Kaffeklubben på P1

Ligesom min gode kollega Dorte Toft, der skriver på bloggen http://it-bizzen.blogspot.com er også min blog blevet diskuteret i programmet Kaffeklubben på P1 http://www.dr.dk/p1/kaffeklubben/bloggen/index.htm?p=17

Kaffeklubben diskuterede Ungdomshuset, som jeg skrev om i december, fordi jeg som udgangspunkt er tilhænger af et ungdomshus, men ikke mener at det nuværende med rette kan kaldes et 'Ungdomshus'. For hvis du ikke lige tilhører den meget lille del af Københavns unge, der synes at piercinger, sort tøj, anarkisme og punkmusik er det fedeste i verden, så er Ungdomshuset noget af det mest lukkede i København. Også for dem de egentlig vil støtte; De ikke-heteroseksuelle, dem der ikke spiser mad fra supermarkeder, og dem der gerne vil gå i hjemmestrikket tøj. Er man uenig med dem der sætter linien i Ungdomshuset, er man nogenlunde ligeså velkommen på Jagtvej 69, som en jysk politimand i kampuniform. Dermed har vi et Ungdomshus for de få, i stedet for et Ungdomshus for ungdommen - og uanset hvor huset så skal placeres, er dette et problem. Desværre forholdt kaffeklubben sig ikke rigtigt til den del af problematikken.

Og de forholdt sig heller ikke til kernen i min kritik nemlig, at problemet i den aktuelle konflikt, mine øjne, faktisk ikke er de unge, men Ruth Evensen, der ikke køber Jagtvej 69 med det formål at skabe en kirke for hendes højrenationalistiske sekt 'Faderhuset', men alene for at smide de unge rebeller ud. Dette synes jeg er det mest interessante dilemma i denne konflikt.

Derfor undrer det mig faktisk også ekstremt meget, at de unge insisterer på, at et nyt ungdomshus skal være kommunalt, og kommunalt finansieret. I betragtning af, at de nu har prøvet hvordan dét er, og at der med en offentlig løsning er en meget stor chance for, at et nyt politisk flertal vil smide dem ud af de lokaler de får - synes jeg at de unge er i fuld gang med at skyde sig selv i foden - og man kan undre sig meget over, hvem der har rådgivet dem så skidt.

Chefredaktørernes klub

På det helt umulige tidspunkt; lørdag aften klokken 23.00 sender DR2 Clement Kjærsgaards nye debatprogram 'Chefredaktørernes klub'. Ideen er, at man samler en række chefredaktører til at debattere den aktuelle politiske dagsorden, set med mediernes briller - og prøver at se frem mod den kommende uges nyheder.

Jeg har faktisk stor respekt for Clement Kjærsgaard - selvom jeg ved, at hans fangruppe nok har en forholdsvis overskuelig størrelse. Han har indsigt og han formår at tilegne sig svært stof, hurigt. Og ideen i programmet er vel egentlig udmærket - men hverken Clement Kjærsgaard eller 'chefredaktørerne' fungerer i panelet. Faktisk er Chefredaktørernes analyser og kommentarer ufatteligt banale og forudsigelige, og seeren efterlades ikke med noget indtryk af, at disse chefredaktører har nogen som helst indsigt, som man ikke også ville kunne finde hos spindoktorer, politiske kommentatorer, eller afdankede politikere, der også mangler analyse og perspektiv.

Måske er problemet med Chefredaktørernes Klub, at der er ualmindeligt få Chefredaktører i klubben. Lørdag aften bestod klubben af Claes Kastholm, Anne Knudsen, Georg Metz og Kresten Schultz-Jørgensen. Hver for sig sikkert dygtige til det de laver, men kun Anne Knudsen er chefredaktør i dag (Weekendavisen) resten er enten gået af for meget lang tid siden, eller har skiftet branche. Det slående er, at det kun var Anne Knudsen, der havde en lille smule føling med, hvad der rent faktisk sker på Christiansborg, i Bruxelles eller i Washington. Dermed blev panelets kommentarer og analyser, af Hillary Clinton, Anders Fogh og Søren Gade, også ekstremt ligegyldige og forudsigelige.

Det samme har tidligere været tilfældet, når Lone Kühlmann, Lasse Ellegaard, og Lars Hedegaard og en hel del flere, der af en eller anden grund har været medlemmer af Clement Kjærsgaards Chefredaktør-panel.

Når det endelig er de ægte chefredaktører der udgør klubben - som i premiereprogrammet, var det faktisk ikke meget bedre. Der var der mere fokus på avisernes forskellighed og egne præstationer, end formålet - nemlig analysen af de aktuelle indenlandske og udenlandske nyheder, som medierne ser dem.

Den manglende dybde falder tilbage på værten selv - Clement Kjærsgaard, der måske er for meget politisk analyserende selv til at han kan fungere, som den boldspillende vært på programmet. Og så virker det i øvrigt som om, at gæsterne ikke har den store respekt for Kjærsgaard.

Trist for program-ideen, er som sagt god – men når altså desværre ikke op på siden Jersild & Spin, der på trods af Lotte Hansen – er det bedste program af den type i sin klasse.

http://www.dr.dk/dr2/Chefredaktoerernes+klub

Numerologi

Det vil næppe være den store afsløring, at jeg nu fortæller, at jeg absolut ikke tror på Numerologi, - ligesom jeg i øvrigt heller ikke tror på astrologi og biorytmer. Og som de fleste andre, der mener at videnskab er videnskab, fordi videnskab bygger på afprøvet og dokumenteret viden, så har jeg også slået mig på lårene over de tumber, der har skiftet navn fra 'Ulla Jørgensen' til 'Gertrude Gyldenhave' og bokseren Johnny Bredahl Johansen der blev til Johny Wahid Johansen.

Men så faldt jeg over denne hjemmeside: http://www.k-web.dk/steen/atselvudvikle/vaerktoj/numerologi.asp

Og jeg må helt ærligt indrømme, at beskrivelsen af mig med mit eget navn og eget fødselstal passer betydeligt bedre, end når man forsøger med 'Børge Bimsebjerg' der har fødselsdag den 131054. Prøv selv.

Heldigvis findes der også en numerolog-maskine, der sætter det hele på plads på: http://www.hommer.dk/numerologimaskinen.html

Årets Cavlingpris

Onsdag blev det offentliggjort at journalisten Olav Hergel og fotografen Miriam Dalsgaard fra dagbladet Politiken, blev årets Cavlingspris-vindere.

Umiddelbart et overraskende, men ved nærmere eftersyn et indlysende valg.

Olav Hergel og Miriam Dalsgaard har gentaget Jacob Riis bedrift, fra 1900 tallet, hvor han som fotograf dokumenterede et USA med ekstreme sociale problemer. Jacob Riis’ billeder talte for sig selv. Det var ikke nødvendigt for ham at skrive lange analyser og perspektiver - de nøgne billeder fortalte en sandhed, som store dele af datidens USA ikke kendte - men som åbnede den amerikanske befolknings øjne for de massive sociale problemer, og var ifølge historiebøgerne den direkte anledning til præsident Roosvelt’ s socialreform. 100 år efter beskrev daværende præsident Bill Clinton, Jacob Riis som en af de mest betydningsfulde danskere nogensinde.

I deres metode og dokumentation har Olav Hergel og Miriam Dalsgaard gjort nøjagtigt det samme som Jacob Riis. De har skildret den barske virkelighed som flygtningebørnene oplever i danske flygtningelejre. Fortalt uden filtre, uden kommentarer og uden politiserende analyser. Læs teksterne og se billederne – og bliv klogere.

Dette er en Cavlingpris værd!

Det er debatten om prisen så til gengæld ikke. En journalist, med en skummel fortid fra RUC mener ikke, at Politikens reportage er værdig til at modtage en Cavlingpris. Se Simon Andersens argumenter her: http://avisen.dk/blogs/sian/Cavling-til-de-forkerte-030107.aspx.

I den i øvrigt ret interessante debat, er der tilmed flere der mener, at prisen burde være gået til JP's kulturredaktør Flemming Rose - manden der valgte at bringe de tolv Muhammedtegninger, og bagefter nægtede at beklage det.

Jeg har virkeligt svært ved at se den journalistiske revolution i at bringe 12 tegninger, der måske nok får sat noget debat og noget ambassadeafbrænding i gang. Men set fra et journalistisk perspektiv, er jeg ikke for to kroner klogere, efter jeg har set tegningerne, end jeg var før, jeg så dem. Den efterfølgende debat er fin for ytringsfriheden, men journalistisk set, er den ligegyldig.

Skulle Cavlingprisen være gået til en anden end Politiken, burde jeg selv have indstillet Morten Pihl, der i 2002 fik Cavlingprisen for Farum-skandalen. Morten har siden 2001 brugt 5 år på, først at afdække en historie, der er ekstremt kompleks og utroligt omfattende. Masser af journalister har forsøgt - med større eller mindre succes, men Morten Pihl er den eneste, der har holdt fast. Lige nu dækker han - igen som den eneste, retssagerne mod Brixtofte og ex-kommunaldirektør Leif Frimann. Det arbejde er både sejt og opsigtsvækkende, og fortjener en Cavlingpris mere. Nå, retssagen fortsætter jo langt ind i 2007, og Morten slipper garanteret ikke før låsen i Brixtoftes celledør er faldet i - så mon ikke jeg kan nå det næste år.