Hvad skal man vælge...

Det var forudsigeligt at dagens første partilederrunde mest af alt kom til at handle om velfærd og skat. To områder, der optager vælgerne, og to områder, hvor regering og opposition virkelig har noget at diskutere.

Det man skal ligge meget mærke til er, hvem der angriber og hvem der forsvarer. Regeringen forsøgte med nogle benhårde angreb på Socialdemokratiet og SF, og forsøgte at tegne et billede af en økonomisk uanvarlig alliance, der kun vil bruge penge. Det lykkedes ikke rigtigt. Det mest overraskende var, at regeringen ikke rigtigt havde nogle gode svar på de indlysende angreb - først og fremmest; skatter kontra velfærd. De formår ganske enkelt ikke overbevisende at sige, at skattelettelser er forudsætningen for, at der er råd til bedre velfærd. Ordene virker tomme, og udokumenterede. Ufatteligt at de ikke er bedre forberedte.

Set fra et socialdemokratisk synspunkt handler denne valgkamp om:

• At vise hvor mange lukkedage der kan undgåes i min datters vuggestue, hvor mange timers mere hjemmehælp min tante kan få, hvis man dropper skattelettelserne, og hvor stor en lønstigning vi kan give sosu-assistenterne - hvis vi dropper skattelettelserne. Lykkedes dette er et stort slag vundet.
• Samtidig skal Socialdemokratiet sørge for at bruge flere kræfter på at angribe, og præsentere sine ansvarlige forslag - end på at forholde sig til regerings angreb, og historik. Den kæmpefejl begik både Nyrup og Lykketoft.
• Endelig skal partiet vise at det står sammen - og at det er parat til at danne regering og samarbejde henover midten. Også dette er der stemmer i for tiden.

Hvis socialdemokratiet lykkedes med dette, er de slet ikke så langt fra at vinde regeringsmagten, som analytikere påstår, men det kræver fokus og hårdt arbejde.

Det mest pudsige lige nu er, hvilken liste Ny Alliance stiller med, udover de tre stiftere. Lige nu ser det ud til at Lars Kolind kommer til at stå på opstillingslisten. Interessant - men noget af en joker. Lars Kolind har pengene, men næppe evnerne til at begå sig i toppolitik, og risikerer at opleve en Jacob Haugaard effekt.

I den borgelige fløj handler det om at finde ballancen mellem at holde sammen, og tage afstand fra hinanden. Ikke bare regeringspartierne i forhold til Dansk Folkeparti - men også forholdet mellem aprtierne indenbyrdes er problematisk. De skal på en eller anden måde forsøge at vise, at de sidste måneders interne magtkampe ikke bliver et problem de næste 4 år.