De nyttige idioter

Pressen lugtede blod, da Brøndby IF mandag valgte at fyre direktør Hermann Haraldsson, og med bestyrelsesformand Per Bjerregaards et døgns lange tavshed, var der virkelig lagt op til fest i galehuset på vestegnen.

Imidlertid ebbede nyhederne langsomt ud, - selv hovedsponsor Jesper Nielsen, gav udtryk for at acceptere, at bestyrelse og direktion åbenbart ikke var enige om strategi og udviklingen af forretningen.

Men senstationsværdien dør jo ikke, bare fordi strømmen af facts ebber ud. Derfor går sportsjournalisterne nu på jagt efter flere kompromitterende historier, og her render man så meget heldigt ind Casper Rose, der er lektor på CBS. Jeg kender ikke Casper Rose - men det er ikke med denne uges presseomtale, at han virkeligt sætter sit fodaftryk som ekspert i virksomhedsforhold. Snarere får han tildelt den lidet prangede rolle som 'nyttig idiot' for pressen, fordi han lægger navn og titel til flere historier, der bedst kan betegnes som vrøvl.

Først mener Casper Rose, at tildelingen af Aktieoptioner til Hermann Haraldsson i juni 2009 er et udtryk for, at bestyrelsesformand Bjerregaard lyver om, at fyringen var under overvejelse i flere måneder. Men havde Casper Rose haft almen viden om ansættelse af direktører og direktør-kontrakter ville han vide, at det er ganske almindeligt at en direktør i sin kontrakt har en aftale om, at man efter en bestemt periode - fx. et år - vil kunne opnå disse incitaments-aftaler. Der er intet underligt i det - havde man undladt at udbyde optionerne, ville bestyrelsen sandsynligvis have brudt sin kontrakt med Hermann Haraldsson .

Dagen efter forvilder Casper Rose sig ud i en ny historie om, at fyringen måske er ulovlig, fordi begrundelsen for fyringen ikke fremgår af fondsbørsmeddelsen fra Brøndby IF. Også dette er noget vrøvl. Der er bestemt ikke præcedens for, at man begrunder fyringen af adm. direktører, udover det det Brøndby IF gør i meddelelsen. Tvært i mod, vil det være ekstremt svært at finde et eksempel på en børsnoteret virksomhed, der detaljeret forklarer en fyring. Og for at blive i sportsverdenen, kan man se Parken Sport og Entertaintments fyring af Jørgen Glistrup - heller ikke her, var begrundelsen uddybet. Der er derfor heller ingen fare for, at OMX Nasdaq skal komme efter Brøndby IF for deres håndtering af fyringen.

Det er uvidst om Casper Rose har en dagsorden eller vitterligt bare er ekstremt uvidende. Om alle omstændigheder er det i hvert fald pinligt, at han agerer så uvidende og forkert, og må om alle omstændigheder være et problem for CBS.

Tilbage i Brøndby IF har man nu en kæmpeopgave, dels med endnu engang at redde renommeet, og dels ved at få styr på kommunikationen. Klubben kan nemlig udelukkende takke sig selv for, at pressen går så ensidigt efter bestyrelsesformanden og klubben. Havde man ageret professionelt og åbent, kunne man have undgået en del kritisk omtale, selv sludderet fra Casper Rose.

Når professionelle sportsfolk skal styres af amatører

For et par måneder siden fik Dansk Håndbold sine velfortjente tæv for deres håndtering af Kolding Ifs Bo Spellerberg, der først fik karantæne i semifinalerne i mesterkabskampen i herrehåndbold, så alligevel ikke, også alligevel.

I går var det DCU, Dansk Cykle Union, der heller ikke kan hitte ud af at styre kommunikationen. I stedet for at give Michael Rasmussen et klart svar på om han vil kunne stille op i Post Danmark Rundt, svarer man; ingenting. Sandsynligvis fordi man i frygt for at komme til at sige noget forkert, vælger at undlade at svare, og forsvarer så sit manglende svar med, at pressen er meget interesseret i den korrespondance der kører mellem Michael Rasmussen og DCU.

Nu har DCU aldrig været udråbt som de allerskarpeste når det handler om at træffe beslutninger og kommunikere dem. Men meldingen i går om, at man ikke kan tage stilling til Michael Rasmussen er så indlysende tåbelig og farlig, at selv en amatørleder bør kunne se det.

Kernen i sagen om Michael Rasmussens deltagelse i Post Danmark rundt er ikke, hvilket hold han kører på. Kernen er Michael Rasmussen selv. Hvordan forklarer man at to års overstået karantæne alligevel ikke er straf nok for Danmarks måske skarpeste cykelrytter, uden at gå på kompromis med helt almindelige etiske grundprincipper – eller omvendt: Hvordan forklarer man presse og sponsorer, at en dømt dopingsynder (der dog aldrig er blevet taget for doping) får lov til at stille op, og måske vinde Post Danmark Rundt? samtidig med at man siger man har verdens skarpeste antidoping-regler.

Opgaven er ikke nødvendigvis nem, men den handler først og fremmest om at træffe en beslutning og derefter turde stå til mål for den. Det tør DCU tydeligvis ikke, og derfor venter der dem nu endnu flere, velfortjente drøje hug.