For et par måneder siden fik Dansk Håndbold sine velfortjente tæv for deres håndtering af Kolding Ifs Bo Spellerberg, der først fik karantæne i semifinalerne i mesterkabskampen i herrehåndbold, så alligevel ikke, også alligevel.
I går var det DCU, Dansk Cykle Union, der heller ikke kan hitte ud af at styre kommunikationen. I stedet for at give Michael Rasmussen et klart svar på om han vil kunne stille op i Post Danmark Rundt, svarer man; ingenting. Sandsynligvis fordi man i frygt for at komme til at sige noget forkert, vælger at undlade at svare, og forsvarer så sit manglende svar med, at pressen er meget interesseret i den korrespondance der kører mellem Michael Rasmussen og DCU.
Nu har DCU aldrig været udråbt som de allerskarpeste når det handler om at træffe beslutninger og kommunikere dem. Men meldingen i går om, at man ikke kan tage stilling til Michael Rasmussen er så indlysende tåbelig og farlig, at selv en amatørleder bør kunne se det.
Kernen i sagen om Michael Rasmussens deltagelse i Post Danmark rundt er ikke, hvilket hold han kører på. Kernen er Michael Rasmussen selv. Hvordan forklarer man at to års overstået karantæne alligevel ikke er straf nok for Danmarks måske skarpeste cykelrytter, uden at gå på kompromis med helt almindelige etiske grundprincipper – eller omvendt: Hvordan forklarer man presse og sponsorer, at en dømt dopingsynder (der dog aldrig er blevet taget for doping) får lov til at stille op, og måske vinde Post Danmark Rundt? samtidig med at man siger man har verdens skarpeste antidoping-regler.
Opgaven er ikke nødvendigvis nem, men den handler først og fremmest om at træffe en beslutning og derefter turde stå til mål for den. Det tør DCU tydeligvis ikke, og derfor venter der dem nu endnu flere, velfortjente drøje hug.
Viser opslag med etiketten DCU. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten DCU. Vis alle opslag
fredag den 3. juli 2009
fredag den 20. juli 2007
'Helt ude af proportioner'
Siger Danmarks for tiden enlige cykelstjerne om DCU's udelukkelse af ham på det danske cykellandshold. Og det er endda rigtigt svært ikke at give ham ret i, at der må være nogen i Dansk Cykel Union, der ikke vil ham det godt.
Lige nu trænger dansk cykelsport til to ting: Nogle helte, og noget sammenhold. Har man ikke en Michael Rasmussen, der med sin fremragende kørsel i alperne har sikret den gule førertrøje i Tour de France, ville vi heller ikke have nogle unge knægte, der drømmer om at blive cykelryttere – derfor er Michael Rasmussens indsats fantastisk for dansk cykelsport – og dermed DCU. Men formår man ikke at holde sammen i cykelverdenen blandt union, ryttere, hold og sponsorere, kan det hele være lige meget.
Med udelukkelsen af Michael Rasmussen har Jesper Worre og hans kolleger i DCU sat sportens fremtid på spil i en tid, hvor det netop er vigtigt at bakke op, og støtte. I stedet for at gå i dialog, og sikre et samarbejde, har DCU gjort det modsatte.
Man kan mene meget om doping, og det er der mange særligt journalister og kommunikationsfolk, der gør. Michael Rasmussen har fået EN advarsel, fra DCU, sendt til Rabobank, og har i øvrigt aldrig været i nærheden af at blive taget for doping. Alligevel vælger en helt ædruelig bestyrelse at ekskludere ham, selvom dette strider mod al fornuft, og alle internationale regler.
Hvis jeg i dag var en 15 årig knægt, havde et talent, og havde en cykelrytter i maven, er det ikke just DCU's handling, der ville få mig til at fortsætte kampen på landevejene. Det gør derimod Michael Rasmussens fremragende og enestående indsats i Tour de France. Gid Michael Rasmussen må vinde, både over de franske bjerge og DCU's bestyrelse.

Etiketter:
DCU,
doping,
Jesper Worre,
Michael Rasmussen
Abonner på:
Opslag (Atom)