Årets Cavlingpris

Onsdag blev det offentliggjort at journalisten Olav Hergel og fotografen Miriam Dalsgaard fra dagbladet Politiken, blev årets Cavlingspris-vindere.

Umiddelbart et overraskende, men ved nærmere eftersyn et indlysende valg.

Olav Hergel og Miriam Dalsgaard har gentaget Jacob Riis bedrift, fra 1900 tallet, hvor han som fotograf dokumenterede et USA med ekstreme sociale problemer. Jacob Riis’ billeder talte for sig selv. Det var ikke nødvendigt for ham at skrive lange analyser og perspektiver - de nøgne billeder fortalte en sandhed, som store dele af datidens USA ikke kendte - men som åbnede den amerikanske befolknings øjne for de massive sociale problemer, og var ifølge historiebøgerne den direkte anledning til præsident Roosvelt’ s socialreform. 100 år efter beskrev daværende præsident Bill Clinton, Jacob Riis som en af de mest betydningsfulde danskere nogensinde.

I deres metode og dokumentation har Olav Hergel og Miriam Dalsgaard gjort nøjagtigt det samme som Jacob Riis. De har skildret den barske virkelighed som flygtningebørnene oplever i danske flygtningelejre. Fortalt uden filtre, uden kommentarer og uden politiserende analyser. Læs teksterne og se billederne – og bliv klogere.

Dette er en Cavlingpris værd!

Det er debatten om prisen så til gengæld ikke. En journalist, med en skummel fortid fra RUC mener ikke, at Politikens reportage er værdig til at modtage en Cavlingpris. Se Simon Andersens argumenter her: http://avisen.dk/blogs/sian/Cavling-til-de-forkerte-030107.aspx.

I den i øvrigt ret interessante debat, er der tilmed flere der mener, at prisen burde være gået til JP's kulturredaktør Flemming Rose - manden der valgte at bringe de tolv Muhammedtegninger, og bagefter nægtede at beklage det.

Jeg har virkeligt svært ved at se den journalistiske revolution i at bringe 12 tegninger, der måske nok får sat noget debat og noget ambassadeafbrænding i gang. Men set fra et journalistisk perspektiv, er jeg ikke for to kroner klogere, efter jeg har set tegningerne, end jeg var før, jeg så dem. Den efterfølgende debat er fin for ytringsfriheden, men journalistisk set, er den ligegyldig.

Skulle Cavlingprisen være gået til en anden end Politiken, burde jeg selv have indstillet Morten Pihl, der i 2002 fik Cavlingprisen for Farum-skandalen. Morten har siden 2001 brugt 5 år på, først at afdække en historie, der er ekstremt kompleks og utroligt omfattende. Masser af journalister har forsøgt - med større eller mindre succes, men Morten Pihl er den eneste, der har holdt fast. Lige nu dækker han - igen som den eneste, retssagerne mod Brixtofte og ex-kommunaldirektør Leif Frimann. Det arbejde er både sejt og opsigtsvækkende, og fortjener en Cavlingpris mere. Nå, retssagen fortsætter jo langt ind i 2007, og Morten slipper garanteret ikke før låsen i Brixtoftes celledør er faldet i - så mon ikke jeg kan nå det næste år.