Tier du din virksomhed ihjel?

Offentliggjort i Erhvervsbladet den 14. maj 2009:

Krisen går ikke over, bare fordi man ikke siger noget...

Fra uendelig succes til betalingsstandsning. På bare et år har finanskrisen vendt op og ned på de fleste virksomheders økonomiske situation – og mange har svært ved at navigere i de nye vande, hvor kommunikationen er en af nøglerne til at styre forretningen. Morsing PR giver derfor fem gode råd til, hvordan der skal kommunikeres i en krisetid.

Af pr-konsulent Esther Dora Rado og seniorchef Kim Ege Møller, Morsing PR.

Når virksomheder for et år siden henvendte sig til pr- og kommunikationsbranchen, var det ofte fordi, ledelsen mente, at tiden var moden til at fortælle omverdenen om virksomhedens succeser.

I dag drejer henvendelserne sig om krise – nedskæringer, forandringer, fyringer og naturligvis intern og ekstern formidling af disse mindre bekvemme emner. Pludselig, ja nærmest fra den ene dag til den anden, er kommunikation blevet problematisk, strategisk tung, og rigtig svært at håndtere.

Store forandringer, som dem vi oplever på finansmarkedet lige nu, kræver en helt ny form for kommunikation. For nogle er det nødvendigt med krisekommunikation, men for de fleste handler det om at kommunikere på en ny måde. Dem der ikke tidligere har kommunikeret, internt som eksternt, er nødt til at starte, for I disse tider opfatter vi dem vi ikke hører fra, som kriseramte eller døde.

I den sidste tid har man kunnet se virksomheder, tale om, at de frygter at agere i krisen fordi man så frygter at blive opfattet som en del af den. Men strategisk kommunikation handler ikke kun om, hvordan man kommunikerer, når man selv er i krise. I nogle tilfælde handler krisekommunikation om, hvordan man kommunikerer, når alle andre er i krise.

Som i enhver form for krise, drejer krisekommunikation sig om at rede trådene ud og redegøre for sin gøren og laden. Ikke fordi man er under mistanke, men for at undgå at komme det. Her er derfor fem gode råd til virksomheder i med- og modgang, der har brug for at få styr på krisekommunikationen.

1. Bliv i kampen. Går virksomheden fra den ene dag til den anden i flyverskjul af frygt for at kommunikere noget forkert, rammes man dobbelt. Det er fordi, mennesket på forhånd stoler på det, der er nærværende – i dette eksempel dem, som kommunikerer. Dem, der forsvinder, glemmes – og erklæres døde. Eller endnu værre – omverdenen kan få den mistanke, at virksomheden har noget at skjule.
2. Forhold jer ærligt til krisen. Vi tror på dem, der ærligt fortæller, hvad de forventer. Vælg ikke en side eller et parti, men fortæl om virksomhedens forhold under krisen, og hvordan I forbereder jer på den. Hvad er jeres forventninger? Hvad er der af muligheder?
   På samme måde skal I ikke være bange for at fortælle den negative historie. For hvis den kommunikeres med overskud og et bud på en løsning, vil virksomheden fremstå som en stærk, moderne og åben virksomhed, der også tør fortælle om, når det går mindre godt.
3. Sammenhæng og overensstemmelse. Sørg for, at der er nøje sammenhæng mellem det, der siges til medarbejdere, kunder, ejere og pressen – også når de ubehagelige meddelelser skal gives. Ved at kommunikere klart og entydigt, sikrer I jer imod fejlfortolkninger og misforståelser, der alt for ofte ender som åben skyttegravskrig i pressen.
4. Indlevelse. Sæt dig i ejernes, kundernes, pressens og medarbejdernes sted. Med empati vil du ikke blot opnå at se problemerne fra andre vinkler, men også kunne målrette kommunikationen bedre.
5. Handl og kommunikér. Ikke omvendt. Tal ikke om, hvad I kunne tænke jer, eller hvilke gode løsninger I har fået øje på. Fortæl hellere om, hvad I har gjort. Så ser folk nemlig ikke bare en virksomhed, der taler, men en virksomhed, der handler!
   

THANK YOU Nicklas Bendtner

Selvfølgelig trak det overskrifter, og selvfølgelig var den samlede danske sportspresse forargede da Nicklas Bendtner i sidste uge blev fotograferet med bukserne nede, da han forlod en natklub i London.

Det spændende bliver nu at følge, hvordan pressen behandler Bendtner i de kommende måneder. For Nicklas Bendtner er både som spiller, men i høj grad også som person, en ekstremt tiltrængt profil i sportspresse, der bliver mere og mere profilløs.

Når man for 10 år siden som journalist, besøgte en almindelig dansk fodboldklub, mødte man først og frememst fodboldspillere, der sjældent var voldsomt velformulerede, men ofte meget engagerede i deres fodboldsspil. Sådan er det ikke mere. Selv FC Midtjyllands førsteholdsspillere, er både medietrænede og bevidste om, at alle udtalelser og citater kan blive brugt i mod dem, derfor gælder det mest af alt om at undgå at sige noget. Og i dag har vi et dansk landshold, der bortset fra Nicklas Bendtner og Daniel Agger, fuldstændigt ligner hinanden. De taler altid pænt og respektfuldt om hinanden og om modstanderen, og er kommer aldrig med bombastiske udtalelser, der kan tolkes kritisk.

Men sådan er det ikke med Nicklas Bendtner. Derfor er han så utroligt livsvigtig for sportspressen. Han tør sige, at han vil vinde guld, at han er den bedste og vil spille på Arsenals tophold hver gang. Bendtner tør sige det, de andre tænker, og gøre det de andre ikke tør. Han får sine tæv, men er jo indtil videre sluppet rimeligt heldigt fra det.

Dermed har Nicklas Bendtner overtaget Stig Tøftings, Thomas Gravesens og Mark Strudahls rolle, og har igen bragt lidt liv ind i den danske sportspresse. Det håber jeg sportspressen husker at kvittere for!

Lys i vinduerne den 4. maj

Det er den 4. maj, og i aften sætter mange danskere stadig lys i vinduerne, for at mindes den fred Danmark fik efter 5 besatte år i 1945.

At sætte lys i vinduet føles både godt og sært. Godt fordi, det er vigtigt at markere og vise, at fred og fællesskab er en vigtig værdi i Danmark. Sært fordi jeg har en følelse af, at jeg tager del i noget, hvor jeg egentlig ikke har ret til at være.

Jeg er så ung, at jeg selvsagt ikke aner, hvad det vil sige at kæmpe mod nazisterne i en krig og mine forældre er præcist så gamle, at de kun var små børn, da Danmark var besat. Jeg kan altså ikke påberåbe mig den følelse eller fornemmelse af, endelig at være blevet befriet, som var det der fik danskerne til at tænde bål i gaderne og lys i vinduerne i 1945.

Alligevel er den 4. maj en vigtig dag, og stearinlysene i vinduet rigtige, fordi den 4. maj først o fremmest markerer det godes kamp over det onde. Frihedens sejr og nazismen - og glemmer vi dette, risikerer vi, at det onde igen får rod.

Derfor vil jeg i aften tænde lys i vinduerne, og om 5 år vil jeg fortælle mine børn, hvorfor.

Kampen om Nasers guld

Man kan undre sig meget over, hvad Danmark skal med endnu et lille midterparti, der ligger til højre for midten, og hvorfor både Simon Emil Ammitzbøl, Anders Samuelsen og Naser Khader tror på deres nye politiske projekter.

Svaret skal findes i dannelsen af Ny Alliance i foråret 2007. Her formåede de tre partistiftere at samle en enorm vælgerskare om nogle ganske enkle mærkesager. Man ønskede at bevare et borgerligt/liberalt ledet Danmark, men give det et menneskeligt ansigt - eller sagt på en anden måde; Målet var at stække Pia Kjærsgaards og dansk Folkepartis magt. Det var det, der sammen med de sociale og humanistiske budskaber i en borgelig indpakning, der skabte det ekstreme brede vælgergrundlag, der i Ny Alliances første levetid, bare voksede og voksede - lige indtil ballonen sprang, fordi der gik kludder i udmeldinger og praktisk politik.

Men alle kommunikationsplatforms-analyser jeg har set, bekræfter Khaders, Samuelsens og Ammitzbøls projekt - der er masser af stemmer og opbakning at hente - men ingen af de tre har formået, at gentage de budskaber troværdigt, som vælgerne vil have.

Man kan undre sig over, at socialdemokrater, radikale og konservative blot opfatter Alliancerne, Centrummet og alle de andre midter-forvirrede politiske initiativer som fjolleri. For spillet foregår på en banehalvdel, der megt let kan flytte sig, og man kan undre sig over at ingen af de gamle partier, med både interesser og vælgere på denne banehalvdel gør noget som helst for at kommunikere til dette område - tvært i mod.

Travlhed ved håndvaskene

Erik Ove burde være en alt for dygtig journalist og kommunikationsrådgiver, og Deloitte, KPMG og Ernst & Young burde som revisionsselskaber være for grundige og metodiske til, at de sammen med alle hovedpersonerne har ladet sig snyde af Stein Bagger. Nu har de alle forsøgt at vaske hænder, men har ikke gjort det særligt grundigt.

IT-Factory - er en arketype på en god historie. Den ihærdige og dygtige journalist Dorthe Toft, fatter mistanke mod den smarte og polerede Stein Bagger og hans bestyrelsesformand Asger Jensby - og sammen med Computerworlds Jan Horsager sætter hun sig for at afdække sandheden. Og finder så 'rygende pistoler' i form af falske underskrifter, et hemmeligt kontor, og en direktør der stikker af fra kone og børn i Dubai - og en række banker der opgør deres tab i milliardklassen.

I dag undskylder alle sig med, at de lod sig forføre af Stein Bagger, og lod sig overbevise af hinanden; bestyrelsesformanden og kommunikationsmanden af revisorerne, revisorerne af bestyrelsesformanden og kommunikationen. derfor fik IT-Factory både godkendte regnskaber, priser og hæder, og en bestyrelse og ledelse, der selv troede på det.

For mig er det bare ufatteligt at en revision ikke bare tjekker bilag, men også de kunder og virksomheder der står bag bilagene, og endnu mere undrer det, at bestyrelsesformanden ikke aner hvilke kunde,r og partnere firmaet har. Og som journalist forstår jeg ganske enkelt ikke at Erik Ove, selv har fået mistanke til sin kunde, særligt i konfrontationen med Dorthe Toft. Det arbejde Erik Ove gjorde i den forbindelse var hverken særligt kønt, eller særligt professionelt - og nu hvor hele sagen er kulmineret udstilles en række personer og virksomheder, som inkompetente.

Tegning og ytringsfrihed

I dag har 1200 mennesker meldt sig ind i en gruppe der hedder ”Undskyld Muhammed” på facebook.com. I beskrivelsen af gruppen står der blandt andet, at de danske avisers genoptryk af muhammedtegningerne intet har med ytringsfrihed at gøre – det handler alene om hævn og provokation – trykt i ytringsfrihedens hellige navn.

For et par måneder siden skændtes man i Nordsjælland om det rimelige i, at en 12 årig dreng blev smidt ud af en skole, fordi han omtalte en lærer som ’pedo’. Ordene blev ikke skrevet fordi den 12 årige ønskede at anklage læreren, sagde drengens forældre og advokat, - men alene for at spille smart og provokere.

Præcist sådan har jeg det med Muhammedtegningerne. Da de blev trykt var det ikke i et forsøg på at forsvare ytringsfriheden – for ytringringsfriheden fejlede ikke noget – men alene for at provokere og spille smart. Ingen kunne forhindre, ingen ønskede at forhindre det – men ligesom med den 12 åriges dreng ’pedo’ – kommentar – så stødte tegningerne sjovt nok en stor gruppe mennesker, der følte sig tilsvinede og respektløst behandlet.

Efter tegningerne var trygt opstod der de kampe vi alle husker – og statsminister, chefredaktører og andet godtfolk gjorde det hurtigt til en kamp om forsvar af ytringsfriheden. Og ytringsfriheden er jo en af vores demokratis vigtigste søjler, så tumperne der brændte flag af, og var skøre – blev dermed til bekæmpere af ytringsfriheden. Men det var de var ikke! De var provokerede – og det havde de fuldt ud ret til at være!

Vores grundlovssikrede ret til ytringsfrihed gør, at vi alle kan sige og tegne, det vi har lyst til. Men når vi skriver og tegner ting, der bevidst provokerer og irriterer mennesker eller befolkningsgrupper, så må man også leve med, at der er nogen der bliver sure og provokerede – særligt i lande hvor de ikke går så højt op i det med ytringsfriheden.

Betyder dette så, at jeg synes at mordplanerne mod Kurt W var i orden? Nej fandme nej – og jeg støtter fuldt ud både udvisning og fængsel – men det betyder, at bare fordi man synes det var sjovt at provokere for et par år siden, så betyder det ikke at man partout behøver at gøre det igen.

Seje Malou!

I går kunne store dele af pressen fortælle historien om, at Ny Alliances vælgere, mener at Malou Aamund svigtede sine vælgere, ved at gå fra Alliancen til Venstre. Det havde været meget overraskende, hvis målingen var nået frem til et andet resultat – så reseultatet i sig selv er temmeligt uinteressant.

Malou Aamund selv, er derimod ekstremt interessant. Fra at blive betragtet endnu et medlem i storbytosse-partiet, kunne man efter valget konstatere, at hun som den eneste i Ny Alliance, både koncentrerede sig om sin politiske opgave og dels sørgede for at have en professionel og meget fokuseret profil i pressen. Som den eneste i partiet virkede Malou Aamund som en 'rigtig' politiker, der var kommet i folketinget for at kæmpe for nogle politiske mål.

Men hurtigere end nogen anden blev Malou Aamund også fanget af det tiltider beskidte politiske spil. Ingen havde forventet at uerfarne Malou Aamund så hurtigt ville forstå vigtigheden af, at skal man gøre noget beskidt, skal man gøre det effektfuldt og timet. Og det er i det lys man skal se kovendingen i torsdags. At Malou Aamund valgte den sidste dag i forhandlingerne om asylreglerne er selvfølgelig ikke tilfældig. Havde hun ventet til mandag, havde Naser Khader sandsynligvis kunnet præsentere det første og vigtigste politiske resultat for Ny Alliance – men når beslutningen om at skifte er truffet, gælder det om at ødelægge mest muligt i det man forlader, og styrke mest muligt, der hvor man går hen – og det opnåede Malou Aamund – sandsynligvis i god overensstemmelse med sit nye parti.

Da medierne i går bad Malou Aamund om hendes kommentar til, at hun havde svigtet sine vælgere svarede hun: ” Det er tydeligt, at halvdelen af danskerne ikke er glade for, at regeringen er styrket, fordi mange vælgere fra den røde blok havde set frem til at bringe regeringen i mindretal. Så jeg skal nok bare vænne mig til at have oppositionen på nakken, selv om jeg er en del af et flertal, som fortsat arbejder for bredest mulige aftaler”.
- Undskyld – men denne kommentar kunne Michael Kristiansen ikke have skruet bedre sammen. Fremragende afledning, og samtidig et udmærket mudderangreb på de nye modstandere, - det hele samlet i et glimrende, effektfuldt citat.

Hvis Malou Aamund vil, har hun alt det, der skal til for at komme helt til tops i Venstre – hvilket fuldt ud erkender også var en overraskelse for mig, der kun kender hende fra hendes tid i IBM. Men hun er ikke bare dygtig og politisk indigneret – hun har også vist, at hun mestrer det politiske håndværk, der er forudsætningen for politisk succes – uanset om det er i Ny Alliance, Enhedslisten eller Venstre.

Respekt!