En sportsdirektør der siger op, eller måske endda fyret. En administrerende direktør der bliver bortvist. En træner der er modløs. En spillertrup der skændes internt og brokker sig i pressen. En hovedsponsor der taler med pressen om alt og intet, og godt og skidt – eller bare skidt… - og nåeh ja, et superligahold der spiller, som en pose nødder. Brøndby IF, vestegnenes stolthed, har overtaget den lidet behagelige rolle som dansk fodbolds galehus.
December er en rædselsfuld måned for fodboldklubber der klarer sig skidt, og en jubelmåned for klubber med succes. Det er nemlig i december, at alt hvad der kan krybe og gå af sportsjournalister, kommentatorer og fodboldeksperter ikke har andet at lave, end at gøre efterårets regnestykke op. Hvem har gjort det godt, og hvem har fejlet – det hele gøres op i statistikker og grafer, og der uddeles priser og kåres ’årets etellerandet’ i en lind strøm.
I år er det så Brøndby IF der får de fleste tæv og får alle ’flop-priserne’ – for selvom Brøndby faktisk ligger nummer 5, med rimeligt gode chancer for at spille sig ind i medaljekampen efter vinterpausen, er alle eksperterne enige om at Brøndby er årets fiasko. Et eller andet sted er det fair nok – spillet har været elendigt og resultaterne ligger alt andet lige langt under forventningerne. Men det er også til at leve med – 3 sejre i foråret, vil stoppe al kritikken, og pressen vil melde Brøndby ind i kampen igen – sådan er det i fodbold.
Langt mere bekymrende er det, at Brøndby IF tilsyneladende er gået helt bag om dansen, når det handler om at kommunikere. For fem år siden vidste enhver knægt på vestegnen, at Brøndby Ifs klare ambition er at vinde titler, og blive den førende klub i norden. Det er der sandsynligvis ingen, der ved i dag. For ti år siden vidste enhver spiller, der kom til Brøndby IF, at en af klubbens bærende værdier er, at ’ingen er større end klubben’ – i dag spiller man i Brøndby IF for at få ’gang i karrieren igen’. For 5 år siden ville enhver træner eller sportschef sige, at det vigtigste i Brøndby, er at spille offensivt og seværdigt fodbold – og derigennem vinde titler. I dag siger trænerne, at de er i tvivl om, hvilket system de skal bruge, for de ved ikke hvilke spillere de har til rådighed.
For 10 år siden vidste man, at nye ideer tanker, og holdninger til dansk fodbold, oftest kom fra vestegnen, og man kunne i hvert fald altid gå hertil, hvis man ville have en holdning til dem. I dag er der helt stille, om lige præcist det emne.
Alt dette handler om kommunikation. Om at have en vision, en strategi, en plan og en evne til at eksekvere den. Det har man ikke længere i Brøndby – og derfor er opfattes Brøndby IF nu som dansk fodbolds galehus, fordi først og fremmest kommunikationen sejler. Og når spillet så heller ikke flyder – ja så fungerer klubben som et såret dyr, hvor alle lemmer og dele forsøger at holde sig i live ved at spjætte – men dyret er stadig såret og lammet.
Lige nu leder klubben på vestegnen efter en ny sportsdirektør – det er en god ide. Men måske var det en bedre ide at ansætte en ny kommunikationsdirektør, der kan sørge for at tage kampene uden for banen, mens sportsdirektøren kan sørge for kampen inde på banen. Men desværre er det kampen udenfor banen, Brøndby er længst bagude.
Brøndby har en ekstremt stærk bestyrelse med Per Bjerregaard, Kurt Larsen, Torben Hjort, og Niels Roth. Tiden er nu inde til, at også de trækker i kamptøjet, og træffer de rigtige beslutninger.
mandag den 21. december 2009
fredag den 27. november 2009
Kampen om seerne medfører pinlig kampagnejournalistik
Der er kamp om skandalerne i medieverdenen – hård kamp. Basta og Operation X på TV2 og Kontant på DR1 kæmper en hård kamp om, hvem der kan skabe de største afsløringer, og dermed tiltrække flest seere, og skabe mest mulig efteromtale i netaviserne, og formiddagsaviserne.
Problemet er bare, at det kniber en hel del med skandalerne. Enten fordi der i virkeligheden foregår temmelig lidt skummelt i Danmark, eller fordi redaktionerne ikke har evner eller ressourcer til at grave dem frem. I denne uge var Kontants ’afsløring’ at det koster gebyrer i rå mængder at købe gavekort hos Billetnet, mens Operation X ’afslørede’ fusk med renovering af kommunalt byggeri i København. Ingen af sagerne er voldsomt store, men tilsat lidt dramaturgi og lidt skjult kamera blæses historierne op til det der ligner konspiration og magtmisbrug, men reelt bare er tale om lidt fusk og lidt sløseri, der egentlig ikke burde kræve et være et dyrt magasinprogram. En enkelt undtagelse er dog Kontants afsløring af det forældede og forfalskede hakkede kød. Her var der ENDELIG tale om en rigtig og vaskeægte afsløring, der fortjener journalistisk ros.
Når historien er tynd, må dramaturgien gøres endnu mere skarp og rå. Skjulte kameraer og ulovlig indtrængen er krydderiet når historien – fx om de påståede mishandlede mink skal afsløres.
Men med den hårde dramaturgi og den uhæmmede jagt på en skurk, skyder redaktionerne sig selv i foden. Selv personer og virksomheder der bestemt ikke har noget i klemme, orker ikke at se sig selv, som en del af et program, der bevidst overdramatiserer småproblemer.
Dermed gør Operation X, Kontant og Basta det betydeligt sværere for sig selv at finde nye relevante historier og måske en ægte afsløring og skandale, til en forandring
Problemet er bare, at det kniber en hel del med skandalerne. Enten fordi der i virkeligheden foregår temmelig lidt skummelt i Danmark, eller fordi redaktionerne ikke har evner eller ressourcer til at grave dem frem. I denne uge var Kontants ’afsløring’ at det koster gebyrer i rå mængder at købe gavekort hos Billetnet, mens Operation X ’afslørede’ fusk med renovering af kommunalt byggeri i København. Ingen af sagerne er voldsomt store, men tilsat lidt dramaturgi og lidt skjult kamera blæses historierne op til det der ligner konspiration og magtmisbrug, men reelt bare er tale om lidt fusk og lidt sløseri, der egentlig ikke burde kræve et være et dyrt magasinprogram. En enkelt undtagelse er dog Kontants afsløring af det forældede og forfalskede hakkede kød. Her var der ENDELIG tale om en rigtig og vaskeægte afsløring, der fortjener journalistisk ros.
Når historien er tynd, må dramaturgien gøres endnu mere skarp og rå. Skjulte kameraer og ulovlig indtrængen er krydderiet når historien – fx om de påståede mishandlede mink skal afsløres.
Men med den hårde dramaturgi og den uhæmmede jagt på en skurk, skyder redaktionerne sig selv i foden. Selv personer og virksomheder der bestemt ikke har noget i klemme, orker ikke at se sig selv, som en del af et program, der bevidst overdramatiserer småproblemer.
Dermed gør Operation X, Kontant og Basta det betydeligt sværere for sig selv at finde nye relevante historier og måske en ægte afsløring og skandale, til en forandring
tirsdag den 27. oktober 2009
Laudrup skaber medieselvsving
I slutningen af sidste uge stod den danske sportspresse stille. Alle var enige om, at Michael Laudrup kun var få sekunder fra at blive cheftræner i den spanske storklub Atletico Madrid. Men Laudrup sagde nej tak, og så fes den historie ligesom ud.
Men Laudrup var alligevel slet ikke førstevalget, som cheftræner. Det kunne samtlige aviser, fra Borsen.dk til Onside.dk afsløre i går Faktisk talte jeg 18 klip på hisotiren om, at klubpræsidenten faktisk hellere ville have den træner han ansatte, end Michael Laudrup.
Enhver journalist, der har brugt bare to minutter i sportsverdenen og har besøgt bare en enkelt sportsklub burde vide, at klubpræsident Enrique Cerezo degradering af Laudrup og fremhævelse den nyansatte træner Quique, nok ikke handler ret meget om Laudrup - men om at det vil være temmelig skidt at signalere, at man kun har ansat nummer 2. Journalisterne ved det, redaktørerne ved det, og læserne ved det. Men en kritisk historie om Laudrup er langt bedre end ingenting, og fører god trafik med sig til avisen, så vi trykker sgu hisotiren, selvom vi ved det er noget vrøvl.
Det pudsige ved historien fra i går var, at det vitterligt var alle medier, der havde den tumbede historie på netforsiden – også de seriøse medier. Krigen om klikkene er rå og beskidt.
Men Laudrup var alligevel slet ikke førstevalget, som cheftræner. Det kunne samtlige aviser, fra Borsen.dk til Onside.dk afsløre i går Faktisk talte jeg 18 klip på hisotiren om, at klubpræsidenten faktisk hellere ville have den træner han ansatte, end Michael Laudrup.
Enhver journalist, der har brugt bare to minutter i sportsverdenen og har besøgt bare en enkelt sportsklub burde vide, at klubpræsident Enrique Cerezo degradering af Laudrup og fremhævelse den nyansatte træner Quique, nok ikke handler ret meget om Laudrup - men om at det vil være temmelig skidt at signalere, at man kun har ansat nummer 2. Journalisterne ved det, redaktørerne ved det, og læserne ved det. Men en kritisk historie om Laudrup er langt bedre end ingenting, og fører god trafik med sig til avisen, så vi trykker sgu hisotiren, selvom vi ved det er noget vrøvl.
Det pudsige ved historien fra i går var, at det vitterligt var alle medier, der havde den tumbede historie på netforsiden – også de seriøse medier. Krigen om klikkene er rå og beskidt.
søndag den 9. august 2009
Når dårlige kommunikationsplaner gør alting værre
Det er tragisk og hårdt når fejl eller svigt i såvel private som offentlige virksomheder, rammer uskyldige borgere. Men det tragiske bliver kun gjort endnu værre, når man i frygt for at sige noget forkert, helt undlader at sige noget. Senest var Holbæk kommune helt tavse, da en kun 12 årig dreng begik selvmord. Kommunen forklarede sin tavshed med, at man fulgte en kriseplan – i givet fald har planen, gjort alting værrere for kommunen, for tavshed er langt mere problematisk, end at komme til at sige noget forkert.
Af chefkonsulent Kim Ege Møller, og pr-konsulent Esther Dora Rado Morsing PR.
Slår man op på side 1. i ’den store kommunikationshåndbog’ kan man se, at det altafgørende i god kommunikation er, ’at kommunikere klart, præcist og direkte til alle interessenter’. Når man kommunikerer og forklarer sine tanker og handlinger, skaber man grundlag for forståelse, indlevelse og respekt, og man kommer i frugtbar dialog med sine omgivelser.
Lige nu vælter det ind med sager, hvor særligt offentlige institutioner kommer på forsiderne, fordi de har begået fejl eller har svigtet deres opgave. Værst er det når det rammer uskyldige mennesker så hårdt, at det koster dem livet. Men sager om skat, miljøgodkendelser, byggetilladelser, osv er mindst lige så problematiske.
I langt de fleste tilfælde er det offentlige standardsvar: ’Ingen kommentarer’. Kommunerne, regionerne, alle statsinstitutionerne bryder sig ikke om at tale om problemsager, og ofte dækker man sig ind under, at man ikke kan tale om enkeltsager, eller at man ikke kan kommentere personsager. Derfor må pressen nøjes med et svart om, ’sagen nu bliver grundigt undersøgt’.
Da den forfærdelige historie om den 12-årig dreng, der er blevet mobbet til selvmord, lander på de danske avisforsider, chokeres ikke bare lokalområdet, men hele landet over, at noget sådant kan ske. Vi kan alle sætte os ind i, hvor forfærdeligt det må være for familien, de pårørende for Udby skolen, hvor drengen gik. Og lige præcist her, når det forfærdelige og uventede sker, er det helt afgørende, at kommunikationen fra skolen og fra kommunen er er klar og præcis. Ikke bare til de pårørende og til skolen, men til hele samfundet, dels fordi alle har et berettiget krav på et svar, men også fordi tavsheden er et udtryk for, at der er noget man ikke tør eller kan fortælle. Når man som forældre, borger, samfund har brug for at høre, vide og forstå, er det frustrerende, ufølsomt og mistænkeligt, at når man i stedet for dialog, lukker i og kryber sammen bag en mur af undskyldninger om komplicerede strategier for kommunikation og beskyttelse af privatlivets fred. Tilbage står et måbende samfund, der har brug for at vide, hvad man kan gøre, for at sådan noget ikke sker, og hvordan man hjælper en familie i sorg.
I tilfældet Holbæk kommune, har man tilmed en krisekommunikationsstrategi – hvilket bare gør eksemplet endnu mere tankevækkende og betænkeligt. For kan man virkelig have en strategi der siger, at det vigtigste er ikke at sige noget? Har nogen virkelig forestillet sig, at pressen, borgere og resten af samfundet stiller sig tilfredse med det? Det uhyggelige svar er – ja.
Uden at gå i detaljer om det tragiske dødsfald, havde skolen og kommunen masser muligheder for at forholde sig og forklare sin egen rolle i det tragiske dødsfald. Man kunne have forklaret principperne i sin mobbepolitik, man kunne have forklaret, hvilke metoder man benytter, og hvordan man i øvrigt håndterer børn der rammes af mobning. Man kunne have forklaret, hvad man nu vil gøre for at komme videre og rette eventuelle fejl – alt sammen svar, der kunne have gjort alle lidt klogere – og som ville have vist, at kommunen havde empati og indlevelse. Men svaret fra Holdbælk kommune – og fra alt for mange andre offentlige virksomheder, når den kritiske sag dukker op var: Ingen kommentarer.
Sager som denne er stereotype for det offentlige og for større virksomheder, der ikke forstår, at kommunikation hører sammen med ansvar, når man har med samfundsrelevante sager at gøre. Virksomheder, der er så store, at de har en dominerende markedsandel på et område eller sidder på en branche, der har indflydelse på vores generelle sikkerhed eller samfunds øvrige livsnerver, er nødt til at holde os underrettet om deres fremdrift, problemer, kriser, stabsudskiftninger og produktudviklinger på godt og ondt. Hvordan skal vi ellers stole på, at de ved, hvordan de skal ændre sig og tilpasse sig samfundets udvikling og trends og tendenser? Hvordan skal investorer vide, at en virksomhed klarer sig på trods af i bund og grund fuldt ud naturlige op og nedture og uheld, der er hændelige fordi vi bor i en omskiftelig verden i konstant forandring?
Havde Holbæk kommune haft en rigtig kommunikationsstrategi, ville man med det samme have sørget for at identificere alle interessenterne, herunder pressen. Og man ville have sørget for, at de budskaber og den viden man har, ville være blevet kommunikeret klar og præcist, og med det samme til alle. På den måde ville man give indtryk af, at man tog dette tragiske dødsfald alvorligt - nu giver man udtryk for det modsatte.
Af chefkonsulent Kim Ege Møller, og pr-konsulent Esther Dora Rado Morsing PR.
Slår man op på side 1. i ’den store kommunikationshåndbog’ kan man se, at det altafgørende i god kommunikation er, ’at kommunikere klart, præcist og direkte til alle interessenter’. Når man kommunikerer og forklarer sine tanker og handlinger, skaber man grundlag for forståelse, indlevelse og respekt, og man kommer i frugtbar dialog med sine omgivelser.
Lige nu vælter det ind med sager, hvor særligt offentlige institutioner kommer på forsiderne, fordi de har begået fejl eller har svigtet deres opgave. Værst er det når det rammer uskyldige mennesker så hårdt, at det koster dem livet. Men sager om skat, miljøgodkendelser, byggetilladelser, osv er mindst lige så problematiske.
I langt de fleste tilfælde er det offentlige standardsvar: ’Ingen kommentarer’. Kommunerne, regionerne, alle statsinstitutionerne bryder sig ikke om at tale om problemsager, og ofte dækker man sig ind under, at man ikke kan tale om enkeltsager, eller at man ikke kan kommentere personsager. Derfor må pressen nøjes med et svart om, ’sagen nu bliver grundigt undersøgt’.
Da den forfærdelige historie om den 12-årig dreng, der er blevet mobbet til selvmord, lander på de danske avisforsider, chokeres ikke bare lokalområdet, men hele landet over, at noget sådant kan ske. Vi kan alle sætte os ind i, hvor forfærdeligt det må være for familien, de pårørende for Udby skolen, hvor drengen gik. Og lige præcist her, når det forfærdelige og uventede sker, er det helt afgørende, at kommunikationen fra skolen og fra kommunen er er klar og præcis. Ikke bare til de pårørende og til skolen, men til hele samfundet, dels fordi alle har et berettiget krav på et svar, men også fordi tavsheden er et udtryk for, at der er noget man ikke tør eller kan fortælle. Når man som forældre, borger, samfund har brug for at høre, vide og forstå, er det frustrerende, ufølsomt og mistænkeligt, at når man i stedet for dialog, lukker i og kryber sammen bag en mur af undskyldninger om komplicerede strategier for kommunikation og beskyttelse af privatlivets fred. Tilbage står et måbende samfund, der har brug for at vide, hvad man kan gøre, for at sådan noget ikke sker, og hvordan man hjælper en familie i sorg.
I tilfældet Holbæk kommune, har man tilmed en krisekommunikationsstrategi – hvilket bare gør eksemplet endnu mere tankevækkende og betænkeligt. For kan man virkelig have en strategi der siger, at det vigtigste er ikke at sige noget? Har nogen virkelig forestillet sig, at pressen, borgere og resten af samfundet stiller sig tilfredse med det? Det uhyggelige svar er – ja.
Uden at gå i detaljer om det tragiske dødsfald, havde skolen og kommunen masser muligheder for at forholde sig og forklare sin egen rolle i det tragiske dødsfald. Man kunne have forklaret principperne i sin mobbepolitik, man kunne have forklaret, hvilke metoder man benytter, og hvordan man i øvrigt håndterer børn der rammes af mobning. Man kunne have forklaret, hvad man nu vil gøre for at komme videre og rette eventuelle fejl – alt sammen svar, der kunne have gjort alle lidt klogere – og som ville have vist, at kommunen havde empati og indlevelse. Men svaret fra Holdbælk kommune – og fra alt for mange andre offentlige virksomheder, når den kritiske sag dukker op var: Ingen kommentarer.
Sager som denne er stereotype for det offentlige og for større virksomheder, der ikke forstår, at kommunikation hører sammen med ansvar, når man har med samfundsrelevante sager at gøre. Virksomheder, der er så store, at de har en dominerende markedsandel på et område eller sidder på en branche, der har indflydelse på vores generelle sikkerhed eller samfunds øvrige livsnerver, er nødt til at holde os underrettet om deres fremdrift, problemer, kriser, stabsudskiftninger og produktudviklinger på godt og ondt. Hvordan skal vi ellers stole på, at de ved, hvordan de skal ændre sig og tilpasse sig samfundets udvikling og trends og tendenser? Hvordan skal investorer vide, at en virksomhed klarer sig på trods af i bund og grund fuldt ud naturlige op og nedture og uheld, der er hændelige fordi vi bor i en omskiftelig verden i konstant forandring?
Havde Holbæk kommune haft en rigtig kommunikationsstrategi, ville man med det samme have sørget for at identificere alle interessenterne, herunder pressen. Og man ville have sørget for, at de budskaber og den viden man har, ville være blevet kommunikeret klar og præcist, og med det samme til alle. På den måde ville man give indtryk af, at man tog dette tragiske dødsfald alvorligt - nu giver man udtryk for det modsatte.
fredag den 24. juli 2009
De nyttige idioter
Pressen lugtede blod, da Brøndby IF mandag valgte at fyre direktør Hermann Haraldsson, og med bestyrelsesformand Per Bjerregaards et døgns lange tavshed, var der virkelig lagt op til fest i galehuset på vestegnen.
Imidlertid ebbede nyhederne langsomt ud, - selv hovedsponsor Jesper Nielsen, gav udtryk for at acceptere, at bestyrelse og direktion åbenbart ikke var enige om strategi og udviklingen af forretningen.
Men senstationsværdien dør jo ikke, bare fordi strømmen af facts ebber ud. Derfor går sportsjournalisterne nu på jagt efter flere kompromitterende historier, og her render man så meget heldigt ind Casper Rose, der er lektor på CBS. Jeg kender ikke Casper Rose - men det er ikke med denne uges presseomtale, at han virkeligt sætter sit fodaftryk som ekspert i virksomhedsforhold. Snarere får han tildelt den lidet prangede rolle som 'nyttig idiot' for pressen, fordi han lægger navn og titel til flere historier, der bedst kan betegnes som vrøvl.
Først mener Casper Rose, at tildelingen af Aktieoptioner til Hermann Haraldsson i juni 2009 er et udtryk for, at bestyrelsesformand Bjerregaard lyver om, at fyringen var under overvejelse i flere måneder. Men havde Casper Rose haft almen viden om ansættelse af direktører og direktør-kontrakter ville han vide, at det er ganske almindeligt at en direktør i sin kontrakt har en aftale om, at man efter en bestemt periode - fx. et år - vil kunne opnå disse incitaments-aftaler. Der er intet underligt i det - havde man undladt at udbyde optionerne, ville bestyrelsen sandsynligvis have brudt sin kontrakt med Hermann Haraldsson .
Dagen efter forvilder Casper Rose sig ud i en ny historie om, at fyringen måske er ulovlig, fordi begrundelsen for fyringen ikke fremgår af fondsbørsmeddelsen fra Brøndby IF. Også dette er noget vrøvl. Der er bestemt ikke præcedens for, at man begrunder fyringen af adm. direktører, udover det det Brøndby IF gør i meddelelsen. Tvært i mod, vil det være ekstremt svært at finde et eksempel på en børsnoteret virksomhed, der detaljeret forklarer en fyring. Og for at blive i sportsverdenen, kan man se Parken Sport og Entertaintments fyring af Jørgen Glistrup - heller ikke her, var begrundelsen uddybet. Der er derfor heller ingen fare for, at OMX Nasdaq skal komme efter Brøndby IF for deres håndtering af fyringen.
Det er uvidst om Casper Rose har en dagsorden eller vitterligt bare er ekstremt uvidende. Om alle omstændigheder er det i hvert fald pinligt, at han agerer så uvidende og forkert, og må om alle omstændigheder være et problem for CBS.
Tilbage i Brøndby IF har man nu en kæmpeopgave, dels med endnu engang at redde renommeet, og dels ved at få styr på kommunikationen. Klubben kan nemlig udelukkende takke sig selv for, at pressen går så ensidigt efter bestyrelsesformanden og klubben. Havde man ageret professionelt og åbent, kunne man have undgået en del kritisk omtale, selv sludderet fra Casper Rose.
Imidlertid ebbede nyhederne langsomt ud, - selv hovedsponsor Jesper Nielsen, gav udtryk for at acceptere, at bestyrelse og direktion åbenbart ikke var enige om strategi og udviklingen af forretningen.
Men senstationsværdien dør jo ikke, bare fordi strømmen af facts ebber ud. Derfor går sportsjournalisterne nu på jagt efter flere kompromitterende historier, og her render man så meget heldigt ind Casper Rose, der er lektor på CBS. Jeg kender ikke Casper Rose - men det er ikke med denne uges presseomtale, at han virkeligt sætter sit fodaftryk som ekspert i virksomhedsforhold. Snarere får han tildelt den lidet prangede rolle som 'nyttig idiot' for pressen, fordi han lægger navn og titel til flere historier, der bedst kan betegnes som vrøvl.
Først mener Casper Rose, at tildelingen af Aktieoptioner til Hermann Haraldsson i juni 2009 er et udtryk for, at bestyrelsesformand Bjerregaard lyver om, at fyringen var under overvejelse i flere måneder. Men havde Casper Rose haft almen viden om ansættelse af direktører og direktør-kontrakter ville han vide, at det er ganske almindeligt at en direktør i sin kontrakt har en aftale om, at man efter en bestemt periode - fx. et år - vil kunne opnå disse incitaments-aftaler. Der er intet underligt i det - havde man undladt at udbyde optionerne, ville bestyrelsen sandsynligvis have brudt sin kontrakt med Hermann Haraldsson .
Dagen efter forvilder Casper Rose sig ud i en ny historie om, at fyringen måske er ulovlig, fordi begrundelsen for fyringen ikke fremgår af fondsbørsmeddelsen fra Brøndby IF. Også dette er noget vrøvl. Der er bestemt ikke præcedens for, at man begrunder fyringen af adm. direktører, udover det det Brøndby IF gør i meddelelsen. Tvært i mod, vil det være ekstremt svært at finde et eksempel på en børsnoteret virksomhed, der detaljeret forklarer en fyring. Og for at blive i sportsverdenen, kan man se Parken Sport og Entertaintments fyring af Jørgen Glistrup - heller ikke her, var begrundelsen uddybet. Der er derfor heller ingen fare for, at OMX Nasdaq skal komme efter Brøndby IF for deres håndtering af fyringen.
Det er uvidst om Casper Rose har en dagsorden eller vitterligt bare er ekstremt uvidende. Om alle omstændigheder er det i hvert fald pinligt, at han agerer så uvidende og forkert, og må om alle omstændigheder være et problem for CBS.
Tilbage i Brøndby IF har man nu en kæmpeopgave, dels med endnu engang at redde renommeet, og dels ved at få styr på kommunikationen. Klubben kan nemlig udelukkende takke sig selv for, at pressen går så ensidigt efter bestyrelsesformanden og klubben. Havde man ageret professionelt og åbent, kunne man have undgået en del kritisk omtale, selv sludderet fra Casper Rose.
fredag den 3. juli 2009
Når professionelle sportsfolk skal styres af amatører
For et par måneder siden fik Dansk Håndbold sine velfortjente tæv for deres håndtering af Kolding Ifs Bo Spellerberg, der først fik karantæne i semifinalerne i mesterkabskampen i herrehåndbold, så alligevel ikke, også alligevel.
I går var det DCU, Dansk Cykle Union, der heller ikke kan hitte ud af at styre kommunikationen. I stedet for at give Michael Rasmussen et klart svar på om han vil kunne stille op i Post Danmark Rundt, svarer man; ingenting. Sandsynligvis fordi man i frygt for at komme til at sige noget forkert, vælger at undlade at svare, og forsvarer så sit manglende svar med, at pressen er meget interesseret i den korrespondance der kører mellem Michael Rasmussen og DCU.
Nu har DCU aldrig været udråbt som de allerskarpeste når det handler om at træffe beslutninger og kommunikere dem. Men meldingen i går om, at man ikke kan tage stilling til Michael Rasmussen er så indlysende tåbelig og farlig, at selv en amatørleder bør kunne se det.
Kernen i sagen om Michael Rasmussens deltagelse i Post Danmark rundt er ikke, hvilket hold han kører på. Kernen er Michael Rasmussen selv. Hvordan forklarer man at to års overstået karantæne alligevel ikke er straf nok for Danmarks måske skarpeste cykelrytter, uden at gå på kompromis med helt almindelige etiske grundprincipper – eller omvendt: Hvordan forklarer man presse og sponsorer, at en dømt dopingsynder (der dog aldrig er blevet taget for doping) får lov til at stille op, og måske vinde Post Danmark Rundt? samtidig med at man siger man har verdens skarpeste antidoping-regler.
Opgaven er ikke nødvendigvis nem, men den handler først og fremmest om at træffe en beslutning og derefter turde stå til mål for den. Det tør DCU tydeligvis ikke, og derfor venter der dem nu endnu flere, velfortjente drøje hug.
I går var det DCU, Dansk Cykle Union, der heller ikke kan hitte ud af at styre kommunikationen. I stedet for at give Michael Rasmussen et klart svar på om han vil kunne stille op i Post Danmark Rundt, svarer man; ingenting. Sandsynligvis fordi man i frygt for at komme til at sige noget forkert, vælger at undlade at svare, og forsvarer så sit manglende svar med, at pressen er meget interesseret i den korrespondance der kører mellem Michael Rasmussen og DCU.
Nu har DCU aldrig været udråbt som de allerskarpeste når det handler om at træffe beslutninger og kommunikere dem. Men meldingen i går om, at man ikke kan tage stilling til Michael Rasmussen er så indlysende tåbelig og farlig, at selv en amatørleder bør kunne se det.
Kernen i sagen om Michael Rasmussens deltagelse i Post Danmark rundt er ikke, hvilket hold han kører på. Kernen er Michael Rasmussen selv. Hvordan forklarer man at to års overstået karantæne alligevel ikke er straf nok for Danmarks måske skarpeste cykelrytter, uden at gå på kompromis med helt almindelige etiske grundprincipper – eller omvendt: Hvordan forklarer man presse og sponsorer, at en dømt dopingsynder (der dog aldrig er blevet taget for doping) får lov til at stille op, og måske vinde Post Danmark Rundt? samtidig med at man siger man har verdens skarpeste antidoping-regler.
Opgaven er ikke nødvendigvis nem, men den handler først og fremmest om at træffe en beslutning og derefter turde stå til mål for den. Det tør DCU tydeligvis ikke, og derfor venter der dem nu endnu flere, velfortjente drøje hug.
lørdag den 6. juni 2009
Når elendige krisekommunikationsplaner går for vidt
Ekstrabladet skriver i dag denne artikel: http://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/article1177532.ece
om skolechefen i Holbæks håndtering af den tragiske sag på Udby skole, hvor en 12 årig dreng har begået selvmord, angiveligt efter at have været udsat for massiv mobning gennem flere år. Hvis artiklen holder, er dette et skræmmende eksempel på en kommune, hvor kommunikationen og kommunikationsstrategien er helt fuldstændigt gal! I artiklen bruger skoledirektøren en krisekommunikationsplan, som undskyldning for, at man ikke ønsker at udtale sig til medierne, og at lærere, skoleledere og forældre er blevet udstyret med mundkurve overfor pressen. Hvis dette er beskrevet i en strategi, er der tale om katastrofalt dårlig strategi, der vil komme til at ramme skolen og kommunen langt hårdere.
Det altafgørende i en sag som denne er, at kommunen og skolen kommunikerer åbent og ærligt, ikke bare til forældre, medarbejdere og pårørende, men også til resten af samfundet – og det sker altså også gennem pressen. Gør man ikke det, sker der det, der nu er sket for Udby skole; en masse borgere spørger nu sig selv, hvorfor man på Udby skole og i Holbæk kommune ikke gjorde mere for Robert Larsen, og lukketheden opfattes, som et udtryk for, at man mangler svar. Når skoledirektøren dækker sig ind bag sin krisekommunikationsplan, udtrykker hun et en ubehagelig grad af ligegladhed med de mange mennesker, der har et berettiget ønske om at få at vide, hvordan i alverden dette kunne gå så galt - og som ønsker at vide, hvilken rolle kommunen og skolen har spillet.
Havde Holbæk kommune haft en rigtig kommunikationsstrategi, ville man med det samme have sørget for at identificere alle interessenterne, herunder pressen. Og man ville have sørget for, at de budskaber og den viden man har, ville være blevet kommunikeret klar og præcist, og med det samme til alle. På den måde ville man give indtryk af, at man tog dette tragiske dødsfald alvorligt - nu giver man udtryk for det modsatte.
om skolechefen i Holbæks håndtering af den tragiske sag på Udby skole, hvor en 12 årig dreng har begået selvmord, angiveligt efter at have været udsat for massiv mobning gennem flere år. Hvis artiklen holder, er dette et skræmmende eksempel på en kommune, hvor kommunikationen og kommunikationsstrategien er helt fuldstændigt gal! I artiklen bruger skoledirektøren en krisekommunikationsplan, som undskyldning for, at man ikke ønsker at udtale sig til medierne, og at lærere, skoleledere og forældre er blevet udstyret med mundkurve overfor pressen. Hvis dette er beskrevet i en strategi, er der tale om katastrofalt dårlig strategi, der vil komme til at ramme skolen og kommunen langt hårdere.
Det altafgørende i en sag som denne er, at kommunen og skolen kommunikerer åbent og ærligt, ikke bare til forældre, medarbejdere og pårørende, men også til resten af samfundet – og det sker altså også gennem pressen. Gør man ikke det, sker der det, der nu er sket for Udby skole; en masse borgere spørger nu sig selv, hvorfor man på Udby skole og i Holbæk kommune ikke gjorde mere for Robert Larsen, og lukketheden opfattes, som et udtryk for, at man mangler svar. Når skoledirektøren dækker sig ind bag sin krisekommunikationsplan, udtrykker hun et en ubehagelig grad af ligegladhed med de mange mennesker, der har et berettiget ønske om at få at vide, hvordan i alverden dette kunne gå så galt - og som ønsker at vide, hvilken rolle kommunen og skolen har spillet.
Havde Holbæk kommune haft en rigtig kommunikationsstrategi, ville man med det samme have sørget for at identificere alle interessenterne, herunder pressen. Og man ville have sørget for, at de budskaber og den viden man har, ville være blevet kommunikeret klar og præcist, og med det samme til alle. På den måde ville man give indtryk af, at man tog dette tragiske dødsfald alvorligt - nu giver man udtryk for det modsatte.
Abonner på:
Opslag (Atom)