Hvad skal man vælge...

Det var forudsigeligt at dagens første partilederrunde mest af alt kom til at handle om velfærd og skat. To områder, der optager vælgerne, og to områder, hvor regering og opposition virkelig har noget at diskutere.

Det man skal ligge meget mærke til er, hvem der angriber og hvem der forsvarer. Regeringen forsøgte med nogle benhårde angreb på Socialdemokratiet og SF, og forsøgte at tegne et billede af en økonomisk uanvarlig alliance, der kun vil bruge penge. Det lykkedes ikke rigtigt. Det mest overraskende var, at regeringen ikke rigtigt havde nogle gode svar på de indlysende angreb - først og fremmest; skatter kontra velfærd. De formår ganske enkelt ikke overbevisende at sige, at skattelettelser er forudsætningen for, at der er råd til bedre velfærd. Ordene virker tomme, og udokumenterede. Ufatteligt at de ikke er bedre forberedte.

Set fra et socialdemokratisk synspunkt handler denne valgkamp om:

• At vise hvor mange lukkedage der kan undgåes i min datters vuggestue, hvor mange timers mere hjemmehælp min tante kan få, hvis man dropper skattelettelserne, og hvor stor en lønstigning vi kan give sosu-assistenterne - hvis vi dropper skattelettelserne. Lykkedes dette er et stort slag vundet.
• Samtidig skal Socialdemokratiet sørge for at bruge flere kræfter på at angribe, og præsentere sine ansvarlige forslag - end på at forholde sig til regerings angreb, og historik. Den kæmpefejl begik både Nyrup og Lykketoft.
• Endelig skal partiet vise at det står sammen - og at det er parat til at danne regering og samarbejde henover midten. Også dette er der stemmer i for tiden.

Hvis socialdemokratiet lykkedes med dette, er de slet ikke så langt fra at vinde regeringsmagten, som analytikere påstår, men det kræver fokus og hårdt arbejde.

Det mest pudsige lige nu er, hvilken liste Ny Alliance stiller med, udover de tre stiftere. Lige nu ser det ud til at Lars Kolind kommer til at stå på opstillingslisten. Interessant - men noget af en joker. Lars Kolind har pengene, men næppe evnerne til at begå sig i toppolitik, og risikerer at opleve en Jacob Haugaard effekt.

I den borgelige fløj handler det om at finde ballancen mellem at holde sammen, og tage afstand fra hinanden. Ikke bare regeringspartierne i forhold til Dansk Folkeparti - men også forholdet mellem aprtierne indenbyrdes er problematisk. De skal på en eller anden måde forsøge at vise, at de sidste måneders interne magtkampe ikke bliver et problem de næste 4 år.

De oooonde kommunikationsfolk...

I dag bringer Politiken et debatindlæg af Anne-Marie Dohm, der skoser Torsten Jansen, der har nedladet sig til at reklamere for realkredit Danmark. Anne-Marie Dohm mener, at Torsten Jansen sælger ud af sin troværdighed og skriver bl.a:

"Torsten Jansen er sikkert helt klar over, hvad han gør, og han kan uden problemer fortsætte sin karriere i kommunikationsbranchen eller et andet sted i erhvervslivet, hvor bundlinie er den øverste ledestjerne"

Anne-Marie Dohm beskriver journalister som en egenart, der med høj troværdighed jagter den evige, uspolerede objektive sandhed, så almindelige mennesker af kød og blod ved, hvad der er rigtigt og forkert. En gang imellem er der så journalister, der lader sig lokke over på den anden side af mørkets magter - bliver kommunikationsfolk, og går efter noget så vederstyggeligt som bundlinien i virksomheder.

Undskyld Anne-Marie Dohm, hvor har du sovet de sidste 10 år? I hvert fald meget langt væk fra danske kommunikations og medie -branche. Lad mig minde om:

• Kommunikationsgruppen - dvs den gruppe der omfatter de onde kommunikationsfolk, udgør i dag den absolut største faggruppe i Dansk Journalistforbund.
• Hvis der er nogen der for alvor diskuterer etik, moral og faglighed, så er det kommunikationsbranchen - tænk bare på NCC & Waterfront, Posten & Gunbak, osv. Her er etik forudsætningen for overhovedet at kunne se en bundlinie.

Nogle journalister arbejder med journalistik i medierne, andre gør det i virksomheder og organisationer, andre på bureauer. Men - og det beklager jeg meget Anne-Marie Dohm, de er alle journalister. Etikken, moralen og tilgangen kan være forskellig hos alle - men journalister er de - og ude i virkeligheden arbejder de faktisk ganske tæt sammen, til gavn for både demokratiet, læserne, virksomhederne - og nåeh ja - hinanden.

Man kunne leve med Anne-Marie Dohm fordomsfulde naivitet, hvis ikke lige det var fordi, hun var den nye rektor på Danmarks Journalisthøjskole.

Hvem faen er Trine Villemann?

Royalt stof er godt stof i Ekstra Bladet. Sådan er det - og det er fint nok. Men når nu der i en periode ikke er så voldsomt mange royale skandaler, bliver det et problem - både for det daglige avissalg, men også for den illusion, at de kongelige nu engang har det sjovere, vildere og mere spændende end læserne af Ekstra Bladet. Derfor er det virkelig skidt, når der mangler royale skandaler.

For at løse det problem, har Ekstra Bladets forlag fået Trine Villemann, til at skrive en afslørende bog om kongehuset, som de så kalder 1015 København K - for at signalere, at vi virkelig er inde på matriklen på Amalienborg. Og åbner man bogen, er det som at rydde den smukke Amalienborg facade ned - så læserne får set, at det virkelig er rigtigt alt det Ekstra Bladets journalister har fortalt os; de kongelige boller til højre & venstre, er luddovne, og har hundrede tusindevis af intriger på kryds og tværs - og dette koster danskerne millioner og atter millioner. Dette er indholdet, her er det bare skrevet på tre linier i stedet for 210 sider.

Men måske er der andre, der som jeg undrer sig over, hvor dælen denne Trine Villeman ved alt dette fra? Og hvem er hun egentlig?
På hendes egen hjemmeside http://www.villemann.com/ kalder hun sig selv for: "en af Danmarks mest øretæve-indbydende journalister" Nådada tænker jeg så. Mærkeligt jeg så aldrig har hørt om hende. Men jeg kan jo have sovet i timen den dag, de gennemgik listen. Jeg slår derfor Trine Villemann op på Infomedia, for at se hvilke øretæveindbydende afsløringer denne forrygende journalist så har skrevet på det seneste. Og finder... Intet!

Trine Villemann er nemlig forhenværende, øretæveindbydende journalist, viser det sig. I de sidste ti år har hun boet i udlandet, har så åbenbart ikke rigtigt haft tid til at afsløre - før altså hun nu, fra hendes bolig i Athen, har formået at hudflette og kortlægge det danske kongehus og udstille alle skelletterne. Og der er mere endnu - fx. mere end antyder Trine Villemann, at hun kender den VIRKELIGE historie, bag skilsmissen mellem Alexandra og Joachim - hun vil bare ikke fortælle den i denne bog af hensyn til 2'eren. UNDSKYLD! - af hensyn til familien, skriver hun. hihi - hun har også humor.

Lad os slå fast. Trine Villemann har sandsynligvis aldrig sat sine fødder i hverken soveværelserne på Amailienborg, Schachenborg eller i Kancellihuset. Hun har sikkert været til et pressemøde eller to i årenes løb, når det passede emd et besøg i Danmark. Men hun har formentlig aldrig haft en samtale med Mary, Alexandra eller de andre hun hænger ud i hendes bog. Hendes kilder, består primært af administratorer fra Det gule palæ - altså kongehusets administration "og jo mere man arbejder sig ind på dem - des mere åbne bliver de" siger hun til Ekstra Bladet.

Jeg tillader mig at tvivle - men Trine Villemann får nu alligevel en stjerne for hendes gode fantasi.