Viser opslag med etiketten Farumsagen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Farumsagen. Vis alle opslag

onsdag den 11. april 2007

Den var sgu hård!

Tirsdag fik Peter Brixtofte endelig byrets-dommen i den store Farum-sag 2 år blev det til, og sammen med dommen fra sponsorsagen skal Brixen nu bruge 4 år på at ruske tremmer.

Hvilket spild.

Da vi på B.T. startede med at skrive om ham og Farum kommune, nægtede han at tale med B.T.s journalister. Ingen kunne få aktindsigt i materiale fra Farum kommune, og var der politikere i byrådet der spurgte, fik de arrogante svar, eller fik slet ikke noget. Betegnelsen 'Bykonge' er ikke for stort, og betegnelsen 'arrogant magtmisbruger' ligger lige for. ( I øvrigt er det pudsigt, at Brixtofte aldrig i de tonsmange interviews og portrætter, er blevet konfronteret med den side – at han også er et vandvittigt arrogant og magtbegærende menneske)

Men han har jo også ret, Brixen: Tager man en tur til Farum i dag, må man erkende, at skoler, stadion, idrætshal, svømmehal og skulpturpark ER noget særligt. Farum ER en rummelig by, hvor der - i hvert fald tidligere, blev gjort en kæmpe indsats for at styrke sammenhængskraften; De ældre kom på rejser - til de byer i Tyrkiet, hvor de lokale indvandrere kom fra - i øvrigt med de lokale indvandrere som rejseledere. Arbejdsløsheden var rekordlav og kriminaliteten i bund.

PBX har ikke drukket en eneste flaske rødvin, eller spist en eneste laksemad, for sin egen fornøjelses skyld. Alle de mange penge er i sidste ende, alene brugt til gavn for borgerne - vil Brixtofte til sin død holde fast i - og det er svært ikke at give ham ret.

Set i det lys er dommen i Hillerød byret benhård.

Det gavner hverken Peter Brixtofte, skatteyderne i almindelighed eller farumborgerne i særdeleshed, at Peter Brixtofte nu skal i fængsel - for det skal han uanset de kommende ankesager. Man kan kun håbe, at han klarer den, og at der så vil være nogen der står parat når han kommer ud - ikke bare med et godt glas Petrus - men også med en opgave, til en af landets dygtigste og mest visionære politisk tænkende mennesker. Det skal nok bare ikke være som borgmester. I hvert fald ikke i Danmark.