Kan man både være tilhænger af skattestoppet og gå imod det? Ja, det gør Socialdemokraterne øjensynligt i øjeblikket. I en ny debatbog, hvor Lotte Bundsgaard har skrevet et afsnit, fortæller hun, at socialdemokraterne kun støtter regeringens skattestop, fordi det er populært hos vælgerne, og fordi det giver ro om partiets noget omdiskuterede skattepolitik.
"I klar modstrid med formand Helle" tordner lederskribenterne og regeringspartiernes ordførere, og "Nu ved vi igen ikke, hvor vi har socialdemokraterne".
Men sandheden er måske snarere, at Lotte Bundsgaards melding er helt koordineret med partiledelsen i almindelighed og Helle Thorning i særdeleshed. For Lotte Bundsgaards beskrivelse af skattestoppet er hverken særligt kritisk overfor ledelsen, dramatisk eller særlig usocialdemokratisk - tvært i mod. Lotte Bundsgaard rammer sandsynligvis lige midt i maveregionen på en meget stor del af socialdemokraterne - herunder den nuværende partiledelse.
Det er med skattestoppet som med 24 års reglen. Ingen elsker dem, de er dybest set politisk tåbelige, men de er djævlens praktiske til at demonstrere beslutsomhed og grænser.
Det er muligt at Lotte Bundsgaards udmelding ikke vil pynte på meningsmålingerne i næste uge - men et stort slag bliver det ikke. Men på de indre linier, er Lotte Bundsgaard ganske intelligent, blevet brugt til at tage luften af en spæreballon af intern utilfredshed - og har så endda givet partiformanden lejlighed til at gentage hele smøren om skattestop og skattereform. Ganske smart - og måske pokkers udspekuleret.