onsdag den 21. september 2016

Grådigt image kan koste Nets milliarder

Rygterne siger, at den danske Lamborghini-forhandler er i gang med at flytte salgskontoret fra København til Ballerup, hvor 70 nye multimillionærer er på vej. Der er penge i penge – men også risiko for, at et grådigt image kan få milliardbetydning for Nets. 


De har gjort det fantastisk de sidste par år hos Nets i Ballerup. Nets er endelig vokset ud af skyggen af PBS og har vendt stabile, men kedelige resultater til en imponerende bundlinje. Væksten i Nets er dog først og fremmest skabt ved at optimere driften, hvilket imidlertid også er godt klaret af Nets-ledelsen. Ledelsen kan så til gengæld se frem til en gigantisk belønning i forbindelse med børsnoteringen. I gennemsnit scorer de cirka70 Nets-chefer næsten 30 millioner kroner, hver. Det er så ekstremt mange penge, at det vækker opsigt – og bestemt ikke kun på den gode måde. For sammen med en række problemsager er de mange penge med til at tegne et billede af en lige lovligt grådig virksomhed.

23 gange berører Nets sit omdømme i afsnittet om risici i det netop udsendte børsprospekt. Og læser man det 30 sider lange afsnit, er det tydeligt man er bevidst om, at imaget ikke er optimalt, og risikoen for nye skandaler er til stede. De seneste år har der været adskillige sager om nedbrud i betalingskortsystemerne og i NemID. Værst er dog Se & Hør sagen, der lige nu behandles i retten i Glostrup. Sagen er problematisk for Nets, for selvom tys-tys-kilden faktisk var ansat hos underleverandøren IBM, var det hverken Nets eller IBM, der opdagede skandalen.
I år har Nets kørt en massiv imagekampagne. I reklamer og sponsorater har man fortalt om det kontaktløse dankort, om NemID og om, at man går forrest i udviklingen af ny betalingsteknologi. Men skal man tro årets imagemåling, har det ikke haft den store effekt – Nets roder stadig i den nederste fjerdedel, når danske virksomhedsledere skal vurdere Nets image. Det er kun en anelse bedre end da tys-tys-sagen for alvor rasede i 2014.
Udover at forgylde chefer og ejere, skal børsnoteringen også sikre Nets muskler til at købe op, så man også kan nå egentlig vækst på toplinien. Den svenske startup iZettle købte i sidste uge intelligentpos og skød dermed en ny værdikædekrig på betalingsløsninger i gang. Det opkøb er interessant, fordi det er en del af den disruption, der lige nu finder sted på markedet for betalingsløsninger. Der er ingen tvivl om, at Nets kommer under pres på fremtidig indtjening fra de af deres konkurrenter, som ser de nye muligheder hurtigere end dem selv. 
Indtil selve børsnoteringen holder man sig stramt til prospektet, når man kommunikerer i Ballerup. Sådan skal det være, man må ikke forstyrre eller påvirke investorerne. Men når noteringen er på plads, og aktien handles, er man pinedød nødt til at foretage sig en række ting.
Først og fremmest er man nødt til at købe sig til nogle af de teknologier og løsninger, der ændrer hele vores måde at håndtere betalinger på. I løbet af de næste fire år kommer en meget stor del af Nets kerneforretning i udbud – og her er man nødt til at dokumentere, at de 70 forgyldte ledere og chefer også formår at udvikle virksomheden, skabe innovation og konkurrencekraft – ellers vil andre, og betydeligt mere sultne leverandører stå på spring.
Og sidst men ikke mindst skal man kommunikere ansvarlighed, og at man bekymrer sig mere om sikkerhed og digital infrastruktur, end for om kantstene i Ballerup er så høje, at de ridser de nye Lamborghinier.