Erik Ove burde være en alt for dygtig journalist og kommunikationsrådgiver, og Deloitte, KPMG og Ernst & Young burde som revisionsselskaber være for grundige og metodiske til, at de sammen med alle hovedpersonerne har ladet sig snyde af Stein Bagger. Nu har de alle forsøgt at vaske hænder, men har ikke gjort det særligt grundigt.
IT-Factory - er en arketype på en god historie. Den ihærdige og dygtige journalist Dorthe Toft, fatter mistanke mod den smarte og polerede Stein Bagger og hans bestyrelsesformand Asger Jensby - og sammen med Computerworlds Jan Horsager sætter hun sig for at afdække sandheden. Og finder så 'rygende pistoler' i form af falske underskrifter, et hemmeligt kontor, og en direktør der stikker af fra kone og børn i Dubai - og en række banker der opgør deres tab i milliardklassen.
I dag undskylder alle sig med, at de lod sig forføre af Stein Bagger, og lod sig overbevise af hinanden; bestyrelsesformanden og kommunikationsmanden af revisorerne, revisorerne af bestyrelsesformanden og kommunikationen. derfor fik IT-Factory både godkendte regnskaber, priser og hæder, og en bestyrelse og ledelse, der selv troede på det.
For mig er det bare ufatteligt at en revision ikke bare tjekker bilag, men også de kunder og virksomheder der står bag bilagene, og endnu mere undrer det, at bestyrelsesformanden ikke aner hvilke kunde,r og partnere firmaet har. Og som journalist forstår jeg ganske enkelt ikke at Erik Ove, selv har fået mistanke til sin kunde, særligt i konfrontationen med Dorthe Toft. Det arbejde Erik Ove gjorde i den forbindelse var hverken særligt kønt, eller særligt professionelt - og nu hvor hele sagen er kulmineret udstilles en række personer og virksomheder, som inkompetente.
lørdag den 6. december 2008
torsdag den 14. februar 2008
Tegning og ytringsfrihed
I dag har 1200 mennesker meldt sig ind i en gruppe der hedder ”Undskyld Muhammed” på facebook.com. I beskrivelsen af gruppen står der blandt andet, at de danske avisers genoptryk af muhammedtegningerne intet har med ytringsfrihed at gøre – det handler alene om hævn og provokation – trykt i ytringsfrihedens hellige navn.
For et par måneder siden skændtes man i Nordsjælland om det rimelige i, at en 12 årig dreng blev smidt ud af en skole, fordi han omtalte en lærer som ’pedo’. Ordene blev ikke skrevet fordi den 12 årige ønskede at anklage læreren, sagde drengens forældre og advokat, - men alene for at spille smart og provokere.
Præcist sådan har jeg det med Muhammedtegningerne. Da de blev trykt var det ikke i et forsøg på at forsvare ytringsfriheden – for ytringringsfriheden fejlede ikke noget – men alene for at provokere og spille smart. Ingen kunne forhindre, ingen ønskede at forhindre det – men ligesom med den 12 åriges dreng ’pedo’ – kommentar – så stødte tegningerne sjovt nok en stor gruppe mennesker, der følte sig tilsvinede og respektløst behandlet.
Efter tegningerne var trygt opstod der de kampe vi alle husker – og statsminister, chefredaktører og andet godtfolk gjorde det hurtigt til en kamp om forsvar af ytringsfriheden. Og ytringsfriheden er jo en af vores demokratis vigtigste søjler, så tumperne der brændte flag af, og var skøre – blev dermed til bekæmpere af ytringsfriheden. Men det var de var ikke! De var provokerede – og det havde de fuldt ud ret til at være!
Vores grundlovssikrede ret til ytringsfrihed gør, at vi alle kan sige og tegne, det vi har lyst til. Men når vi skriver og tegner ting, der bevidst provokerer og irriterer mennesker eller befolkningsgrupper, så må man også leve med, at der er nogen der bliver sure og provokerede – særligt i lande hvor de ikke går så højt op i det med ytringsfriheden.
Betyder dette så, at jeg synes at mordplanerne mod Kurt W var i orden? Nej fandme nej – og jeg støtter fuldt ud både udvisning og fængsel – men det betyder, at bare fordi man synes det var sjovt at provokere for et par år siden, så betyder det ikke at man partout behøver at gøre det igen.
For et par måneder siden skændtes man i Nordsjælland om det rimelige i, at en 12 årig dreng blev smidt ud af en skole, fordi han omtalte en lærer som ’pedo’. Ordene blev ikke skrevet fordi den 12 årige ønskede at anklage læreren, sagde drengens forældre og advokat, - men alene for at spille smart og provokere.
Præcist sådan har jeg det med Muhammedtegningerne. Da de blev trykt var det ikke i et forsøg på at forsvare ytringsfriheden – for ytringringsfriheden fejlede ikke noget – men alene for at provokere og spille smart. Ingen kunne forhindre, ingen ønskede at forhindre det – men ligesom med den 12 åriges dreng ’pedo’ – kommentar – så stødte tegningerne sjovt nok en stor gruppe mennesker, der følte sig tilsvinede og respektløst behandlet.
Efter tegningerne var trygt opstod der de kampe vi alle husker – og statsminister, chefredaktører og andet godtfolk gjorde det hurtigt til en kamp om forsvar af ytringsfriheden. Og ytringsfriheden er jo en af vores demokratis vigtigste søjler, så tumperne der brændte flag af, og var skøre – blev dermed til bekæmpere af ytringsfriheden. Men det var de var ikke! De var provokerede – og det havde de fuldt ud ret til at være!
Vores grundlovssikrede ret til ytringsfrihed gør, at vi alle kan sige og tegne, det vi har lyst til. Men når vi skriver og tegner ting, der bevidst provokerer og irriterer mennesker eller befolkningsgrupper, så må man også leve med, at der er nogen der bliver sure og provokerede – særligt i lande hvor de ikke går så højt op i det med ytringsfriheden.
Betyder dette så, at jeg synes at mordplanerne mod Kurt W var i orden? Nej fandme nej – og jeg støtter fuldt ud både udvisning og fængsel – men det betyder, at bare fordi man synes det var sjovt at provokere for et par år siden, så betyder det ikke at man partout behøver at gøre det igen.
tirsdag den 12. februar 2008
Seje Malou!
I går kunne store dele af pressen fortælle historien om, at Ny Alliances vælgere, mener at Malou Aamund svigtede sine vælgere, ved at gå fra Alliancen til Venstre. Det havde været meget overraskende, hvis målingen var nået frem til et andet resultat – så reseultatet i sig selv er temmeligt uinteressant.
Malou Aamund selv, er derimod ekstremt interessant. Fra at blive betragtet endnu et medlem i storbytosse-partiet, kunne man efter valget konstatere, at hun som den eneste i Ny Alliance, både koncentrerede sig om sin politiske opgave og dels sørgede for at have en professionel og meget fokuseret profil i pressen. Som den eneste i partiet virkede Malou Aamund som en 'rigtig' politiker, der var kommet i folketinget for at kæmpe for nogle politiske mål.
Men hurtigere end nogen anden blev Malou Aamund også fanget af det tiltider beskidte politiske spil. Ingen havde forventet at uerfarne Malou Aamund så hurtigt ville forstå vigtigheden af, at skal man gøre noget beskidt, skal man gøre det effektfuldt og timet. Og det er i det lys man skal se kovendingen i torsdags. At Malou Aamund valgte den sidste dag i forhandlingerne om asylreglerne er selvfølgelig ikke tilfældig. Havde hun ventet til mandag, havde Naser Khader sandsynligvis kunnet præsentere det første og vigtigste politiske resultat for Ny Alliance – men når beslutningen om at skifte er truffet, gælder det om at ødelægge mest muligt i det man forlader, og styrke mest muligt, der hvor man går hen – og det opnåede Malou Aamund – sandsynligvis i god overensstemmelse med sit nye parti.
Da medierne i går bad Malou Aamund om hendes kommentar til, at hun havde svigtet sine vælgere svarede hun: ” Det er tydeligt, at halvdelen af danskerne ikke er glade for, at regeringen er styrket, fordi mange vælgere fra den røde blok havde set frem til at bringe regeringen i mindretal. Så jeg skal nok bare vænne mig til at have oppositionen på nakken, selv om jeg er en del af et flertal, som fortsat arbejder for bredest mulige aftaler”.
- Undskyld – men denne kommentar kunne Michael Kristiansen ikke have skruet bedre sammen. Fremragende afledning, og samtidig et udmærket mudderangreb på de nye modstandere, - det hele samlet i et glimrende, effektfuldt citat.
Hvis Malou Aamund vil, har hun alt det, der skal til for at komme helt til tops i Venstre – hvilket fuldt ud erkender også var en overraskelse for mig, der kun kender hende fra hendes tid i IBM. Men hun er ikke bare dygtig og politisk indigneret – hun har også vist, at hun mestrer det politiske håndværk, der er forudsætningen for politisk succes – uanset om det er i Ny Alliance, Enhedslisten eller Venstre.
Respekt!
Malou Aamund selv, er derimod ekstremt interessant. Fra at blive betragtet endnu et medlem i storbytosse-partiet, kunne man efter valget konstatere, at hun som den eneste i Ny Alliance, både koncentrerede sig om sin politiske opgave og dels sørgede for at have en professionel og meget fokuseret profil i pressen. Som den eneste i partiet virkede Malou Aamund som en 'rigtig' politiker, der var kommet i folketinget for at kæmpe for nogle politiske mål.
Men hurtigere end nogen anden blev Malou Aamund også fanget af det tiltider beskidte politiske spil. Ingen havde forventet at uerfarne Malou Aamund så hurtigt ville forstå vigtigheden af, at skal man gøre noget beskidt, skal man gøre det effektfuldt og timet. Og det er i det lys man skal se kovendingen i torsdags. At Malou Aamund valgte den sidste dag i forhandlingerne om asylreglerne er selvfølgelig ikke tilfældig. Havde hun ventet til mandag, havde Naser Khader sandsynligvis kunnet præsentere det første og vigtigste politiske resultat for Ny Alliance – men når beslutningen om at skifte er truffet, gælder det om at ødelægge mest muligt i det man forlader, og styrke mest muligt, der hvor man går hen – og det opnåede Malou Aamund – sandsynligvis i god overensstemmelse med sit nye parti.
Da medierne i går bad Malou Aamund om hendes kommentar til, at hun havde svigtet sine vælgere svarede hun: ” Det er tydeligt, at halvdelen af danskerne ikke er glade for, at regeringen er styrket, fordi mange vælgere fra den røde blok havde set frem til at bringe regeringen i mindretal. Så jeg skal nok bare vænne mig til at have oppositionen på nakken, selv om jeg er en del af et flertal, som fortsat arbejder for bredest mulige aftaler”.
- Undskyld – men denne kommentar kunne Michael Kristiansen ikke have skruet bedre sammen. Fremragende afledning, og samtidig et udmærket mudderangreb på de nye modstandere, - det hele samlet i et glimrende, effektfuldt citat.
Hvis Malou Aamund vil, har hun alt det, der skal til for at komme helt til tops i Venstre – hvilket fuldt ud erkender også var en overraskelse for mig, der kun kender hende fra hendes tid i IBM. Men hun er ikke bare dygtig og politisk indigneret – hun har også vist, at hun mestrer det politiske håndværk, der er forudsætningen for politisk succes – uanset om det er i Ny Alliance, Enhedslisten eller Venstre.
Respekt!
Abonner på:
Opslag (Atom)