kræver noget skriftligt - et kæmpe interview i Berlingske, eller måske en bog. God kamp!

Tavshed er - farligt, DELL

2010-02-03T11:57:00.000Z

I aftes var det DELL’s tur til at få en tur i vridemaskinen i DR Kontant. I en klassisk fortælling med en masse stakler, der angiveligt har spildt både en masse penge, men også en forfærdelig masse tid på de åbenbart uduelige maskiner fra DELL.

Det er altid et åbent spørgsmål, om man skal stille op til interviews i den salgs programmer, eller ej – og set udefra er det umuligt at afgøre, hvad der er mest klogt. Men helt sikkert er det, at hvis man ikke stiller op, og giver en forklaring eller en undskyldning, så forventes det, at virksomheden gør noget andet, for at forklare sig eller gå bodsgang.

DELL valgte at gøre ingenting. Ikke bare undlod de at stille op i DR Kontant, angiveligt trods en aftale om det, de har også undladt at gøre noget synligt, for at imødekomme de historier DR Kontant afslørede, og som store dele af den skrevne presse i dag har fulgt op på. Ingen forklarende annoncer i medierne, ingen pressemeddelelser med forklaringer eller undskyldninger, og ikke et ord på DELL’s hjemmeside.

DELLs strategi er pudsig, og kan måske tilskrives, at DELL er en meget amerikansk virksomhed, der traditionelt har det svært med presse og kritisk omtale. Men på det danske marked, er det problematisk, fordi DR-udsendelsen og dagens presseomtale stiller spørgsmålstegn ved, om man overhovedet kan stole på DELL.

Aftenens DR Kontant var kritisk, men forekom også at være veldokumenteret, og journalistisk lødigt produceret. Modsat en hel del andre forbruger-kritiske programmer, forekommer DR Kontant at være hårdt, men retfærdigt – og alt tyder på at de op mod 750.000 seere stoler på det, de får at vide i programmet. Set i det lys, er det problematisk, at hverken DELL’s direktør eller kommunikationschef svarer på telefoner, eller vil gå i dialog med redaktionen. Dermed understreges oplevelsen af, at DELL ikke interesserer sig for deres kunder eller omverden.

Store dele af IT-branchen befinder sig lige nu i en dyb krise, hovedsagligt forårsaget af Finanskrisen. Hvor branchen tidligere var pæn og nobel, og behandlede hinanden med respekt, oplever man nu ofte det modsatte – ’når krybben er tom, bides hestene’. Jeg tror DELL skal handle endda meget hurtigt, hvis de vil undgå at denne sag kommer til at vokse endnu mere og virkeligt kommer til at koste på såvel top, som bundlinie.

Genrejsningen af Brøndby IF er først og fremmest et kommunikationsprojekt

2009-12-21T19:59:00.000Z

En sportsdirektør der siger op, eller måske endda fyret. En administrerende direktør der bliver bortvist. En træner der er modløs. En spillertrup der skændes internt og brokker sig i pressen. En hovedsponsor der taler med pressen om alt og intet, og godt og skidt – eller bare skidt… - og nåeh ja, et superligahold der spiller, som en pose nødder. Brøndby IF, vestegnenes stolthed, har overtaget den lidet behagelige rolle som dansk fodbolds galehus.

December er en rædselsfuld måned for fodboldklubber der klarer sig skidt, og en jubelmåned for klubber med succes. Det er nemlig i december, at alt hvad der kan krybe og gå af sportsjournalister, kommentatorer og fodboldeksperter ikke har andet at lave, end at gøre efterårets regnestykke op. Hvem har gjort det godt, og hvem har fejlet – det hele gøres op i statistikker og grafer, og der uddeles priser og kåres ’årets etellerandet’ i en lind strøm.
I år er det så Brøndby IF der får de fleste tæv og får alle ’flop-priserne’ – for selvom Brøndby faktisk ligger nummer 5, med rimeligt gode chancer for at spille sig ind i medaljekampen efter vinterpausen, er alle eksperterne enige om at Brøndby er årets fiasko. Et eller andet sted er det fair nok – spillet har været elendigt og resultaterne ligger alt andet lige langt under forventningerne. Men det er også til at leve med – 3 sejre i foråret, vil stoppe al kritikken, og pressen vil melde Brøndby ind i kampen igen – sådan er det i fodbold.

Langt mere bekymrende er det, at Brøndby IF tilsyneladende er gået helt bag om dansen, når det handler om at kommunikere. For fem år siden vidste enhver knægt på vestegnen, at Brøndby Ifs klare ambition er at vinde titler, og blive den førende klub i norden. Det er der sandsynligvis ingen, der ved i dag. For ti år siden vidste enhver spiller, der kom til Brøndby IF, at en af klubbens bærende værdier er, at ’ingen er større end klubben’ – i dag spiller man i Brøndby IF for at få ’gang i karrieren igen’. For 5 år siden ville enhver træner eller sportschef sige, at det vigtigste i Brøndby, er at spille offensivt og seværdigt fodbold – og derigennem vinde titler. I dag siger trænerne, at de er i tvivl om, hvilket system de skal bruge, for de ved ikke hvilke spillere de har til rådighed.

For 10 år siden vidste man, at nye ideer tanker, og holdninger til dansk fodbold, oftest kom fra vestegnen, og man kunne i hvert fald altid gå hertil, hvis man ville have en holdning til dem. I dag er der helt stille, om lige præcist det emne.

Alt dette handler om kommunikation. Om at have en vision, en strategi, en plan og en evne til at eksekvere den. Det har man ikke længere i Brøndby – og derfor er opfattes Brøndby IF nu som dansk fodbolds galehus, fordi først og fremmest kommunikationen sejler. Og når spillet så heller ikke flyder – ja så fungerer klubben som et såret dyr, hvor alle lemmer og dele forsøger at holde sig i live ved at spjætte – men dyret er stadig såret og lammet.

Lige nu leder klubben på vestegnen efter en ny sportsdirektør – det er en god ide. Men måske var det en bedre ide at ansætte en ny kommunikationsdirektør, der kan sørge for at tage kampene uden for banen, mens sportsdirektøren kan sørge for kampen inde på banen. Men desværre er det kampen udenfor banen, Brøndby er længst bagude.

Brøndby har en ekstremt stærk bestyrelse med Per Bjerregaard, Kurt Larsen, Torben Hjort, og Niels Roth. Tiden er nu inde til, at også de trækker i kamptøjet, og træffer de rigtige beslutninger.

Kampen om seerne medfører pinlig kampagnejournalistik

2009-11-27T13:00:00.000Z

Der er kamp om skandalerne i medieverdenen – hård kamp. Basta og Operation X på TV2 og Kontant på DR1 kæmper en hård kamp om, hvem der kan skabe de største afsløringer, og dermed tiltrække flest seere, og skabe mest mulig efteromtale i netaviserne, og formiddagsaviserne.

Problemet er bare, at det kniber en hel del med skandalerne. Enten fordi der i virkeligheden foregår temmelig lidt skummelt i Danmark, eller fordi redaktionerne ikke har evner eller ressourcer til at grave dem frem. I denne uge var Kontants ’afsløring’ at det koster gebyrer i rå mængder at købe gavekort hos Billetnet, mens Operation X ’afslørede’ fusk med renovering af kommunalt byggeri i København. Ingen af sagerne er voldsomt store, men tilsat lidt dramaturgi og lidt skjult kamera blæses historierne op til det der ligner konspiration og magtmisbrug, men reelt bare er tale om lidt fusk og lidt sløseri, der egentlig ikke burde kræve et være et dyrt magasinprogram. En enkelt undtagelse er dog Kontants afsløring af det forældede og forfalskede hakkede kød. Her var der ENDELIG tale om en rigtig og vaskeægte afsløring, der fortjener journalistisk ros.

Når historien er tynd, må dramaturgien gøres endnu mere skarp og rå. Skjulte kameraer og ulovlig indtrængen er krydderiet når historien – fx om de påståede mishandlede mink skal afsløres.

Men med den hårde dramaturgi og den uhæmmede jagt på en skurk, skyder redaktionerne sig selv i foden. Selv personer og virksomheder der bestemt ikke har noget i klemme, orker ikke at se sig selv, som en del af et program, der bevidst overdramatiserer småproblemer.

Dermed gør Operation X, Kontant og Basta det betydeligt sværere for sig selv at finde nye relevante historier og måske en ægte afsløring og skandale, til en forandring

Laudrup skaber medieselvsving

2009-10-27T16:05:00.000Z

I slutningen af sidste uge stod den danske sportspresse stille. Alle var enige om, at Michael Laudrup kun var få sekunder fra at blive cheftræner i den spanske storklub Atletico Madrid. Men Laudrup sagde nej tak, og så fes den historie ligesom ud.

Men Laudrup var alligevel slet ikke førstevalget, som cheftræner. Det kunne samtlige aviser, fra Borsen.dk til Onside.dk afsløre i går Faktisk talte jeg 18 klip på hisotiren om, at klubpræsidenten faktisk hellere ville have den træner han ansatte, end Michael Laudrup.

Enhver journalist, der har brugt bare to minutter i sportsverdenen og har besøgt bare en enkelt sportsklub burde vide, at klubpræsident Enrique Cerezo degradering af Laudrup og fremhævelse den nyansatte træner Quique, nok ikke handler ret meget om Laudrup - men om at det vil være temmelig skidt at signalere, at man kun har ansat nummer 2. Journalisterne ved det, redaktørerne ved det, og læserne ved det. Men en kritisk historie om Laudrup er langt bedre end ingenting, og fører god trafik med sig til avisen, så vi trykker sgu hisotiren, selvom vi ved det er noget vrøvl.

Det pudsige ved historien fra i går var, at det vitterligt var alle medier, der havde den tumbede historie på netforsiden – også de seriøse medier. Krigen om klikkene er rå og beskidt.

Når dårlige kommunikationsplaner gør alting værre

2009-08-09T09:23:00.002+01:00

Det er tragisk og hårdt når fejl eller svigt i såvel private som offentlige virksomheder, rammer uskyldige borgere. Men det tragiske bliver kun gjort endnu værre, når man i frygt for at sige noget forkert, helt undlader at sige noget. Senest var Holbæk kommune helt tavse, da en kun 12 årig dreng begik selvmord. Kommunen forklarede sin tavshed med, at man fulgte en kriseplan – i givet fald har planen, gjort alting værrere for kommunen, for tavshed er langt mere problematisk, end at komme til at sige noget forkert.

Af chefkonsulent Kim Ege Møller, og pr-konsulent Esther Dora Rado Morsing PR.

Slår man op på side 1. i ’den store kommunikationshåndbog’ kan man se, at det altafgørende i god kommunikation er, ’at kommunikere klart, præcist og direkte til alle interessenter’. Når man kommunikerer og forklarer sine tanker og handlinger, skaber man grundlag for forståelse, indlevelse og respekt, og man kommer i frugtbar dialog med sine omgivelser.

Lige nu vælter det ind med sager, hvor særligt offentlige institutioner kommer på forsiderne, fordi de har begået fejl eller har svigtet deres opgave. Værst er det når det rammer uskyldige mennesker så hårdt, at det koster dem livet. Men sager om skat, miljøgodkendelser, byggetilladelser, osv er mindst lige så problematiske.

I langt de fleste tilfælde er det offentlige standardsvar: ’Ingen kommentarer’. Kommunerne, regionerne, alle statsinstitutionerne bryder sig ikke om at tale om problemsager, og ofte dækker man sig ind under, at man ikke kan tale om enkeltsager, eller at man ikke kan kommentere personsager. Derfor må pressen nøjes med et svart om, ’sagen nu bliver grundigt undersøgt’.

Da den forfærdelige historie om den 12-årig dreng, der er blevet mobbet til selvmord, lander på de danske avisforsider, chokeres ikke bare lokalområdet, men hele landet over, at noget sådant kan ske. Vi kan alle sætte os ind i, hvor forfærdeligt det må være for familien, de pårørende for Udby skolen, hvor drengen gik. Og lige præcist her, når det forfærdelige og uventede sker, er det helt afgørende, at kommunikationen fra skolen og fra kommunen er er klar og præcis. Ikke bare til de pårørende og til skolen, men til hele samfundet, dels fordi alle har et berettiget krav på et svar, men også fordi tavsheden er et udtryk for, at der er noget man ikke tør eller kan fortælle. Når man som forældre, borger, samfund har brug for at høre, vide og forstå, er det frustrerende, ufølsomt og mistænkeligt, at når man i stedet for dialog, lukker i og kryber sammen bag en mur af undskyldninger om komplicerede strategier for kommunikation og beskyttelse af privatlivets fred. Tilbage står et måbende samfund, der har brug for at vide, hvad man kan gøre, for at sådan noget ikke sker, og hvordan man hjælper en familie i sorg.

I tilfældet Holbæk kommune, har man tilmed en krisekommunikationsstrategi – hvilket bare gør eksemplet endnu mere tankevækkende og betænkeligt. For kan man virkelig have en strategi der siger, at det vigtigste er ikke at sige noget? Har nogen virkelig forestillet sig, at pressen, borgere og resten af samfundet stiller sig tilfredse med det? Det uhyggelige svar er – ja.

Uden at gå i detaljer om det tragiske dødsfald, havde skolen og kommunen masser muligheder for at forholde sig og forklare sin egen rolle i det tragiske dødsfald. Man kunne have forklaret principperne i sin mobbepolitik, man kunne have forklaret, hvilke metoder man benytter, og hvordan man i øvrigt håndterer børn der rammes af mobning. Man kunne have forklaret, hvad man nu vil gøre for at komme videre og rette eventuelle fejl – alt sammen svar, der kunne have gjort alle lidt klogere – og som ville have vist, at kommunen havde empati og indlevelse. Men svaret fra Holdbælk kommune – og fra alt for mange andre offentlige virksomheder, når den kritiske sag dukker op var: Ingen kommentarer.

Sager som denne er stereotype for det offentlige og for større virksomheder, der ikke forstår, at kommunikation hører sammen med ansvar, når man har med samfundsrelevante sager at gøre. Virksomheder, der er så store, at de har en dominerende markedsandel på et område eller sidder på en branche, der har indflydelse på vores generelle sikkerhed eller samfunds øvrige livsnerver, er nødt til at holde os underrettet om deres fremdrift, problemer, kriser, stabsudskiftninger og produktudviklinger på godt og ondt. Hvordan skal vi ellers stole på, at de ved, hvordan de skal ændre sig og tilpasse sig samfundets udvikling og trends og tendenser? Hvordan skal investorer vide, at en virksomhed klarer sig på trods af i bund og grund fuldt ud naturlige op og nedture og uheld, der er hændelige fordi vi bor i en omskiftelig verden i konstant forandring?

Havde Holbæk kommune haft en rigtig kommunikationsstrategi, ville man med det samme have sørget for at identificere alle interessenterne, herunder pressen. Og man ville have sørget for, at de budskaber og den viden man har, ville være blevet kommunikeret klar og præcist, og med det samme til alle. På den måde ville man give indtryk af, at man tog dette tragiske dødsfald alvorligt - nu giver man udtryk for det modsatte.

De nyttige idioter

2009-07-24T10:52:00.004+01:00

Pressen lugtede blod, da Brøndby IF mandag valgte at fyre direktør Hermann Haraldsson, og med bestyrelsesformand Per Bjerregaards et døgns lange tavshed, var der virkelig lagt op til fest i galehuset på vestegnen.

Imidlertid ebbede nyhederne langsomt ud, - selv hovedsponsor Jesper Nielsen, gav udtryk for at acceptere, at bestyrelse og direktion åbenbart ikke var enige om strategi og udviklingen af forretningen.

Men senstationsværdien dør jo ikke, bare fordi strømmen af facts ebber ud. Derfor går sportsjournalisterne nu på jagt efter flere kompromitterende historier, og her render man så meget heldigt ind Casper Rose, der er lektor på CBS. Jeg kender ikke Casper Rose - men det er ikke med denne uges presseomtale, at han virkeligt sætter sit fodaftryk som ekspert i virksomhedsforhold. Snarere får han tildelt den lidet prangede rolle som 'nyttig idiot' for pressen, fordi han lægger navn og titel til flere historier, der bedst kan betegnes som vrøvl.

Først mener Casper Rose, at tildelingen af Aktieoptioner til Hermann Haraldsson i juni 2009 er et udtryk for, at bestyrelsesformand Bjerregaard lyver om, at fyringen var under overvejelse i flere måneder. Men havde Casper Rose haft almen viden om ansættelse af direktører og direktør-kontrakter ville han vide, at det er ganske almindeligt at en direktør i sin kontrakt har en aftale om, at man efter en bestemt periode - fx. et år - vil kunne opnå disse incitaments-aftaler. Der er intet underligt i det - havde man undladt at udbyde optionerne, ville bestyrelsen sandsynligvis have brudt sin kontrakt med Hermann Haraldsson .

Dagen efter forvilder Casper Rose sig ud i en ny historie om, at fyringen måske er ulovlig, fordi begrundelsen for fyringen ikke fremgår af fondsbørsmeddelsen fra Brøndby IF. Også dette er noget vrøvl. Der er bestemt ikke præcedens for, at man begrunder fyringen af adm. direktører, udover det det Brøndby IF gør i meddelelsen. Tvært i mod, vil det være ekstremt svært at finde et eksempel på en børsnoteret virksomhed, der detaljeret forklarer en fyring. Og for at blive i sportsverdenen, kan man se Parken Sport og Entertaintments fyring af Jørgen Glistrup - heller ikke her, var begrundelsen uddybet. Der er derfor heller ingen fare for, at OMX Nasdaq skal komme efter Brøndby IF for deres håndtering af fyringen.

Det er uvidst om Casper Rose har en dagsorden eller vitterligt bare er ekstremt uvidende. Om alle omstændigheder er det i hvert fald pinligt, at han agerer så uvidende og forkert, og må om alle omstændigheder være et problem for CBS.

Tilbage i Brøndby IF har man nu en kæmpeopgave, dels med endnu engang at redde renommeet, og dels ved at få styr på kommunikationen. Klubben kan nemlig udelukkende takke sig selv for, at pressen går så ensidigt efter bestyrelsesformanden og klubben. Havde man ageret professionelt og åbent, kunne man have undgået en del kritisk omtale, selv sludderet fra Casper Rose.

Når professionelle sportsfolk skal styres af amatører

2009-07-03T10:53:00.001+01:00

For et par måneder siden fik Dansk Håndbold sine velfortjente tæv for deres håndtering af Kolding Ifs Bo Spellerberg, der først fik karantæne i semifinalerne i mesterkabskampen i herrehåndbold, så alligevel ikke, også alligevel.

I går var det DCU, Dansk Cykle Union, der heller ikke kan hitte ud af at styre kommunikationen. I stedet for at give Michael Rasmussen et klart svar på om han vil kunne stille op i Post Danmark Rundt, svarer man; ingenting. Sandsynligvis fordi man i frygt for at komme til at sige noget forkert, vælger at undlade at svare, og forsvarer så sit manglende svar med, at pressen er meget interesseret i den korrespondance der kører mellem Michael Rasmussen og DCU.

Nu har DCU aldrig været udråbt som de allerskarpeste når det handler om at træffe beslutninger og kommunikere dem. Men meldingen i går om, at man ikke kan tage stilling til Michael Rasmussen er så indlysende tåbelig og farlig, at selv en amatørleder bør kunne se det.

Kernen i sagen om Michael Rasmussens deltagelse i Post Danmark rundt er ikke, hvilket hold han kører på. Kernen er Michael Rasmussen selv. Hvordan forklarer man at to års overstået karantæne alligevel ikke er straf nok for Danmarks måske skarpeste cykelrytter, uden at gå på kompromis med helt almindelige etiske grundprincipper – eller omvendt: Hvordan forklarer man presse og sponsorer, at en dømt dopingsynder (der dog aldrig er blevet taget for doping) får lov til at stille op, og måske vinde Post Danmark Rundt? samtidig med at man siger man har verdens skarpeste antidoping-regler.

Opgaven er ikke nødvendigvis nem, men den handler først og fremmest om at træffe en beslutning og derefter turde stå til mål for den. Det tør DCU tydeligvis ikke, og derfor venter der dem nu endnu flere, velfortjente drøje hug.

Når elendige krisekommunikationsplaner går for vidt

2009-06-06T07:11:00.004+01:00

Ekstrabladet skriver i dag denne artikel: http://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/article1177532.ece
om skolechefen i Holbæks håndtering af den tragiske sag på Udby skole, hvor en 12 årig dreng har begået selvmord, angiveligt efter at have været udsat for massiv mobning gennem flere år. Hvis artiklen holder, er dette et skræmmende eksempel på en kommune, hvor kommunikationen og kommunikationsstrategien er helt fuldstændigt gal! I artiklen bruger skoledirektøren en krisekommunikationsplan, som undskyldning for, at man ikke ønsker at udtale sig til medierne, og at lærere, skoleledere og forældre er blevet udstyret med mundkurve overfor pressen. Hvis dette er beskrevet i en strategi, er der tale om katastrofalt dårlig strategi, der vil komme til at ramme skolen og kommunen langt hårdere.

Det altafgørende i en sag som denne er, at kommunen og skolen kommunikerer åbent og ærligt, ikke bare til forældre, medarbejdere og pårørende, men også til resten af samfundet – og det sker altså også gennem pressen. Gør man ikke det, sker der det, der nu er sket for Udby skole; en masse borgere spørger nu sig selv, hvorfor man på Udby skole og i Holbæk kommune ikke gjorde mere for Robert Larsen, og lukketheden opfattes, som et udtryk for, at man mangler svar. Når skoledirektøren dækker sig ind bag sin krisekommunikationsplan, udtrykker hun et en ubehagelig grad af ligegladhed med de mange mennesker, der har et berettiget ønske om at få at vide, hvordan i alverden dette kunne gå så galt - og som ønsker at vide, hvilken rolle kommunen og skolen har spillet.

Havde Holbæk kommune haft en rigtig kommunikationsstrategi, ville man med det samme have sørget for at identificere alle interessenterne, herunder pressen. Og man ville have sørget for, at de budskaber og den viden man har, ville være blevet kommunikeret klar og præcist, og med det samme til alle. På den måde ville man give indtryk af, at man tog dette tragiske dødsfald alvorligt - nu giver man udtryk for det modsatte.

Tier du din virksomhed ihjel?

2009-05-15T13:02:00.002Z

Offentliggjort i Erhvervsbladet den 14. maj 2009:

Krisen går ikke over, bare fordi man ikke siger noget...

Fra uendelig succes til betalingsstandsning. På bare et år har finanskrisen vendt op og ned på de fleste virksomheders økonomiske situation – og mange har svært ved at navigere i de nye vande, hvor kommunikationen er en af nøglerne til at styre forretningen. Morsing PR giver derfor fem gode råd til, hvordan der skal kommunikeres i en krisetid.

Af pr-konsulent Esther Dora Rado og seniorchef Kim Ege Møller, Morsing PR.

Når virksomheder for et år siden henvendte sig til pr- og kommunikationsbranchen, var det ofte fordi, ledelsen mente, at tiden var moden til at fortælle omverdenen om virksomhedens succeser.

I dag drejer henvendelserne sig om krise – nedskæringer, forandringer, fyringer og naturligvis intern og ekstern formidling af disse mindre bekvemme emner. Pludselig, ja nærmest fra den ene dag til den anden, er kommunikation blevet problematisk, strategisk tung, og rigtig svært at håndtere.

Store forandringer, som dem vi oplever på finansmarkedet lige nu, kræver en helt ny form for kommunikation. For nogle er det nødvendigt med krisekommunikation, men for de fleste handler det om at kommunikere på en ny måde. Dem der ikke tidligere har kommunikeret, internt som eksternt, er nødt til at starte, for I disse tider opfatter vi dem vi ikke hører fra, som kriseramte eller døde.

I den sidste tid har man kunnet se virksomheder, tale om, at de frygter at agere i krisen fordi man så frygter at blive opfattet som en del af den. Men strategisk kommunikation handler ikke kun om, hvordan man kommunikerer, når man selv er i krise. I nogle tilfælde handler krisekommunikation om, hvordan man kommunikerer, når alle andre er i krise.

Som i enhver form for krise, drejer krisekommunikation sig om at rede trådene ud og redegøre for sin gøren og laden. Ikke fordi man er under mistanke, men for at undgå at komme det. Her er derfor fem gode råd til virksomheder i med- og modgang, der har brug for at få styr på krisekommunikationen.

Bliv i kampen. Går virksomheden fra den ene dag til den anden i flyverskjul af frygt for at kommunikere noget forkert, rammes man dobbelt. Det er fordi, mennesket på forhånd stoler på det, der er nærværende – i dette eksempel dem, som kommunikerer. Dem, der forsvinder, glemmes – og erklæres døde. Eller endnu værre – omverdenen kan få den mistanke, at virksomheden har noget at skjule.
Forhold jer ærligt til krisen. Vi tror på dem, der ærligt fortæller, hvad de forventer. Vælg ikke en side eller et parti, men fortæl om virksomhedens forhold under krisen, og hvordan I forbereder jer på den. Hvad er jeres forventninger? Hvad er der af muligheder?
På samme måde skal I ikke være bange for at fortælle den negative historie. For hvis den kommunikeres med overskud og et bud på en løsning, vil virksomheden fremstå som en stærk, moderne og åben virksomhed, der også tør fortælle om, når det går mindre godt.
Sammenhæng og overensstemmelse. Sørg for, at der er nøje sammenhæng mellem det, der siges til medarbejdere, kunder, ejere og pressen – også når de ubehagelige meddelelser skal gives. Ved at kommunikere klart og entydigt, sikrer I jer imod fejlfortolkninger og misforståelser, der alt for ofte ender som åben skyttegravskrig i pressen.
Indlevelse. Sæt dig i ejernes, kundernes, pressens og medarbejdernes sted. Med empati vil du ikke blot opnå at se problemerne fra andre vinkler, men også kunne målrette kommunikationen bedre.
Handl og kommunikér. Ikke omvendt. Tal ikke om, hvad I kunne tænke jer, eller hvilke gode løsninger I har fået øje på. Fortæl hellere om, hvad I har gjort. Så ser folk nemlig ikke bare en virksomhed, der taler, men en virksomhed, der handler!

THANK YOU Nicklas Bendtner

2009-05-11T13:52:00.004Z

Selvfølgelig trak det overskrifter, og selvfølgelig var den samlede danske sportspresse forargede da Nicklas Bendtner i sidste uge blev fotograferet med bukserne nede, da han forlod en natklub i London.

Det spændende bliver nu at følge, hvordan pressen behandler Bendtner i de kommende måneder. For Nicklas Bendtner er både som spiller, men i høj grad også som person, en ekstremt tiltrængt profil i sportspresse, der bliver mere og mere profilløs.

Når man for 10 år siden som journalist, besøgte en almindelig dansk fodboldklub, mødte man først og frememst fodboldspillere, der sjældent var voldsomt velformulerede, men ofte meget engagerede i deres fodboldsspil. Sådan er det ikke mere. Selv FC Midtjyllands førsteholdsspillere, er både medietrænede og bevidste om, at alle udtalelser og citater kan blive brugt i mod dem, derfor gælder det mest af alt om at undgå at sige noget. Og i dag har vi et dansk landshold, der bortset fra Nicklas Bendtner og Daniel Agger, fuldstændigt ligner hinanden. De taler altid pænt og respektfuldt om hinanden og om modstanderen, og er kommer aldrig med bombastiske udtalelser, der kan tolkes kritisk.

Men sådan er det ikke med Nicklas Bendtner. Derfor er han så utroligt livsvigtig for sportspressen. Han tør sige, at han vil vinde guld, at han er den bedste og vil spille på Arsenals tophold hver gang. Bendtner tør sige det, de andre tænker, og gøre det de andre ikke tør. Han får sine tæv, men er jo indtil videre sluppet rimeligt heldigt fra det.

Dermed har Nicklas Bendtner overtaget Stig Tøftings, Thomas Gravesens og Mark Strudahls rolle, og har igen bragt lidt liv ind i den danske sportspresse. Det håber jeg sportspressen husker at kvittere for!

Lys i vinduerne den 4. maj

2009-05-04T20:38:00.002Z

Det er den 4. maj, og i aften sætter mange danskere stadig lys i vinduerne, for at mindes den fred Danmark fik efter 5 besatte år i 1945.

At sætte lys i vinduet føles både godt og sært. Godt fordi, det er vigtigt at markere og vise, at fred og fællesskab er en vigtig værdi i Danmark. Sært fordi jeg har en følelse af, at jeg tager del i noget, hvor jeg egentlig ikke har ret til at være.

Jeg er så ung, at jeg selvsagt ikke aner, hvad det vil sige at kæmpe mod nazisterne i en krig og mine forældre er præcist så gamle, at de kun var små børn, da Danmark var besat. Jeg kan altså ikke påberåbe mig den følelse eller fornemmelse af, endelig at være blevet befriet, som var det der fik danskerne til at tænde bål i gaderne og lys i vinduerne i 1945.

Alligevel er den 4. maj en vigtig dag, og stearinlysene i vinduet rigtige, fordi den 4. maj først o fremmest markerer det godes kamp over det onde. Frihedens sejr og nazismen - og glemmer vi dette, risikerer vi, at det onde igen får rod.

Derfor vil jeg i aften tænde lys i vinduerne, og om 5 år vil jeg fortælle mine børn, hvorfor.

Kampen om Nasers guld

2009-01-05T18:55:00.003Z

Man kan undre sig meget over, hvad Danmark skal med endnu et lille midterparti, der ligger til højre for midten, og hvorfor både Simon Emil Ammitzbøl, Anders Samuelsen og Naser Khader tror på deres nye politiske projekter.

Svaret skal findes i dannelsen af Ny Alliance i foråret 2007. Her formåede de tre partistiftere at samle en enorm vælgerskare om nogle ganske enkle mærkesager. Man ønskede at bevare et borgerligt/liberalt ledet Danmark, men give det et menneskeligt ansigt - eller sagt på en anden måde; Målet var at stække Pia Kjærsgaards og dansk Folkepartis magt. Det var det, der sammen med de sociale og humanistiske budskaber i en borgelig indpakning, der skabte det ekstreme brede vælgergrundlag, der i Ny Alliances første levetid, bare voksede og voksede - lige indtil ballonen sprang, fordi der gik kludder i udmeldinger og praktisk politik.

Men alle kommunikationsplatforms-analyser jeg har set, bekræfter Khaders, Samuelsens og Ammitzbøls projekt - der er masser af stemmer og opbakning at hente - men ingen af de tre har formået, at gentage de budskaber troværdigt, som vælgerne vil have.

Man kan undre sig over, at socialdemokrater, radikale og konservative blot opfatter Alliancerne, Centrummet og alle de andre midter-forvirrede politiske initiativer som fjolleri. For spillet foregår på en banehalvdel, der megt let kan flytte sig, og man kan undre sig over at ingen af de gamle partier, med både interesser og vælgere på denne banehalvdel gør noget som helst for at kommunikere til dette område - tvært i mod.

Travlhed ved håndvaskene

2008-12-06T11:49:00.003Z

Erik Ove burde være en alt for dygtig journalist og kommunikationsrådgiver, og Deloitte, KPMG og Ernst & Young burde som revisionsselskaber være for grundige og metodiske til, at de sammen med alle hovedpersonerne har ladet sig snyde af Stein Bagger. Nu har de alle forsøgt at vaske hænder, men har ikke gjort det særligt grundigt.

IT-Factory - er en arketype på en god historie. Den ihærdige og dygtige journalist Dorthe Toft, fatter mistanke mod den smarte og polerede Stein Bagger og hans bestyrelsesformand Asger Jensby - og sammen med Computerworlds Jan Horsager sætter hun sig for at afdække sandheden. Og finder så 'rygende pistoler' i form af falske underskrifter, et hemmeligt kontor, og en direktør der stikker af fra kone og børn i Dubai - og en række banker der opgør deres tab i milliardklassen.

I dag undskylder alle sig med, at de lod sig forføre af Stein Bagger, og lod sig overbevise af hinanden; bestyrelsesformanden og kommunikationsmanden af revisorerne, revisorerne af bestyrelsesformanden og kommunikationen. derfor fik IT-Factory både godkendte regnskaber, priser og hæder, og en bestyrelse og ledelse, der selv troede på det.

For mig er det bare ufatteligt at en revision ikke bare tjekker bilag, men også de kunder og virksomheder der står bag bilagene, og endnu mere undrer det, at bestyrelsesformanden ikke aner hvilke kunde,r og partnere firmaet har. Og som journalist forstår jeg ganske enkelt ikke at Erik Ove, selv har fået mistanke til sin kunde, særligt i konfrontationen med Dorthe Toft. Det arbejde Erik Ove gjorde i den forbindelse var hverken særligt kønt, eller særligt professionelt - og nu hvor hele sagen er kulmineret udstilles en række personer og virksomheder, som inkompetente.

Tegning og ytringsfrihed

2008-02-14T20:18:00.001Z

I dag har 1200 mennesker meldt sig ind i en gruppe der hedder ”Undskyld Muhammed” på facebook.com. I beskrivelsen af gruppen står der blandt andet, at de danske avisers genoptryk af muhammedtegningerne intet har med ytringsfrihed at gøre – det handler alene om hævn og provokation – trykt i ytringsfrihedens hellige navn.

For et par måneder siden skændtes man i Nordsjælland om det rimelige i, at en 12 årig dreng blev smidt ud af en skole, fordi han omtalte en lærer som ’pedo’. Ordene blev ikke skrevet fordi den 12 årige ønskede at anklage læreren, sagde drengens forældre og advokat, - men alene for at spille smart og provokere.

Præcist sådan har jeg det med Muhammedtegningerne. Da de blev trykt var det ikke i et forsøg på at forsvare ytringsfriheden – for ytringringsfriheden fejlede ikke noget – men alene for at provokere og spille smart. Ingen kunne forhindre, ingen ønskede at forhindre det – men ligesom med den 12 åriges dreng ’pedo’ – kommentar – så stødte tegningerne sjovt nok en stor gruppe mennesker, der følte sig tilsvinede og respektløst behandlet.

Efter tegningerne var trygt opstod der de kampe vi alle husker – og statsminister, chefredaktører og andet godtfolk gjorde det hurtigt til en kamp om forsvar af ytringsfriheden. Og ytringsfriheden er jo en af vores demokratis vigtigste søjler, så tumperne der brændte flag af, og var skøre – blev dermed til bekæmpere af ytringsfriheden. Men det var de var ikke! De var provokerede – og det havde de fuldt ud ret til at være!

Vores grundlovssikrede ret til ytringsfrihed gør, at vi alle kan sige og tegne, det vi har lyst til. Men når vi skriver og tegner ting, der bevidst provokerer og irriterer mennesker eller befolkningsgrupper, så må man også leve med, at der er nogen der bliver sure og provokerede – særligt i lande hvor de ikke går så højt op i det med ytringsfriheden.

Betyder dette så, at jeg synes at mordplanerne mod Kurt W var i orden? Nej fandme nej – og jeg støtter fuldt ud både udvisning og fængsel – men det betyder, at bare fordi man synes det var sjovt at provokere for et par år siden, så betyder det ikke at man partout behøver at gøre det igen.

Seje Malou!

2008-02-12T12:43:00.000Z

I går kunne store dele af pressen fortælle historien om, at Ny Alliances vælgere, mener at Malou Aamund svigtede sine vælgere, ved at gå fra Alliancen til Venstre. Det havde været meget overraskende, hvis målingen var nået frem til et andet resultat – så reseultatet i sig selv er temmeligt uinteressant.

Malou Aamund selv, er derimod ekstremt interessant. Fra at blive betragtet endnu et medlem i storbytosse-partiet, kunne man efter valget konstatere, at hun som den eneste i Ny Alliance, både koncentrerede sig om sin politiske opgave og dels sørgede for at have en professionel og meget fokuseret profil i pressen. Som den eneste i partiet virkede Malou Aamund som en 'rigtig' politiker, der var kommet i folketinget for at kæmpe for nogle politiske mål.

Men hurtigere end nogen anden blev Malou Aamund også fanget af det tiltider beskidte politiske spil. Ingen havde forventet at uerfarne Malou Aamund så hurtigt ville forstå vigtigheden af, at skal man gøre noget beskidt, skal man gøre det effektfuldt og timet. Og det er i det lys man skal se kovendingen i torsdags. At Malou Aamund valgte den sidste dag i forhandlingerne om asylreglerne er selvfølgelig ikke tilfældig. Havde hun ventet til mandag, havde Naser Khader sandsynligvis kunnet præsentere det første og vigtigste politiske resultat for Ny Alliance – men når beslutningen om at skifte er truffet, gælder det om at ødelægge mest muligt i det man forlader, og styrke mest muligt, der hvor man går hen – og det opnåede Malou Aamund – sandsynligvis i god overensstemmelse med sit nye parti.

Da medierne i går bad Malou Aamund om hendes kommentar til, at hun havde svigtet sine vælgere svarede hun: ” Det er tydeligt, at halvdelen af danskerne ikke er glade for, at regeringen er styrket, fordi mange vælgere fra den røde blok havde set frem til at bringe regeringen i mindretal. Så jeg skal nok bare vænne mig til at have oppositionen på nakken, selv om jeg er en del af et flertal, som fortsat arbejder for bredest mulige aftaler”.
- Undskyld – men denne kommentar kunne Michael Kristiansen ikke have skruet bedre sammen. Fremragende afledning, og samtidig et udmærket mudderangreb på de nye modstandere, - det hele samlet i et glimrende, effektfuldt citat.

Hvis Malou Aamund vil, har hun alt det, der skal til for at komme helt til tops i Venstre – hvilket fuldt ud erkender også var en overraskelse for mig, der kun kender hende fra hendes tid i IBM. Men hun er ikke bare dygtig og politisk indigneret – hun har også vist, at hun mestrer det politiske håndværk, der er forudsætningen for politisk succes – uanset om det er i Ny Alliance, Enhedslisten eller Venstre.

Respekt!

Biler mig her og biler mig der

2007-12-06T20:50:00.000Z

Lige nu skændes Københavns bygge & teknik borgmester og kulturministeren om, hvorvidt der skal bygges et parkeringshus i forbindelse med det nye skuespilhus på havnefronten. En meget underlig diskussion.

Først og fremmest er det ufatteligt, at man igen projekterer en stor kulturinstitution i København, uden at have fået styr på den logistik, der skal til for at fragte gæsterne frem og tilbage. Der skete nøjagtigt det samme på Holmen, efter opførelsen af Operaen – nydelig bygning, men nogen havde glemt at hitte ud af, hvordan faen de mange mennesker skal komme til og fra Holmen. Ligesom med skuespilhuset er det mig en gåde, at transportlogisitikken ikke er en integreret del af projektplanen, og er færdig ved åbningen af huset.

For det næste jeg ikke forstår, er Københavns kommunes angst for Parkeringspladser. ”Vi vil ikke have flere biler ind til byen” siger Klaus Bondam, som det bærende argument for, at man ikke vil have et parkeringshus ved Skuespilhuset. Men jeg har endnu ikke set noget, der bare minder om dokumentation for, at parkeringspladser i sig selv, tiltrækker biler i rå mængder. Tror Klaus Bondam virkelig, at hvis vi bare undlader at bygge et parkeringshus, så vil samtlige gæster cykle og tage bussen til Skuespillet? Ja, det gør han!!!

Jeg er helt enig i, at der er mange biler i København, og jeg er helt enig i at bompenge og havnetunnel er blandt mulighederne til at begrænse trafikken i den indre by. Men omvendt er både Ritt,Klaus og alle de andre Københavnere nødt til at acceptere, at en del af forudsætningen for, at en storby er levende er, at den trafikeret. Lev med det, eller flyt til Hedehusene.

Jamen hvad med miljøet? Og udledningen af CO2? Har jeg da helt glemt min gode opdragelse? Det har jeg måske - men jeg kan konstatere, at da jeg boede på Vesterbro, var jeg en af dem der storforurenede med min bil. Ikke af ond vilje, men fordi jeg var nødt til at køre fire runder i bydelen, for at finde en parkeringsplads. Der var nemlig parkeringsforbud på Gasværksvej i dagtimerne - så man var tvunget til at tage bilen på arbejde, fremfor cyklen.

Undalder man at anlægge parkeringspladser i forbindelse med det nye skuespilhus vil opnå det samme - at bilisterne vil tage nogle lange køreture rundt i den indre by, for at finde et sted til bilen. Dermed opnår man lige præcist det modsatte af det Bondam taler for; nemlig flere biler, mere trafik og mere forurening.

Hvad skal man vælge...

2007-10-24T18:29:00.000Z

Det var forudsigeligt at dagens første partilederrunde mest af alt kom til at handle om velfærd og skat. To områder, der optager vælgerne, og to områder, hvor regering og opposition virkelig har noget at diskutere.

Det man skal ligge meget mærke til er, hvem der angriber og hvem der forsvarer. Regeringen forsøgte med nogle benhårde angreb på Socialdemokratiet og SF, og forsøgte at tegne et billede af en økonomisk uanvarlig alliance, der kun vil bruge penge. Det lykkedes ikke rigtigt. Det mest overraskende var, at regeringen ikke rigtigt havde nogle gode svar på de indlysende angreb - først og fremmest; skatter kontra velfærd. De formår ganske enkelt ikke overbevisende at sige, at skattelettelser er forudsætningen for, at der er råd til bedre velfærd. Ordene virker tomme, og udokumenterede. Ufatteligt at de ikke er bedre forberedte.

Set fra et socialdemokratisk synspunkt handler denne valgkamp om:

At vise hvor mange lukkedage der kan undgåes i min datters vuggestue, hvor mange timers mere hjemmehælp min tante kan få, hvis man dropper skattelettelserne, og hvor stor en lønstigning vi kan give sosu-assistenterne - hvis vi dropper skattelettelserne. Lykkedes dette er et stort slag vundet.
Samtidig skal Socialdemokratiet sørge for at bruge flere kræfter på at angribe, og præsentere sine ansvarlige forslag - end på at forholde sig til regerings angreb, og historik. Den kæmpefejl begik både Nyrup og Lykketoft.
Endelig skal partiet vise at det står sammen - og at det er parat til at danne regering og samarbejde henover midten. Også dette er der stemmer i for tiden.

Hvis socialdemokratiet lykkedes med dette, er de slet ikke så langt fra at vinde regeringsmagten, som analytikere påstår, men det kræver fokus og hårdt arbejde.

Det mest pudsige lige nu er, hvilken liste Ny Alliance stiller med, udover de tre stiftere. Lige nu ser det ud til at Lars Kolind kommer til at stå på opstillingslisten. Interessant - men noget af en joker. Lars Kolind har pengene, men næppe evnerne til at begå sig i toppolitik, og risikerer at opleve en Jacob Haugaard effekt.

I den borgelige fløj handler det om at finde ballancen mellem at holde sammen, og tage afstand fra hinanden. Ikke bare regeringspartierne i forhold til Dansk Folkeparti - men også forholdet mellem aprtierne indenbyrdes er problematisk. De skal på en eller anden måde forsøge at vise, at de sidste måneders interne magtkampe ikke bliver et problem de næste 4 år.

De oooonde kommunikationsfolk...

2007-10-14T10:59:00.000Z

I dag bringer Politiken et debatindlæg af Anne-Marie Dohm, der skoser Torsten Jansen, der har nedladet sig til at reklamere for realkredit Danmark. Anne-Marie Dohm mener, at Torsten Jansen sælger ud af sin troværdighed og skriver bl.a:

"Torsten Jansen er sikkert helt klar over, hvad han gør, og han kan uden problemer fortsætte sin karriere i kommunikationsbranchen eller et andet sted i erhvervslivet, hvor bundlinie er den øverste ledestjerne"

Anne-Marie Dohm beskriver journalister som en egenart, der med høj troværdighed jagter den evige, uspolerede objektive sandhed, så almindelige mennesker af kød og blod ved, hvad der er rigtigt og forkert. En gang imellem er der så journalister, der lader sig lokke over på den anden side af mørkets magter - bliver kommunikationsfolk, og går efter noget så vederstyggeligt som bundlinien i virksomheder.

Undskyld Anne-Marie Dohm, hvor har du sovet de sidste 10 år? I hvert fald meget langt væk fra danske kommunikations og medie -branche. Lad mig minde om:

Kommunikationsgruppen - dvs den gruppe der omfatter de onde kommunikationsfolk, udgør i dag den absolut største faggruppe i Dansk Journalistforbund.
Hvis der er nogen der for alvor diskuterer etik, moral og faglighed, så er det kommunikationsbranchen - tænk bare på NCC & Waterfront, Posten & Gunbak, osv. Her er etik forudsætningen for overhovedet at kunne se en bundlinie.

Nogle journalister arbejder med journalistik i medierne, andre gør det i virksomheder og organisationer, andre på bureauer. Men - og det beklager jeg meget Anne-Marie Dohm, de er alle journalister. Etikken, moralen og tilgangen kan være forskellig hos alle - men journalister er de - og ude i virkeligheden arbejder de faktisk ganske tæt sammen, til gavn for både demokratiet, læserne, virksomhederne - og nåeh ja - hinanden.

Man kunne leve med Anne-Marie Dohm fordomsfulde naivitet, hvis ikke lige det var fordi, hun var den nye rektor på Danmarks Journalisthøjskole.

Hvem faen er Trine Villemann?

2007-10-10T08:38:00.000Z

Royalt stof er godt stof i Ekstra Bladet. Sådan er det - og det er fint nok. Men når nu der i en periode ikke er så voldsomt mange royale skandaler, bliver det et problem - både for det daglige avissalg, men også for den illusion, at de kongelige nu engang har det sjovere, vildere og mere spændende end læserne af Ekstra Bladet. Derfor er det virkelig skidt, når der mangler royale skandaler.

For at løse det problem, har Ekstra Bladets forlag fået Trine Villemann, til at skrive en afslørende bog om kongehuset, som de så kalder 1015 København K - for at signalere, at vi virkelig er inde på matriklen på Amalienborg. Og åbner man bogen, er det som at rydde den smukke Amalienborg facade ned - så læserne får set, at det virkelig er rigtigt alt det Ekstra Bladets journalister har fortalt os; de kongelige boller til højre & venstre, er luddovne, og har hundrede tusindevis af intriger på kryds og tværs - og dette koster danskerne millioner og atter millioner. Dette er indholdet, her er det bare skrevet på tre linier i stedet for 210 sider.

Men måske er der andre, der som jeg undrer sig over, hvor dælen denne Trine Villeman ved alt dette fra? Og hvem er hun egentlig?
På hendes egen hjemmeside http://www.villemann.com/ kalder hun sig selv for: "en af Danmarks mest øretæve-indbydende journalister" Nådada tænker jeg så. Mærkeligt jeg så aldrig har hørt om hende. Men jeg kan jo have sovet i timen den dag, de gennemgik listen. Jeg slår derfor Trine Villemann op på Infomedia, for at se hvilke øretæveindbydende afsløringer denne forrygende journalist så har skrevet på det seneste. Og finder... Intet!

Trine Villemann er nemlig forhenværende, øretæveindbydende journalist, viser det sig. I de sidste ti år har hun boet i udlandet, har så åbenbart ikke rigtigt haft tid til at afsløre - før altså hun nu, fra hendes bolig i Athen, har formået at hudflette og kortlægge det danske kongehus og udstille alle skelletterne. Og der er mere endnu - fx. mere end antyder Trine Villemann, at hun kender den VIRKELIGE historie, bag skilsmissen mellem Alexandra og Joachim - hun vil bare ikke fortælle den i denne bog af hensyn til 2'eren. UNDSKYLD! - af hensyn til familien, skriver hun. hihi - hun har også humor.

Lad os slå fast. Trine Villemann har sandsynligvis aldrig sat sine fødder i hverken soveværelserne på Amailienborg, Schachenborg eller i Kancellihuset. Hun har sikkert været til et pressemøde eller to i årenes løb, når det passede emd et besøg i Danmark. Men hun har formentlig aldrig haft en samtale med Mary, Alexandra eller de andre hun hænger ud i hendes bog. Hendes kilder, består primært af administratorer fra Det gule palæ - altså kongehusets administration "og jo mere man arbejder sig ind på dem - des mere åbne bliver de" siger hun til Ekstra Bladet.

Jeg tillader mig at tvivle - men Trine Villemann får nu alligevel en stjerne for hendes gode fantasi.

Clement, Clement, Clement

2007-09-21T19:34:00.000Z

Jeg har det svært med Clement Kjærsgaard, selvom jeg anderkender at han kan noget som kun få værter og journalister kan. For eksempel at sætte sig ind i sit stofområde, som nu, hvor Clement er i Washington, og lægger op til det kommende amerikanske præsidentvalg.

Men det er svært med Clement Kjærsgaard, fordi han også har sit enorme ego. Det kan være befriende, fordi han tør, hvad kun få tør. Men det er også problematisk når hans person, og ikke imponerende journalistiske evner, spærrer for et interview med en ellers nogenlunde interessant interviewperson.

Det skete fx. i interviewet med James Carville, der var med i Bill Clintons kampagne i 1992. Clement stiller 5 gange det samme forudsigelige spørgsmål; hvad konsekvensen vil være af et demokratisk nederlag ved præsidentvalget. Et spørgsmål Carville umuligt kan give et fornuftigt svar på, hvilket åbenbart irriterer Clement. Så i stedet for at spørge Carville om noget væsentligt, bliver Clement ved med at borre i det ligegyldige, og temmeligt forudsigelige. At James Carville så ikke ligefrem er med i inderkredsen i det demokratiske partis 2008 kampagne, og heller ikke vil komme det - ligesom det måske er at stramme rubrikken en hel del, at kalde ham überspindoktor, som Clement-redaktionen gør i en pressemeddelelse, er så en detalje. http://www.dr.dk/dr2/clement+i+amerika/dansk/

Men Clement ER dygtig - men han ER ikke journalist, og han har åbenlyst ikke de redskaber der skal til, for at få gæsten til at give svarene, og selv være i baggrunden. Det er ok - men så bør Clement i stedet være ekspert, korrespondent eller noget andet fikst, fremfor interviewer og vært på programmet.

Fyyyy!!! Skam jer, Allerød

2007-09-11T18:43:00.000Z

Dagens forarger i Ekstra Bladet OG på TV2 Lorry, er den rystende historie om, at Allerød byråd havde flyttet budgetforhandlingerne til Oslo-færgen (!) og ikke alene havde byrådet under forhandlingerne på skibet, formået at blive enige om besparelser på 17 mio kroner - der var også byrådsmedlemmer der havde spist middage, danset og ja – måske endda været berusede!!! Ekstra Bladet har både video og billeder - jeg nægter at linke til dem.

Disse historier er altid sjove - det mest interessante er om, der er grimme nøgenbilleder, eller nogle sjove skandaler - men det er der aldrig. Egentlig synes jeg det mest pinlige ved historien er, at et byråd vælger netop Oslo-båden til at holde møder på. Her ville jeg som Allerød-borger være alvorligt bekymret for min bys styre!

Men på TV2 Lorry, tog man historien helt alvorligt, og bragte historien på toppen af dagens udsendelse. Og sandelig om ikke også det lykkedes at finde et par håndfulde forargede Allerødborgere, der mente at byrådet burde gå af (fnis). Der var også et interview med Eva Nejstgaard, Danmarks sejeste, men sgu også mest mystiske kvindelige borgmester.

Set fra et kommunikationssynspunkt er dette en af den slags historier, der er død om en uge. 120.000 kroner er fuldstændigt ligegyldigt, og lidt fest her og et sjovt billede der, betyder absolut intet, hverken når der er kommunalvalg næste gang, eller i politikernes tillid hos befolkningen. Selvfølgelig kan man finde et par hystader, men det kræver man leder længe - det gjorde de i TV2 Lorry.

Mest mærkværdigt i dækningen var det efterfølgende ekspert-interview i studiet med en sikkert dygtig kommunikationskonsulent, jeg dog ikke kendte. Hans råd til politikerne var, at sige undskyld og betale pengene tilbage. Der sluttede så indslaget, så man kunne ikke finde ud af, om kommunikationskonsulenten jokede, eller om han mente det helt alvorligt.

Gud-ske-lov for Ekstra Bladets forager-forsider og TV2 Lorry - det er uskyldigt, men giver sikkert brød på bordet i dele af konsulentbranchen!

NØRREBRO OG HELE VERDEN I BRAND!!!

2007-09-02T14:16:00.000Z

Redaktører og medieforskere forargede: Jeppe Nybroe har fjernet al troværdighed fra Danmarks Radio, da han pyntede på et par indslag og genbrugte et par billeder, for at få Irak-historien og sig selv til at fremstå, bare en lille smule mere dramatisk. "Hvem kan nu stole på Jeppe Nybroe, TV-avisen og hele Danmarks Radio igen? " gisper forskerne og redaktørerne i kor.

Og selvfølgelig er det latterligt at pynte historier der jo faktisk er dramatiske nok i sig selv, men at gøre dette til forsidehistorien på dagens Jyllands Posten - Ulrik Haagerups gode gamle avis, er nok lige at stramme lige lovligt meget på væsentligheds- og dramaskruen på JP.

Men hvorfor overhovedet denne mani med at overdramatisere nyhederne? I dag bringer de fleste aviser, uden noget, der bare minder om ironi eller spørgsmålstegn et citat fra en politimand oven på gårsdagens uroligheder på Nørrebro:

"Nørrebro er totalt brændt af, og en stor del af butikkerne fra Dronning Louises Bro til Nørrebros Runddel er blevet smadret og plyndret. (...)«, siger Gunnar Nørager til Ritzau - der også kan berette at: Politiet har foretaget 63 anholdelser, efter at op mod 1.000 unge i nat forvandlede Nørrebro til et inferno af flyvende brosten, flasker og molotovcocktails"

Jeg erkender, at jeg har tilbragt weekenden i det jyske, derfor kan jeg faktisk ikke med sikkerhed sige, at Nørrebro ikke er en stor ruinhob, der har drevet tusinder af mennesker på flugt - men jeg tvivler.

Måske har Jeppe Nybroe, politimanden og Ritzau-journalisten alle spist de samme piller: Jo mere dramatisk jo bedre. Fuck at det ikke er hele Nørrebro der brænder, pyt med at det ikke helt regner med granater over sydIrak - det kan seeerne og læserne jo ikke se - men for fanden hvor er jeg sej når jeg rapporterer, og for fanden hvor er jeg fed, når jeg står her midt i infernoet.

Rejsen til Hellerup

2007-08-13T14:27:00.000Z

Der er kun 6,856 kilometer fra Gasværksvej til det centrale Hellerup - men på mange måder er det som at begive sig ud på en rejse til et fjerntliggende land, når man har pakket flyttebilen, og er endt på den nye destination på Hellerupvej, med kone, barn og Opel.

I Hellerup er der ingen feststemte grønlændere der synger om natten på vej til Tove's, ingen grøntsagsbikser lige om hjørnet, og ingen Fakta hvor man skal se nøje på datoen for at sikre, at varen ikke er et år gammel. Til gengæld er der heller ikke meget liv i det pæne Hellerup.

Lige nu står den kraftigt aldrende og bulede Opel, lige udenfor matriklen på Hellerupvej. Det kan man nemlig i Gentofte kommune - altså parkere sin bil, og laode den stå i flere dage, uden særlige tilladelser, særlige adgangskort, eller rasende dyre parkeringsbilletter. Derfor har jeg i dag kunnet tage cyklen på arbejde, for bilen kan bare blive stående. På Vesterbro er du nødt til at tage bilen med dig, fordi de få pladser der er, har et parkeringsforbud mellem 9 og 18 - og man kan være stensikker på, at få en bøde hvis man ikke tager bilen på arbejde.

I weekenden handlede vi i Brugsen på Strandvejen - det er dyrt (2 bk tyske jordbær for 64,95 - 29,95 pr bk) Men for fanden det er en lækker brutik. Tonsvis af økologi, lækre, friske varer og jeg-skal-give-dig-skal-jeg.

Så efter 2 uger som Hellerupborger, kan jeg kosntatere at jeg er gået stik imod fordommene: Blevet mere økologisk, mindre forurenende og mere sund. Og mest mærkeligt: jeg har ført indtil flere samtaler med flere af mine naboer. I sandhed en forunderlig rejse fra Vesterbro til Hellerup

'Helt ude af proportioner'

2007-07-20T14:02:00.000Z

Siger Danmarks for tiden enlige cykelstjerne om DCU's udelukkelse af ham på det danske cykellandshold. Og det er endda rigtigt svært ikke at give ham ret i, at der må være nogen i Dansk Cykel Union, der ikke vil ham det godt.

Lige nu trænger dansk cykelsport til to ting: Nogle helte, og noget sammenhold. Har man ikke en Michael Rasmussen, der med sin fremragende kørsel i alperne har sikret den gule førertrøje i Tour de France, ville vi heller ikke have nogle unge knægte, der drømmer om at blive cykelryttere – derfor er Michael Rasmussens indsats fantastisk for dansk cykelsport – og dermed DCU. Men formår man ikke at holde sammen i cykelverdenen blandt union, ryttere, hold og sponsorere, kan det hele være lige meget.

Med udelukkelsen af Michael Rasmussen har Jesper Worre og hans kolleger i DCU sat sportens fremtid på spil i en tid, hvor det netop er vigtigt at bakke op, og støtte. I stedet for at gå i dialog, og sikre et samarbejde, har DCU gjort det modsatte.

Man kan mene meget om doping, og det er der mange særligt journalister og kommunikationsfolk, der gør. Michael Rasmussen har fået EN advarsel, fra DCU, sendt til Rabobank, og har i øvrigt aldrig været i nærheden af at blive taget for doping. Alligevel vælger en helt ædruelig bestyrelse at ekskludere ham, selvom dette strider mod al fornuft, og alle internationale regler.

Hvis jeg i dag var en 15 årig knægt, havde et talent, og havde en cykelrytter i maven, er det ikke just DCU's handling, der ville få mig til at fortsætte kampen på landevejene. Det gør derimod Michael Rasmussens fremragende og enestående indsats i Tour de France. Gid Michael Rasmussen må vinde, både over de franske bjerge og DCU's bestyrelse.

Kom igen Bjarne

2007-07-07T21:07:00.000Z

Sgu mærkeligt som inkarneret cykelfan at se dagens prolog fra London, hvor CSC vandt en fantastisk flot sejt med Cancellaras imponerende sejr.

ikke at det er mærkeligt at svejtseren vinder - det har han fuldt fortjent, men mærkeligt fordi spillet omkring touren og CSC har været så mærkværdigt. Først vælger CSC-holdet at meddele, at Bjarne bliver hjemme fordi han er træt og ikke har kræfterne til at sloges med pressen i tre uger, hvorefter man så ser ham i fuld vigør hos CSC.

Men hele situationen er også mærkelig. Alle ved, at Bjarne Riis er feltets dygtigste sportsdirektør - både på det rent strategiske, men også på det taktiske. Det er hævet over enhver tvivl, at Bjarne Riis var en fremragende rådgiver under de vanskelige etaper for hans tidligere topryttere - og også ville være det for bl.a. Carlos Sastre.

Men fordi en eller anden tysk idiot, mener at CSC bruger doping, er de tre eneste der interesserer sig for doping i Danmark, gået i den vilde heksejagt, og Bjarne Riis ville ikke kunne lave et eneste interview, eller et eneste pressemøde uden at skulle forholde sig til idiot Jakse, fordi Olav Skaaning, Lars Werge og kulturministeren, synes at det der doping er så skide interessant.

Men det er det ikke. I Tour de France er det cyklingen, taktikken, udstyret og evnerne, der er interessant. Derfor burde Bjarne have været der fuldt ud for CSC - han kan så takke en tysk og tre danske idioter for at han ikke kan være det.

Hvor mange interviews skal man give for 14,5 mio.

2007-06-28T18:06:00.000Z

I dagens leder i Ekstra Bladet skælder man hårdt ud på kronprinseparret, fordi man mener, at de skylder offentligheden at fortælle, at de har det godt. Ekstra Bladet har regnet sig frem til, at parret ikke har givet større interviews siden 2003 - og det mener de er for dårligt.

"Det virker som om, de har nok i hinanden og deres smarte venner, mens de vender ryggen til almindelige danskere." tuder Ekstra Bladet.

Vi kan sagtens vædde. Men jeg føler mig helt & aldeles overbevist om, at danskerne udmærket ved, hvordan de går og har det i Fredensborg. Men er Ekstra Bladet i tvivl kan jeg da fortælle, at parret er blevet gift, og har fået to børn. Den ene hedder Christian, og bliver sikkert konge en dag - den anden skal døbes i morgen. Og lur mig, om ikke Ekstra Bladet vil være både ved kirken, og ved festen, for at tage nogle billeder og skrive lidt om, hvordan de går og har det i Fredensborg.

Et stort solointerview med kronprinseparret i Ekstra Bladet vil helt sikkert pynte i en ellers benhård agurketid, så man kan sagtens forstå Ekstra Bladets marketingafdeling, der formentlig har skrevet dagens leder. De forsøger så at stramme hvor der strammes kan, ved at skrive, at Mary & Freddie skylder befolkningen et interview (med Ekstra Bladet)

"Men den konsekvente tavshed virker påfaldende og arrogant. Ikke så meget som en tak for den store interesse og alle gaverne i forbindelse med brylluppet har det kunnet blive til." tuder de videre.

Man kan rejse det etiske og demokratiske spørgsmål: Hvor mange interviews og hvor meget offentligt skal man træde frem, når man får 14,5 mio i Årpenge - det forsøger Ekstra Bladet. Danskerne kan stille et andet spørgsmål: Hvor mange royale ligegyldigheder gider vi høre på, når vi også skal læse om bryllup, runde fødselsdage og barnedåber - inden vi brækker os.Som sagt så kan man forstå Ekstra Bladets marketingafdeling - men det er dælme tidligt redaktionen er gået på ferie. Det bliver en lang, lang sommer.

Skal Anders lade sig interviewe af Bo?

2007-06-15T06:34:00.000Z

Ekstra Bladets Bo Elkjær har nu i fire år forsøgt at få sat et interview op med Anders Fogh Rasmussen, hvor Bo Elkjær vil tale om baggrunden for Irakkrigen. Men Anders gider ikke tale med Bo - og det er for dårligt pylrer Ekstra Bladet på lederplads i dag, for de har selv spurgt både ombudsmanden og Niels Helveg Petersen og de har begge givet lov - og journalistforubundet siger det også. Nå!

Sommetider undrer man sig over, hvor naive medierne er. Mon ikke artiklen om Anders Fogh's Irak-argumenter er skrevet på forhånd - og mon ikke Bo Elkjær blot mangler at sætte de ordrette citater ind - før artiklen er klar til opsætning og tryk. Og lad os bare vædde: den artikel bliver hverken objektiv, nuanceret eller saglig. Hvorfor fanden skulle Anders Fogh stille op til det, bare fordi han er statsminister?

'Jammen vi er den 4, 5 og 6. statsmagt - vi skal kontrollere, og lave forsider og redigere' siger Ekstra Bladet. Sikkert rigtigt - bare ikke i dette tilfælde. I tilfældet Irak-krigen har Ekstra Bladet reduceret sig selv til en part - og Bo Elkjærs artikel, og de mange ledere i Ekstra Bladet, er hverken kontrollerende, undersøgende eller afdækkende - men partsindlæg.

Anders Fogh har også sagt nej til duelmøder med Helle Thorning, af nøjagtigt samme begrundelse, som at han ike gider stille op til en gang tilsvining i Ekstra Bladet. Duellerne skal nok komme, han vil bare selv have lov til at sætte timingen og planen, for at sikre at kortene er nogenlunde lige, inden kampen starter. Og det kan man faktisk godt forstå.

Når det politiske lederskab svigter

2007-06-14T18:05:00.000Z

Vi var mange der drog et lettelsens suk, da Jens Kramer Mikkelsen for 3 år siden valgte at forlade overborgmesterposten i København, for at blive direktør for Ørestadsselskabet.

Jens Kramer var indiskutablet dygtig, men når man har siddet i spidsen for en politisk organisation i mange år, opnår man en magtfuldkommenhed, der ender med at koste den politiske ledeevne. Det samme som i øvrigt også skete for Poul Nyrup - og lige nu er ved at ske for Anders Fogh.

Ritt Bjerregaard som overborgmester og Klaus Bondam som bygge-teknikborgmester var Københavns nye friske pust - men har, set fra et demokratisk og ledelsesmæssigt perpsektiv, været en skuffelse. Efter kun 1½ år virker det som om makkerparret har indhentet Jens Kramers magfuldkommenhed på rekordtid - og det kan i den grad undre.

Onsdag aften skete det så igen. Socialdemoratiet og Det Radikale Venstre tromlede sammen med SF det nye boligbyggeri på Kløvermarken i gennem. Umiddelbart er ideen om at bebygge kanten af Kløvermarken fremragende - men metoden aftalen er opnået med, er meget meget skidt. Fra at have en stort set enig borgerrepræsentation, har man nu igen, en stærkt splittet biorgerrepræsentation - særligt fordi Ritt & Klaus ikke gider lytte, og ikke gider overholde de aftaler de ellers havde indgået med Venstre. Kløvermark-byggeriet er blot det seneste eksempel.

Og det er ganske enkelt underligt og unødvendigt. Antallet af boldbaner er i forvejen katastrofalt lavt - og nu kan man alligevel ikke garantere, at man ikke kommer til at fjerne nogle flere. Venstre ville kunne leve med det, hvis Københavns kommune i stedet anlagde boldbaner - fx. på arealet lige ved siden af det nuværende Kløvermarken - men den lille indrømmelse, til ganske få millioner kroner vil Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre ikke give Venstre - og derfor har man nu, for gud ved hvilken gang en splittet borger repræsentation.

Problemet er først og fremmest Klaus Bondam, der har vist sig som en både tonedøv og arrogant borgmester - og det er mere end tvivlsomt, om han opnår genvalg som radikal borgmesterkandidat til næste kommunalvalg. Men heller ikke Ritt Bjerregaard kan sige sig fri for kritik. På trods af hendes enorme politiske erfaring, har hun ikek formået at skabe den bro, og den sammenhæng i det politiske København som hun dybest set blev valgt til. Dette er en skuffelse - og et udtryk for total mangel på politisk lederskab.

En del af de nuværende tumulter kan tilskrives efterdønninger efter NCC-sagen - der af både den ene og den anden fløj i Borgerrepræsentaionen, blev håndteret helt utroligt amatøragtigt. Det undrede mig i starten - det gør det mindre nu, hvor man blot kan se, at den politiske talentmasse i den københavnske borgerepræsentation i den grad er til at overse - ja vel nærmest umulig at få øje på.

Verdens smukkeste barn blev 1 år

2007-06-05T09:17:00.000Z

Lørdag den 2. juni blev verdens smukkeste barn 1 år gammel. En fantastisk dag, hvor både Farmor og Farfar tog turen fra det jyske, og Olga & Roberta, tog deres forældre med fra Vesterbro, til en fantastisk hyggelig eftermiddag.

I går lærte Sigrid at gå, med kun støttehånd, når bare hun har en god gedigen klods i den anden hånd.

For fanden et fantastisk barn, med en fantastisk mor!

Ro på bloggen

2007-06-05T09:14:00.000Z

Det er jo ikke fordi der ikke er sket noget, de sidste tre ugers tid. Messerchmidt, Riis, Vesselbo, Bundsgaard, Christian Poulsen og ikke mindst Khader kunne sagtens fortjene en kommentar eller tre. Men sådan kan det gå, når man også skal passe sit nye job og sin fantastiske familie.

Men nu ikke flere undskyldninger: Hovedet tilbage på bloggen!

Bør Bjarne Riis vedkende sig fortidens synder

2007-05-15T09:30:00.000Z

Den tidligere DR Journalist Olav Skaaning Andersen, fortæller i dag i Berlingske Tidende om sin manglende respekt for fortidens store cykelryttere, der har nægtet at erkende dopingmisbrug, selvom et hav af indicier indikerer, at rytterene engang har kørt på andet end sødmælk og pasta.

Olav Skaaning Andersens holdning er interessant, fordi han om nogen er manden, der startede jagten på doping i cykelsporten. Han har tømt papirkurve, har hentet insiderinformation, har analyseret kemiprøver og meget andet for at afsløre cykelrytternes snyd. Og han er stadig indikeret. I dagens Berlingske mener han, at man ikke kan have respekt fx for en Bjarne Riis, og Johan Bruynell, (der er sportsdirektør på Discovery), fordi disse to tidligere har været mistænkt for doping.

Jeg er uenig med Olav Skaaning - og er dermed også uenig med fx Jesper Skibby, der for nylig havde behov for at stå frem, mange år efter at karrieren sluttede, for at fortælle om sit dopingmisbrug.

Bjarne Riis har med ansættelsen af Rasmus Damsholdt gjort præcis, hvad der skal til for at nytænke cykelsporten, og nytænke sporten i en verden hvor doping ikke er en del af konkurrencen. Det er visionært og fremadrettet. Det giver en ramme for, hvordan man kan køre cykelløb - og vinde dem, selv uden brug af Doping.

Dette burde Olav Skaaning Andersen anerkende. Det gør han ikke - i stedet jagter han den ultimative bekræftelse på sin journalistiske genialitet, ved igen at kræve at fortidens cykelkorrifæere går til bekendelse. Men dette vil hverken fortidens cykelryttere, cykelsporten, eller fremtidens cykelryttere opnå noget som helst ved. Men Olav Skaaning Andersen vil kunne sige: 'Hvad sagde jeg'. Men cykelsporten og historien er ikke til for Olav Skaaning Andersens skyld, - men for fremtidens skyld. Og af den grund bør man lade fortiden ligge, og koncentrere sig om fremtiden.

En ny umulig alliance

2007-05-07T17:48:00.000Z

Igen var B.T. både først og alene med en politisk nyhed. Det er i sig selv underligt, eftersom B.T. til indtil for ganske få uger siden mest var et ugeblad der udkom hver dag.

Men de havde historien om den Ny Alliance - der blev lanceret i dag. www.nyalliance.dk

Det første der undrer er, at der ikke er flere med. Anders Samuelsens tilslutning er ikke en stor overraskelse - noget større er Gitte Seebergs. (i øvrigt pudsigt, at alle interesserer sig for bruddet i Det Radikale Venstre - i mine øjne er bruddet i de konservative mindst lige så interessant)

Men det der overrasker mest er at udbruddet er så relativt beskedent. Fra i morgen tidlig vil Naser Khader være både Politisk Ordfører, Gruppeformand og Partifomand i det nye parti. Det bliver hverken en særlig sjov, eller en særlig let opgave - faktisk må man forudse at det næste ½-til 1½ år bliver en lang tur op ad bakke for den nyslåede partiformand.

Selvfølgelig kan han komme med i noget regeringsarbejde hist og i nogle lovforslag pist, bare for at blive hørt - men nogen indflydelse på, om en lov bliver vedtaget eller ej, får han ikke. Han kan kun håbe, at pressen vil blive ved med at finde ham interessant indtil næste valg - og så meget suppe er der alligevel ikke at koge på det nye parti.

Lidt anderledes er det for de to EU-parlamentarikere, der jo blot kan fortsætte i deres nuværende gruppe i EU-parlamentet. De er i forvejen en del af en stor organisation, der giver dem den opbakning de har brug for. Desværre blot usynligt for de danske medier.

Når jeg tivivler på, at lanceringen i dag var helt planlagt, er det mest fordi, lanceringen er så tynd. Mon ikke man havde håbet at kunne overtale nogle flere af de radikale og konservative kritikere - måske endda en tidligere minister i at deltage i partiet - men enten er det ikke lykkedes, eller også har forsøget ikke været gjort ihærdigt nok.

Tilbage står endnu et nyt parti, der som udgangspunkt er meget sympatisk, men som heller ikke er meget mere end det. lad os håbe de bliver det.

Lex Messerschmidt i Jersild & Spin

2007-05-07T08:26:00.000Z

Det startede endda rigtigt godt, Jersild & Spin, men i dette forår er doktorernes og Olaf Jersilds analyser og fortolkninger blevet mere og mere underlige. Nu holder de pause - tak for det!

I lørdags drøftede de igen sagen om Morten Messerschmidt, der forlod Dansk Folkeparti efter omtalen af hans heilen i Tivoli. Men i stedet for at diskutere det oplagte, rodede Henrik Qvortrup sig ud i et mærkværdigt angreb på sin gamle avis B.T., i en forklaring på hvorfor Messerschmidt måtte forlade Dansk Folkeparti.

Mit bud er, at Morten Messerschmidt udmærket kan huske, hvad han i sin fuldskab kom til at gøre - vidner har nemlig set ham gøre det tidligere. Da han vågner om morgenen, og da han ser B.T. ved han, at han har et problem, som han må drøfte med partiledelsen. Da bølgen ikke lægger sig - og der endda er en betydelig risiko for, at der vil blive hvirvlet endnu mere med - beslutter ledelsen - og han selv, at han må gå. Det er fair nok. Pia siger så, at han må blive voksen - deri har hun så inderligt ret.

I Jersild & Spin roder Qvorturp sig ud i noget sludder om, at Morten Messerchmidt er medlem af Zionistisk forbund og støtter Israel og jøderne, og derfor sandsynligvis aldrig ville heile. Det er noget sludder, Henrik! Få dage inden Tivoli-åbningen rodede Messerschmidt sig i P3 ud i en beskrivelse af alle de muslimske samfund, som tabersamfund, og alle muslimer som tabere. De moderne nazister interesserer sig ikke meget for jøder - de interesserer sig for muslimer - og set i det lys er Morten Messerschmidt at betegne som Nazist.

Dansk Folkeparti har nu, dog temmelig sent, besluttet at den slags ikke hører hjemme i dansk Folkeparti. Dette er meget fornuftigt hvis man ønsker at fastholde et forhold til regeringsmagten.

Fra Morsing til Burson

2007-05-05T08:00:00.001Z

Det har været lidt stille her på bloggen de sidste uger, hvor jeg har brugt kræfter på at omstille mig fra at være konsulent hos en hr. Morsing i Hellerup, til at være konsulent hos hr. Penn og fru Sennels i Burson-Marsteller.

Jeg var 1½ år i Morsing PR - hvilket vel var for lidt. Men jeg tror jeg havde det lidt ligesom fodboldspilleren Daniel Agger, der spillede på et af danmarks bedste fodboldhold, og pludselig blev tilbudt en kontrakt i Liverpool.

Så uanset hvor meget man savner de gamle dygtige medspillere, er udfordringerne og mulighederne i at spille med og mod de helt store hold alligevel for store. Og så drikker de i øvrigt også mere hvidvin på altanen i Burson-Marsteller.

og spænd din skrårem fast...

2007-04-20T08:30:00.000Z

Ligesom man troede at Dansk Folkeparti havde smidt landsbytosser og racister på gaden, for at gøre sig modne til den regeringsdeltagelse de objektivt set, egentlig var ved at gøre sig fortjente til, går de i denne uge fuldstændig amok med usædvanligt rå nazistiske budskaber.

Først er der folketingsdebatten om adgang for andre religioners præsters adgang til Danmark, hvor præstebrødrene gik amok i en blodrus - og mest synlig har været debatten om, hvorvidt et eventuelt kommende muslimsk medlem af folketinget, skal have ret til at bære slør i folketingssalen.

At Mogens Camre og præstebrødrene kalder tørklædet et nazistisk symbol, er slemt - men til at leve med. Det er skidt for partiet, men set fra et regeringsperspektiv er det til at leve med, fordi de alligevel ingen indflydelse har. Men at EU-ordfører Morten Messerschmidt i P3 tager tråden op, og kalde alle muslimer for tabere, og alle muslimske samfund for tabersamfund, er ikke bare grov racisme - det er nazisme.

Forestiller vi os i et naivt øjeblik, at Dansk Folkeparti blev medlem af en borgerlig regering efter næste valg, ville Morten Messerschmidt være et naturligt ministeremne. Men den mulighed har han nu ganske forpurret - klippet fra P3 vil kunne blive brugt igen og igen - og være ganske sigende uanset om han så blev forsknings eller erhvervsminister, eller noget andet ligegyldigt.

I stedet for at nærme sig regeringsmagten har Dansk Folkeparti i denne uge malet sig selv op i hjørne som et nazistisk parti. trist, men en kendsgerning.

Den var sgu hård!

2007-04-11T13:37:00.000Z

Tirsdag fik Peter Brixtofte endelig byrets-dommen i den store Farum-sag 2 år blev det til, og sammen med dommen fra sponsorsagen skal Brixen nu bruge 4 år på at ruske tremmer.

Hvilket spild.

Da vi på B.T. startede med at skrive om ham og Farum kommune, nægtede han at tale med B.T.s journalister. Ingen kunne få aktindsigt i materiale fra Farum kommune, og var der politikere i byrådet der spurgte, fik de arrogante svar, eller fik slet ikke noget. Betegnelsen 'Bykonge' er ikke for stort, og betegnelsen 'arrogant magtmisbruger' ligger lige for. ( I øvrigt er det pudsigt, at Brixtofte aldrig i de tonsmange interviews og portrætter, er blevet konfronteret med den side – at han også er et vandvittigt arrogant og magtbegærende menneske)

Men han har jo også ret, Brixen: Tager man en tur til Farum i dag, må man erkende, at skoler, stadion, idrætshal, svømmehal og skulpturpark ER noget særligt. Farum ER en rummelig by, hvor der - i hvert fald tidligere, blev gjort en kæmpe indsats for at styrke sammenhængskraften; De ældre kom på rejser - til de byer i Tyrkiet, hvor de lokale indvandrere kom fra - i øvrigt med de lokale indvandrere som rejseledere. Arbejdsløsheden var rekordlav og kriminaliteten i bund.

PBX har ikke drukket en eneste flaske rødvin, eller spist en eneste laksemad, for sin egen fornøjelses skyld. Alle de mange penge er i sidste ende, alene brugt til gavn for borgerne - vil Brixtofte til sin død holde fast i - og det er svært ikke at give ham ret.

Set i det lys er dommen i Hillerød byret benhård.

Det gavner hverken Peter Brixtofte, skatteyderne i almindelighed eller farumborgerne i særdeleshed, at Peter Brixtofte nu skal i fængsel - for det skal han uanset de kommende ankesager. Man kan kun håbe, at han klarer den, og at der så vil være nogen der står parat når han kommer ud - ikke bare med et godt glas Petrus - men også med en opgave, til en af landets dygtigste og mest visionære politisk tænkende mennesker. Det skal nok bare ikke være som borgmester. I hvert fald ikke i Danmark.

Super spin

2007-04-01T18:06:00.000Z

Kan man både være tilhænger af skattestoppet og gå imod det? Ja, det gør Socialdemokraterne øjensynligt i øjeblikket. I en ny debatbog, hvor Lotte Bundsgaard har skrevet et afsnit, fortæller hun, at socialdemokraterne kun støtter regeringens skattestop, fordi det er populært hos vælgerne, og fordi det giver ro om partiets noget omdiskuterede skattepolitik.

"I klar modstrid med formand Helle" tordner lederskribenterne og regeringspartiernes ordførere, og "Nu ved vi igen ikke, hvor vi har socialdemokraterne".

Men sandheden er måske snarere, at Lotte Bundsgaards melding er helt koordineret med partiledelsen i almindelighed og Helle Thorning i særdeleshed. For Lotte Bundsgaards beskrivelse af skattestoppet er hverken særligt kritisk overfor ledelsen, dramatisk eller særlig usocialdemokratisk - tvært i mod. Lotte Bundsgaard rammer sandsynligvis lige midt i maveregionen på en meget stor del af socialdemokraterne - herunder den nuværende partiledelse.

Det er med skattestoppet som med 24 års reglen. Ingen elsker dem, de er dybest set politisk tåbelige, men de er djævlens praktiske til at demonstrere beslutsomhed og grænser.

Det er muligt at Lotte Bundsgaards udmelding ikke vil pynte på meningsmålingerne i næste uge - men et stort slag bliver det ikke. Men på de indre linier, er Lotte Bundsgaard ganske intelligent, blevet brugt til at tage luften af en spæreballon af intern utilfredshed - og har så endda givet partiformanden lejlighed til at gentage hele smøren om skattestop og skattereform. Ganske smart - og måske pokkers udspekuleret.

Når man sveder som et svin

2007-03-26T08:01:00.000Z

Det sker sjældent. Alt for sjældent faktisk, at det lykkedes at finde en vaskeægte skurk, slæbe ham i fjernsynet og vise, at han bliver ristet. I disse tider har alle virksomheder med respekt for sig selv en hotline-aftale med et pr-bureau om krisestyring, budskabsstyring, medietræning og damage control. Derfor er det faktisk befriende at se et indslag med én, der tydeligvis intet har gjort for at forberede sig på interviewet.

Jeg tænker her på DR's 21Søndags afsløring af svinetransporter til Dimotrogad, hvor Danske slagteriers eget transportfirma, SPF transport, blev taget med nallerne langt nede i grisetruget efter en transport på 127 timer, hvor grisene ingen hvil fik.

En tragisk og pinlig sag om dyremishandling - og det interessante var så at se SPF-direktør Peter Skov Madsen forklare, hvordan dette kunne ske i et interview i indslaget: 21 Søndag>>
Peter Skov Madsen begår alle de klassiske fejl; først prøver han at forklare, at SPF troede, at denne transportform var lovlig (og dermed at SPF med denne transport bare har gjort som de plejer), og derefter har han meget svært ved at sige, at dette måske ikke så skidesjovt for grisene. I nogle selskaber vile dette interview være det samme som en opsigelse - dette sker muligvis ikke på Axelborg, hvor landbrugskammeraterne holder til - men jeg ville nok tjekke, at mit cv var opdateret, hvis jeg var hr. Skov Madsen

For få år siden var et interview som dette ikke særlig usædvanligt - det er det i dag. Derfor stikker det ud, som yderst pinligt. Et eller andet sted er det synd for manden, men pokkers godt for kommunikationsbranchen - og et godt bud er, at Danske Slagterier og SPF i dag har fået en hel del gode tilbud om kommunikationshjælp. De har også brug for det!

Et forsvar uden ledelse

2007-03-25T11:06:00.000Z

For ikke så mange år siden hed det sig, at skulle man have en god lederuddannelse, skulle man vælge forsvaret. Det var også dengang, AP Møller kun ansatte uddannede officerer i koncernen.

Det er muligt, at man stadig kan få en god lederuddannelse i forsvaret - i givet fald burde man nok bruge nogle timer på at give forsvarets absolutte top nogle lektioner.

Det danske forsvar omsætter for et betydeligt to-cifret milliardbeløb hvert år - sammenligner man dette med en privat virksomhed, taler vi om en betragtelig forretning, der kræver en ledelse, der formår at træffe fornuftige og fremadrettede beslutninger.

Men siden Jørgen Garde i 1996 styrtede ned med et fly på Færøerne, har forsvaret haft den ene helt umulige chef efter den anden, og har nærmest samlet på skandaler. Den tidligere forsvarschef Christian Hvidt, sluttede en pinlig karriere, med budgetoverskridelser og fejlindkøb, af med at bruge 1,7 mio kroner på sin egen afskedsparade.

Den nuværende forsvarschef Jesper Helsø, har haft en chefkarriere, præget af arrogance, mangel på medietække - og om muligt endnu flere fejldispositioner end sin forgænger. Og for at sætte kronen på værket har manden deltaget i en privat vildsvinejagt, sammen med en række betydelige våbenhandlere - oven i købet en del med et ganske ucharmerende rygte.

I en tid med en borgerlig regering er forsvaret ikke det første man retter en alvorlig kritik ad - men man burde. Og man burde gennemføre en meget omfattende revisionsgennemgang af forsvarets håndtering af egne midler. Og så endelig stille spørgsmålet: Tror vi virkelig, at dem der kan skabe den fornyelse og professionelle udvikling af forsvaret er dem, hvis eneste evne er, at de har tilbragt 39 år i kongens klær'. Næppe.

Må en kulturminister blande sig i hvad de laver på DR?

2007-03-16T09:42:00.000Z

Dagens store politiske slagsmål handler om kulturministerens mail til DR's daværende bestyrelsesformand Jørgen Kleener, hvor han kritiserer DR's dækning af krigen i Irak.

'En storm i et glas vand' kalder kulturministeren det - for mailen var bare et svar på et spørgsmål som Jørgen Kleener selv havde stillet, nemlig; Hvordan opfattes DR i regeringen?

Det er utroligt svært ikke at give kulturministeren ret i, at dagens mediestorm, er en meget stor storm i et meget lille glas kildevand. På det praktiske plan er der formentlig ikke en eneste udsendelse, en eneste vært eller journalist, der har ændret noget som helst, fordi DR's bestyrelsesformand har fået en mail fra Brian Mikkelsen.

'Men Kulturministeren er jo principielt øverste chef for DR - er dette ikke magtmisbrug og pression?' vil nogen sikkert indvende. Jow - det er temmelig sandsynligt, at Brian Mikkelsen har haft det ønske, at Jørgen Kleener ville sætte Christian Nissen og Lisbeth Knudsen på plads. Men både Brian Mikkelsen og Jørgen Kleener har vidst, at sådan spiller klaveret ikke - Jørgen Kleeners job som bestyrelsesformand består blandt andet i at læse mails fra ministre, oppositionspolitikere og mange andre. Alle vil gerne lægge pres, men man skal virkelig have dårlige tanker om sin bestyrelsesformand, hvis man selv tror på, at en mail som denne vil føre til noget som helst -og det er næppe heller dette der er formålet. Faktisk tror jeg ministeren rent faktisk siger sandheden fnår han fortæller, at denne mail mere er til orientering, end handling.

Det der undrer mig mest, er omfanget af offentlig arkivering og aktindsigt. Havde jeg sendt eller modtaget en mail som den fra Brian Mikkelsen, havde jeg slettet den to uger efter. Ikke fordi mailen er specielt farlig, men fordi det er tåbeligt at gemme gamle mails. Men det gør man ikke i det offentlige, fordi det skal være muligt at se hvilke mails, hvilke ministre har sendt til hvilke bestyrelsesformand. Derfor kan Christian S. Nissen finde mailen til Jørgen Kleener ved brug af almindelig aktindsigt, og bruge den i sin bog 'Generalens veje og vildveje', der udkommer snart.

Jeg er ikke modstander af offentlighed, men jeg synes der er grænser, og jeg mener vi når hen i mod denne grænse her.

3 tænder på 9 måneder

2007-03-04T12:47:00.000Z

Verdens smukkeste barn fyldte fredag den 2. marts 9 måneder, og fejrede fødselsdagen med endnu en tand, så hun nu har hele 3 tænder; 2 i undermunden og en lille ny i overmunden. Behøver jeg at skrive, at INGEN af de andre børn i mødregruppen har tænder endnu. SÅDAN SIGRID!!!!

Til gengæld er der en vis Lilly, der kravler som om hun aldrig har lavet andet. Det er naturligvis ikke helt tilfredstillende, men rygter siger, at Lilly bliver pacet og hardcore trænet af hendes forældre. Det kunne vi naturligvis aldrig finde på med Sigrid... efter at vi har konstateret at det ikke virker. Sigrid gider simpelthen ikke det kravleri - til gengæld er hun mægtig god til at få tænder, og kysse hendes hårdt forkølelsesplagede far og hendes fantastisk mor.

Tillykke med de ni måneder Sigrid - du er for sej!

Godmorgen unge!

2007-03-02T09:16:00.000Z

Når aktivisterne fra ungdomshuset vågner her til morgen, er det sikkert med en hel del tømmermænd oven på en voldsom dag og nat. Brosten blev kastet, bål blev tændt, biler blev væltet, cykler blev brugt til at bygge barrikader. Ingen skal komme og sige, at aktivisterne overgav sig uden kamp. Og så længe adrenalinen koger vil der sikker være flere spredte kampe på det Nørrebroske. Det ser lidt vildt ud, men så er det heller ikke værre.

Men udover tømmermændene - vågner aktivisterne nu også for første gang i 24 år uden et ungdomshus - og om en uge, når de værste kampe og demonstrationer har lagt sig, vil det være den mangel, der betyder mest for dem. Forhåbentlig vil de begynde at kigge sig rundt og overveje, hvem det egentlig er, der er skyld i, at de ikke har et hus til fester, musik og veganer-køkken.

Er det Ritt? er det Ruth? Er det Hanne (Bech Hansen), der har svigtet? Selvom mindst en af de tre er komplet idiot, er det ikke her de unge skal sigte, når brostenen skal lande hos dem, der har ansvaret for, at man for fremtiden må gå på Stengade, der lukker når pædogerne går hjem klokken 02.00. Nej, det er de unge selv - ungdomshusaktivisterne de skal sigte på, når de skal palcere ansvaret for at det hele gik galt.

For indtil de sidste dage inden gårsdagens rydning, havde aktivisterne nemlig alle muligheder for at få et ungdomshus på deres egne præmisser. De kunne have taget i mod fondens tilbud om at skabe et ungdomshus i en nedlagt skole kun et brostenskast fra Jagtvej 69.

Jeg har brugt mange timer af mit liv i politik, og jeg forstår ganske enkelt ikke den politiske argumentation for, at man ikke bare kunne tage i mod dette tilbud.

Og det er jeg ret sikker på, at en hel del af aktivisterne er enige med mig i. Så når de unge, om et par dage evaluerer, hvad det var der skete, bør de først og fremmest se indad i deres antiautoritære og anarkistiske strukturer og overveje om ikke, der alligevel var nogen af deres egne, der tog røven på dem, og overtalte dem til at droppe tilbuddet om at flytte.

God kamp unge – men hold den nu internt!

Fiskekutter til idrættens frivillige

2007-03-01T09:41:00.000Z

Sommetider får man helt ondt i maven på sin branches vegne, når man ser organisationer og virksomheder give sig i kast med meget tvivlsomme kommunikationsprojekter. Særligt får man ondt i maven, og en småflov smag i munden, når man tænker på, hvor meget kampagnen må have kostet. Lige nu er det Danmarks Idræts Forbund, med den noget tvivlsomme kampagne: FISKEKUTTER TIL IDRÆTTENS FRIVILLIGE http://www.takenfrivillig.dk

Ideen er vidst, at "tak er kun et fattigt ord" og når man bruger det så sjældent om de frivillige i idrætten, så kan man i stedet prøve et andet ord. Og så skal man altså sige; "Mange majskolbe for hjælpen", og "tusind altankasse for at I gider"

Det er edderbankeme den mest søgte og mest mærkelige kampagne. Den har godt nok opnået lidt omtale, men kun fordi den er så underlig, at der ingen der forstår budskabet. Og man kan berettiget stille følgende spørgsmål:

Bliver disse stakkels frivillige ledere mere lykkelige af, at der er nogen der siger 'fiskekutter' til dem?
Bliver de frivillige og deres store indsats mere synlig af, at folk siger 'majskolbe'?
Får man som aktiv i Danmarks Idræts Forbund mere lyst til at engagere sig i arbejdet, og får man flere værktøjer til sit arbejde af, at nogen siger 'Altankasse'?

Jeg er ked af det, DIF - jeg tror I er blevet snydt. Som sædvanlig rammer Politikens ATS http://politiken.dk/ats/article254320.ece pointen i dagens ATS:

LYNINTERVIEW

Regitze Siggaard, Dansk Idræts Forbøn, hvad er baggrunden for jeres kampagne, hvor I opfordrer danske børn til at sige altankasse til deres fodboldtræner?
»Vi synes, det er synd for de frivillige idrætsledere, at de bruger masser af tid på arbejdet med de unge uden at få den mindste altankasse for det!«.
Jamen, så siger vi ballonskipper for samtalen!
Selv ballonskipper!

Frrrrrreragende TV-underholdning

2007-02-25T20:11:00.000Z

Ja, det er fjernsyn; Ja, det er en serie; Ja, det er et ældgammelt plot. Men for helvede det virker. Forbrydelsen på DR1 er umanerligt godt skruet sammen, både som politi og som politisk thriller. Alle situationer forekommer realistiske, skuepillerne leverer varen - men vigtigst af alt: Historien hænger sammen, og er fanden-gale-mig god. http://www.dr.dk/forbrydelsen/

Ufatteligt at de hos kollegerne på TV2 ikke har formået at skabe en eneste TV-serie, der når DR's Rejseholdet, Ørnen, og nu Forbrydelsen til sokkeholderne.

Jesper Schou Hansen laver elendig PR for Jesper Schou Hansen

2007-02-16T12:25:00.000Z

Den såkaldte korruptionssag bliver mere og mere underlig. I starten af ugen skrev de store aviser om 'manden i midten' - den mystiske venstremand, der måske - og måske ikke har forsøgt at lade sig bestikke af NCC.

Enhver journalist med en nogenlunde velfungerende lugtesans kunne selv i sagens spæde start, på få sekunder regne ud, at det er PR-fætteren Jesper Schou Hansen, der er denne venstremand i midten.

Men i stedet for at gøre som alle pr-bøgerne siger; - træde frem, erklære sin uskyld og forklare, hvad sagen handler om, har Jesper Schou Hansen, på den mest mystiske måde, stukket hovedet i busken, og har nægtet at lade sig interviewe til referat.

Angiveligt har målet været, at undgå at blive kædet sammen med bestikkelse... Men kære Jesper Schou Hansen: Det er for sent. Og det at gemme sig væk, og forsøge at undgå at ens navn kommer frem, i en tid hvor samtlige medier buldrer i femte gear, er både dumt og naivt - og er det der gør, at journalisterne alligevel ikke vilk slippe sagen - for den opførsel er både underlig og mistænkelig.

Lad gå, hvis Jesper Schou Hansen blot var en nybegynder - men det er han ikke - faktisk er han tilmed lobbyist og PR-fætter. Jeg håber han er noget bedre til at rådgive sine kunder, end han er til at rådgive sig selv.

Elendig pressehåndtering i den københavnske korruptionssag

2007-02-13T08:44:00.000Z

Korruptionssagen på Københavns rådhus er et interessant studie i elendig pressehåndtering - både i Socialdemokratiet, i selve kommunen - og selvfølgelig først og fremmest i Venstre.

I betragtning af, hvor ufatteligt professionelt og tjekket Venstre håndterede pressen i de første år under Anders Fogh Rasmussen, er det rystende hvor elendigt de gør det i Venstre i København. Det er naturligvis ikke spindoktorernes skyld at Søren Pind fik klask af Ritt Bjerregaard - men de hjalp ham heller ikke - tvært i mod.

Venstre i København
Nu er det så venstres gruppeformand Pia Allerslev, der i øvrigt både er sympatisk og dygtig, der har gravet sig selv ned i et hul, hvorfra hun ikke kan komme op. Hun starter med at kalde anklagerne for en spin-kampagne, planlagt af Ritt Bjerregaard med henblik på at ramme Venstre. Det selvom, der rent faktisk eksisterer en sag mellem hendes gruppemedlem Jesper Schou Hansen og byggefirmaet NCC. Det ved Pia Allerslsev, derfor ved hun også, at hun langt fra fortæller hele sandheden, når hun siger, at ingen af hendes medlemmer er involverede. Det er edder-bankeme skidt, og nu må hun rygsvømme, for at komme i land. Særligt slem var brandslukningsforsøget, hvor man fik overbevist TV-avisen om, at det er NCC selv, der har tilbudt bestikkelse. Gennemskuelig spin, fra før Henrik Quortrup startede i skolen. Det luner i underbukserne et par timer, men for dælen det bliver hurtigt koldt!

I dette tilfælde bærer kommunikationen endda præg af, at det er Jesper Schou Hansen, der er ansat i kommunikations/lobby-virksomheden Waterfront, der har rådgivet hende. Det siger en hel del om både Jesper Schou Hansen, Waterfront og Venstre i København.

NCC
NCC er en af Danmarks førende byggevirksomheder, og det forekommer helt ufatteligt, at det er NCC's koncerndirektør Christian Herskind, der selv har håndteret sagen så ekstremt kluntet; At gå til politikerne før man går til politiet, at lade historien sive gennem Socialdemokratiet i stedet for at styre den selv, og så i øvrigt svare så ufatteligt tumbet som NCC's pressechef har været tvunget til, er ganske enkelt pinligt for en så stor virksomhed. Fejlhåndtereingen skyldes sandsynligvis, at man i et naivt øjeblik har troet, at man kunnet vinde politisk opbakning ved at give socialdemokratiet sagen og historien. Det er topmålet af naivitet!

Socialdemokratiet
Endelig er der Socialdemokratiet i København, der fremstår som sagens vinder, men mest fordi de andre har kluntet så gevaldigt rundt i det. Men hvorfor er det den politiske ordfører, Anne Vang der skal føre sagen i medierne? Dermed gør man sagen politisk - selvom den jo netop ikke er det, og sår dermed selv tvivl om, hvorvidt dette blot er politisk spin. Og hvorfor vil Ritt Bjerregaard gerne udtale sig til nogle medier, om anklagerne fra Venstre - og ikke - som hun burde, udtale sig som øverste chef for Københavns kommune, med de fakta der er nødvendige.

Politiet har nu 14 dage til at undersøge sagen. Det bliver 14 festlige dage i og omkring rådhuset!

Brøndby IF

2007-02-11T09:21:00.000Z

I Berlingske Tidende får kommunikationsfætteren Joachim Sperling spalteplads til at kommentere fødevarer, Apple og - fodbold.

Jeg kender kun Joachim Sperling fra medierne, og har derfor ingen ide om, hvad han egentlig ved noget om - men indsigt i Brøndby IF har han ikke - det kan man læse i hans seneste indlæg: http://www.business.dk/businessbreak/sport_spil/artikel:aid=2024580

En forfærdelig lang gang vrøvl!

Der er en betydelig forskel på Brøndby IF og på Parken Sport & Entertainment. Brøndby IF er en fodboldklub, hvor fodboldspillet er i højsædet - og i Parken er det den omliggende forretning. Dette er et faktum, der ikke har noget at gøre med den aktuelle placering i superligaen. Den er tilfældig - tag et blik på den samme tabel for præcis to år siden, og se hvordan den indenbyrdes fordeling var dengang.

Som direktør for Fodboldklubben Brøndby IF, arbejder Per Bjerregaard først og fremmest på at udvikle fodboldforretningen. Det var den udvikling der gjorde, at man for 4½ år siden formåede at hente Michael Laudrup til Vestegnen, og skabe et fodboldmæssigt alternativt til FCK. FCK blev udspillet som fodboldforretningen - Danmarks Chelsea, der spiller kedeligt resultatfodbold, og Michael Laudrups Brøndby blev set som det sprudlende kreative og intelligente fodboldhold – Danmarks Barcelona.

Med Michael Laudrup strømmede sponsorer og tilskuere til Brøndby Stadion - og fodboldforretningen gav et betydeligt overskud, også fordi holdets stjerner blev mange penge værd og kunne sælges til Liverpool, Auxerre osv.

Skal man kritisere Per Bjerregaard for noget er det ikke, at hans netværk i erhvervslivets top ikke er stort (Hvor ved Joachim Sperling i øvrigt det fra???) Men at han enten ikke formåede at forny kontrakten med Laudrup, eller i god tid finde en anden toptræner som afløser.

At Brøndby IF lige nu bygger gymnasium og træningscenter ved Brøndby Stadion, og tidligere ønskede at købe Bella Centeret skal kun ses som et ønske om at bevare og styrke kerneforretningen - fodbolden. Det har man fortsat alle muligheder for at gøre med den nuværende ledelse.

Flemming Østergaard er en dygtig forretningsmand, der forstår at forvalte aktionærernes penge dygtigt – men det gør ikke FCK til et bedre fodboldhold, eller en bedre fodboldklub end Brøndby IF.

Derfor er Joachim Sperlings sammenligning, en meget lang gang vrøvl.

Good luck Karen Jespersen

2007-02-01T21:39:00.000Z

Det mest interessante ved dagens nyhed var ikke, at Karen Jespersen og hendes mand, har formået at bevæge sig imponerende langt på den politiske kampbane, på ganske få år. Den bevægelse er der mange der har foretaget før Karen Jespersen - Mogens Camre og Klaus Riskær er et par andre eksempler.

Det virkeligt interessante var Karen Jespersens budskab: "Venstre er en bedre garant for friheden, velfærden og kvindefrigørelsen, end socialdemokratiet" og "statsministerens kamp i Muhammedsagen handlede først og fremmest om kampen mod kvindeundertrykkelse" - sagde Karen Jespersen. Budskaberne blev leveret i samtlige interviews og var tydeligt indøvede.

Karen Jespersen har godt nok rod i rødstrømpebevægelsen, men hverken som socialminister, eller som socialdemokratisk folketingspolitiker, har Karen Jespersen haft kvindesagen som sin mærkesag. Men det bliver det nu, fordi kvindesagen og velfærden er de to områder, hvor Anders Fogh står svagest - og Karen Jespersen har både historik og karisma til at mene noget kraftfuldt på disse to områder.

Så det er altså den rolle Karen Jespersen, skal udføre for Venstre frem til næste valg: Hun skal tale til kvinderne, med en række skarpe budskaber, om velfærd og ligestilling. Hun må også gerne nævne muslimske kvindeundertrykkere, men fokus er ikke flygtningepolitik, men kvinde og velfærdspolitik. Og det er interessant, og ganske godt set af Anders Fogh - der har måttet erkende, at trods mange børnehavebesøg, og fremvisning af fruen, ja så er det ikke lykkedes at fange kvindernes interesse. Den rolle skal Karen Jespersen nu tage, samtidig med at han styrker flanken overfor Dansk Folkeparti. Ganske interessant - fordi Karen Jespersen på netop de to områder, kan tale, uden at komme i særlig stor karambulage med de budskaber hun tidligere har haft på disse områder. Dermed kan hun både styrke Venstre, uden at hun gør sig selv utroværdig.

Mit bud er, at Karen Jespersen de næste to år skal sige; Velfærd, kvindefrigørelse og ligstilling, hver gang hun åbner munden, og garnere budskaberne med noget flytninge og indvandrerpolitik.

Mange har hæftet sig ved, at karen Jespersen stiller op i Favrskov, og får Svend Auken som en direkte lokal modstander. dette er i mine øjne ligegyldigt. Mere interessant er det, at hun på det nye politikområde får socialdemokratiets
Lotte Bundsgaard, der både er ordfører på indfødsret og på indvandrerområdet, og tidligere minister for ligestilling, som sin direkte politiske modstander.

Kampen bliver interessant - et godt bud er, at Lotte Bundsgaard nu endelig får en politisk modspiller. Det gør at også Socialdemokratiets kvinde og flygtningepolitik kan blive klarere - og et godt bud er, at Lotte Bundsgaard har betydeligt flere bolde at spille med, end Karen Jespersen.

God kamp!

Kaffeklubben på P1

2007-01-27T07:58:00.000Z

Ligesom min gode kollega Dorte Toft, der skriver på bloggen http://it-bizzen.blogspot.com er også min blog blevet diskuteret i programmet Kaffeklubben på P1 http://www.dr.dk/p1/kaffeklubben/bloggen/index.htm?p=17

Kaffeklubben diskuterede Ungdomshuset, som jeg skrev om i december, fordi jeg som udgangspunkt er tilhænger af et ungdomshus, men ikke mener at det nuværende med rette kan kaldes et 'Ungdomshus'. For hvis du ikke lige tilhører den meget lille del af Københavns unge, der synes at piercinger, sort tøj, anarkisme og punkmusik er det fedeste i verden, så er Ungdomshuset noget af det mest lukkede i København. Også for dem de egentlig vil støtte; De ikke-heteroseksuelle, dem der ikke spiser mad fra supermarkeder, og dem der gerne vil gå i hjemmestrikket tøj. Er man uenig med dem der sætter linien i Ungdomshuset, er man nogenlunde ligeså velkommen på Jagtvej 69, som en jysk politimand i kampuniform. Dermed har vi et Ungdomshus for de få, i stedet for et Ungdomshus for ungdommen - og uanset hvor huset så skal placeres, er dette et problem. Desværre forholdt kaffeklubben sig ikke rigtigt til den del af problematikken.

Og de forholdt sig heller ikke til kernen i min kritik nemlig, at problemet i den aktuelle konflikt, mine øjne, faktisk ikke er de unge, men Ruth Evensen, der ikke køber Jagtvej 69 med det formål at skabe en kirke for hendes højrenationalistiske sekt 'Faderhuset', men alene for at smide de unge rebeller ud. Dette synes jeg er det mest interessante dilemma i denne konflikt.

Derfor undrer det mig faktisk også ekstremt meget, at de unge insisterer på, at et nyt ungdomshus skal være kommunalt, og kommunalt finansieret. I betragtning af, at de nu har prøvet hvordan dét er, og at der med en offentlig løsning er en meget stor chance for, at et nyt politisk flertal vil smide dem ud af de lokaler de får - synes jeg at de unge er i fuld gang med at skyde sig selv i foden - og man kan undre sig meget over, hvem der har rådgivet dem så skidt.

Chefredaktørernes klub

2007-01-21T10:18:00.000Z

På det helt umulige tidspunkt; lørdag aften klokken 23.00 sender DR2 Clement Kjærsgaards nye debatprogram 'Chefredaktørernes klub'. Ideen er, at man samler en række chefredaktører til at debattere den aktuelle politiske dagsorden, set med mediernes briller - og prøver at se frem mod den kommende uges nyheder.

Jeg har faktisk stor respekt for Clement Kjærsgaard - selvom jeg ved, at hans fangruppe nok har en forholdsvis overskuelig størrelse. Han har indsigt og han formår at tilegne sig svært stof, hurigt. Og ideen i programmet er vel egentlig udmærket - men hverken Clement Kjærsgaard eller 'chefredaktørerne' fungerer i panelet. Faktisk er Chefredaktørernes analyser og kommentarer ufatteligt banale og forudsigelige, og seeren efterlades ikke med noget indtryk af, at disse chefredaktører har nogen som helst indsigt, som man ikke også ville kunne finde hos spindoktorer, politiske kommentatorer, eller afdankede politikere, der også mangler analyse og perspektiv.

Måske er problemet med Chefredaktørernes Klub, at der er ualmindeligt få Chefredaktører i klubben. Lørdag aften bestod klubben af Claes Kastholm, Anne Knudsen, Georg Metz og Kresten Schultz-Jørgensen. Hver for sig sikkert dygtige til det de laver, men kun Anne Knudsen er chefredaktør i dag (Weekendavisen) resten er enten gået af for meget lang tid siden, eller har skiftet branche. Det slående er, at det kun var Anne Knudsen, der havde en lille smule føling med, hvad der rent faktisk sker på Christiansborg, i Bruxelles eller i Washington. Dermed blev panelets kommentarer og analyser, af Hillary Clinton, Anders Fogh og Søren Gade, også ekstremt ligegyldige og forudsigelige.

Det samme har tidligere været tilfældet, når Lone Kühlmann, Lasse Ellegaard, og Lars Hedegaard og en hel del flere, der af en eller anden grund har været medlemmer af Clement Kjærsgaards Chefredaktør-panel.

Når det endelig er de ægte chefredaktører der udgør klubben - som i premiereprogrammet, var det faktisk ikke meget bedre. Der var der mere fokus på avisernes forskellighed og egne præstationer, end formålet - nemlig analysen af de aktuelle indenlandske og udenlandske nyheder, som medierne ser dem.

Den manglende dybde falder tilbage på værten selv - Clement Kjærsgaard, der måske er for meget politisk analyserende selv til at han kan fungere, som den boldspillende vært på programmet. Og så virker det i øvrigt som om, at gæsterne ikke har den store respekt for Kjærsgaard.

Trist for program-ideen, er som sagt god – men når altså desværre ikke op på siden Jersild & Spin, der på trods af Lotte Hansen – er det bedste program af den type i sin klasse.

http://www.dr.dk/dr2/Chefredaktoerernes+klub

Numerologi

2007-01-10T08:44:00.000Z

Det vil næppe være den store afsløring, at jeg nu fortæller, at jeg absolut ikke tror på Numerologi, - ligesom jeg i øvrigt heller ikke tror på astrologi og biorytmer. Og som de fleste andre, der mener at videnskab er videnskab, fordi videnskab bygger på afprøvet og dokumenteret viden, så har jeg også slået mig på lårene over de tumber, der har skiftet navn fra 'Ulla Jørgensen' til 'Gertrude Gyldenhave' og bokseren Johnny Bredahl Johansen der blev til Johny Wahid Johansen.

Men så faldt jeg over denne hjemmeside: http://www.k-web.dk/steen/atselvudvikle/vaerktoj/numerologi.asp

Og jeg må helt ærligt indrømme, at beskrivelsen af mig med mit eget navn og eget fødselstal passer betydeligt bedre, end når man forsøger med 'Børge Bimsebjerg' der har fødselsdag den 131054. Prøv selv.

Heldigvis findes der også en numerolog-maskine, der sætter det hele på plads på: http://www.hommer.dk/numerologimaskinen.html

Årets Cavlingpris

2007-01-05T08:45:00.000Z

Onsdag blev det offentliggjort at journalisten Olav Hergel og fotografen Miriam Dalsgaard fra dagbladet Politiken, blev årets Cavlingspris-vindere.

Umiddelbart et overraskende, men ved nærmere eftersyn et indlysende valg.

Olav Hergel og Miriam Dalsgaard har gentaget Jacob Riis bedrift, fra 1900 tallet, hvor han som fotograf dokumenterede et USA med ekstreme sociale problemer. Jacob Riis’ billeder talte for sig selv. Det var ikke nødvendigt for ham at skrive lange analyser og perspektiver - de nøgne billeder fortalte en sandhed, som store dele af datidens USA ikke kendte - men som åbnede den amerikanske befolknings øjne for de massive sociale problemer, og var ifølge historiebøgerne den direkte anledning til præsident Roosvelt’ s socialreform. 100 år efter beskrev daværende præsident Bill Clinton, Jacob Riis som en af de mest betydningsfulde danskere nogensinde.

I deres metode og dokumentation har Olav Hergel og Miriam Dalsgaard gjort nøjagtigt det samme som Jacob Riis. De har skildret den barske virkelighed som flygtningebørnene oplever i danske flygtningelejre. Fortalt uden filtre, uden kommentarer og uden politiserende analyser. Læs teksterne og se billederne – og bliv klogere.

Dette er en Cavlingpris værd!

Det er debatten om prisen så til gengæld ikke. En journalist, med en skummel fortid fra RUC mener ikke, at Politikens reportage er værdig til at modtage en Cavlingpris. Se Simon Andersens argumenter her: http://avisen.dk/blogs/sian/Cavling-til-de-forkerte-030107.aspx.

I den i øvrigt ret interessante debat, er der tilmed flere der mener, at prisen burde være gået til JP's kulturredaktør Flemming Rose - manden der valgte at bringe de tolv Muhammedtegninger, og bagefter nægtede at beklage det.

Jeg har virkeligt svært ved at se den journalistiske revolution i at bringe 12 tegninger, der måske nok får sat noget debat og noget ambassadeafbrænding i gang. Men set fra et journalistisk perspektiv, er jeg ikke for to kroner klogere, efter jeg har set tegningerne, end jeg var før, jeg så dem. Den efterfølgende debat er fin for ytringsfriheden, men journalistisk set, er den ligegyldig.

Skulle Cavlingprisen være gået til en anden end Politiken, burde jeg selv have indstillet Morten Pihl, der i 2002 fik Cavlingprisen for Farum-skandalen. Morten har siden 2001 brugt 5 år på, først at afdække en historie, der er ekstremt kompleks og utroligt omfattende. Masser af journalister har forsøgt - med større eller mindre succes, men Morten Pihl er den eneste, der har holdt fast. Lige nu dækker han - igen som den eneste, retssagerne mod Brixtofte og ex-kommunaldirektør Leif Frimann. Det arbejde er både sejt og opsigtsvækkende, og fortjener en Cavlingpris mere. Nå, retssagen fortsætter jo langt ind i 2007, og Morten slipper garanteret ikke før låsen i Brixtoftes celledør er faldet i - så mon ikke jeg kan nå det næste år.

Godt nytår!

2006-12-31T13:36:00.000Z

For første gang i rigtigt mange år, bliver årets nytårsaften en stille, højtidelig og råflot affære.

Sigrid, Stine & jeg - ønsker alle:

Verdens bedste nytår - 2007!

Glædelig jul

2006-12-22T18:48:00.000Z

For fanden hvor har der været meget travlhed, meget vinterdepression og panik ude i det der samfund, op til jul. Men nu er den her - så:

Rigtig glædelig jul

Midt i den sidste julegaveindpakning, kommer det langsomt. Julestemningen. Lidt ubeskrivelig, lidt underlig, men meget meget rar. Vi spiser Tapas fra Bagerstrædes Ostemand: http://www.lundgren-vip.dk/ - egentlig vildt u-julet - men også kamp-hyggeligt.

Også Sigrid er helt parat - når hun har været i bad:

Ungdomshuset: Hvis Ruth vil have tømt sit Ungdomshus, må hun gøre det selv!

2006-12-20T11:22:00.000Z

Københavns kommune gjorde det absolut eneste rigtige, da man i 2000 solgte Ungdomshuset. Dog burde man have gjort en hel del mere for at sikre at huset ikke blev købt at en højrenationalistisk sekt - men dette er en anden diskussion, ligesom det også er en anden diskussion, at det er de unge selv, der er skyld i, at huset i sin tid blev solgt. Ungdomshuset har aldrig været et ungdomshus for unge.

Siden starten, har Ungdomshuset været en hus for nogle ganske få - og meget utrerede unge - Unge, der også skal være plads til i det kulturelle og sociale miljø - men ikke en gruppe der på nogen måde er stor nok, eller på anden måde kan kræve at have sit eget hus. Derimod kan man sagtens argumentere for, at Københavns unge som helhed mangler et møde, fest og forsamlingssted - men dette har Ungdomshuset aldrig levet op til.

Nu er det så blevet politiets ansvar at rydde ungdomshuset, fordi Ruth Evensens højrenationalistiske sekt ønsker huset ryddet. Dette er ikke fair. Ruth Evensen har aldrig haft midler til at restaurere Ungdomshuset, eller bygge et nyt - Sektens eneste ønske, er at føre en politisk kamp mod de unge - med politiet som våben. Denne politiske kamp er politiets ressourcer for vigtige til.

Ruth Evensen vidste hvad huset indeholdte da hun købte det - hun kendte konsekvenserne - vil hun have huset ryddet, må hun gøre det selv!

Velkommen

2006-12-20T11:08:00.000Z

Den første og altafgørende nyhed på bloggen er:

Det fantastiske billede af Sigrid og Stine.

Bemærk også det smukke strygebrædt bag dem!