søndag den 21. januar 2007

Chefredaktørernes klub

På det helt umulige tidspunkt; lørdag aften klokken 23.00 sender DR2 Clement Kjærsgaards nye debatprogram 'Chefredaktørernes klub'. Ideen er, at man samler en række chefredaktører til at debattere den aktuelle politiske dagsorden, set med mediernes briller - og prøver at se frem mod den kommende uges nyheder.

Jeg har faktisk stor respekt for Clement Kjærsgaard - selvom jeg ved, at hans fangruppe nok har en forholdsvis overskuelig størrelse. Han har indsigt og han formår at tilegne sig svært stof, hurigt. Og ideen i programmet er vel egentlig udmærket - men hverken Clement Kjærsgaard eller 'chefredaktørerne' fungerer i panelet. Faktisk er Chefredaktørernes analyser og kommentarer ufatteligt banale og forudsigelige, og seeren efterlades ikke med noget indtryk af, at disse chefredaktører har nogen som helst indsigt, som man ikke også ville kunne finde hos spindoktorer, politiske kommentatorer, eller afdankede politikere, der også mangler analyse og perspektiv.

Måske er problemet med Chefredaktørernes Klub, at der er ualmindeligt få Chefredaktører i klubben. Lørdag aften bestod klubben af Claes Kastholm, Anne Knudsen, Georg Metz og Kresten Schultz-Jørgensen. Hver for sig sikkert dygtige til det de laver, men kun Anne Knudsen er chefredaktør i dag (Weekendavisen) resten er enten gået af for meget lang tid siden, eller har skiftet branche. Det slående er, at det kun var Anne Knudsen, der havde en lille smule føling med, hvad der rent faktisk sker på Christiansborg, i Bruxelles eller i Washington. Dermed blev panelets kommentarer og analyser, af Hillary Clinton, Anders Fogh og Søren Gade, også ekstremt ligegyldige og forudsigelige.

Det samme har tidligere været tilfældet, når Lone Kühlmann, Lasse Ellegaard, og Lars Hedegaard og en hel del flere, der af en eller anden grund har været medlemmer af Clement Kjærsgaards Chefredaktør-panel.

Når det endelig er de ægte chefredaktører der udgør klubben - som i premiereprogrammet, var det faktisk ikke meget bedre. Der var der mere fokus på avisernes forskellighed og egne præstationer, end formålet - nemlig analysen af de aktuelle indenlandske og udenlandske nyheder, som medierne ser dem.

Den manglende dybde falder tilbage på værten selv - Clement Kjærsgaard, der måske er for meget politisk analyserende selv til at han kan fungere, som den boldspillende vært på programmet. Og så virker det i øvrigt som om, at gæsterne ikke har den store respekt for Kjærsgaard.

Trist for program-ideen, er som sagt god – men når altså desværre ikke op på siden Jersild & Spin, der på trods af Lotte Hansen – er det bedste program af den type i sin klasse.

http://www.dr.dk/dr2/Chefredaktoerernes+klub

Ingen kommentarer: