Skal man overleve strukturændringer og skolenedlæggelser, kræver det målrettet og præcis kommunikation – og at man har styr på budskaberne. Det har kommunerne sjældent, derfor har skolenedlæggelser en tendens til at ende i kampe og demonstrationer. Ofte oplever kommunerne elev og lærerflugt, og oprettelsen af friskoler.
Det er enhver kommunalpolitikers mareridt. Ingen beslutninger er så upopulære, som at nedlægge skoler – men i en tid, hvor indtægterne falder, og man ikke kan hæve skatten, er der lige nu ingen vej udenom, for rigtigt mange kommuner. Heldigvis er der 3 år til næste kommunalvalg, så skal det gøres, skal det være nu. Men det kræver kommunikation. Målrettet, klar kommunikation, af de rigtige budskaber.
I Jammerbugt kommune arbejder man lige nu på en massiv omlægning af skolestrukturen, herunder muligheden for at nedlægge en række skoler. Jammerbugt kommune har sådan set gjort en masse fine ting; de har lavet en kæmpe rapport, opridset alle scenarierne, forklaret baggrunden – alligevel er befolkningen utilfreds. Og det kan jeg godt forstå.
Skal man tro indledningen til rapporten er målet i Jammerbugt kommune ikke bare at spare penge, men at styrke kvalitetsudviklingen af skolen. Resten af de 76 sider handler næsten udelukkende om hvilke scenarier man kan opstille for at ændre skoledistrikterne – og spare penge. Hvad pengene så skal bruges til – hvilke mål man har for skolen står hen i det uvisse. Joooo – der er da et formuleret nogle floskelfyldte sætninger, om kundskaber, trivsel, lærelyst og sundhed. Men intet er unikt, intet er konkret. Så når Jammerbugt kommune lige om lidt tager skolen fra nogle elever, forældre og lærere, og ændrer strukturen for en masse andre – ja så er der ingen der ved, hvad målet er, eller hvad man så kan glæde sig til i stedet for.
Dermed gør jammerbrugt kommune nøjagtigt det samme, som de fleste andre kommuner. De sløser med budskaberne, og de kommunikerer upræcist og unøjagtigt. Så det er helt forståeligt, at de er sure i det Nordjyske.
Ingen flugt i Brøndby
I den modsatte ende ligger Brøndby kommune. Her tog politikere og embedsfolk allerede kampen sidste år – endda i et valgår. Her er det faktisk lykkedes dygtige og visionære embedsfolk, ledere og politikere, at gennemføre en total omlægning af skolestrukturen, med nedlæggelse af syv skoler, og oprettelsen af tre nye – uden at det har ført til elevflugt og udvanding af skolerne. Tvært i mod – har man formået både at spare penge, OG hæve kvaliteten og timetallet for eleverne – og man har kommunikeret om det, så både elever, forældre og lærere har følt sig trygge ved den nye skole.
Hemmeligheden i Brøndby har været kombinationen af, at træffe de rigtige beslutninger og kommunikere om dem. I Brøndby har man skåret så dybt i skolevæsenet, at man både har kunnet skabe en gedigen besparelse for kommunen, samtidig med at man kunne føre penge tilbage til de fortsættende skoler, sådan at rammer og indhold er blevet optimale. Kort sagt sørger man for at kanalisere penge væk fra administration og over på eleverne. Samtidig er der brugt ressourcer på at give alle de nye Brøndby-skoler en ny profil, og fortælle om alle tiltagende gennem rettidig kommunikation direkte med borgerne.
Der SKAL kommunikeres målrettet med både elever, lærere, forældre og lokalsamfund, når man vil nedlægge skoler, og man skal gøre det præcist og åbent. Det er ikke svært, men det kræver at man afsætter ressourcerne til det – og man tager kommunikationen seriøst
fredag den 3. september 2010
torsdag den 4. februar 2010
Den ligegyldige dom
Efter et halvt år i helvede, kunne 'Jetsetdronningen' i dag modtage sin dom i en sag om narkotika. En bøde på 20.000 kroner blev det til, herregud - tænker man.
Jeg kender ikke 'jetsetdronningen' men ved ligesom de fleste andre hvem hun er. Og lige præcist heri ligger pointen i, at dommen i Københavns byret er helt og aldeles ligegyldig. For kvinden var allerede dømt, og var allerede i fuld gang med at afsone sin straf. Dommen over hende var ikke sket i byretsbygningen, men i pressen og på nettet.
Så da 'Jetsetdronningen' i dag fik sin officielle dom, kan hun meget vel have tænkt ' herregud' - var det virkelig det? Den nærmest latterligt lille dom, der skulle koste mig karrieren, indtægtsgrundlaget og formentlig en stor del af vennerne?
'Jetsetdronningen' var jo beskyttet af et meget omtalt navneforbud - et navneforbud, der egentlig er stadfæstet for at beskytte kvinden, men som i hvert fald på ingen måde har virket efter hensigten. Reglerne om navneforbuddet er betydeligt ældre end internettet og onlineaviserne. Derfor giver reglerne om navneforbud i deres nuværende form slet ikke mening - og det burde Københavns Byret både vide, og have ageret efter, hvis de helt alvorligt mente, at kvinden skulle have været beskyttet.
Man kan ikke andet, end have ekstremt ondt af kvinden, der sin jetset-tilværelse til trods, må opleve at verden er brudt sammen om hende. Men samtidig bør større dele restvæsenet overvejer, om de regler vi bruger til at beskytte de potentielt uskyldige, er gode nok - eller om ikke håndteringen, som med 'jetsetdronningen' i virkeligheden fører til, at mennesker kan dømmes dobbelt - eller som her; ti-dobbelt.
I dag foreslår det selvbestaltede orakel Asger Aamund, at 'Jetsetdronningen' står frem i Go Morgen danmark, og fortæller sin historie her, og 'får renset luften'. Jeg tror det er en god ide, at tale ud til en journalist, men jeg tror det vil være at skyde sig selv i begge fødder, at gøre det på TV og i Go Morgen Danmark. Denne sag kræver noget skriftligt - et kæmpe interview i Berlingske, eller måske en bog. God kamp!
Jeg kender ikke 'jetsetdronningen' men ved ligesom de fleste andre hvem hun er. Og lige præcist heri ligger pointen i, at dommen i Københavns byret er helt og aldeles ligegyldig. For kvinden var allerede dømt, og var allerede i fuld gang med at afsone sin straf. Dommen over hende var ikke sket i byretsbygningen, men i pressen og på nettet.
Så da 'Jetsetdronningen' i dag fik sin officielle dom, kan hun meget vel have tænkt ' herregud' - var det virkelig det? Den nærmest latterligt lille dom, der skulle koste mig karrieren, indtægtsgrundlaget og formentlig en stor del af vennerne?
'Jetsetdronningen' var jo beskyttet af et meget omtalt navneforbud - et navneforbud, der egentlig er stadfæstet for at beskytte kvinden, men som i hvert fald på ingen måde har virket efter hensigten. Reglerne om navneforbuddet er betydeligt ældre end internettet og onlineaviserne. Derfor giver reglerne om navneforbud i deres nuværende form slet ikke mening - og det burde Københavns Byret både vide, og have ageret efter, hvis de helt alvorligt mente, at kvinden skulle have været beskyttet.
Man kan ikke andet, end have ekstremt ondt af kvinden, der sin jetset-tilværelse til trods, må opleve at verden er brudt sammen om hende. Men samtidig bør større dele restvæsenet overvejer, om de regler vi bruger til at beskytte de potentielt uskyldige, er gode nok - eller om ikke håndteringen, som med 'jetsetdronningen' i virkeligheden fører til, at mennesker kan dømmes dobbelt - eller som her; ti-dobbelt.
I dag foreslår det selvbestaltede orakel Asger Aamund, at 'Jetsetdronningen' står frem i Go Morgen danmark, og fortæller sin historie her, og 'får renset luften'. Jeg tror det er en god ide, at tale ud til en journalist, men jeg tror det vil være at skyde sig selv i begge fødder, at gøre det på TV og i Go Morgen Danmark. Denne sag kræver noget skriftligt - et kæmpe interview i Berlingske, eller måske en bog. God kamp!
onsdag den 3. februar 2010
Tavshed er - farligt, DELL
I aftes var det DELL’s tur til at få en tur i vridemaskinen i DR Kontant. I en klassisk fortælling med en masse stakler, der angiveligt har spildt både en masse penge, men også en forfærdelig masse tid på de åbenbart uduelige maskiner fra DELL.
Det er altid et åbent spørgsmål, om man skal stille op til interviews i den salgs programmer, eller ej – og set udefra er det umuligt at afgøre, hvad der er mest klogt. Men helt sikkert er det, at hvis man ikke stiller op, og giver en forklaring eller en undskyldning, så forventes det, at virksomheden gør noget andet, for at forklare sig eller gå bodsgang.
DELL valgte at gøre ingenting. Ikke bare undlod de at stille op i DR Kontant, angiveligt trods en aftale om det, de har også undladt at gøre noget synligt, for at imødekomme de historier DR Kontant afslørede, og som store dele af den skrevne presse i dag har fulgt op på. Ingen forklarende annoncer i medierne, ingen pressemeddelelser med forklaringer eller undskyldninger, og ikke et ord på DELL’s hjemmeside.
DELLs strategi er pudsig, og kan måske tilskrives, at DELL er en meget amerikansk virksomhed, der traditionelt har det svært med presse og kritisk omtale. Men på det danske marked, er det problematisk, fordi DR-udsendelsen og dagens presseomtale stiller spørgsmålstegn ved, om man overhovedet kan stole på DELL.
Aftenens DR Kontant var kritisk, men forekom også at være veldokumenteret, og journalistisk lødigt produceret. Modsat en hel del andre forbruger-kritiske programmer, forekommer DR Kontant at være hårdt, men retfærdigt – og alt tyder på at de op mod 750.000 seere stoler på det, de får at vide i programmet. Set i det lys, er det problematisk, at hverken DELL’s direktør eller kommunikationschef svarer på telefoner, eller vil gå i dialog med redaktionen. Dermed understreges oplevelsen af, at DELL ikke interesserer sig for deres kunder eller omverden.
Store dele af IT-branchen befinder sig lige nu i en dyb krise, hovedsagligt forårsaget af Finanskrisen. Hvor branchen tidligere var pæn og nobel, og behandlede hinanden med respekt, oplever man nu ofte det modsatte – ’når krybben er tom, bides hestene’. Jeg tror DELL skal handle endda meget hurtigt, hvis de vil undgå at denne sag kommer til at vokse endnu mere og virkeligt kommer til at koste på såvel top, som bundlinie.
Det er altid et åbent spørgsmål, om man skal stille op til interviews i den salgs programmer, eller ej – og set udefra er det umuligt at afgøre, hvad der er mest klogt. Men helt sikkert er det, at hvis man ikke stiller op, og giver en forklaring eller en undskyldning, så forventes det, at virksomheden gør noget andet, for at forklare sig eller gå bodsgang.
DELL valgte at gøre ingenting. Ikke bare undlod de at stille op i DR Kontant, angiveligt trods en aftale om det, de har også undladt at gøre noget synligt, for at imødekomme de historier DR Kontant afslørede, og som store dele af den skrevne presse i dag har fulgt op på. Ingen forklarende annoncer i medierne, ingen pressemeddelelser med forklaringer eller undskyldninger, og ikke et ord på DELL’s hjemmeside.
DELLs strategi er pudsig, og kan måske tilskrives, at DELL er en meget amerikansk virksomhed, der traditionelt har det svært med presse og kritisk omtale. Men på det danske marked, er det problematisk, fordi DR-udsendelsen og dagens presseomtale stiller spørgsmålstegn ved, om man overhovedet kan stole på DELL.
Aftenens DR Kontant var kritisk, men forekom også at være veldokumenteret, og journalistisk lødigt produceret. Modsat en hel del andre forbruger-kritiske programmer, forekommer DR Kontant at være hårdt, men retfærdigt – og alt tyder på at de op mod 750.000 seere stoler på det, de får at vide i programmet. Set i det lys, er det problematisk, at hverken DELL’s direktør eller kommunikationschef svarer på telefoner, eller vil gå i dialog med redaktionen. Dermed understreges oplevelsen af, at DELL ikke interesserer sig for deres kunder eller omverden.
Store dele af IT-branchen befinder sig lige nu i en dyb krise, hovedsagligt forårsaget af Finanskrisen. Hvor branchen tidligere var pæn og nobel, og behandlede hinanden med respekt, oplever man nu ofte det modsatte – ’når krybben er tom, bides hestene’. Jeg tror DELL skal handle endda meget hurtigt, hvis de vil undgå at denne sag kommer til at vokse endnu mere og virkeligt kommer til at koste på såvel top, som bundlinie.
mandag den 21. december 2009
Genrejsningen af Brøndby IF er først og fremmest et kommunikationsprojekt
En sportsdirektør der siger op, eller måske endda fyret. En administrerende direktør der bliver bortvist. En træner der er modløs. En spillertrup der skændes internt og brokker sig i pressen. En hovedsponsor der taler med pressen om alt og intet, og godt og skidt – eller bare skidt… - og nåeh ja, et superligahold der spiller, som en pose nødder. Brøndby IF, vestegnenes stolthed, har overtaget den lidet behagelige rolle som dansk fodbolds galehus.
December er en rædselsfuld måned for fodboldklubber der klarer sig skidt, og en jubelmåned for klubber med succes. Det er nemlig i december, at alt hvad der kan krybe og gå af sportsjournalister, kommentatorer og fodboldeksperter ikke har andet at lave, end at gøre efterårets regnestykke op. Hvem har gjort det godt, og hvem har fejlet – det hele gøres op i statistikker og grafer, og der uddeles priser og kåres ’årets etellerandet’ i en lind strøm.
I år er det så Brøndby IF der får de fleste tæv og får alle ’flop-priserne’ – for selvom Brøndby faktisk ligger nummer 5, med rimeligt gode chancer for at spille sig ind i medaljekampen efter vinterpausen, er alle eksperterne enige om at Brøndby er årets fiasko. Et eller andet sted er det fair nok – spillet har været elendigt og resultaterne ligger alt andet lige langt under forventningerne. Men det er også til at leve med – 3 sejre i foråret, vil stoppe al kritikken, og pressen vil melde Brøndby ind i kampen igen – sådan er det i fodbold.
Langt mere bekymrende er det, at Brøndby IF tilsyneladende er gået helt bag om dansen, når det handler om at kommunikere. For fem år siden vidste enhver knægt på vestegnen, at Brøndby Ifs klare ambition er at vinde titler, og blive den førende klub i norden. Det er der sandsynligvis ingen, der ved i dag. For ti år siden vidste enhver spiller, der kom til Brøndby IF, at en af klubbens bærende værdier er, at ’ingen er større end klubben’ – i dag spiller man i Brøndby IF for at få ’gang i karrieren igen’. For 5 år siden ville enhver træner eller sportschef sige, at det vigtigste i Brøndby, er at spille offensivt og seværdigt fodbold – og derigennem vinde titler. I dag siger trænerne, at de er i tvivl om, hvilket system de skal bruge, for de ved ikke hvilke spillere de har til rådighed.
For 10 år siden vidste man, at nye ideer tanker, og holdninger til dansk fodbold, oftest kom fra vestegnen, og man kunne i hvert fald altid gå hertil, hvis man ville have en holdning til dem. I dag er der helt stille, om lige præcist det emne.
Alt dette handler om kommunikation. Om at have en vision, en strategi, en plan og en evne til at eksekvere den. Det har man ikke længere i Brøndby – og derfor er opfattes Brøndby IF nu som dansk fodbolds galehus, fordi først og fremmest kommunikationen sejler. Og når spillet så heller ikke flyder – ja så fungerer klubben som et såret dyr, hvor alle lemmer og dele forsøger at holde sig i live ved at spjætte – men dyret er stadig såret og lammet.
Lige nu leder klubben på vestegnen efter en ny sportsdirektør – det er en god ide. Men måske var det en bedre ide at ansætte en ny kommunikationsdirektør, der kan sørge for at tage kampene uden for banen, mens sportsdirektøren kan sørge for kampen inde på banen. Men desværre er det kampen udenfor banen, Brøndby er længst bagude.
Brøndby har en ekstremt stærk bestyrelse med Per Bjerregaard, Kurt Larsen, Torben Hjort, og Niels Roth. Tiden er nu inde til, at også de trækker i kamptøjet, og træffer de rigtige beslutninger.
December er en rædselsfuld måned for fodboldklubber der klarer sig skidt, og en jubelmåned for klubber med succes. Det er nemlig i december, at alt hvad der kan krybe og gå af sportsjournalister, kommentatorer og fodboldeksperter ikke har andet at lave, end at gøre efterårets regnestykke op. Hvem har gjort det godt, og hvem har fejlet – det hele gøres op i statistikker og grafer, og der uddeles priser og kåres ’årets etellerandet’ i en lind strøm.
I år er det så Brøndby IF der får de fleste tæv og får alle ’flop-priserne’ – for selvom Brøndby faktisk ligger nummer 5, med rimeligt gode chancer for at spille sig ind i medaljekampen efter vinterpausen, er alle eksperterne enige om at Brøndby er årets fiasko. Et eller andet sted er det fair nok – spillet har været elendigt og resultaterne ligger alt andet lige langt under forventningerne. Men det er også til at leve med – 3 sejre i foråret, vil stoppe al kritikken, og pressen vil melde Brøndby ind i kampen igen – sådan er det i fodbold.
Langt mere bekymrende er det, at Brøndby IF tilsyneladende er gået helt bag om dansen, når det handler om at kommunikere. For fem år siden vidste enhver knægt på vestegnen, at Brøndby Ifs klare ambition er at vinde titler, og blive den førende klub i norden. Det er der sandsynligvis ingen, der ved i dag. For ti år siden vidste enhver spiller, der kom til Brøndby IF, at en af klubbens bærende værdier er, at ’ingen er større end klubben’ – i dag spiller man i Brøndby IF for at få ’gang i karrieren igen’. For 5 år siden ville enhver træner eller sportschef sige, at det vigtigste i Brøndby, er at spille offensivt og seværdigt fodbold – og derigennem vinde titler. I dag siger trænerne, at de er i tvivl om, hvilket system de skal bruge, for de ved ikke hvilke spillere de har til rådighed.
For 10 år siden vidste man, at nye ideer tanker, og holdninger til dansk fodbold, oftest kom fra vestegnen, og man kunne i hvert fald altid gå hertil, hvis man ville have en holdning til dem. I dag er der helt stille, om lige præcist det emne.
Alt dette handler om kommunikation. Om at have en vision, en strategi, en plan og en evne til at eksekvere den. Det har man ikke længere i Brøndby – og derfor er opfattes Brøndby IF nu som dansk fodbolds galehus, fordi først og fremmest kommunikationen sejler. Og når spillet så heller ikke flyder – ja så fungerer klubben som et såret dyr, hvor alle lemmer og dele forsøger at holde sig i live ved at spjætte – men dyret er stadig såret og lammet.
Lige nu leder klubben på vestegnen efter en ny sportsdirektør – det er en god ide. Men måske var det en bedre ide at ansætte en ny kommunikationsdirektør, der kan sørge for at tage kampene uden for banen, mens sportsdirektøren kan sørge for kampen inde på banen. Men desværre er det kampen udenfor banen, Brøndby er længst bagude.
Brøndby har en ekstremt stærk bestyrelse med Per Bjerregaard, Kurt Larsen, Torben Hjort, og Niels Roth. Tiden er nu inde til, at også de trækker i kamptøjet, og træffer de rigtige beslutninger.
fredag den 27. november 2009
Kampen om seerne medfører pinlig kampagnejournalistik
Der er kamp om skandalerne i medieverdenen – hård kamp. Basta og Operation X på TV2 og Kontant på DR1 kæmper en hård kamp om, hvem der kan skabe de største afsløringer, og dermed tiltrække flest seere, og skabe mest mulig efteromtale i netaviserne, og formiddagsaviserne.
Problemet er bare, at det kniber en hel del med skandalerne. Enten fordi der i virkeligheden foregår temmelig lidt skummelt i Danmark, eller fordi redaktionerne ikke har evner eller ressourcer til at grave dem frem. I denne uge var Kontants ’afsløring’ at det koster gebyrer i rå mængder at købe gavekort hos Billetnet, mens Operation X ’afslørede’ fusk med renovering af kommunalt byggeri i København. Ingen af sagerne er voldsomt store, men tilsat lidt dramaturgi og lidt skjult kamera blæses historierne op til det der ligner konspiration og magtmisbrug, men reelt bare er tale om lidt fusk og lidt sløseri, der egentlig ikke burde kræve et være et dyrt magasinprogram. En enkelt undtagelse er dog Kontants afsløring af det forældede og forfalskede hakkede kød. Her var der ENDELIG tale om en rigtig og vaskeægte afsløring, der fortjener journalistisk ros.
Når historien er tynd, må dramaturgien gøres endnu mere skarp og rå. Skjulte kameraer og ulovlig indtrængen er krydderiet når historien – fx om de påståede mishandlede mink skal afsløres.
Men med den hårde dramaturgi og den uhæmmede jagt på en skurk, skyder redaktionerne sig selv i foden. Selv personer og virksomheder der bestemt ikke har noget i klemme, orker ikke at se sig selv, som en del af et program, der bevidst overdramatiserer småproblemer.
Dermed gør Operation X, Kontant og Basta det betydeligt sværere for sig selv at finde nye relevante historier og måske en ægte afsløring og skandale, til en forandring
Problemet er bare, at det kniber en hel del med skandalerne. Enten fordi der i virkeligheden foregår temmelig lidt skummelt i Danmark, eller fordi redaktionerne ikke har evner eller ressourcer til at grave dem frem. I denne uge var Kontants ’afsløring’ at det koster gebyrer i rå mængder at købe gavekort hos Billetnet, mens Operation X ’afslørede’ fusk med renovering af kommunalt byggeri i København. Ingen af sagerne er voldsomt store, men tilsat lidt dramaturgi og lidt skjult kamera blæses historierne op til det der ligner konspiration og magtmisbrug, men reelt bare er tale om lidt fusk og lidt sløseri, der egentlig ikke burde kræve et være et dyrt magasinprogram. En enkelt undtagelse er dog Kontants afsløring af det forældede og forfalskede hakkede kød. Her var der ENDELIG tale om en rigtig og vaskeægte afsløring, der fortjener journalistisk ros.
Når historien er tynd, må dramaturgien gøres endnu mere skarp og rå. Skjulte kameraer og ulovlig indtrængen er krydderiet når historien – fx om de påståede mishandlede mink skal afsløres.
Men med den hårde dramaturgi og den uhæmmede jagt på en skurk, skyder redaktionerne sig selv i foden. Selv personer og virksomheder der bestemt ikke har noget i klemme, orker ikke at se sig selv, som en del af et program, der bevidst overdramatiserer småproblemer.
Dermed gør Operation X, Kontant og Basta det betydeligt sværere for sig selv at finde nye relevante historier og måske en ægte afsløring og skandale, til en forandring
tirsdag den 27. oktober 2009
Laudrup skaber medieselvsving
I slutningen af sidste uge stod den danske sportspresse stille. Alle var enige om, at Michael Laudrup kun var få sekunder fra at blive cheftræner i den spanske storklub Atletico Madrid. Men Laudrup sagde nej tak, og så fes den historie ligesom ud.
Men Laudrup var alligevel slet ikke førstevalget, som cheftræner. Det kunne samtlige aviser, fra Borsen.dk til Onside.dk afsløre i går Faktisk talte jeg 18 klip på hisotiren om, at klubpræsidenten faktisk hellere ville have den træner han ansatte, end Michael Laudrup.
Enhver journalist, der har brugt bare to minutter i sportsverdenen og har besøgt bare en enkelt sportsklub burde vide, at klubpræsident Enrique Cerezo degradering af Laudrup og fremhævelse den nyansatte træner Quique, nok ikke handler ret meget om Laudrup - men om at det vil være temmelig skidt at signalere, at man kun har ansat nummer 2. Journalisterne ved det, redaktørerne ved det, og læserne ved det. Men en kritisk historie om Laudrup er langt bedre end ingenting, og fører god trafik med sig til avisen, så vi trykker sgu hisotiren, selvom vi ved det er noget vrøvl.
Det pudsige ved historien fra i går var, at det vitterligt var alle medier, der havde den tumbede historie på netforsiden – også de seriøse medier. Krigen om klikkene er rå og beskidt.
Men Laudrup var alligevel slet ikke førstevalget, som cheftræner. Det kunne samtlige aviser, fra Borsen.dk til Onside.dk afsløre i går Faktisk talte jeg 18 klip på hisotiren om, at klubpræsidenten faktisk hellere ville have den træner han ansatte, end Michael Laudrup.
Enhver journalist, der har brugt bare to minutter i sportsverdenen og har besøgt bare en enkelt sportsklub burde vide, at klubpræsident Enrique Cerezo degradering af Laudrup og fremhævelse den nyansatte træner Quique, nok ikke handler ret meget om Laudrup - men om at det vil være temmelig skidt at signalere, at man kun har ansat nummer 2. Journalisterne ved det, redaktørerne ved det, og læserne ved det. Men en kritisk historie om Laudrup er langt bedre end ingenting, og fører god trafik med sig til avisen, så vi trykker sgu hisotiren, selvom vi ved det er noget vrøvl.
Det pudsige ved historien fra i går var, at det vitterligt var alle medier, der havde den tumbede historie på netforsiden – også de seriøse medier. Krigen om klikkene er rå og beskidt.
søndag den 9. august 2009
Når dårlige kommunikationsplaner gør alting værre
Det er tragisk og hårdt når fejl eller svigt i såvel private som offentlige virksomheder, rammer uskyldige borgere. Men det tragiske bliver kun gjort endnu værre, når man i frygt for at sige noget forkert, helt undlader at sige noget. Senest var Holbæk kommune helt tavse, da en kun 12 årig dreng begik selvmord. Kommunen forklarede sin tavshed med, at man fulgte en kriseplan – i givet fald har planen, gjort alting værrere for kommunen, for tavshed er langt mere problematisk, end at komme til at sige noget forkert.
Af chefkonsulent Kim Ege Møller, og pr-konsulent Esther Dora Rado Morsing PR.
Slår man op på side 1. i ’den store kommunikationshåndbog’ kan man se, at det altafgørende i god kommunikation er, ’at kommunikere klart, præcist og direkte til alle interessenter’. Når man kommunikerer og forklarer sine tanker og handlinger, skaber man grundlag for forståelse, indlevelse og respekt, og man kommer i frugtbar dialog med sine omgivelser.
Lige nu vælter det ind med sager, hvor særligt offentlige institutioner kommer på forsiderne, fordi de har begået fejl eller har svigtet deres opgave. Værst er det når det rammer uskyldige mennesker så hårdt, at det koster dem livet. Men sager om skat, miljøgodkendelser, byggetilladelser, osv er mindst lige så problematiske.
I langt de fleste tilfælde er det offentlige standardsvar: ’Ingen kommentarer’. Kommunerne, regionerne, alle statsinstitutionerne bryder sig ikke om at tale om problemsager, og ofte dækker man sig ind under, at man ikke kan tale om enkeltsager, eller at man ikke kan kommentere personsager. Derfor må pressen nøjes med et svart om, ’sagen nu bliver grundigt undersøgt’.
Da den forfærdelige historie om den 12-årig dreng, der er blevet mobbet til selvmord, lander på de danske avisforsider, chokeres ikke bare lokalområdet, men hele landet over, at noget sådant kan ske. Vi kan alle sætte os ind i, hvor forfærdeligt det må være for familien, de pårørende for Udby skolen, hvor drengen gik. Og lige præcist her, når det forfærdelige og uventede sker, er det helt afgørende, at kommunikationen fra skolen og fra kommunen er er klar og præcis. Ikke bare til de pårørende og til skolen, men til hele samfundet, dels fordi alle har et berettiget krav på et svar, men også fordi tavsheden er et udtryk for, at der er noget man ikke tør eller kan fortælle. Når man som forældre, borger, samfund har brug for at høre, vide og forstå, er det frustrerende, ufølsomt og mistænkeligt, at når man i stedet for dialog, lukker i og kryber sammen bag en mur af undskyldninger om komplicerede strategier for kommunikation og beskyttelse af privatlivets fred. Tilbage står et måbende samfund, der har brug for at vide, hvad man kan gøre, for at sådan noget ikke sker, og hvordan man hjælper en familie i sorg.
I tilfældet Holbæk kommune, har man tilmed en krisekommunikationsstrategi – hvilket bare gør eksemplet endnu mere tankevækkende og betænkeligt. For kan man virkelig have en strategi der siger, at det vigtigste er ikke at sige noget? Har nogen virkelig forestillet sig, at pressen, borgere og resten af samfundet stiller sig tilfredse med det? Det uhyggelige svar er – ja.
Uden at gå i detaljer om det tragiske dødsfald, havde skolen og kommunen masser muligheder for at forholde sig og forklare sin egen rolle i det tragiske dødsfald. Man kunne have forklaret principperne i sin mobbepolitik, man kunne have forklaret, hvilke metoder man benytter, og hvordan man i øvrigt håndterer børn der rammes af mobning. Man kunne have forklaret, hvad man nu vil gøre for at komme videre og rette eventuelle fejl – alt sammen svar, der kunne have gjort alle lidt klogere – og som ville have vist, at kommunen havde empati og indlevelse. Men svaret fra Holdbælk kommune – og fra alt for mange andre offentlige virksomheder, når den kritiske sag dukker op var: Ingen kommentarer.
Sager som denne er stereotype for det offentlige og for større virksomheder, der ikke forstår, at kommunikation hører sammen med ansvar, når man har med samfundsrelevante sager at gøre. Virksomheder, der er så store, at de har en dominerende markedsandel på et område eller sidder på en branche, der har indflydelse på vores generelle sikkerhed eller samfunds øvrige livsnerver, er nødt til at holde os underrettet om deres fremdrift, problemer, kriser, stabsudskiftninger og produktudviklinger på godt og ondt. Hvordan skal vi ellers stole på, at de ved, hvordan de skal ændre sig og tilpasse sig samfundets udvikling og trends og tendenser? Hvordan skal investorer vide, at en virksomhed klarer sig på trods af i bund og grund fuldt ud naturlige op og nedture og uheld, der er hændelige fordi vi bor i en omskiftelig verden i konstant forandring?
Havde Holbæk kommune haft en rigtig kommunikationsstrategi, ville man med det samme have sørget for at identificere alle interessenterne, herunder pressen. Og man ville have sørget for, at de budskaber og den viden man har, ville være blevet kommunikeret klar og præcist, og med det samme til alle. På den måde ville man give indtryk af, at man tog dette tragiske dødsfald alvorligt - nu giver man udtryk for det modsatte.
Af chefkonsulent Kim Ege Møller, og pr-konsulent Esther Dora Rado Morsing PR.
Slår man op på side 1. i ’den store kommunikationshåndbog’ kan man se, at det altafgørende i god kommunikation er, ’at kommunikere klart, præcist og direkte til alle interessenter’. Når man kommunikerer og forklarer sine tanker og handlinger, skaber man grundlag for forståelse, indlevelse og respekt, og man kommer i frugtbar dialog med sine omgivelser.
Lige nu vælter det ind med sager, hvor særligt offentlige institutioner kommer på forsiderne, fordi de har begået fejl eller har svigtet deres opgave. Værst er det når det rammer uskyldige mennesker så hårdt, at det koster dem livet. Men sager om skat, miljøgodkendelser, byggetilladelser, osv er mindst lige så problematiske.
I langt de fleste tilfælde er det offentlige standardsvar: ’Ingen kommentarer’. Kommunerne, regionerne, alle statsinstitutionerne bryder sig ikke om at tale om problemsager, og ofte dækker man sig ind under, at man ikke kan tale om enkeltsager, eller at man ikke kan kommentere personsager. Derfor må pressen nøjes med et svart om, ’sagen nu bliver grundigt undersøgt’.
Da den forfærdelige historie om den 12-årig dreng, der er blevet mobbet til selvmord, lander på de danske avisforsider, chokeres ikke bare lokalområdet, men hele landet over, at noget sådant kan ske. Vi kan alle sætte os ind i, hvor forfærdeligt det må være for familien, de pårørende for Udby skolen, hvor drengen gik. Og lige præcist her, når det forfærdelige og uventede sker, er det helt afgørende, at kommunikationen fra skolen og fra kommunen er er klar og præcis. Ikke bare til de pårørende og til skolen, men til hele samfundet, dels fordi alle har et berettiget krav på et svar, men også fordi tavsheden er et udtryk for, at der er noget man ikke tør eller kan fortælle. Når man som forældre, borger, samfund har brug for at høre, vide og forstå, er det frustrerende, ufølsomt og mistænkeligt, at når man i stedet for dialog, lukker i og kryber sammen bag en mur af undskyldninger om komplicerede strategier for kommunikation og beskyttelse af privatlivets fred. Tilbage står et måbende samfund, der har brug for at vide, hvad man kan gøre, for at sådan noget ikke sker, og hvordan man hjælper en familie i sorg.
I tilfældet Holbæk kommune, har man tilmed en krisekommunikationsstrategi – hvilket bare gør eksemplet endnu mere tankevækkende og betænkeligt. For kan man virkelig have en strategi der siger, at det vigtigste er ikke at sige noget? Har nogen virkelig forestillet sig, at pressen, borgere og resten af samfundet stiller sig tilfredse med det? Det uhyggelige svar er – ja.
Uden at gå i detaljer om det tragiske dødsfald, havde skolen og kommunen masser muligheder for at forholde sig og forklare sin egen rolle i det tragiske dødsfald. Man kunne have forklaret principperne i sin mobbepolitik, man kunne have forklaret, hvilke metoder man benytter, og hvordan man i øvrigt håndterer børn der rammes af mobning. Man kunne have forklaret, hvad man nu vil gøre for at komme videre og rette eventuelle fejl – alt sammen svar, der kunne have gjort alle lidt klogere – og som ville have vist, at kommunen havde empati og indlevelse. Men svaret fra Holdbælk kommune – og fra alt for mange andre offentlige virksomheder, når den kritiske sag dukker op var: Ingen kommentarer.
Sager som denne er stereotype for det offentlige og for større virksomheder, der ikke forstår, at kommunikation hører sammen med ansvar, når man har med samfundsrelevante sager at gøre. Virksomheder, der er så store, at de har en dominerende markedsandel på et område eller sidder på en branche, der har indflydelse på vores generelle sikkerhed eller samfunds øvrige livsnerver, er nødt til at holde os underrettet om deres fremdrift, problemer, kriser, stabsudskiftninger og produktudviklinger på godt og ondt. Hvordan skal vi ellers stole på, at de ved, hvordan de skal ændre sig og tilpasse sig samfundets udvikling og trends og tendenser? Hvordan skal investorer vide, at en virksomhed klarer sig på trods af i bund og grund fuldt ud naturlige op og nedture og uheld, der er hændelige fordi vi bor i en omskiftelig verden i konstant forandring?
Havde Holbæk kommune haft en rigtig kommunikationsstrategi, ville man med det samme have sørget for at identificere alle interessenterne, herunder pressen. Og man ville have sørget for, at de budskaber og den viden man har, ville være blevet kommunikeret klar og præcist, og med det samme til alle. På den måde ville man give indtryk af, at man tog dette tragiske dødsfald alvorligt - nu giver man udtryk for det modsatte.
Abonner på:
Opslag (Atom)