De nyttige idioter

Pressen lugtede blod, da Brøndby IF mandag valgte at fyre direktør Hermann Haraldsson, og med bestyrelsesformand Per Bjerregaards et døgns lange tavshed, var der virkelig lagt op til fest i galehuset på vestegnen.

Imidlertid ebbede nyhederne langsomt ud, - selv hovedsponsor Jesper Nielsen, gav udtryk for at acceptere, at bestyrelse og direktion åbenbart ikke var enige om strategi og udviklingen af forretningen.

Men senstationsværdien dør jo ikke, bare fordi strømmen af facts ebber ud. Derfor går sportsjournalisterne nu på jagt efter flere kompromitterende historier, og her render man så meget heldigt ind Casper Rose, der er lektor på CBS. Jeg kender ikke Casper Rose - men det er ikke med denne uges presseomtale, at han virkeligt sætter sit fodaftryk som ekspert i virksomhedsforhold. Snarere får han tildelt den lidet prangede rolle som 'nyttig idiot' for pressen, fordi han lægger navn og titel til flere historier, der bedst kan betegnes som vrøvl.

Først mener Casper Rose, at tildelingen af Aktieoptioner til Hermann Haraldsson i juni 2009 er et udtryk for, at bestyrelsesformand Bjerregaard lyver om, at fyringen var under overvejelse i flere måneder. Men havde Casper Rose haft almen viden om ansættelse af direktører og direktør-kontrakter ville han vide, at det er ganske almindeligt at en direktør i sin kontrakt har en aftale om, at man efter en bestemt periode - fx. et år - vil kunne opnå disse incitaments-aftaler. Der er intet underligt i det - havde man undladt at udbyde optionerne, ville bestyrelsen sandsynligvis have brudt sin kontrakt med Hermann Haraldsson .

Dagen efter forvilder Casper Rose sig ud i en ny historie om, at fyringen måske er ulovlig, fordi begrundelsen for fyringen ikke fremgår af fondsbørsmeddelsen fra Brøndby IF. Også dette er noget vrøvl. Der er bestemt ikke præcedens for, at man begrunder fyringen af adm. direktører, udover det det Brøndby IF gør i meddelelsen. Tvært i mod, vil det være ekstremt svært at finde et eksempel på en børsnoteret virksomhed, der detaljeret forklarer en fyring. Og for at blive i sportsverdenen, kan man se Parken Sport og Entertaintments fyring af Jørgen Glistrup - heller ikke her, var begrundelsen uddybet. Der er derfor heller ingen fare for, at OMX Nasdaq skal komme efter Brøndby IF for deres håndtering af fyringen.

Det er uvidst om Casper Rose har en dagsorden eller vitterligt bare er ekstremt uvidende. Om alle omstændigheder er det i hvert fald pinligt, at han agerer så uvidende og forkert, og må om alle omstændigheder være et problem for CBS.

Tilbage i Brøndby IF har man nu en kæmpeopgave, dels med endnu engang at redde renommeet, og dels ved at få styr på kommunikationen. Klubben kan nemlig udelukkende takke sig selv for, at pressen går så ensidigt efter bestyrelsesformanden og klubben. Havde man ageret professionelt og åbent, kunne man have undgået en del kritisk omtale, selv sludderet fra Casper Rose.

Når professionelle sportsfolk skal styres af amatører

For et par måneder siden fik Dansk Håndbold sine velfortjente tæv for deres håndtering af Kolding Ifs Bo Spellerberg, der først fik karantæne i semifinalerne i mesterkabskampen i herrehåndbold, så alligevel ikke, også alligevel.

I går var det DCU, Dansk Cykle Union, der heller ikke kan hitte ud af at styre kommunikationen. I stedet for at give Michael Rasmussen et klart svar på om han vil kunne stille op i Post Danmark Rundt, svarer man; ingenting. Sandsynligvis fordi man i frygt for at komme til at sige noget forkert, vælger at undlade at svare, og forsvarer så sit manglende svar med, at pressen er meget interesseret i den korrespondance der kører mellem Michael Rasmussen og DCU.

Nu har DCU aldrig været udråbt som de allerskarpeste når det handler om at træffe beslutninger og kommunikere dem. Men meldingen i går om, at man ikke kan tage stilling til Michael Rasmussen er så indlysende tåbelig og farlig, at selv en amatørleder bør kunne se det.

Kernen i sagen om Michael Rasmussens deltagelse i Post Danmark rundt er ikke, hvilket hold han kører på. Kernen er Michael Rasmussen selv. Hvordan forklarer man at to års overstået karantæne alligevel ikke er straf nok for Danmarks måske skarpeste cykelrytter, uden at gå på kompromis med helt almindelige etiske grundprincipper – eller omvendt: Hvordan forklarer man presse og sponsorer, at en dømt dopingsynder (der dog aldrig er blevet taget for doping) får lov til at stille op, og måske vinde Post Danmark Rundt? samtidig med at man siger man har verdens skarpeste antidoping-regler.

Opgaven er ikke nødvendigvis nem, men den handler først og fremmest om at træffe en beslutning og derefter turde stå til mål for den. Det tør DCU tydeligvis ikke, og derfor venter der dem nu endnu flere, velfortjente drøje hug.

Når elendige krisekommunikationsplaner går for vidt

Ekstrabladet skriver i dag denne artikel: http://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/article1177532.ece
om skolechefen i Holbæks håndtering af den tragiske sag på Udby skole, hvor en 12 årig dreng har begået selvmord, angiveligt efter at have været udsat for massiv mobning gennem flere år. Hvis artiklen holder, er dette et skræmmende eksempel på en kommune, hvor kommunikationen og kommunikationsstrategien er helt fuldstændigt gal! I artiklen bruger skoledirektøren en krisekommunikationsplan, som undskyldning for, at man ikke ønsker at udtale sig til medierne, og at lærere, skoleledere og forældre er blevet udstyret med mundkurve overfor pressen. Hvis dette er beskrevet i en strategi, er der tale om katastrofalt dårlig strategi, der vil komme til at ramme skolen og kommunen langt hårdere.

Det altafgørende i en sag som denne er, at kommunen og skolen kommunikerer åbent og ærligt, ikke bare til forældre, medarbejdere og pårørende, men også til resten af samfundet – og det sker altså også gennem pressen. Gør man ikke det, sker der det, der nu er sket for Udby skole; en masse borgere spørger nu sig selv, hvorfor man på Udby skole og i Holbæk kommune ikke gjorde mere for Robert Larsen, og lukketheden opfattes, som et udtryk for, at man mangler svar. Når skoledirektøren dækker sig ind bag sin krisekommunikationsplan, udtrykker hun et en ubehagelig grad af ligegladhed med de mange mennesker, der har et berettiget ønske om at få at vide, hvordan i alverden dette kunne gå så galt - og som ønsker at vide, hvilken rolle kommunen og skolen har spillet.

Havde Holbæk kommune haft en rigtig kommunikationsstrategi, ville man med det samme have sørget for at identificere alle interessenterne, herunder pressen. Og man ville have sørget for, at de budskaber og den viden man har, ville være blevet kommunikeret klar og præcist, og med det samme til alle. På den måde ville man give indtryk af, at man tog dette tragiske dødsfald alvorligt - nu giver man udtryk for det modsatte.

Tier du din virksomhed ihjel?

Offentliggjort i Erhvervsbladet den 14. maj 2009:

Krisen går ikke over, bare fordi man ikke siger noget...

Fra uendelig succes til betalingsstandsning. På bare et år har finanskrisen vendt op og ned på de fleste virksomheders økonomiske situation – og mange har svært ved at navigere i de nye vande, hvor kommunikationen er en af nøglerne til at styre forretningen. Morsing PR giver derfor fem gode råd til, hvordan der skal kommunikeres i en krisetid.

Af pr-konsulent Esther Dora Rado og seniorchef Kim Ege Møller, Morsing PR.

Når virksomheder for et år siden henvendte sig til pr- og kommunikationsbranchen, var det ofte fordi, ledelsen mente, at tiden var moden til at fortælle omverdenen om virksomhedens succeser.

I dag drejer henvendelserne sig om krise – nedskæringer, forandringer, fyringer og naturligvis intern og ekstern formidling af disse mindre bekvemme emner. Pludselig, ja nærmest fra den ene dag til den anden, er kommunikation blevet problematisk, strategisk tung, og rigtig svært at håndtere.

Store forandringer, som dem vi oplever på finansmarkedet lige nu, kræver en helt ny form for kommunikation. For nogle er det nødvendigt med krisekommunikation, men for de fleste handler det om at kommunikere på en ny måde. Dem der ikke tidligere har kommunikeret, internt som eksternt, er nødt til at starte, for I disse tider opfatter vi dem vi ikke hører fra, som kriseramte eller døde.

I den sidste tid har man kunnet se virksomheder, tale om, at de frygter at agere i krisen fordi man så frygter at blive opfattet som en del af den. Men strategisk kommunikation handler ikke kun om, hvordan man kommunikerer, når man selv er i krise. I nogle tilfælde handler krisekommunikation om, hvordan man kommunikerer, når alle andre er i krise.

Som i enhver form for krise, drejer krisekommunikation sig om at rede trådene ud og redegøre for sin gøren og laden. Ikke fordi man er under mistanke, men for at undgå at komme det. Her er derfor fem gode råd til virksomheder i med- og modgang, der har brug for at få styr på krisekommunikationen.

1. Bliv i kampen. Går virksomheden fra den ene dag til den anden i flyverskjul af frygt for at kommunikere noget forkert, rammes man dobbelt. Det er fordi, mennesket på forhånd stoler på det, der er nærværende – i dette eksempel dem, som kommunikerer. Dem, der forsvinder, glemmes – og erklæres døde. Eller endnu værre – omverdenen kan få den mistanke, at virksomheden har noget at skjule.
2. Forhold jer ærligt til krisen. Vi tror på dem, der ærligt fortæller, hvad de forventer. Vælg ikke en side eller et parti, men fortæl om virksomhedens forhold under krisen, og hvordan I forbereder jer på den. Hvad er jeres forventninger? Hvad er der af muligheder?
   På samme måde skal I ikke være bange for at fortælle den negative historie. For hvis den kommunikeres med overskud og et bud på en løsning, vil virksomheden fremstå som en stærk, moderne og åben virksomhed, der også tør fortælle om, når det går mindre godt.
3. Sammenhæng og overensstemmelse. Sørg for, at der er nøje sammenhæng mellem det, der siges til medarbejdere, kunder, ejere og pressen – også når de ubehagelige meddelelser skal gives. Ved at kommunikere klart og entydigt, sikrer I jer imod fejlfortolkninger og misforståelser, der alt for ofte ender som åben skyttegravskrig i pressen.
4. Indlevelse. Sæt dig i ejernes, kundernes, pressens og medarbejdernes sted. Med empati vil du ikke blot opnå at se problemerne fra andre vinkler, men også kunne målrette kommunikationen bedre.
5. Handl og kommunikér. Ikke omvendt. Tal ikke om, hvad I kunne tænke jer, eller hvilke gode løsninger I har fået øje på. Fortæl hellere om, hvad I har gjort. Så ser folk nemlig ikke bare en virksomhed, der taler, men en virksomhed, der handler!
   

THANK YOU Nicklas Bendtner

Selvfølgelig trak det overskrifter, og selvfølgelig var den samlede danske sportspresse forargede da Nicklas Bendtner i sidste uge blev fotograferet med bukserne nede, da han forlod en natklub i London.

Det spændende bliver nu at følge, hvordan pressen behandler Bendtner i de kommende måneder. For Nicklas Bendtner er både som spiller, men i høj grad også som person, en ekstremt tiltrængt profil i sportspresse, der bliver mere og mere profilløs.

Når man for 10 år siden som journalist, besøgte en almindelig dansk fodboldklub, mødte man først og frememst fodboldspillere, der sjældent var voldsomt velformulerede, men ofte meget engagerede i deres fodboldsspil. Sådan er det ikke mere. Selv FC Midtjyllands førsteholdsspillere, er både medietrænede og bevidste om, at alle udtalelser og citater kan blive brugt i mod dem, derfor gælder det mest af alt om at undgå at sige noget. Og i dag har vi et dansk landshold, der bortset fra Nicklas Bendtner og Daniel Agger, fuldstændigt ligner hinanden. De taler altid pænt og respektfuldt om hinanden og om modstanderen, og er kommer aldrig med bombastiske udtalelser, der kan tolkes kritisk.

Men sådan er det ikke med Nicklas Bendtner. Derfor er han så utroligt livsvigtig for sportspressen. Han tør sige, at han vil vinde guld, at han er den bedste og vil spille på Arsenals tophold hver gang. Bendtner tør sige det, de andre tænker, og gøre det de andre ikke tør. Han får sine tæv, men er jo indtil videre sluppet rimeligt heldigt fra det.

Dermed har Nicklas Bendtner overtaget Stig Tøftings, Thomas Gravesens og Mark Strudahls rolle, og har igen bragt lidt liv ind i den danske sportspresse. Det håber jeg sportspressen husker at kvittere for!

Lys i vinduerne den 4. maj

Det er den 4. maj, og i aften sætter mange danskere stadig lys i vinduerne, for at mindes den fred Danmark fik efter 5 besatte år i 1945.

At sætte lys i vinduet føles både godt og sært. Godt fordi, det er vigtigt at markere og vise, at fred og fællesskab er en vigtig værdi i Danmark. Sært fordi jeg har en følelse af, at jeg tager del i noget, hvor jeg egentlig ikke har ret til at være.

Jeg er så ung, at jeg selvsagt ikke aner, hvad det vil sige at kæmpe mod nazisterne i en krig og mine forældre er præcist så gamle, at de kun var små børn, da Danmark var besat. Jeg kan altså ikke påberåbe mig den følelse eller fornemmelse af, endelig at være blevet befriet, som var det der fik danskerne til at tænde bål i gaderne og lys i vinduerne i 1945.

Alligevel er den 4. maj en vigtig dag, og stearinlysene i vinduet rigtige, fordi den 4. maj først o fremmest markerer det godes kamp over det onde. Frihedens sejr og nazismen - og glemmer vi dette, risikerer vi, at det onde igen får rod.

Derfor vil jeg i aften tænde lys i vinduerne, og om 5 år vil jeg fortælle mine børn, hvorfor.

Kampen om Nasers guld

Man kan undre sig meget over, hvad Danmark skal med endnu et lille midterparti, der ligger til højre for midten, og hvorfor både Simon Emil Ammitzbøl, Anders Samuelsen og Naser Khader tror på deres nye politiske projekter.

Svaret skal findes i dannelsen af Ny Alliance i foråret 2007. Her formåede de tre partistiftere at samle en enorm vælgerskare om nogle ganske enkle mærkesager. Man ønskede at bevare et borgerligt/liberalt ledet Danmark, men give det et menneskeligt ansigt - eller sagt på en anden måde; Målet var at stække Pia Kjærsgaards og dansk Folkepartis magt. Det var det, der sammen med de sociale og humanistiske budskaber i en borgelig indpakning, der skabte det ekstreme brede vælgergrundlag, der i Ny Alliances første levetid, bare voksede og voksede - lige indtil ballonen sprang, fordi der gik kludder i udmeldinger og praktisk politik.

Men alle kommunikationsplatforms-analyser jeg har set, bekræfter Khaders, Samuelsens og Ammitzbøls projekt - der er masser af stemmer og opbakning at hente - men ingen af de tre har formået, at gentage de budskaber troværdigt, som vælgerne vil have.

Man kan undre sig over, at socialdemokrater, radikale og konservative blot opfatter Alliancerne, Centrummet og alle de andre midter-forvirrede politiske initiativer som fjolleri. For spillet foregår på en banehalvdel, der megt let kan flytte sig, og man kan undre sig over at ingen af de gamle partier, med både interesser og vælgere på denne banehalvdel gør noget som helst for at kommunikere til dette område - tvært i mod.