tirsdag den 15. maj 2007

Bør Bjarne Riis vedkende sig fortidens synder

Den tidligere DR Journalist Olav Skaaning Andersen, fortæller i dag i Berlingske Tidende om sin manglende respekt for fortidens store cykelryttere, der har nægtet at erkende dopingmisbrug, selvom et hav af indicier indikerer, at rytterene engang har kørt på andet end sødmælk og pasta.

Olav Skaaning Andersens holdning er interessant, fordi han om nogen er manden, der startede jagten på doping i cykelsporten. Han har tømt papirkurve, har hentet insiderinformation, har analyseret kemiprøver og meget andet for at afsløre cykelrytternes snyd. Og han er stadig indikeret. I dagens Berlingske mener han, at man ikke kan have respekt fx for en Bjarne Riis, og Johan Bruynell, (der er sportsdirektør på Discovery), fordi disse to tidligere har været mistænkt for doping.

Jeg er uenig med Olav Skaaning - og er dermed også uenig med fx Jesper Skibby, der for nylig havde behov for at stå frem, mange år efter at karrieren sluttede, for at fortælle om sit dopingmisbrug.

Bjarne Riis har med ansættelsen af Rasmus Damsholdt gjort præcis, hvad der skal til for at nytænke cykelsporten, og nytænke sporten i en verden hvor doping ikke er en del af konkurrencen. Det er visionært og fremadrettet. Det giver en ramme for, hvordan man kan køre cykelløb - og vinde dem, selv uden brug af Doping.

Dette burde Olav Skaaning Andersen anerkende. Det gør han ikke - i stedet jagter han den ultimative bekræftelse på sin journalistiske genialitet, ved igen at kræve at fortidens cykelkorrifæere går til bekendelse. Men dette vil hverken fortidens cykelryttere, cykelsporten, eller fremtidens cykelryttere opnå noget som helst ved. Men Olav Skaaning Andersen vil kunne sige: 'Hvad sagde jeg'. Men cykelsporten og historien er ikke til for Olav Skaaning Andersens skyld, - men for fremtidens skyld. Og af den grund bør man lade fortiden ligge, og koncentrere sig om fremtiden.

mandag den 7. maj 2007

En ny umulig alliance

Igen var B.T. både først og alene med en politisk nyhed. Det er i sig selv underligt, eftersom B.T. til indtil for ganske få uger siden mest var et ugeblad der udkom hver dag.

Men de havde historien om den Ny Alliance - der blev lanceret i dag. www.nyalliance.dk

Det første der undrer er, at der ikke er flere med. Anders Samuelsens tilslutning er ikke en stor overraskelse - noget større er Gitte Seebergs. (i øvrigt pudsigt, at alle interesserer sig for bruddet i Det Radikale Venstre - i mine øjne er bruddet i de konservative mindst lige så interessant)

Men det der overrasker mest er at udbruddet er så relativt beskedent. Fra i morgen tidlig vil Naser Khader være både Politisk Ordfører, Gruppeformand og Partifomand i det nye parti. Det bliver hverken en særlig sjov, eller en særlig let opgave - faktisk må man forudse at det næste ½-til 1½ år bliver en lang tur op ad bakke for den nyslåede partiformand.

Selvfølgelig kan han komme med i noget regeringsarbejde hist og i nogle lovforslag pist, bare for at blive hørt - men nogen indflydelse på, om en lov bliver vedtaget eller ej, får han ikke. Han kan kun håbe, at pressen vil blive ved med at finde ham interessant indtil næste valg - og så meget suppe er der alligevel ikke at koge på det nye parti.

Lidt anderledes er det for de to EU-parlamentarikere, der jo blot kan fortsætte i deres nuværende gruppe i EU-parlamentet. De er i forvejen en del af en stor organisation, der giver dem den opbakning de har brug for. Desværre blot usynligt for de danske medier.

Når jeg tivivler på, at lanceringen i dag var helt planlagt, er det mest fordi, lanceringen er så tynd. Mon ikke man havde håbet at kunne overtale nogle flere af de radikale og konservative kritikere - måske endda en tidligere minister i at deltage i partiet - men enten er det ikke lykkedes, eller også har forsøget ikke været gjort ihærdigt nok.

Tilbage står endnu et nyt parti, der som udgangspunkt er meget sympatisk, men som heller ikke er meget mere end det. lad os håbe de bliver det.

Lex Messerschmidt i Jersild & Spin

Det startede endda rigtigt godt, Jersild & Spin, men i dette forår er doktorernes og Olaf Jersilds analyser og fortolkninger blevet mere og mere underlige. Nu holder de pause - tak for det!

I lørdags drøftede de igen sagen om Morten Messerschmidt, der forlod Dansk Folkeparti efter omtalen af hans heilen i Tivoli. Men i stedet for at diskutere det oplagte, rodede Henrik Qvortrup sig ud i et mærkværdigt angreb på sin gamle avis B.T., i en forklaring på hvorfor Messerschmidt måtte forlade Dansk Folkeparti.

Mit bud er, at Morten Messerschmidt udmærket kan huske, hvad han i sin fuldskab kom til at gøre - vidner har nemlig set ham gøre det tidligere. Da han vågner om morgenen, og da han ser B.T. ved han, at han har et problem, som han må drøfte med partiledelsen. Da bølgen ikke lægger sig - og der endda er en betydelig risiko for, at der vil blive hvirvlet endnu mere med - beslutter ledelsen - og han selv, at han må gå. Det er fair nok. Pia siger så, at han må blive voksen - deri har hun så inderligt ret.

I Jersild & Spin roder Qvorturp sig ud i noget sludder om, at Morten Messerchmidt er medlem af Zionistisk forbund og støtter Israel og jøderne, og derfor sandsynligvis aldrig ville heile. Det er noget sludder, Henrik! Få dage inden Tivoli-åbningen rodede Messerschmidt sig i P3 ud i en beskrivelse af alle de muslimske samfund, som tabersamfund, og alle muslimer som tabere. De moderne nazister interesserer sig ikke meget for jøder - de interesserer sig for muslimer - og set i det lys er Morten Messerschmidt at betegne som Nazist.

Dansk Folkeparti har nu, dog temmelig sent, besluttet at den slags ikke hører hjemme i dansk Folkeparti. Dette er meget fornuftigt hvis man ønsker at fastholde et forhold til regeringsmagten.

lørdag den 5. maj 2007

Fra Morsing til Burson

Det har været lidt stille her på bloggen de sidste uger, hvor jeg har brugt kræfter på at omstille mig fra at være konsulent hos en hr. Morsing i Hellerup, til at være konsulent hos hr. Penn og fru Sennels i Burson-Marsteller.

Jeg var 1½ år i Morsing PR - hvilket vel var for lidt. Men jeg tror jeg havde det lidt ligesom fodboldspilleren Daniel Agger, der spillede på et af danmarks bedste fodboldhold, og pludselig blev tilbudt en kontrakt i Liverpool.

Så uanset hvor meget man savner de gamle dygtige medspillere, er udfordringerne og mulighederne i at spille med og mod de helt store hold alligevel for store. Og så drikker de i øvrigt også mere hvidvin på altanen i Burson-Marsteller.