Det er den 4. maj, og i aften sætter mange danskere stadig lys i vinduerne, for at mindes den fred Danmark fik efter 5 besatte år i 1945.
At sætte lys i vinduet føles både godt og sært. Godt fordi, det er vigtigt at markere og vise, at fred og fællesskab er en vigtig værdi i Danmark. Sært fordi jeg har en følelse af, at jeg tager del i noget, hvor jeg egentlig ikke har ret til at være.
Jeg er så ung, at jeg selvsagt ikke aner, hvad det vil sige at kæmpe mod nazisterne i en krig og mine forældre er præcist så gamle, at de kun var små børn, da Danmark var besat. Jeg kan altså ikke påberåbe mig den følelse eller fornemmelse af, endelig at være blevet befriet, som var det der fik danskerne til at tænde bål i gaderne og lys i vinduerne i 1945.
Alligevel er den 4. maj en vigtig dag, og stearinlysene i vinduet rigtige, fordi den 4. maj først o fremmest markerer det godes kamp over det onde. Frihedens sejr og nazismen - og glemmer vi dette, risikerer vi, at det onde igen får rod.
Derfor vil jeg i aften tænde lys i vinduerne, og om 5 år vil jeg fortælle mine børn, hvorfor.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar