Genrejsningen af Brøndby IF er først og fremmest et kommunikationsprojekt

En sportsdirektør der siger op, eller måske endda fyret. En administrerende direktør der bliver bortvist. En træner der er modløs. En spillertrup der skændes internt og brokker sig i pressen. En hovedsponsor der taler med pressen om alt og intet, og godt og skidt – eller bare skidt… - og nåeh ja, et superligahold der spiller, som en pose nødder. Brøndby IF, vestegnenes stolthed, har overtaget den lidet behagelige rolle som dansk fodbolds galehus.

December er en rædselsfuld måned for fodboldklubber der klarer sig skidt, og en jubelmåned for klubber med succes. Det er nemlig i december, at alt hvad der kan krybe og gå af sportsjournalister, kommentatorer og fodboldeksperter ikke har andet at lave, end at gøre efterårets regnestykke op. Hvem har gjort det godt, og hvem har fejlet – det hele gøres op i statistikker og grafer, og der uddeles priser og kåres ’årets etellerandet’ i en lind strøm.
I år er det så Brøndby IF der får de fleste tæv og får alle ’flop-priserne’ – for selvom Brøndby faktisk ligger nummer 5, med rimeligt gode chancer for at spille sig ind i medaljekampen efter vinterpausen, er alle eksperterne enige om at Brøndby er årets fiasko. Et eller andet sted er det fair nok – spillet har været elendigt og resultaterne ligger alt andet lige langt under forventningerne. Men det er også til at leve med – 3 sejre i foråret, vil stoppe al kritikken, og pressen vil melde Brøndby ind i kampen igen – sådan er det i fodbold.

Langt mere bekymrende er det, at Brøndby IF tilsyneladende er gået helt bag om dansen, når det handler om at kommunikere. For fem år siden vidste enhver knægt på vestegnen, at Brøndby Ifs klare ambition er at vinde titler, og blive den førende klub i norden. Det er der sandsynligvis ingen, der ved i dag. For ti år siden vidste enhver spiller, der kom til Brøndby IF, at en af klubbens bærende værdier er, at ’ingen er større end klubben’ – i dag spiller man i Brøndby IF for at få ’gang i karrieren igen’. For 5 år siden ville enhver træner eller sportschef sige, at det vigtigste i Brøndby, er at spille offensivt og seværdigt fodbold – og derigennem vinde titler. I dag siger trænerne, at de er i tvivl om, hvilket system de skal bruge, for de ved ikke hvilke spillere de har til rådighed.

For 10 år siden vidste man, at nye ideer tanker, og holdninger til dansk fodbold, oftest kom fra vestegnen, og man kunne i hvert fald altid gå hertil, hvis man ville have en holdning til dem. I dag er der helt stille, om lige præcist det emne.

Alt dette handler om kommunikation. Om at have en vision, en strategi, en plan og en evne til at eksekvere den. Det har man ikke længere i Brøndby – og derfor er opfattes Brøndby IF nu som dansk fodbolds galehus, fordi først og fremmest kommunikationen sejler. Og når spillet så heller ikke flyder – ja så fungerer klubben som et såret dyr, hvor alle lemmer og dele forsøger at holde sig i live ved at spjætte – men dyret er stadig såret og lammet.

Lige nu leder klubben på vestegnen efter en ny sportsdirektør – det er en god ide. Men måske var det en bedre ide at ansætte en ny kommunikationsdirektør, der kan sørge for at tage kampene uden for banen, mens sportsdirektøren kan sørge for kampen inde på banen. Men desværre er det kampen udenfor banen, Brøndby er længst bagude.

Brøndby har en ekstremt stærk bestyrelse med Per Bjerregaard, Kurt Larsen, Torben Hjort, og Niels Roth. Tiden er nu inde til, at også de trækker i kamptøjet, og træffer de rigtige beslutninger.

Fiskekutter til idrættens frivillige

Sommetider får man helt ondt i maven på sin branches vegne, når man ser organisationer og virksomheder give sig i kast med meget tvivlsomme kommunikationsprojekter. Særligt får man ondt i maven, og en småflov smag i munden, når man tænker på, hvor meget kampagnen må have kostet. Lige nu er det Danmarks Idræts Forbund, med den noget tvivlsomme kampagne: FISKEKUTTER TIL IDRÆTTENS FRIVILLIGE http://www.takenfrivillig.dk

Ideen er vidst, at "tak er kun et fattigt ord" og når man bruger det så sjældent om de frivillige i idrætten, så kan man i stedet prøve et andet ord. Og så skal man altså sige; "Mange majskolbe for hjælpen", og "tusind altankasse for at I gider"

Det er edderbankeme den mest søgte og mest mærkelige kampagne. Den har godt nok opnået lidt omtale, men kun fordi den er så underlig, at der ingen der forstår budskabet. Og man kan berettiget stille følgende spørgsmål:

• Bliver disse stakkels frivillige ledere mere lykkelige af, at der er nogen der siger 'fiskekutter' til dem?
• Bliver de frivillige og deres store indsats mere synlig af, at folk siger 'majskolbe'?
• Får man som aktiv i Danmarks Idræts Forbund mere lyst til at engagere sig i arbejdet, og får man flere værktøjer til sit arbejde af, at nogen siger 'Altankasse'?

Jeg er ked af det, DIF - jeg tror I er blevet snydt. Som sædvanlig rammer Politikens ATS http://politiken.dk/ats/article254320.ece pointen i dagens ATS:

LYNINTERVIEW

Regitze Siggaard, Dansk Idræts Forbøn, hvad er baggrunden for jeres kampagne, hvor I opfordrer danske børn til at sige altankasse til deres fodboldtræner?
»Vi synes, det er synd for de frivillige idrætsledere, at de bruger masser af tid på arbejdet med de unge uden at få den mindste altankasse for det!«.
Jamen, så siger vi ballonskipper for samtalen!
Selv ballonskipper!