lørdag den 7. juli 2007

Kom igen Bjarne

Sgu mærkeligt som inkarneret cykelfan at se dagens prolog fra London, hvor CSC vandt en fantastisk flot sejt med Cancellaras imponerende sejr.

ikke at det er mærkeligt at svejtseren vinder - det har han fuldt fortjent, men mærkeligt fordi spillet omkring touren og CSC har været så mærkværdigt. Først vælger CSC-holdet at meddele, at Bjarne bliver hjemme fordi han er træt og ikke har kræfterne til at sloges med pressen i tre uger, hvorefter man så ser ham i fuld vigør hos CSC.

Men hele situationen er også mærkelig. Alle ved, at Bjarne Riis er feltets dygtigste sportsdirektør - både på det rent strategiske, men også på det taktiske. Det er hævet over enhver tvivl, at Bjarne Riis var en fremragende rådgiver under de vanskelige etaper for hans tidligere topryttere - og også ville være det for bl.a. Carlos Sastre.

Men fordi en eller anden tysk idiot, mener at CSC bruger doping, er de tre eneste der interesserer sig for doping i Danmark, gået i den vilde heksejagt, og Bjarne Riis ville ikke kunne lave et eneste interview, eller et eneste pressemøde uden at skulle forholde sig til idiot Jakse, fordi Olav Skaaning, Lars Werge og kulturministeren, synes at det der doping er så skide interessant.

Men det er det ikke. I Tour de France er det cyklingen, taktikken, udstyret og evnerne, der er interessant. Derfor burde Bjarne have været der fuldt ud for CSC - han kan så takke en tysk og tre danske idioter for at han ikke kan være det.

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Hold nu op med den der fuldstændig forkrampede tilbedelse af Bjarne Riis.

Manden har muligvis engang for mange år siden haft krav på at blive taget alvorligt i sportsverdenen. Nu - efter mange års patetisk "jeg er ikke testet positiv" - har han vist sig som noget, der tilnærmelsesvis kan betegnes som et mandfolk og erkendt, at han også var stofmisbruger i 'det rullende apotek', som cykelsporten kaldes af realister.

Men Riis' erkendelser kom først, da han var klasket op ad væggen af presset fra tidligere holdkammerater, der gik til bekendelse. Derfor er der ingen grund til at have respekt for en mand, der ikke havde tilstrækkelige evner til at blive en vinder uden at snyde.

Du, Bjarne Riis, Jørgen Leth og andre virkelighedsfornægtere burde holde op med at kalde professionel cykling for sport. Lad os kalde det (sportslignende) underholdning på linje med american wrestling.

De sprøjteafhængige cykelryttere har intet som helst berettiget krav på at blive betragtet som sportsmænd. De er og bliver patetiske svindlere, som fratager seriøse sportsfolk muligheden for at vinde berømmelse og penge.

At du vælger at kalde Jörg Jaksche for en tysk idiot, når han giver udtryk for, hvad, der indtil andet er bevist, må betragtes som førstehåndsviden om Bjarne Riis' meritter som sportsdirektør, kan undre. Især når man ikke har nogen som helst grund til at lægge vægt på Bjarne Riis' egne udsagn.

I øvrigt har det været bemærkelsesværdigt, at CSC's pressechef ikke har afvist beskyldningerne, men blot sagt: "at man ikke kan forholde sig til udokumenterede udsagn". Bjarne himself har endnu engang stukket hovedet i busken. Havde han på nogen måde skulle gøre sig fortjent til omgivelsernes respekt, havde han enten erkendt eller lagt sag an.

Når du siger, at "I Tour de France er det cyklingen, taktikken, udstyret og evnerne, der er interessant", så er det muligvis rigtigt. Men det har ikke en skid at gøre med, hvem der vinder - det har holdlægen.

Din naivitet rækker vel også til at tro på Ivan Basso, da han blev taget med fingrene i krukken (Operacion Puerto) og bedyrede, at han godt nok havde intentioner om at lade sig dope, men at alle hans hidtidige resultater var rene. Sjovt nok var Riis nødt til at 'lade Basso gå', så CSC og andre sponsorer, der er fuldstændig ligeglade med etik og moral, bare det ikke bliver opdaget, kunne fortsætte sponsoratet med medfølgende tv-dækning af nye hårdtpumpede resultater.

Mvh. Uffe