Når det politiske lederskab svigter

Vi var mange der drog et lettelsens suk, da Jens Kramer Mikkelsen for 3 år siden valgte at forlade overborgmesterposten i København, for at blive direktør for Ørestadsselskabet.

Jens Kramer var indiskutablet dygtig, men når man har siddet i spidsen for en politisk organisation i mange år, opnår man en magtfuldkommenhed, der ender med at koste den politiske ledeevne. Det samme som i øvrigt også skete for Poul Nyrup - og lige nu er ved at ske for Anders Fogh.

Ritt Bjerregaard som overborgmester og Klaus Bondam som bygge-teknikborgmester var Københavns nye friske pust - men har, set fra et demokratisk og ledelsesmæssigt perpsektiv, været en skuffelse. Efter kun 1½ år virker det som om makkerparret har indhentet Jens Kramers magfuldkommenhed på rekordtid - og det kan i den grad undre.

Onsdag aften skete det så igen. Socialdemoratiet og Det Radikale Venstre tromlede sammen med SF det nye boligbyggeri på Kløvermarken i gennem. Umiddelbart er ideen om at bebygge kanten af Kløvermarken fremragende - men metoden aftalen er opnået med, er meget meget skidt. Fra at have en stort set enig borgerrepræsentation, har man nu igen, en stærkt splittet biorgerrepræsentation - særligt fordi Ritt & Klaus ikke gider lytte, og ikke gider overholde de aftaler de ellers havde indgået med Venstre. Kløvermark-byggeriet er blot det seneste eksempel.

Og det er ganske enkelt underligt og unødvendigt. Antallet af boldbaner er i forvejen katastrofalt lavt - og nu kan man alligevel ikke garantere, at man ikke kommer til at fjerne nogle flere. Venstre ville kunne leve med det, hvis Københavns kommune i stedet anlagde boldbaner - fx. på arealet lige ved siden af det nuværende Kløvermarken - men den lille indrømmelse, til ganske få millioner kroner vil Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre ikke give Venstre - og derfor har man nu, for gud ved hvilken gang en splittet borger repræsentation.

Problemet er først og fremmest Klaus Bondam, der har vist sig som en både tonedøv og arrogant borgmester - og det er mere end tvivlsomt, om han opnår genvalg som radikal borgmesterkandidat til næste kommunalvalg. Men heller ikke Ritt Bjerregaard kan sige sig fri for kritik. På trods af hendes enorme politiske erfaring, har hun ikek formået at skabe den bro, og den sammenhæng i det politiske København som hun dybest set blev valgt til. Dette er en skuffelse - og et udtryk for total mangel på politisk lederskab.

En del af de nuværende tumulter kan tilskrives efterdønninger efter NCC-sagen - der af både den ene og den anden fløj i Borgerrepræsentaionen, blev håndteret helt utroligt amatøragtigt. Det undrede mig i starten - det gør det mindre nu, hvor man blot kan se, at den politiske talentmasse i den københavnske borgerepræsentation i den grad er til at overse - ja vel nærmest umulig at få øje på.