'Helt ude af proportioner'

Siger Danmarks for tiden enlige cykelstjerne om DCU's udelukkelse af ham på det danske cykellandshold. Og det er endda rigtigt svært ikke at give ham ret i, at der må være nogen i Dansk Cykel Union, der ikke vil ham det godt.

Lige nu trænger dansk cykelsport til to ting: Nogle helte, og noget sammenhold. Har man ikke en Michael Rasmussen, der med sin fremragende kørsel i alperne har sikret den gule førertrøje i Tour de France, ville vi heller ikke have nogle unge knægte, der drømmer om at blive cykelryttere – derfor er Michael Rasmussens indsats fantastisk for dansk cykelsport – og dermed DCU. Men formår man ikke at holde sammen i cykelverdenen blandt union, ryttere, hold og sponsorere, kan det hele være lige meget.

Med udelukkelsen af Michael Rasmussen har Jesper Worre og hans kolleger i DCU sat sportens fremtid på spil i en tid, hvor det netop er vigtigt at bakke op, og støtte. I stedet for at gå i dialog, og sikre et samarbejde, har DCU gjort det modsatte.

Man kan mene meget om doping, og det er der mange særligt journalister og kommunikationsfolk, der gør. Michael Rasmussen har fået EN advarsel, fra DCU, sendt til Rabobank, og har i øvrigt aldrig været i nærheden af at blive taget for doping. Alligevel vælger en helt ædruelig bestyrelse at ekskludere ham, selvom dette strider mod al fornuft, og alle internationale regler.

Hvis jeg i dag var en 15 årig knægt, havde et talent, og havde en cykelrytter i maven, er det ikke just DCU's handling, der ville få mig til at fortsætte kampen på landevejene. Det gør derimod Michael Rasmussens fremragende og enestående indsats i Tour de France. Gid Michael Rasmussen må vinde, både over de franske bjerge og DCU's bestyrelse.

Kom igen Bjarne

Sgu mærkeligt som inkarneret cykelfan at se dagens prolog fra London, hvor CSC vandt en fantastisk flot sejt med Cancellaras imponerende sejr.

ikke at det er mærkeligt at svejtseren vinder - det har han fuldt fortjent, men mærkeligt fordi spillet omkring touren og CSC har været så mærkværdigt. Først vælger CSC-holdet at meddele, at Bjarne bliver hjemme fordi han er træt og ikke har kræfterne til at sloges med pressen i tre uger, hvorefter man så ser ham i fuld vigør hos CSC.

Men hele situationen er også mærkelig. Alle ved, at Bjarne Riis er feltets dygtigste sportsdirektør - både på det rent strategiske, men også på det taktiske. Det er hævet over enhver tvivl, at Bjarne Riis var en fremragende rådgiver under de vanskelige etaper for hans tidligere topryttere - og også ville være det for bl.a. Carlos Sastre.

Men fordi en eller anden tysk idiot, mener at CSC bruger doping, er de tre eneste der interesserer sig for doping i Danmark, gået i den vilde heksejagt, og Bjarne Riis ville ikke kunne lave et eneste interview, eller et eneste pressemøde uden at skulle forholde sig til idiot Jakse, fordi Olav Skaaning, Lars Werge og kulturministeren, synes at det der doping er så skide interessant.

Men det er det ikke. I Tour de France er det cyklingen, taktikken, udstyret og evnerne, der er interessant. Derfor burde Bjarne have været der fuldt ud for CSC - han kan så takke en tysk og tre danske idioter for at han ikke kan være det.

Bør Bjarne Riis vedkende sig fortidens synder

Den tidligere DR Journalist Olav Skaaning Andersen, fortæller i dag i Berlingske Tidende om sin manglende respekt for fortidens store cykelryttere, der har nægtet at erkende dopingmisbrug, selvom et hav af indicier indikerer, at rytterene engang har kørt på andet end sødmælk og pasta.

Olav Skaaning Andersens holdning er interessant, fordi han om nogen er manden, der startede jagten på doping i cykelsporten. Han har tømt papirkurve, har hentet insiderinformation, har analyseret kemiprøver og meget andet for at afsløre cykelrytternes snyd. Og han er stadig indikeret. I dagens Berlingske mener han, at man ikke kan have respekt fx for en Bjarne Riis, og Johan Bruynell, (der er sportsdirektør på Discovery), fordi disse to tidligere har været mistænkt for doping.

Jeg er uenig med Olav Skaaning - og er dermed også uenig med fx Jesper Skibby, der for nylig havde behov for at stå frem, mange år efter at karrieren sluttede, for at fortælle om sit dopingmisbrug.

Bjarne Riis har med ansættelsen af Rasmus Damsholdt gjort præcis, hvad der skal til for at nytænke cykelsporten, og nytænke sporten i en verden hvor doping ikke er en del af konkurrencen. Det er visionært og fremadrettet. Det giver en ramme for, hvordan man kan køre cykelløb - og vinde dem, selv uden brug af Doping.

Dette burde Olav Skaaning Andersen anerkende. Det gør han ikke - i stedet jagter han den ultimative bekræftelse på sin journalistiske genialitet, ved igen at kræve at fortidens cykelkorrifæere går til bekendelse. Men dette vil hverken fortidens cykelryttere, cykelsporten, eller fremtidens cykelryttere opnå noget som helst ved. Men Olav Skaaning Andersen vil kunne sige: 'Hvad sagde jeg'. Men cykelsporten og historien er ikke til for Olav Skaaning Andersens skyld, - men for fremtidens skyld. Og af den grund bør man lade fortiden ligge, og koncentrere sig om fremtiden.