fredag den 20. april 2007

og spænd din skrårem fast...

Ligesom man troede at Dansk Folkeparti havde smidt landsbytosser og racister på gaden, for at gøre sig modne til den regeringsdeltagelse de objektivt set, egentlig var ved at gøre sig fortjente til, går de i denne uge fuldstændig amok med usædvanligt rå nazistiske budskaber.

Først er der folketingsdebatten om adgang for andre religioners præsters adgang til Danmark, hvor præstebrødrene gik amok i en blodrus - og mest synlig har været debatten om, hvorvidt et eventuelt kommende muslimsk medlem af folketinget, skal have ret til at bære slør i folketingssalen.

At Mogens Camre og præstebrødrene kalder tørklædet et nazistisk symbol, er slemt - men til at leve med. Det er skidt for partiet, men set fra et regeringsperspektiv er det til at leve med, fordi de alligevel ingen indflydelse har. Men at EU-ordfører Morten Messerschmidt i P3 tager tråden op, og kalde alle muslimer for tabere, og alle muslimske samfund for tabersamfund, er ikke bare grov racisme - det er nazisme.

Forestiller vi os i et naivt øjeblik, at Dansk Folkeparti blev medlem af en borgerlig regering efter næste valg, ville Morten Messerschmidt være et naturligt ministeremne. Men den mulighed har han nu ganske forpurret - klippet fra P3 vil kunne blive brugt igen og igen - og være ganske sigende uanset om han så blev forsknings eller erhvervsminister, eller noget andet ligegyldigt.

I stedet for at nærme sig regeringsmagten har Dansk Folkeparti i denne uge malet sig selv op i hjørne som et nazistisk parti. trist, men en kendsgerning.

onsdag den 11. april 2007

Den var sgu hård!

Tirsdag fik Peter Brixtofte endelig byrets-dommen i den store Farum-sag 2 år blev det til, og sammen med dommen fra sponsorsagen skal Brixen nu bruge 4 år på at ruske tremmer.

Hvilket spild.

Da vi på B.T. startede med at skrive om ham og Farum kommune, nægtede han at tale med B.T.s journalister. Ingen kunne få aktindsigt i materiale fra Farum kommune, og var der politikere i byrådet der spurgte, fik de arrogante svar, eller fik slet ikke noget. Betegnelsen 'Bykonge' er ikke for stort, og betegnelsen 'arrogant magtmisbruger' ligger lige for. ( I øvrigt er det pudsigt, at Brixtofte aldrig i de tonsmange interviews og portrætter, er blevet konfronteret med den side – at han også er et vandvittigt arrogant og magtbegærende menneske)

Men han har jo også ret, Brixen: Tager man en tur til Farum i dag, må man erkende, at skoler, stadion, idrætshal, svømmehal og skulpturpark ER noget særligt. Farum ER en rummelig by, hvor der - i hvert fald tidligere, blev gjort en kæmpe indsats for at styrke sammenhængskraften; De ældre kom på rejser - til de byer i Tyrkiet, hvor de lokale indvandrere kom fra - i øvrigt med de lokale indvandrere som rejseledere. Arbejdsløsheden var rekordlav og kriminaliteten i bund.

PBX har ikke drukket en eneste flaske rødvin, eller spist en eneste laksemad, for sin egen fornøjelses skyld. Alle de mange penge er i sidste ende, alene brugt til gavn for borgerne - vil Brixtofte til sin død holde fast i - og det er svært ikke at give ham ret.

Set i det lys er dommen i Hillerød byret benhård.

Det gavner hverken Peter Brixtofte, skatteyderne i almindelighed eller farumborgerne i særdeleshed, at Peter Brixtofte nu skal i fængsel - for det skal han uanset de kommende ankesager. Man kan kun håbe, at han klarer den, og at der så vil være nogen der står parat når han kommer ud - ikke bare med et godt glas Petrus - men også med en opgave, til en af landets dygtigste og mest visionære politisk tænkende mennesker. Det skal nok bare ikke være som borgmester. I hvert fald ikke i Danmark.

søndag den 1. april 2007

Super spin

Kan man både være tilhænger af skattestoppet og gå imod det? Ja, det gør Socialdemokraterne øjensynligt i øjeblikket. I en ny debatbog, hvor Lotte Bundsgaard har skrevet et afsnit, fortæller hun, at socialdemokraterne kun støtter regeringens skattestop, fordi det er populært hos vælgerne, og fordi det giver ro om partiets noget omdiskuterede skattepolitik.

"I klar modstrid med formand Helle" tordner lederskribenterne og regeringspartiernes ordførere, og "Nu ved vi igen ikke, hvor vi har socialdemokraterne".

Men sandheden er måske snarere, at Lotte Bundsgaards melding er helt koordineret med partiledelsen i almindelighed og Helle Thorning i særdeleshed. For Lotte Bundsgaards beskrivelse af skattestoppet er hverken særligt kritisk overfor ledelsen, dramatisk eller særlig usocialdemokratisk - tvært i mod. Lotte Bundsgaard rammer sandsynligvis lige midt i maveregionen på en meget stor del af socialdemokraterne - herunder den nuværende partiledelse.

Det er med skattestoppet som med 24 års reglen. Ingen elsker dem, de er dybest set politisk tåbelige, men de er djævlens praktiske til at demonstrere beslutsomhed og grænser.

Det er muligt at Lotte Bundsgaards udmelding ikke vil pynte på meningsmålingerne i næste uge - men et stort slag bliver det ikke. Men på de indre linier, er Lotte Bundsgaard ganske intelligent, blevet brugt til at tage luften af en spæreballon af intern utilfredshed - og har så endda givet partiformanden lejlighed til at gentage hele smøren om skattestop og skattereform. Ganske smart - og måske pokkers udspekuleret.