Lagt på JP den 25. februar 2011 http://blogs.jp.dk/headline/
De danske pelsdyravlere er i høj grad selv skyld i, at de bliver hængt ud i medierne for at vanrøgte dyrene. I en hermetisk lukket verden rammer brodne kar nemlig hele branchen - også alle de dygtige pelsdyravlere, der behandler dyrene ordentligt. Åbenhed er den eneste vej til større forståelse og respekt og en forudsætning, hvis et af Danmarks største eksporterhverv skal undgå at spænde ben for sig selv.
Det gør ondt helt ind i hjertekulen, når TV-Avisen viser blodige billeder fra danske minkfarme. I bedste sendetid kunne man forleden se billeder af mink, der manglede øjne og dele af hovedet, mink med store åbne sår, og mink der lå døde i deres bure.
Ondt har det formentlig også gjort hos pelsdyravlerne selv - for selvom det er de færreste minkskind, der sælges på det danske marked, så er det alligevel en leg med ilden, når disse billeder dukker op. Særligt så tæt på et folketingsvalg er der ikke langt fra TV-avisen til politiker-kommentarer om, at erhvervet skal reguleres eller helt forbydes i Danmark. Og får pelsdyravlerne ikke gjort noget alvorligt ved problemet, står de i problemer til halsen.
En lukket verden
En af pelsdyravlernes største problemer er, at pelsdyrproduktion er ekstremt lukket og ekstremt hemmelighedsfuldt. Rundt om de store minkfarme er der mure og hegn - dels for at holde minkene inde, og andre dyr ude - men også for at holde journalister, kamerafolk og naturligvis dyreaktivister ude. Sandheden er, at det er de færreste af de journalister, der i disse dage skriver harme artikler om minkfarmene, der nogensinde har sat deres ben på en minkfarm - de er nemlig aldrig blevet inviteret.
Dyreaktivisterne med deres kameraer er heller ikke blevet inviteret, men har tydeligvis selv fundet vej ind i minkfarmene. Ingen kan vide, om billederne af de 30 syge mink vitterligt er optaget på de minkfare, som dyreaktivisterne påstår, de har besøgt, og ingen kan vide, om dyreaktivisterne har optaget alle deres billeder i farmenes sygeafdelinger. Men set fra et kommunikationssynspunkt er alt dette også lige meget. Så længe vi ikke ser andet, så tror vi på dyreaktivisternes billeder, og så længe vi tror på dem, har pelsdyravlerne en rigtigt dårlig sag.
Vis, at der ikke er flere syge dyr på en minkfarm, end der er syge danskere i en købstad
Pelsdyrbranchen annoncerer idag med tilbud om at besøge minkfarme. En fin start. Men lad mig hermed give pelsdyravlerne et helt gratis kommunikationsråd: Åbn portene helt! Find en dag eller to i kalenderen, og lad alle minkfarmene lave åbent hus for både naboer, lokalbefolkning og presse. Vis hvordan minkene bor, hvordan I pelser, og vis også hvad I gør for at hjælpe de syge dyr. Vis det hele frem! På den måde viser I dels, at I ikke har så meget at skjule, som de høje mure og strømførende hegn ellers kan give tanker om, og dels kan gæsterne ved selvsyn konstatere, at der ikke er flere syge mink i en minkfarm, end der er syge danskere i en købstad. Og giv så gæsterne en kop kaffe og en småkage!
Pelsdyravl er et af Danmarks største erhverv og har - rimeligt eller ej - nogle særdeles rimelige arbejdsbetingelser, der i høj grad bygger på tillid. Skal pelsdyravlerne bevare denne tillid, kræver det at vi som presse, politikere og borgere får indsigt og viden - og dermed forståelse og respekt.
søndag den 27. februar 2011
fredag den 25. februar 2011
Følg min blog på JP
Siden april 2010 har jeg været ekspertblogger på Jyllands Posten - og det er her jeg poster de fleste af mine indlæg - læs mere på http://blogs.jp.dk/headline/
fredag den 17. december 2010
Lige til skraldespanden
Ekstra Bladets roden rundt i miljøministerens private skraldespand er kulminationen på et halvt år med tynde journalistiske historier, hvor offeret har været vigtigere bolden.
Det begyndte med Helle Thornings skattesag, som B.T. over sommeren blæste op til en kæmpeskandale, men som SKAT senere tog alt liv ud af ved at rense Helle Thorning og hendes mand. Derpå kom genoptagelsen af Lene Espersen rejsesager, selvom det viste sig, at Lene Espersen deltager i flere internationale topmøder end hendes europæiske kolleger. Senere kom så jagten på Søren Pind og Ole Sohn, og nu en usmagelig personjagt på miljøminister Karen Ellemann, hvor to journalister fra Ekstra Bladet har endevendt ministerens private skraldespand i den paniske jagt på madaffald.
De mange sager er påfaldende ens. De er alle bragt frem af enten B.T. eller Ekstra Bladet, de bliver slået markant stort op, er voldsomt personfikserede, men det reelle indhold i anklagerne er endog meget små. Der var ingen sag mod Helle Thornings mand, Lene Espersen passer faktisk sit arbejde, Søren Pind og Ole Sohn har begge en fortid, som de begge står ved, men som er realpolitisk underordnet. Og i tilfældet Karen Ellemann er det nok ikke første gang, at en miljøminister eller en miljøforkæmper smider æg og gamle sikringer i skraldespanden.
Denne oldnordiske journalistiske model, hvor man sælger aviser ved at gå efter offeret frem for efter bolden, er hentet i England, hvor de tabloid-aviserne har brugt metoden i årevis. Men hvor man i England desværre har vænnet sig til denne klamme og letbenede form for journalistik, giver det stadig store overskrifter i de øvrige danske medier, når Ekstra Bladet og B.T. starter en skinger kampagne. Dermed sikres Ekstra Bladet og B.T. endnu mere omtale og et endnu bedre avissalg. Og selvom de fleste af os synes, det er klamt, så læser vi alligevel historien og køber måske endda avisen, fordi vi da lige skal vide, hvor klam historien er. Men til syvende og sidst handler det om at finde et offer, smække vedkommende på forsiden og sælge aviser. Det er det, der får mig til at foreslå, at vi ændrer udtrykket om at gå ’efter manden’ til at gå ’efter offeret’, for er det ikke, hvad det handler om?
Skal man stå til ansvar for sine holdninger eller sine handlinger?
Men er det ikke fair, at en minister bliver stillet til regnskab for egne handlinger, når hun nu prædiker, at vi alle skal sortere affald og undlade at smide mad ud? I oppositionen kæmpes der lige nu en kamp for at finde den rigtige måde at bruge Ekstra Bladets historie på. På den ene side ønsker ingen politikere, at det er deres egen skraldespand, der bliver gennemrodet, men på den anden side er angrebet på miljøministeren for godt til ikke at blive brugt. Derfor siger oppositionen, at Ekstra Bladet er ulækre, men at ministeren bør skamme sig. Og det siger man velvidende, at historien ikke ville have været der, hvis ikke Ekstra Bladet var gået i skraldespanden. Det tjener ikke politikerne til ære.
Men hvad er det, der gør, at den personlige tilsvining virker? Hvorfor er det en større historie, at Søren Pind engang har drukket fadøl med Lars Løkke, end at Søren Pind som udviklingsminister nu stopper tilskuddene til diktaturstater? Medierne ved, at en af forudsætningerne for, at vi gider læse nyheder på nettet, købe aviser og tænde for fjernsynet er, at vi bliver underholdt. Nyheder skal være underholdende. Og skumle nyheder om Ole Sohn og Lene Espersen er noget så sjældent som underholdning, pakket ind som væsentlige nyheder. Også de store morgenaviser og tv-nyhederne har taget udviklingen til sig, men ikke i samme omfang.
Når medier, politiske modstandere og bloggere, som undertegnede, bruger kræfter på at forholde os til den tyndbenede journalistisk, som Ekstra Bladet og B.T. har benyttet sig af det sidste halve år, så legitimerer vi også deres metode og deres historier. Det er dobbeltmoralsk – og man kan håbe, at vi snart når dertil, hvor vi bliver immune overfor de ligegyldige historier og går efter bolden frem for efter offeret.
Det begyndte med Helle Thornings skattesag, som B.T. over sommeren blæste op til en kæmpeskandale, men som SKAT senere tog alt liv ud af ved at rense Helle Thorning og hendes mand. Derpå kom genoptagelsen af Lene Espersen rejsesager, selvom det viste sig, at Lene Espersen deltager i flere internationale topmøder end hendes europæiske kolleger. Senere kom så jagten på Søren Pind og Ole Sohn, og nu en usmagelig personjagt på miljøminister Karen Ellemann, hvor to journalister fra Ekstra Bladet har endevendt ministerens private skraldespand i den paniske jagt på madaffald.
De mange sager er påfaldende ens. De er alle bragt frem af enten B.T. eller Ekstra Bladet, de bliver slået markant stort op, er voldsomt personfikserede, men det reelle indhold i anklagerne er endog meget små. Der var ingen sag mod Helle Thornings mand, Lene Espersen passer faktisk sit arbejde, Søren Pind og Ole Sohn har begge en fortid, som de begge står ved, men som er realpolitisk underordnet. Og i tilfældet Karen Ellemann er det nok ikke første gang, at en miljøminister eller en miljøforkæmper smider æg og gamle sikringer i skraldespanden.
Denne oldnordiske journalistiske model, hvor man sælger aviser ved at gå efter offeret frem for efter bolden, er hentet i England, hvor de tabloid-aviserne har brugt metoden i årevis. Men hvor man i England desværre har vænnet sig til denne klamme og letbenede form for journalistik, giver det stadig store overskrifter i de øvrige danske medier, når Ekstra Bladet og B.T. starter en skinger kampagne. Dermed sikres Ekstra Bladet og B.T. endnu mere omtale og et endnu bedre avissalg. Og selvom de fleste af os synes, det er klamt, så læser vi alligevel historien og køber måske endda avisen, fordi vi da lige skal vide, hvor klam historien er. Men til syvende og sidst handler det om at finde et offer, smække vedkommende på forsiden og sælge aviser. Det er det, der får mig til at foreslå, at vi ændrer udtrykket om at gå ’efter manden’ til at gå ’efter offeret’, for er det ikke, hvad det handler om?
Skal man stå til ansvar for sine holdninger eller sine handlinger?
Men er det ikke fair, at en minister bliver stillet til regnskab for egne handlinger, når hun nu prædiker, at vi alle skal sortere affald og undlade at smide mad ud? I oppositionen kæmpes der lige nu en kamp for at finde den rigtige måde at bruge Ekstra Bladets historie på. På den ene side ønsker ingen politikere, at det er deres egen skraldespand, der bliver gennemrodet, men på den anden side er angrebet på miljøministeren for godt til ikke at blive brugt. Derfor siger oppositionen, at Ekstra Bladet er ulækre, men at ministeren bør skamme sig. Og det siger man velvidende, at historien ikke ville have været der, hvis ikke Ekstra Bladet var gået i skraldespanden. Det tjener ikke politikerne til ære.
Men hvad er det, der gør, at den personlige tilsvining virker? Hvorfor er det en større historie, at Søren Pind engang har drukket fadøl med Lars Løkke, end at Søren Pind som udviklingsminister nu stopper tilskuddene til diktaturstater? Medierne ved, at en af forudsætningerne for, at vi gider læse nyheder på nettet, købe aviser og tænde for fjernsynet er, at vi bliver underholdt. Nyheder skal være underholdende. Og skumle nyheder om Ole Sohn og Lene Espersen er noget så sjældent som underholdning, pakket ind som væsentlige nyheder. Også de store morgenaviser og tv-nyhederne har taget udviklingen til sig, men ikke i samme omfang.
Når medier, politiske modstandere og bloggere, som undertegnede, bruger kræfter på at forholde os til den tyndbenede journalistisk, som Ekstra Bladet og B.T. har benyttet sig af det sidste halve år, så legitimerer vi også deres metode og deres historier. Det er dobbeltmoralsk – og man kan håbe, at vi snart når dertil, hvor vi bliver immune overfor de ligegyldige historier og går efter bolden frem for efter offeret.
onsdag den 20. oktober 2010
Hører de dårligt hos Dansk Hørecenter?
Hvis man vil svare igen på den kritik et tv-program rejser af ens virksomhed, skal man gøre det sagligt og præcist. Tirsdag aften gik det helt galt for Dansk Hørecenter, der øjensynligt fik berettiget tæv i OperationX på TV2.
Jeg har her på bloggen flere gange kritiseret programmet OperationX på TV2 for at levere dårligt researchet sensationsjournalistik, der peppes op med dramatiske effekter. I aftenens program var der skåret ned på dramatikken og op for seriøsiteten i et program, der afslørede, hvordan private høreklinikker muligvis misbruger reglerne om offentligt tilskud til at skabe en lige lovligt god forretning.
Der var tilmed blevet reklameret kraftigt for programmet – én af de private hørecentre; Dansk Hørecenter (www.dkhc.dk) havde indrykket helsidesannoncer i de store dagblade, hvor de angiveligt ville tilbagevise den kritik, der fremkom i programmet. Det lykkedes ualmindeligt dårligt, men det skærpede min interesse ekstra meget for programmet! Var der her tale om endnu en forkert udlagt sag pumpet op til en sensation?
Aftenens OperationX var bygget op nøjagtigt, som den slags programmer altid er. Først ridses problemerne op, så møder vi en masser mennesker, der har fået høreapparater, og andre der har solgt høreapparater. Herefter tester OperationX så, om påstandene holder hos diverse eksperter, og til sidst konfronteres virksomheden og politikerne.
OperationX havde særligt to kritikpunkter: Dansk Hørecenter og Auri udleverede høreapparater til personer, der reelt ikke havde brug for høreapparater, og af en eller anden grund ramte prisen for et nyt høreapparat altid den pris, som det offentlige giver i tilskud til apparaterne.
Svarer ikke på kritikken
I den meget teksttunge helsides annonce skriver Dansk Hørecenter flere steder, at ingen vil bede om et høreapparat, hvis ikke de føler, de har et problem med hørelsen. Det er sikkert rigtigt, men programmet dokumenterer, at problemer med hørelsen, kan skyldes meget andet, fx tinnitus – som man ifølge programmet ikke kan afhjælpe med et høreapparat. Annoncen fjerner ikke fornemmelsen af, at det vil være meget svært at forlade en filial af Dansk Hørecenter uden et offentligt betalt høreapparat.
Det andet kritikpunkt – at høreapparaterne altid ender med at koste det, der er det offentliges maksimum-sats for tilskud til høreapparater, svarer annoncen slet ikke på. Man nævner blot – lidt fornærmet – at den samlede pris for et høreapparat er billigere hos de private end hos det offentlige, hvilket sikkert også er rigtigt men dybest set sagen uvedkommende.
Dernæst gør Dansk Hørecenters administrerende direktør Nils Lodman det ualmindeligt skidt i interviewet i udsendelsen. Interviewet kan sagtens være klippet meget skarpt sammen, men uanset hvad, er det et virkeligt skidt signal ikke at ville forholde sig til kritik – og i øvrigt sende kritikken og ansvaret videre.
Aftenens OperationX historie er klassisk. Der er intet overraskende, og intet påfaldende unfair i udsendelsen. Man kan synes, at det er at overdrive at bruge skjult kamera undervejs, men det gør ikke den store forskel for programmet. Til gengæld er Dansk Hørecenters reaktion og deltagelse amatøragtig i modsætning til Auri Hørecenter, som imødekommer kritikken.
Kommuniker rettidigt, og gør det sagligt
I Dansk Hørecenter mener de formentlig, at de har en god sag og stiller derfor op til interview. Men når Dansk Hørecenter stiller op til interview i et program som dette, må de som minimum forvente, at Dansk Hørecenter har sat sig ind i problemstillingen, og at Dansk Hørecenter svarer ærligt og gennemtænkt på de spørgsmål, de bliver stillet. Det tyder det ikke på, at Dansk Hørecenter har. Efter optagelsen har Dansk Hørecenter indset, at programmet kan være uheldigt, og virksomheden har derfor strikket den meget teksttunge og dårligt forklarende annonce sammen.
Hvis vi nu antager, at jeg var potentiel kunde i Dansk Hørecenter og havde set aftenens program, hvad ville så være det første, jeg gjorde? Jeg ville naturligvis gå på nettet for at lede efter Dansk Hørecenters eget svar på kritikken. Men prøv selv at gå på www.dkhc.dk og se, om du kan finde en forklaring. Jeg kan ikke.
Tilbage står, at Dansk Hørecenter har brændt en forfærdelig masse annoncekroner af på at gøre reklame for et program, der kritiserer dem synder og sammen. Det er skidt håndteret og endnu værre kommunikeret.
Men hvad gør man så nu, hvis man er Dansk Hørecenter? Ja først og fremmest er man altså nødt til at forholde sig sagligt til kritikken. Overvej også, om der er andet der skal undskyldes eller forklares, nu man er i gang! Drop den fornærmede annoncetekst, og beskriv i stedet, hvordan man forholder sig, og hvordan man vil reagere. Sørg så for at alle jeres høreklinikker, alle jeres medarbejdere, jeres kunder, og jeres leverandører orienteres. Hvis der noget der skal ændres eller rettes, så sørg for at rette op – hellere i dag, end i morgen. Og sørg så for, at dette ikke sker igen. Når alt det er gjort, og først da, kan man begynde at bygge kommunikationen op igen.
Jeg har her på bloggen flere gange kritiseret programmet OperationX på TV2 for at levere dårligt researchet sensationsjournalistik, der peppes op med dramatiske effekter. I aftenens program var der skåret ned på dramatikken og op for seriøsiteten i et program, der afslørede, hvordan private høreklinikker muligvis misbruger reglerne om offentligt tilskud til at skabe en lige lovligt god forretning.
Der var tilmed blevet reklameret kraftigt for programmet – én af de private hørecentre; Dansk Hørecenter (www.dkhc.dk) havde indrykket helsidesannoncer i de store dagblade, hvor de angiveligt ville tilbagevise den kritik, der fremkom i programmet. Det lykkedes ualmindeligt dårligt, men det skærpede min interesse ekstra meget for programmet! Var der her tale om endnu en forkert udlagt sag pumpet op til en sensation?
Aftenens OperationX var bygget op nøjagtigt, som den slags programmer altid er. Først ridses problemerne op, så møder vi en masser mennesker, der har fået høreapparater, og andre der har solgt høreapparater. Herefter tester OperationX så, om påstandene holder hos diverse eksperter, og til sidst konfronteres virksomheden og politikerne.
OperationX havde særligt to kritikpunkter: Dansk Hørecenter og Auri udleverede høreapparater til personer, der reelt ikke havde brug for høreapparater, og af en eller anden grund ramte prisen for et nyt høreapparat altid den pris, som det offentlige giver i tilskud til apparaterne.
Svarer ikke på kritikken
I den meget teksttunge helsides annonce skriver Dansk Hørecenter flere steder, at ingen vil bede om et høreapparat, hvis ikke de føler, de har et problem med hørelsen. Det er sikkert rigtigt, men programmet dokumenterer, at problemer med hørelsen, kan skyldes meget andet, fx tinnitus – som man ifølge programmet ikke kan afhjælpe med et høreapparat. Annoncen fjerner ikke fornemmelsen af, at det vil være meget svært at forlade en filial af Dansk Hørecenter uden et offentligt betalt høreapparat.
Det andet kritikpunkt – at høreapparaterne altid ender med at koste det, der er det offentliges maksimum-sats for tilskud til høreapparater, svarer annoncen slet ikke på. Man nævner blot – lidt fornærmet – at den samlede pris for et høreapparat er billigere hos de private end hos det offentlige, hvilket sikkert også er rigtigt men dybest set sagen uvedkommende.
Dernæst gør Dansk Hørecenters administrerende direktør Nils Lodman det ualmindeligt skidt i interviewet i udsendelsen. Interviewet kan sagtens være klippet meget skarpt sammen, men uanset hvad, er det et virkeligt skidt signal ikke at ville forholde sig til kritik – og i øvrigt sende kritikken og ansvaret videre.
Aftenens OperationX historie er klassisk. Der er intet overraskende, og intet påfaldende unfair i udsendelsen. Man kan synes, at det er at overdrive at bruge skjult kamera undervejs, men det gør ikke den store forskel for programmet. Til gengæld er Dansk Hørecenters reaktion og deltagelse amatøragtig i modsætning til Auri Hørecenter, som imødekommer kritikken.
Kommuniker rettidigt, og gør det sagligt
I Dansk Hørecenter mener de formentlig, at de har en god sag og stiller derfor op til interview. Men når Dansk Hørecenter stiller op til interview i et program som dette, må de som minimum forvente, at Dansk Hørecenter har sat sig ind i problemstillingen, og at Dansk Hørecenter svarer ærligt og gennemtænkt på de spørgsmål, de bliver stillet. Det tyder det ikke på, at Dansk Hørecenter har. Efter optagelsen har Dansk Hørecenter indset, at programmet kan være uheldigt, og virksomheden har derfor strikket den meget teksttunge og dårligt forklarende annonce sammen.
Hvis vi nu antager, at jeg var potentiel kunde i Dansk Hørecenter og havde set aftenens program, hvad ville så være det første, jeg gjorde? Jeg ville naturligvis gå på nettet for at lede efter Dansk Hørecenters eget svar på kritikken. Men prøv selv at gå på www.dkhc.dk og se, om du kan finde en forklaring. Jeg kan ikke.
Tilbage står, at Dansk Hørecenter har brændt en forfærdelig masse annoncekroner af på at gøre reklame for et program, der kritiserer dem synder og sammen. Det er skidt håndteret og endnu værre kommunikeret.
Men hvad gør man så nu, hvis man er Dansk Hørecenter? Ja først og fremmest er man altså nødt til at forholde sig sagligt til kritikken. Overvej også, om der er andet der skal undskyldes eller forklares, nu man er i gang! Drop den fornærmede annoncetekst, og beskriv i stedet, hvordan man forholder sig, og hvordan man vil reagere. Sørg så for at alle jeres høreklinikker, alle jeres medarbejdere, jeres kunder, og jeres leverandører orienteres. Hvis der noget der skal ændres eller rettes, så sørg for at rette op – hellere i dag, end i morgen. Og sørg så for, at dette ikke sker igen. Når alt det er gjort, og først da, kan man begynde at bygge kommunikationen op igen.
fredag den 3. september 2010
Skolenedlæggelser er en gigantisk kommunikationsopgave
Skal man overleve strukturændringer og skolenedlæggelser, kræver det målrettet og præcis kommunikation – og at man har styr på budskaberne. Det har kommunerne sjældent, derfor har skolenedlæggelser en tendens til at ende i kampe og demonstrationer. Ofte oplever kommunerne elev og lærerflugt, og oprettelsen af friskoler.
Det er enhver kommunalpolitikers mareridt. Ingen beslutninger er så upopulære, som at nedlægge skoler – men i en tid, hvor indtægterne falder, og man ikke kan hæve skatten, er der lige nu ingen vej udenom, for rigtigt mange kommuner. Heldigvis er der 3 år til næste kommunalvalg, så skal det gøres, skal det være nu. Men det kræver kommunikation. Målrettet, klar kommunikation, af de rigtige budskaber.
I Jammerbugt kommune arbejder man lige nu på en massiv omlægning af skolestrukturen, herunder muligheden for at nedlægge en række skoler. Jammerbugt kommune har sådan set gjort en masse fine ting; de har lavet en kæmpe rapport, opridset alle scenarierne, forklaret baggrunden – alligevel er befolkningen utilfreds. Og det kan jeg godt forstå.
Skal man tro indledningen til rapporten er målet i Jammerbugt kommune ikke bare at spare penge, men at styrke kvalitetsudviklingen af skolen. Resten af de 76 sider handler næsten udelukkende om hvilke scenarier man kan opstille for at ændre skoledistrikterne – og spare penge. Hvad pengene så skal bruges til – hvilke mål man har for skolen står hen i det uvisse. Joooo – der er da et formuleret nogle floskelfyldte sætninger, om kundskaber, trivsel, lærelyst og sundhed. Men intet er unikt, intet er konkret. Så når Jammerbugt kommune lige om lidt tager skolen fra nogle elever, forældre og lærere, og ændrer strukturen for en masse andre – ja så er der ingen der ved, hvad målet er, eller hvad man så kan glæde sig til i stedet for.
Dermed gør jammerbrugt kommune nøjagtigt det samme, som de fleste andre kommuner. De sløser med budskaberne, og de kommunikerer upræcist og unøjagtigt. Så det er helt forståeligt, at de er sure i det Nordjyske.
Ingen flugt i Brøndby
I den modsatte ende ligger Brøndby kommune. Her tog politikere og embedsfolk allerede kampen sidste år – endda i et valgår. Her er det faktisk lykkedes dygtige og visionære embedsfolk, ledere og politikere, at gennemføre en total omlægning af skolestrukturen, med nedlæggelse af syv skoler, og oprettelsen af tre nye – uden at det har ført til elevflugt og udvanding af skolerne. Tvært i mod – har man formået både at spare penge, OG hæve kvaliteten og timetallet for eleverne – og man har kommunikeret om det, så både elever, forældre og lærere har følt sig trygge ved den nye skole.
Hemmeligheden i Brøndby har været kombinationen af, at træffe de rigtige beslutninger og kommunikere om dem. I Brøndby har man skåret så dybt i skolevæsenet, at man både har kunnet skabe en gedigen besparelse for kommunen, samtidig med at man kunne føre penge tilbage til de fortsættende skoler, sådan at rammer og indhold er blevet optimale. Kort sagt sørger man for at kanalisere penge væk fra administration og over på eleverne. Samtidig er der brugt ressourcer på at give alle de nye Brøndby-skoler en ny profil, og fortælle om alle tiltagende gennem rettidig kommunikation direkte med borgerne.
Der SKAL kommunikeres målrettet med både elever, lærere, forældre og lokalsamfund, når man vil nedlægge skoler, og man skal gøre det præcist og åbent. Det er ikke svært, men det kræver at man afsætter ressourcerne til det – og man tager kommunikationen seriøst
Det er enhver kommunalpolitikers mareridt. Ingen beslutninger er så upopulære, som at nedlægge skoler – men i en tid, hvor indtægterne falder, og man ikke kan hæve skatten, er der lige nu ingen vej udenom, for rigtigt mange kommuner. Heldigvis er der 3 år til næste kommunalvalg, så skal det gøres, skal det være nu. Men det kræver kommunikation. Målrettet, klar kommunikation, af de rigtige budskaber.
I Jammerbugt kommune arbejder man lige nu på en massiv omlægning af skolestrukturen, herunder muligheden for at nedlægge en række skoler. Jammerbugt kommune har sådan set gjort en masse fine ting; de har lavet en kæmpe rapport, opridset alle scenarierne, forklaret baggrunden – alligevel er befolkningen utilfreds. Og det kan jeg godt forstå.
Skal man tro indledningen til rapporten er målet i Jammerbugt kommune ikke bare at spare penge, men at styrke kvalitetsudviklingen af skolen. Resten af de 76 sider handler næsten udelukkende om hvilke scenarier man kan opstille for at ændre skoledistrikterne – og spare penge. Hvad pengene så skal bruges til – hvilke mål man har for skolen står hen i det uvisse. Joooo – der er da et formuleret nogle floskelfyldte sætninger, om kundskaber, trivsel, lærelyst og sundhed. Men intet er unikt, intet er konkret. Så når Jammerbugt kommune lige om lidt tager skolen fra nogle elever, forældre og lærere, og ændrer strukturen for en masse andre – ja så er der ingen der ved, hvad målet er, eller hvad man så kan glæde sig til i stedet for.
Dermed gør jammerbrugt kommune nøjagtigt det samme, som de fleste andre kommuner. De sløser med budskaberne, og de kommunikerer upræcist og unøjagtigt. Så det er helt forståeligt, at de er sure i det Nordjyske.
Ingen flugt i Brøndby
I den modsatte ende ligger Brøndby kommune. Her tog politikere og embedsfolk allerede kampen sidste år – endda i et valgår. Her er det faktisk lykkedes dygtige og visionære embedsfolk, ledere og politikere, at gennemføre en total omlægning af skolestrukturen, med nedlæggelse af syv skoler, og oprettelsen af tre nye – uden at det har ført til elevflugt og udvanding af skolerne. Tvært i mod – har man formået både at spare penge, OG hæve kvaliteten og timetallet for eleverne – og man har kommunikeret om det, så både elever, forældre og lærere har følt sig trygge ved den nye skole.
Hemmeligheden i Brøndby har været kombinationen af, at træffe de rigtige beslutninger og kommunikere om dem. I Brøndby har man skåret så dybt i skolevæsenet, at man både har kunnet skabe en gedigen besparelse for kommunen, samtidig med at man kunne føre penge tilbage til de fortsættende skoler, sådan at rammer og indhold er blevet optimale. Kort sagt sørger man for at kanalisere penge væk fra administration og over på eleverne. Samtidig er der brugt ressourcer på at give alle de nye Brøndby-skoler en ny profil, og fortælle om alle tiltagende gennem rettidig kommunikation direkte med borgerne.
Der SKAL kommunikeres målrettet med både elever, lærere, forældre og lokalsamfund, når man vil nedlægge skoler, og man skal gøre det præcist og åbent. Det er ikke svært, men det kræver at man afsætter ressourcerne til det – og man tager kommunikationen seriøst
torsdag den 4. februar 2010
Den ligegyldige dom
Efter et halvt år i helvede, kunne 'Jetsetdronningen' i dag modtage sin dom i en sag om narkotika. En bøde på 20.000 kroner blev det til, herregud - tænker man.
Jeg kender ikke 'jetsetdronningen' men ved ligesom de fleste andre hvem hun er. Og lige præcist heri ligger pointen i, at dommen i Københavns byret er helt og aldeles ligegyldig. For kvinden var allerede dømt, og var allerede i fuld gang med at afsone sin straf. Dommen over hende var ikke sket i byretsbygningen, men i pressen og på nettet.
Så da 'Jetsetdronningen' i dag fik sin officielle dom, kan hun meget vel have tænkt ' herregud' - var det virkelig det? Den nærmest latterligt lille dom, der skulle koste mig karrieren, indtægtsgrundlaget og formentlig en stor del af vennerne?
'Jetsetdronningen' var jo beskyttet af et meget omtalt navneforbud - et navneforbud, der egentlig er stadfæstet for at beskytte kvinden, men som i hvert fald på ingen måde har virket efter hensigten. Reglerne om navneforbuddet er betydeligt ældre end internettet og onlineaviserne. Derfor giver reglerne om navneforbud i deres nuværende form slet ikke mening - og det burde Københavns Byret både vide, og have ageret efter, hvis de helt alvorligt mente, at kvinden skulle have været beskyttet.
Man kan ikke andet, end have ekstremt ondt af kvinden, der sin jetset-tilværelse til trods, må opleve at verden er brudt sammen om hende. Men samtidig bør større dele restvæsenet overvejer, om de regler vi bruger til at beskytte de potentielt uskyldige, er gode nok - eller om ikke håndteringen, som med 'jetsetdronningen' i virkeligheden fører til, at mennesker kan dømmes dobbelt - eller som her; ti-dobbelt.
I dag foreslår det selvbestaltede orakel Asger Aamund, at 'Jetsetdronningen' står frem i Go Morgen danmark, og fortæller sin historie her, og 'får renset luften'. Jeg tror det er en god ide, at tale ud til en journalist, men jeg tror det vil være at skyde sig selv i begge fødder, at gøre det på TV og i Go Morgen Danmark. Denne sag kræver noget skriftligt - et kæmpe interview i Berlingske, eller måske en bog. God kamp!
Jeg kender ikke 'jetsetdronningen' men ved ligesom de fleste andre hvem hun er. Og lige præcist heri ligger pointen i, at dommen i Københavns byret er helt og aldeles ligegyldig. For kvinden var allerede dømt, og var allerede i fuld gang med at afsone sin straf. Dommen over hende var ikke sket i byretsbygningen, men i pressen og på nettet.
Så da 'Jetsetdronningen' i dag fik sin officielle dom, kan hun meget vel have tænkt ' herregud' - var det virkelig det? Den nærmest latterligt lille dom, der skulle koste mig karrieren, indtægtsgrundlaget og formentlig en stor del af vennerne?
'Jetsetdronningen' var jo beskyttet af et meget omtalt navneforbud - et navneforbud, der egentlig er stadfæstet for at beskytte kvinden, men som i hvert fald på ingen måde har virket efter hensigten. Reglerne om navneforbuddet er betydeligt ældre end internettet og onlineaviserne. Derfor giver reglerne om navneforbud i deres nuværende form slet ikke mening - og det burde Københavns Byret både vide, og have ageret efter, hvis de helt alvorligt mente, at kvinden skulle have været beskyttet.
Man kan ikke andet, end have ekstremt ondt af kvinden, der sin jetset-tilværelse til trods, må opleve at verden er brudt sammen om hende. Men samtidig bør større dele restvæsenet overvejer, om de regler vi bruger til at beskytte de potentielt uskyldige, er gode nok - eller om ikke håndteringen, som med 'jetsetdronningen' i virkeligheden fører til, at mennesker kan dømmes dobbelt - eller som her; ti-dobbelt.
I dag foreslår det selvbestaltede orakel Asger Aamund, at 'Jetsetdronningen' står frem i Go Morgen danmark, og fortæller sin historie her, og 'får renset luften'. Jeg tror det er en god ide, at tale ud til en journalist, men jeg tror det vil være at skyde sig selv i begge fødder, at gøre det på TV og i Go Morgen Danmark. Denne sag kræver noget skriftligt - et kæmpe interview i Berlingske, eller måske en bog. God kamp!
onsdag den 3. februar 2010
Tavshed er - farligt, DELL
I aftes var det DELL’s tur til at få en tur i vridemaskinen i DR Kontant. I en klassisk fortælling med en masse stakler, der angiveligt har spildt både en masse penge, men også en forfærdelig masse tid på de åbenbart uduelige maskiner fra DELL.
Det er altid et åbent spørgsmål, om man skal stille op til interviews i den salgs programmer, eller ej – og set udefra er det umuligt at afgøre, hvad der er mest klogt. Men helt sikkert er det, at hvis man ikke stiller op, og giver en forklaring eller en undskyldning, så forventes det, at virksomheden gør noget andet, for at forklare sig eller gå bodsgang.
DELL valgte at gøre ingenting. Ikke bare undlod de at stille op i DR Kontant, angiveligt trods en aftale om det, de har også undladt at gøre noget synligt, for at imødekomme de historier DR Kontant afslørede, og som store dele af den skrevne presse i dag har fulgt op på. Ingen forklarende annoncer i medierne, ingen pressemeddelelser med forklaringer eller undskyldninger, og ikke et ord på DELL’s hjemmeside.
DELLs strategi er pudsig, og kan måske tilskrives, at DELL er en meget amerikansk virksomhed, der traditionelt har det svært med presse og kritisk omtale. Men på det danske marked, er det problematisk, fordi DR-udsendelsen og dagens presseomtale stiller spørgsmålstegn ved, om man overhovedet kan stole på DELL.
Aftenens DR Kontant var kritisk, men forekom også at være veldokumenteret, og journalistisk lødigt produceret. Modsat en hel del andre forbruger-kritiske programmer, forekommer DR Kontant at være hårdt, men retfærdigt – og alt tyder på at de op mod 750.000 seere stoler på det, de får at vide i programmet. Set i det lys, er det problematisk, at hverken DELL’s direktør eller kommunikationschef svarer på telefoner, eller vil gå i dialog med redaktionen. Dermed understreges oplevelsen af, at DELL ikke interesserer sig for deres kunder eller omverden.
Store dele af IT-branchen befinder sig lige nu i en dyb krise, hovedsagligt forårsaget af Finanskrisen. Hvor branchen tidligere var pæn og nobel, og behandlede hinanden med respekt, oplever man nu ofte det modsatte – ’når krybben er tom, bides hestene’. Jeg tror DELL skal handle endda meget hurtigt, hvis de vil undgå at denne sag kommer til at vokse endnu mere og virkeligt kommer til at koste på såvel top, som bundlinie.
Det er altid et åbent spørgsmål, om man skal stille op til interviews i den salgs programmer, eller ej – og set udefra er det umuligt at afgøre, hvad der er mest klogt. Men helt sikkert er det, at hvis man ikke stiller op, og giver en forklaring eller en undskyldning, så forventes det, at virksomheden gør noget andet, for at forklare sig eller gå bodsgang.
DELL valgte at gøre ingenting. Ikke bare undlod de at stille op i DR Kontant, angiveligt trods en aftale om det, de har også undladt at gøre noget synligt, for at imødekomme de historier DR Kontant afslørede, og som store dele af den skrevne presse i dag har fulgt op på. Ingen forklarende annoncer i medierne, ingen pressemeddelelser med forklaringer eller undskyldninger, og ikke et ord på DELL’s hjemmeside.
DELLs strategi er pudsig, og kan måske tilskrives, at DELL er en meget amerikansk virksomhed, der traditionelt har det svært med presse og kritisk omtale. Men på det danske marked, er det problematisk, fordi DR-udsendelsen og dagens presseomtale stiller spørgsmålstegn ved, om man overhovedet kan stole på DELL.
Aftenens DR Kontant var kritisk, men forekom også at være veldokumenteret, og journalistisk lødigt produceret. Modsat en hel del andre forbruger-kritiske programmer, forekommer DR Kontant at være hårdt, men retfærdigt – og alt tyder på at de op mod 750.000 seere stoler på det, de får at vide i programmet. Set i det lys, er det problematisk, at hverken DELL’s direktør eller kommunikationschef svarer på telefoner, eller vil gå i dialog med redaktionen. Dermed understreges oplevelsen af, at DELL ikke interesserer sig for deres kunder eller omverden.
Store dele af IT-branchen befinder sig lige nu i en dyb krise, hovedsagligt forårsaget af Finanskrisen. Hvor branchen tidligere var pæn og nobel, og behandlede hinanden med respekt, oplever man nu ofte det modsatte – ’når krybben er tom, bides hestene’. Jeg tror DELL skal handle endda meget hurtigt, hvis de vil undgå at denne sag kommer til at vokse endnu mere og virkeligt kommer til at koste på såvel top, som bundlinie.
Abonner på:
Opslag (Atom)