Danmark står overfor en af de største udfordringer konkurrence- og vækstmæssigt i mange årtier og vores velfærdssamfund er truet. Men hvad går vi op i? Spin om spin! - kommenter bloggen her: http://blogs.jp.dk/headline/2011/12/16/stop-nu-den-valgkamp/
Det er meget muligt, at den officielle valgkamp blev afviklet over tre uger i september – men pressen og en stor del af det politiske system har været i valgkamp i næsten tre år - og har ikke kunnet stoppe igen! Tre år hvor tophistorierne har handlet om spin, personsager og ligegyldigheder.
Det startede ellers så godt i går. Dansk Folkeparti fremsatte et kompromisforslag. Regeringen ville sænke grænsen for, hvornår en familievirksomhed skulle opfattes som en passiv pengetank fra 75 % til 25 %. Dette bekymrede en række familieejede virksomheder, og derfor foreslog Dansk Folkeparti et kompromis: Vi har 75 % - regeringen foreslår 25 % - lad os blive enige om 50 %. Det er politik, der er til at forstå, men ud over lidt omtale i Børsen fik det gode politiske kompromis stort set ingen omtale.
Fyldig omtale fik til gengæld en debat i folketinget, om en undersøgelse af reglerne for spindoktorerne. Prøv engang at læse denne Ritzau-historie fra i går ved frokosttid. Her er der tale om en tidligere spindoktor, der nu er medieekspert, og som udtaler sig om, hvordan der er gået spin i en debat om undersøgelse af spindoktorer. Folketinget diskuterer reglerne for spindoktorer, fordi to-tre tidligere spindoktorer måske har brudt reglerne for spindoktorer og har solgt fortrolige oplysninger til medierne, og telegrammet fra Ritzau handler om, at det ene parti forsøger at spinne en historie ud over spinhistorien. Pyyyha.
Spinhistorien fra folketinget fik topprioritet i mediedækningen i går. Den var på forsiderne af netmedierne, den var tophistorie i tv-aviserne, og i dag får historien fyldig dækning i aviserne. Her garneres de med et kendt hold af eksperter, der kommenterer, drager paralleller, og analyserer på hvad den nye udvikling i spinkrigen kan få for den politiske udvikling. Og den type ligegyldige og for de fleste intetsigende historier har præget medierne i næsten tre år.
Er det vigtigt?
I pressen kalder man egentlig disse historier om personsager, historier om hvem der vidste hvad, hvornår og hvorfor for ’valgkampshistorier’, fordi det er historier, der typisk præger en valgkamp. Omvendt er det også historier, der kun involverer, inddrager og påvirker ganske få mennesker – men fordi historierne langt ude i periferien handler om et muligt magtmisbrug, er det per definition en god historie – i hvert fald under en valgkamp.
Der er rimelig bred enighed om, at valgkampen til det seneste valg blev udskrevet, da Anders Fogh Rasmussen valgte at takke ja til tilbuddet om at blive generalsekretær i Nato. Oppositionen vejrede endelig morgenluft, spindoktorerne på begge sider af midten begyndte oprustningen, og krigen kunne begynde. Siden da har langt de fleste politiske tophistorier handlet om, hvilke politikere der vidste hvad, hvornår om hvilke sager. Ingen substans, ingen reelle politiske problemer, ingen interesse for samfundets reelle problemer, kun historier om spin og personfnidder. Man troede det stoppede ved valget, men det er som om, at medierne, eksperterne bare ikke kan stoppe igen, så spin-hysteriet er bare vokset til det ekstreme.
Er du i tvivl, så tag forsiden af Jyllands-Posten i dag, der handler om, hvor meget Ole Sohn vidste om støtten fra KGB for mere end 30 år siden. Et forsøg på et karaktermord og ikke et komma om, hvad Ole Sohn mon nu går og laver på sin post som vækst- og erhvervsminister. Eller tag forsiden af Berlingske – der bringer historien om, at Villy Søvndahl nu bryder et valgløfte om støtte til en gruppe, der er på USA’s terrorliste. Fokus er ikke gruppen, men Villy Søvndahls mulige løftebrud.
Ja, - jeg gør det også selv…
Og det er jo ikke fordi, jeg synes, at historierne om Jacob Winther, Peter Arnfeldt, Ole Sohn, Carsten Hansen, Søren Pind og alle de andre personsager og spinsager er ligegyldige. Og den opmærksomme læser vil vide, at jeg jo har omtalt sagerne her på bloggen, så dette indlæg er i lige så høj grad et udtryk for selvkritik. For er disse person og spinhistorier virkelig tophistorier? Er det virkelig det vigtigste, der sker i dansk politik lige nu? Er det virkelig de største problemer i vores samfund? Nej det er det ikke, men i tre år har det været de historier, der har fået topprioritet i medierne.
Lige nu er den økonomiske vækst i Danmark og resten af Europa gået i stå. Konsekvensen er at beskæftigelsen falder markant, og mulighederne for at låne er enten dyre eller umulige, trods den rekordlave rente. Klimaet er truet af manglende international vilje til at træffe svære valg, og i Danmark formår vi ikke at tale om fattigdom, en ineffektiv infrastruktur og gigantiske økonomiske problemer i landbruget. For disse problemer – og løsningen på dem bliver først bragt omme på side 17, eller nederst på netsiden. Og det er ærligt talt urimeligt når der rent faktisk tages gode og stærke initiativer af Karen Hækkerup, Martin Lidegaard, og Dansk Folkeparti, som man kan læse herover.
Det er egentlig ikke politikerne, jeg anklager, det er først og fremmest medierne, og de mange eksperter, medierådgivere og spindoktorer der er sammen er gået i selvsving over at lave spin med spin på. Ja og så selvfølge mig selv, der med begge ben er hoppet med på vognen. Vi skal have de reelle problemer, de virkelige nyheder og det relevante indhold tilbage – tre års valgkamp er mere end nok!
fredag den 16. december 2011
søndag den 27. februar 2011
Luk farmene op, minkfarmere...
Lagt på JP den 25. februar 2011 http://blogs.jp.dk/headline/
De danske pelsdyravlere er i høj grad selv skyld i, at de bliver hængt ud i medierne for at vanrøgte dyrene. I en hermetisk lukket verden rammer brodne kar nemlig hele branchen - også alle de dygtige pelsdyravlere, der behandler dyrene ordentligt. Åbenhed er den eneste vej til større forståelse og respekt og en forudsætning, hvis et af Danmarks største eksporterhverv skal undgå at spænde ben for sig selv.
Det gør ondt helt ind i hjertekulen, når TV-Avisen viser blodige billeder fra danske minkfarme. I bedste sendetid kunne man forleden se billeder af mink, der manglede øjne og dele af hovedet, mink med store åbne sår, og mink der lå døde i deres bure.
Ondt har det formentlig også gjort hos pelsdyravlerne selv - for selvom det er de færreste minkskind, der sælges på det danske marked, så er det alligevel en leg med ilden, når disse billeder dukker op. Særligt så tæt på et folketingsvalg er der ikke langt fra TV-avisen til politiker-kommentarer om, at erhvervet skal reguleres eller helt forbydes i Danmark. Og får pelsdyravlerne ikke gjort noget alvorligt ved problemet, står de i problemer til halsen.
En lukket verden
En af pelsdyravlernes største problemer er, at pelsdyrproduktion er ekstremt lukket og ekstremt hemmelighedsfuldt. Rundt om de store minkfarme er der mure og hegn - dels for at holde minkene inde, og andre dyr ude - men også for at holde journalister, kamerafolk og naturligvis dyreaktivister ude. Sandheden er, at det er de færreste af de journalister, der i disse dage skriver harme artikler om minkfarmene, der nogensinde har sat deres ben på en minkfarm - de er nemlig aldrig blevet inviteret.
Dyreaktivisterne med deres kameraer er heller ikke blevet inviteret, men har tydeligvis selv fundet vej ind i minkfarmene. Ingen kan vide, om billederne af de 30 syge mink vitterligt er optaget på de minkfare, som dyreaktivisterne påstår, de har besøgt, og ingen kan vide, om dyreaktivisterne har optaget alle deres billeder i farmenes sygeafdelinger. Men set fra et kommunikationssynspunkt er alt dette også lige meget. Så længe vi ikke ser andet, så tror vi på dyreaktivisternes billeder, og så længe vi tror på dem, har pelsdyravlerne en rigtigt dårlig sag.
Vis, at der ikke er flere syge dyr på en minkfarm, end der er syge danskere i en købstad
Pelsdyrbranchen annoncerer idag med tilbud om at besøge minkfarme. En fin start. Men lad mig hermed give pelsdyravlerne et helt gratis kommunikationsråd: Åbn portene helt! Find en dag eller to i kalenderen, og lad alle minkfarmene lave åbent hus for både naboer, lokalbefolkning og presse. Vis hvordan minkene bor, hvordan I pelser, og vis også hvad I gør for at hjælpe de syge dyr. Vis det hele frem! På den måde viser I dels, at I ikke har så meget at skjule, som de høje mure og strømførende hegn ellers kan give tanker om, og dels kan gæsterne ved selvsyn konstatere, at der ikke er flere syge mink i en minkfarm, end der er syge danskere i en købstad. Og giv så gæsterne en kop kaffe og en småkage!
Pelsdyravl er et af Danmarks største erhverv og har - rimeligt eller ej - nogle særdeles rimelige arbejdsbetingelser, der i høj grad bygger på tillid. Skal pelsdyravlerne bevare denne tillid, kræver det at vi som presse, politikere og borgere får indsigt og viden - og dermed forståelse og respekt.
De danske pelsdyravlere er i høj grad selv skyld i, at de bliver hængt ud i medierne for at vanrøgte dyrene. I en hermetisk lukket verden rammer brodne kar nemlig hele branchen - også alle de dygtige pelsdyravlere, der behandler dyrene ordentligt. Åbenhed er den eneste vej til større forståelse og respekt og en forudsætning, hvis et af Danmarks største eksporterhverv skal undgå at spænde ben for sig selv.
Det gør ondt helt ind i hjertekulen, når TV-Avisen viser blodige billeder fra danske minkfarme. I bedste sendetid kunne man forleden se billeder af mink, der manglede øjne og dele af hovedet, mink med store åbne sår, og mink der lå døde i deres bure.
Ondt har det formentlig også gjort hos pelsdyravlerne selv - for selvom det er de færreste minkskind, der sælges på det danske marked, så er det alligevel en leg med ilden, når disse billeder dukker op. Særligt så tæt på et folketingsvalg er der ikke langt fra TV-avisen til politiker-kommentarer om, at erhvervet skal reguleres eller helt forbydes i Danmark. Og får pelsdyravlerne ikke gjort noget alvorligt ved problemet, står de i problemer til halsen.
En lukket verden
En af pelsdyravlernes største problemer er, at pelsdyrproduktion er ekstremt lukket og ekstremt hemmelighedsfuldt. Rundt om de store minkfarme er der mure og hegn - dels for at holde minkene inde, og andre dyr ude - men også for at holde journalister, kamerafolk og naturligvis dyreaktivister ude. Sandheden er, at det er de færreste af de journalister, der i disse dage skriver harme artikler om minkfarmene, der nogensinde har sat deres ben på en minkfarm - de er nemlig aldrig blevet inviteret.
Dyreaktivisterne med deres kameraer er heller ikke blevet inviteret, men har tydeligvis selv fundet vej ind i minkfarmene. Ingen kan vide, om billederne af de 30 syge mink vitterligt er optaget på de minkfare, som dyreaktivisterne påstår, de har besøgt, og ingen kan vide, om dyreaktivisterne har optaget alle deres billeder i farmenes sygeafdelinger. Men set fra et kommunikationssynspunkt er alt dette også lige meget. Så længe vi ikke ser andet, så tror vi på dyreaktivisternes billeder, og så længe vi tror på dem, har pelsdyravlerne en rigtigt dårlig sag.
Vis, at der ikke er flere syge dyr på en minkfarm, end der er syge danskere i en købstad
Pelsdyrbranchen annoncerer idag med tilbud om at besøge minkfarme. En fin start. Men lad mig hermed give pelsdyravlerne et helt gratis kommunikationsråd: Åbn portene helt! Find en dag eller to i kalenderen, og lad alle minkfarmene lave åbent hus for både naboer, lokalbefolkning og presse. Vis hvordan minkene bor, hvordan I pelser, og vis også hvad I gør for at hjælpe de syge dyr. Vis det hele frem! På den måde viser I dels, at I ikke har så meget at skjule, som de høje mure og strømførende hegn ellers kan give tanker om, og dels kan gæsterne ved selvsyn konstatere, at der ikke er flere syge mink i en minkfarm, end der er syge danskere i en købstad. Og giv så gæsterne en kop kaffe og en småkage!
Pelsdyravl er et af Danmarks største erhverv og har - rimeligt eller ej - nogle særdeles rimelige arbejdsbetingelser, der i høj grad bygger på tillid. Skal pelsdyravlerne bevare denne tillid, kræver det at vi som presse, politikere og borgere får indsigt og viden - og dermed forståelse og respekt.
fredag den 25. februar 2011
Følg min blog på JP
Siden april 2010 har jeg været ekspertblogger på Jyllands Posten - og det er her jeg poster de fleste af mine indlæg - læs mere på http://blogs.jp.dk/headline/
Abonner på:
Opslag (Atom)