Siger Danmarks for tiden enlige cykelstjerne om DCU's udelukkelse af ham på det danske cykellandshold. Og det er endda rigtigt svært ikke at give ham ret i, at der må være nogen i Dansk Cykel Union, der ikke vil ham det godt.
Lige nu trænger dansk cykelsport til to ting: Nogle helte, og noget sammenhold. Har man ikke en Michael Rasmussen, der med sin fremragende kørsel i alperne har sikret den gule førertrøje i Tour de France, ville vi heller ikke have nogle unge knægte, der drømmer om at blive cykelryttere – derfor er Michael Rasmussens indsats fantastisk for dansk cykelsport – og dermed DCU. Men formår man ikke at holde sammen i cykelverdenen blandt union, ryttere, hold og sponsorere, kan det hele være lige meget.
Med udelukkelsen af Michael Rasmussen har Jesper Worre og hans kolleger i DCU sat sportens fremtid på spil i en tid, hvor det netop er vigtigt at bakke op, og støtte. I stedet for at gå i dialog, og sikre et samarbejde, har DCU gjort det modsatte.
Man kan mene meget om doping, og det er der mange særligt journalister og kommunikationsfolk, der gør. Michael Rasmussen har fået EN advarsel, fra DCU, sendt til Rabobank, og har i øvrigt aldrig været i nærheden af at blive taget for doping. Alligevel vælger en helt ædruelig bestyrelse at ekskludere ham, selvom dette strider mod al fornuft, og alle internationale regler.
Hvis jeg i dag var en 15 årig knægt, havde et talent, og havde en cykelrytter i maven, er det ikke just DCU's handling, der ville få mig til at fortsætte kampen på landevejene. Det gør derimod Michael Rasmussens fremragende og enestående indsats i Tour de France. Gid Michael Rasmussen må vinde, både over de franske bjerge og DCU's bestyrelse.