Ekstra Bladets roden rundt i miljøministerens private skraldespand er kulminationen på et halvt år med tynde journalistiske historier, hvor offeret har været vigtigere bolden.
Det begyndte med Helle Thornings skattesag, som B.T. over sommeren blæste op til en kæmpeskandale, men som SKAT senere tog alt liv ud af ved at rense Helle Thorning og hendes mand. Derpå kom genoptagelsen af Lene Espersen rejsesager, selvom det viste sig, at Lene Espersen deltager i flere internationale topmøder end hendes europæiske kolleger. Senere kom så jagten på Søren Pind og Ole Sohn, og nu en usmagelig personjagt på miljøminister Karen Ellemann, hvor to journalister fra Ekstra Bladet har endevendt ministerens private skraldespand i den paniske jagt på madaffald.
De mange sager er påfaldende ens. De er alle bragt frem af enten B.T. eller Ekstra Bladet, de bliver slået markant stort op, er voldsomt personfikserede, men det reelle indhold i anklagerne er endog meget små. Der var ingen sag mod Helle Thornings mand, Lene Espersen passer faktisk sit arbejde, Søren Pind og Ole Sohn har begge en fortid, som de begge står ved, men som er realpolitisk underordnet. Og i tilfældet Karen Ellemann er det nok ikke første gang, at en miljøminister eller en miljøforkæmper smider æg og gamle sikringer i skraldespanden.
Denne oldnordiske journalistiske model, hvor man sælger aviser ved at gå efter offeret frem for efter bolden, er hentet i England, hvor de tabloid-aviserne har brugt metoden i årevis. Men hvor man i England desværre har vænnet sig til denne klamme og letbenede form for journalistik, giver det stadig store overskrifter i de øvrige danske medier, når Ekstra Bladet og B.T. starter en skinger kampagne. Dermed sikres Ekstra Bladet og B.T. endnu mere omtale og et endnu bedre avissalg. Og selvom de fleste af os synes, det er klamt, så læser vi alligevel historien og køber måske endda avisen, fordi vi da lige skal vide, hvor klam historien er. Men til syvende og sidst handler det om at finde et offer, smække vedkommende på forsiden og sælge aviser. Det er det, der får mig til at foreslå, at vi ændrer udtrykket om at gå ’efter manden’ til at gå ’efter offeret’, for er det ikke, hvad det handler om?
Skal man stå til ansvar for sine holdninger eller sine handlinger?
Men er det ikke fair, at en minister bliver stillet til regnskab for egne handlinger, når hun nu prædiker, at vi alle skal sortere affald og undlade at smide mad ud? I oppositionen kæmpes der lige nu en kamp for at finde den rigtige måde at bruge Ekstra Bladets historie på. På den ene side ønsker ingen politikere, at det er deres egen skraldespand, der bliver gennemrodet, men på den anden side er angrebet på miljøministeren for godt til ikke at blive brugt. Derfor siger oppositionen, at Ekstra Bladet er ulækre, men at ministeren bør skamme sig. Og det siger man velvidende, at historien ikke ville have været der, hvis ikke Ekstra Bladet var gået i skraldespanden. Det tjener ikke politikerne til ære.
Men hvad er det, der gør, at den personlige tilsvining virker? Hvorfor er det en større historie, at Søren Pind engang har drukket fadøl med Lars Løkke, end at Søren Pind som udviklingsminister nu stopper tilskuddene til diktaturstater? Medierne ved, at en af forudsætningerne for, at vi gider læse nyheder på nettet, købe aviser og tænde for fjernsynet er, at vi bliver underholdt. Nyheder skal være underholdende. Og skumle nyheder om Ole Sohn og Lene Espersen er noget så sjældent som underholdning, pakket ind som væsentlige nyheder. Også de store morgenaviser og tv-nyhederne har taget udviklingen til sig, men ikke i samme omfang.
Når medier, politiske modstandere og bloggere, som undertegnede, bruger kræfter på at forholde os til den tyndbenede journalistisk, som Ekstra Bladet og B.T. har benyttet sig af det sidste halve år, så legitimerer vi også deres metode og deres historier. Det er dobbeltmoralsk – og man kan håbe, at vi snart når dertil, hvor vi bliver immune overfor de ligegyldige historier og går efter bolden frem for efter offeret.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar