Selvfølgelig trak det overskrifter, og selvfølgelig var den samlede danske sportspresse forargede da Nicklas Bendtner i sidste uge blev fotograferet med bukserne nede, da han forlod en natklub i London.
Det spændende bliver nu at følge, hvordan pressen behandler Bendtner i de kommende måneder. For Nicklas Bendtner er både som spiller, men i høj grad også som person, en ekstremt tiltrængt profil i sportspresse, der bliver mere og mere profilløs.
Når man for 10 år siden som journalist, besøgte en almindelig dansk fodboldklub, mødte man først og frememst fodboldspillere, der sjældent var voldsomt velformulerede, men ofte meget engagerede i deres fodboldsspil. Sådan er det ikke mere. Selv FC Midtjyllands førsteholdsspillere, er både medietrænede og bevidste om, at alle udtalelser og citater kan blive brugt i mod dem, derfor gælder det mest af alt om at undgå at sige noget. Og i dag har vi et dansk landshold, der bortset fra Nicklas Bendtner og Daniel Agger, fuldstændigt ligner hinanden. De taler altid pænt og respektfuldt om hinanden og om modstanderen, og er kommer aldrig med bombastiske udtalelser, der kan tolkes kritisk.
Men sådan er det ikke med Nicklas Bendtner. Derfor er han så utroligt livsvigtig for sportspressen. Han tør sige, at han vil vinde guld, at han er den bedste og vil spille på Arsenals tophold hver gang. Bendtner tør sige det, de andre tænker, og gøre det de andre ikke tør. Han får sine tæv, men er jo indtil videre sluppet rimeligt heldigt fra det.
Dermed har Nicklas Bendtner overtaget Stig Tøftings, Thomas Gravesens og Mark Strudahls rolle, og har igen bragt lidt liv ind i den danske sportspresse. Det håber jeg sportspressen husker at kvittere for!