fredag den 21. september 2007

Clement, Clement, Clement

Jeg har det svært med Clement Kjærsgaard, selvom jeg anderkender at han kan noget som kun få værter og journalister kan. For eksempel at sætte sig ind i sit stofområde, som nu, hvor Clement er i Washington, og lægger op til det kommende amerikanske præsidentvalg.

Men det er svært med Clement Kjærsgaard, fordi han også har sit enorme ego. Det kan være befriende, fordi han tør, hvad kun få tør. Men det er også problematisk når hans person, og ikke imponerende journalistiske evner, spærrer for et interview med en ellers nogenlunde interessant interviewperson.

Det skete fx. i interviewet med James Carville, der var med i Bill Clintons kampagne i 1992. Clement stiller 5 gange det samme forudsigelige spørgsmål; hvad konsekvensen vil være af et demokratisk nederlag ved præsidentvalget. Et spørgsmål Carville umuligt kan give et fornuftigt svar på, hvilket åbenbart irriterer Clement. Så i stedet for at spørge Carville om noget væsentligt, bliver Clement ved med at borre i det ligegyldige, og temmeligt forudsigelige. At James Carville så ikke ligefrem er med i inderkredsen i det demokratiske partis 2008 kampagne, og heller ikke vil komme det - ligesom det måske er at stramme rubrikken en hel del, at kalde ham überspindoktor, som Clement-redaktionen gør i en pressemeddelelse, er så en detalje. http://www.dr.dk/dr2/clement+i+amerika/dansk/

Men Clement ER dygtig - men han ER ikke journalist, og han har åbenlyst ikke de redskaber der skal til, for at få gæsten til at give svarene, og selv være i baggrunden. Det er ok - men så bør Clement i stedet være ekspert, korrespondent eller noget andet fikst, fremfor interviewer og vært på programmet.

tirsdag den 11. september 2007

Fyyyy!!! Skam jer, Allerød

Dagens forarger i Ekstra Bladet OG på TV2 Lorry, er den rystende historie om, at Allerød byråd havde flyttet budgetforhandlingerne til Oslo-færgen (!) og ikke alene havde byrådet under forhandlingerne på skibet, formået at blive enige om besparelser på 17 mio kroner - der var også byrådsmedlemmer der havde spist middage, danset og ja – måske endda været berusede!!! Ekstra Bladet har både video og billeder - jeg nægter at linke til dem.

Disse historier er altid sjove - det mest interessante er om, der er grimme nøgenbilleder, eller nogle sjove skandaler - men det er der aldrig. Egentlig synes jeg det mest pinlige ved historien er, at et byråd vælger netop Oslo-båden til at holde møder på. Her ville jeg som Allerød-borger være alvorligt bekymret for min bys styre!

Men på TV2 Lorry, tog man historien helt alvorligt, og bragte historien på toppen af dagens udsendelse. Og sandelig om ikke også det lykkedes at finde et par håndfulde forargede Allerødborgere, der mente at byrådet burde gå af (fnis). Der var også et interview med Eva Nejstgaard, Danmarks sejeste, men sgu også mest mystiske kvindelige borgmester.

Set fra et kommunikationssynspunkt er dette en af den slags historier, der er død om en uge. 120.000 kroner er fuldstændigt ligegyldigt, og lidt fest her og et sjovt billede der, betyder absolut intet, hverken når der er kommunalvalg næste gang, eller i politikernes tillid hos befolkningen. Selvfølgelig kan man finde et par hystader, men det kræver man leder længe - det gjorde de i TV2 Lorry.

Mest mærkværdigt i dækningen var det efterfølgende ekspert-interview i studiet med en sikkert dygtig kommunikationskonsulent, jeg dog ikke kendte. Hans råd til politikerne var, at sige undskyld og betale pengene tilbage. Der sluttede så indslaget, så man kunne ikke finde ud af, om kommunikationskonsulenten jokede, eller om han mente det helt alvorligt.

Gud-ske-lov for Ekstra Bladets forager-forsider og TV2 Lorry - det er uskyldigt, men giver sikkert brød på bordet i dele af konsulentbranchen!

søndag den 2. september 2007

NØRREBRO OG HELE VERDEN I BRAND!!!

Redaktører og medieforskere forargede: Jeppe Nybroe har fjernet al troværdighed fra Danmarks Radio, da han pyntede på et par indslag og genbrugte et par billeder, for at få Irak-historien og sig selv til at fremstå, bare en lille smule mere dramatisk. "Hvem kan nu stole på Jeppe Nybroe, TV-avisen og hele Danmarks Radio igen? " gisper forskerne og redaktørerne i kor.

Og selvfølgelig er det latterligt at pynte historier der jo faktisk er dramatiske nok i sig selv, men at gøre dette til forsidehistorien på dagens Jyllands Posten - Ulrik Haagerups gode gamle avis, er nok lige at stramme lige lovligt meget på væsentligheds- og dramaskruen på JP.

Men hvorfor overhovedet denne mani med at overdramatisere nyhederne? I dag bringer de fleste aviser, uden noget, der bare minder om ironi eller spørgsmålstegn et citat fra en politimand oven på gårsdagens uroligheder på Nørrebro:

"Nørrebro er totalt brændt af, og en stor del af butikkerne fra Dronning Louises Bro til Nørrebros Runddel er blevet smadret og plyndret. (...)«, siger Gunnar Nørager til Ritzau - der også kan berette at: Politiet har foretaget 63 anholdelser, efter at op mod 1.000 unge i nat forvandlede Nørrebro til et inferno af flyvende brosten, flasker og molotovcocktails"

Jeg erkender, at jeg har tilbragt weekenden i det jyske, derfor kan jeg faktisk ikke med sikkerhed sige, at Nørrebro ikke er en stor ruinhob, der har drevet tusinder af mennesker på flugt - men jeg tvivler.

Måske har Jeppe Nybroe, politimanden og Ritzau-journalisten alle spist de samme piller: Jo mere dramatisk jo bedre. Fuck at det ikke er hele Nørrebro der brænder, pyt med at det ikke helt regner med granater over sydIrak - det kan seeerne og læserne jo ikke se - men for fanden hvor er jeg sej når jeg rapporterer, og for fanden hvor er jeg fed, når jeg står her midt i infernoet.