Der er kun 6,856 kilometer fra Gasværksvej til det centrale Hellerup - men på mange måder er det som at begive sig ud på en rejse til et fjerntliggende land, når man har pakket flyttebilen, og er endt på den nye destination på Hellerupvej, med kone, barn og Opel.
I Hellerup er der ingen feststemte grønlændere der synger om natten på vej til Tove's, ingen grøntsagsbikser lige om hjørnet, og ingen Fakta hvor man skal se nøje på datoen for at sikre, at varen ikke er et år gammel. Til gengæld er der heller ikke meget liv i det pæne Hellerup.
Lige nu står den kraftigt aldrende og bulede Opel, lige udenfor matriklen på Hellerupvej. Det kan man nemlig i Gentofte kommune - altså parkere sin bil, og laode den stå i flere dage, uden særlige tilladelser, særlige adgangskort, eller rasende dyre parkeringsbilletter. Derfor har jeg i dag kunnet tage cyklen på arbejde, for bilen kan bare blive stående. På Vesterbro er du nødt til at tage bilen med dig, fordi de få pladser der er, har et parkeringsforbud mellem 9 og 18 - og man kan være stensikker på, at få en bøde hvis man ikke tager bilen på arbejde.
I weekenden handlede vi i Brugsen på Strandvejen - det er dyrt (2 bk tyske jordbær for 64,95 - 29,95 pr bk) Men for fanden det er en lækker brutik. Tonsvis af økologi, lækre, friske varer og jeg-skal-give-dig-skal-jeg.
Så efter 2 uger som Hellerupborger, kan jeg kosntatere at jeg er gået stik imod fordommene: Blevet mere økologisk, mindre forurenende og mere sund. Og mest mærkeligt: jeg har ført indtil flere samtaler med flere af mine naboer. I sandhed en forunderlig rejse fra Vesterbro til Hellerup
Ingen kommentarer:
Send en kommentar