Du skal tale dig ud af sexisme og Metoo

Konsekvenser og kultur. Skal du sexisme til livs i din virksomhed, er der brug for mere hårdhændede værktøjer, end blot et par nye regler i personalehåndbogen og nogle gode fællesmøder. Den hårde vej går gennem skarpe konsekvenser og kulturændringer, og så rigtigt meget snak. Gevinsten kan til gengæld blive et stærkt fællesskab og langt højere lønsomhed.

Det er ikke kun en lille gruppe mandlige, midaldrende politikere, læger og mediechefer med røde ører, der har trukket sig i håret de seneste uger. I alle brancher kan afdelingschefer, personalechefer og administrerende direktører – også dem, der aldrig har sat en hånd forkert, se frem til nogle lange dage på kontoret. For oven på al snakken om Metoo, rejser sig nu kravet om handling. Rundt om hjørnet venter svære samtaler, både med krænkede medarbejdere og de pinligt berørte chefer. Og skal man gøre det ordentligt er det kun begyndelsen. Den virkeligt svære opgave er at ændre en virksomheds kultur. Men lykkedes man med det, kan der til gengæld være masser af lønsomhed at hente.

At grine hånligt af de modige kvinder

I sidste uge sendte CEO i A.P. Møller-Mærsk Søren Skou et brev til virksomhedens mere end 70.000 ansatte. Her slog topchefen fast, at Mærsks værdier er bygget på respekt og værdighed for alle mennesker, og at man ikke accepterer nogen form for krænkende adfærd. Selvom man måske ikke skulle tro det, har der også været sager om sexisme i den danske rederibranche de seneste år, om end problemerne næppe kan måle sig med dem der rammer andre brancher i disse uger. Set i det lys er brevet fra Søren Skou først og fremmest et udtryk for sund, rettidig omhu – og et udtryk for, at sexisme og Metoo skal tages ekstremt seriøst og handles effektivt på.

Først var det mediebranchen, siden kom det politiske miljø og medicinalbranchen også med. Der er startet et tiltrængt selvopgør med en grov og respektløs kultur. Men kulturen findes også andre steder; bank-sektoren, it-branchen, og detailhandelen. Første skridt er at klarlægge, og rydde op. Hvis de er de overlæger, partifolk og mediechefer der lige nu er mål for den grove del af sexisme-anklagerne, der også sidder i deres gode stillinger og på de ledende poster om et halvt år, er det som at grine højt og hånligt af de mange tusinde modige kvinder, der endelig har fået chancen for at sige fra. Og først når man er kommet dertil, kan man begynde ændringen af den usunde kultur – og det gør man ikke bare fra den ene da til den anden.

Der er penge i en inkluderende ledelse

At ændre en virksomhedens kultur, særligt den ubeskrevne og ofte ubevidste kultur, er en af de sværeste og mest ressourcekrævende kommunikationsopgaver, der findes. Særligt svært er det, når man som på Christiansborg og Ekstra Bladet opdager, at man har haft en kultur, som topledelsen end ikke har kendt til. Og særligt svært er det, hvis der sidder en stor gruppe mænd (og kvinder), der mener at alt dette Metoo er noget pjat, en døgnflue, der nok skal gå væk igen.

Men uanset om sexisme, og sexuel chikane er et stort eller et lille problem på arbejdspladsen, så bygger sexisme ofte på en dybere problematik, der også omfatter en virksomhed som Maersk. På et møde med organisationen ’Kvinder i bestyrelser’, beskrev den ISS daværende CEO, Jeff Gravenhorst, at man forventede at kunne styrke lønsomheden betragteligt, hvis man kunne sikre fuld inklusion i alle øvre ledelsesorganer i ISS. Derfor satte Jeff Gravenhorst og hans stab sig til at undersøge, hvorfor langt flere mænd end kvinder blev forfremmet og fik topstillinger i ISS. ISS havde faktisk gjort meget; prioriteret at der var lige mange kvinder og mænd på ledelsesakademiet; at der i topchefernes KPI’er var fokus på at sikre ligestilling; direkte opfordre kvinder til at søge topstillinger. Alligevel gik det uendeligt langsomt med at få flere kvinder ind i de strategiske og øverste ledelseslag. Jeff Gravenhorsts undersøgelse viste, at det var den indre kultur i ISS der haltede – at der visse steder herskede en generel opfattelse af, at mænd er mere stabile og et mere sikkert valg, end kvinder. End dybere kultur, der er langt sværere at ændre på, og hvor der skal mere til end tydelige mål, og gode mails fra ledelsen.

Unfreeze, chance, refreeze.

Den tysk-amerikanske psykolog og forsker Kurt Lewin lancerede i 50érne en simpel, men ganske nyttig model for, hvordan man forandrer en organisation eller en kultur i organisationer og virksomheder; unfreeze à chance à refreeze.

Ifølge Lewin skal du igennem de tre faser hvis du effektivt vil implementere en ny kultur eller forandring:

·         Først må du tø organisationen op, og lytte og motivere medarbejderne til forandring.

·         Dernæst tager du medarbejderne med dig gennem processen ved at skabe dialog og kommunikere effektivt og overbevisende, så medarbejderne kan tage de nye tiltag til sig.

·         Hele processen afsluttes ved, at organisationen igen bliver ”stabil”, hvilket er nødvendigt for at skabe selvsikkerhed til at imødekomme den næste uundgåelige forandring.

Som topchef kan man fristes til at tænke, at der må findes en quick-fix, der får problemet til at gå væk. Men vil man virkelig sexismen til livs, og fremme en inkluderende og tryg kultur i sin virksomhed, er første skridt at erkende, at opgaven kræver masser af opmærksomhed, og kommer til at tage sin tid. Til gengæld vil gevinsten sandsynligvis være at måle på bundlinjen og i arbejdsglæden.

 

 

Grådigt image kan koste Nets milliarder

Rygterne siger, at den danske Lamborghini-forhandler er i gang med at flytte salgskontoret fra København til Ballerup, hvor 70 nye multimillionærer er på vej. Der er penge i penge – men også risiko for, at et grådigt image kan få milliardbetydning for Nets. 

De har gjort det fantastisk de sidste par år hos Nets i Ballerup. Nets er endelig vokset ud af skyggen af PBS og har vendt stabile, men kedelige resultater til en imponerende bundlinje. Væksten i Nets er dog først og fremmest skabt ved at optimere driften, hvilket imidlertid også er godt klaret af Nets-ledelsen. Ledelsen kan så til gengæld se frem til en gigantisk belønning i forbindelse med børsnoteringen. I gennemsnit scorer de cirka70 Nets-chefer næsten 30 millioner kroner, hver. Det er så ekstremt mange penge, at det vækker opsigt – og bestemt ikke kun på den gode måde. For sammen med en række problemsager er de mange penge med til at tegne et billede af en lige lovligt grådig virksomhed.

23 gange berører Nets sit omdømme i afsnittet om risici i det netop udsendte børsprospekt. Og læser man det 30 sider lange afsnit, er det tydeligt man er bevidst om, at imaget ikke er optimalt, og risikoen for nye skandaler er til stede. De seneste år har der været adskillige sager om nedbrud i betalingskortsystemerne og i NemID. Værst er dog Se & Hør sagen, der lige nu behandles i retten i Glostrup. Sagen er problematisk for Nets, for selvom tys-tys-kilden faktisk var ansat hos underleverandøren IBM, var det hverken Nets eller IBM, der opdagede skandalen.

I år har Nets kørt en massiv imagekampagne. I reklamer og sponsorater har man fortalt om det kontaktløse dankort, om NemID og om, at man går forrest i udviklingen af ny betalingsteknologi. Men skal man tro årets imagemåling, har det ikke haft den store effekt – Nets roder stadig i den nederste fjerdedel, når danske virksomhedsledere skal vurdere Nets image. Det er kun en anelse bedre end da tys-tys-sagen for alvor rasede i 2014.

Udover at forgylde chefer og ejere, skal børsnoteringen også sikre Nets muskler til at købe op, så man også kan nå egentlig vækst på toplinien. Den svenske startup iZettle købte i sidste uge intelligentpos og skød dermed en ny værdikædekrig på betalingsløsninger i gang. Det opkøb er interessant, fordi det er en del af den disruption, der lige nu finder sted på markedet for betalingsløsninger. Der er ingen tvivl om, at Nets kommer under pres på fremtidig indtjening fra de af deres konkurrenter, som ser de nye muligheder hurtigere end dem selv. 

Indtil selve børsnoteringen holder man sig stramt til prospektet, når man kommunikerer i Ballerup. Sådan skal det være, man må ikke forstyrre eller påvirke investorerne. Men når noteringen er på plads, og aktien handles, er man pinedød nødt til at foretage sig en række ting.

Først og fremmest er man nødt til at købe sig til nogle af de teknologier og løsninger, der ændrer hele vores måde at håndtere betalinger på. I løbet af de næste fire år kommer en meget stor del af Nets kerneforretning i udbud – og her er man nødt til at dokumentere, at de 70 forgyldte ledere og chefer også formår at udvikle virksomheden, skabe innovation og konkurrencekraft – ellers vil andre, og betydeligt mere sultne leverandører stå på spring.

Og sidst men ikke mindst skal man kommunikere ansvarlighed, og at man bekymrer sig mere om sikkerhed og digital infrastruktur, end for om kantstene i Ballerup er så høje, at de ridser de nye Lamborghinier.  

Alle holder vejret og venter på Søren Skou

Mærsk-topchef Søren Skou præsenterer snart det nok største forandringsprojekt i dansk erhvervshistorie. Succesen afhænger i høj grad af, hvordan planen pakkes ind og formidles.

Der er stille på Esplanaden. Den varslede strategiplan fra Mærsk-topchef Søren Skou vil ikke bare betyde drastiske ændringer for de 90.000 Maersk-ansatte. Det vil også få vital betydning for andre store organisationer og virksomheder.
Den nytiltrådte Søren Skou fik små 100 dage til at levere en plan, der kan få det skrantende imperium på ret køl og nu er der under 50 dage tilbage. Mens ansatte, aktionærer, kunder og medier venter, er der helt stille. Påfaldende stille. Senest har man udsat den kapitalmarkedsdag, der ellers kunne have lagt op til præsentationen af strategien.

Problemet med stilhed er, at det giver rum for gætterier og rygter. Allerede nu florerer der masser af rygter om udflytning, opsplitning og nye forretningsområder.  Rygter har aldrig været gode for virksomheders kommunikation hverken internt eller eksternt.

Traditionelt bliver store forandringer forberedt bag hermetisk lukkede døre af direktioner og rådgivere. Når planen så er færdig, lader man kommunikationsfolk pakke planen pænt ind, så den kan glide ned hos medarbejdere, kunder, investorer og medier. Sådan har man også gjort hos A.P. Møller – Maersk i gamle dage - måske blot fratrukket den pæne indpakning. 

De sidste ti år har tingene ændret sig meget i konglomeratet. Søren Skous forgænger formåede ikke bare at trimme og tilpasse organisationen, han formåede også at åbne virksomheden og gøre store dele af A. P. Møller- Mærsk til en stærkt kommunikerende virksomhed. Forandringer er gjort til en del af hverdagen.

Men tager Søren Skou fat i det omfang eksperter, som en del aktionærer forventer og håber, bliver der tale om helt fundamentale ændringer i organisationen, fokusområderne og den geografiske placering af dem. Det er forandringer så store, at de simpelthen ikke kan gennemføres uden en agil metodik og klar kommunikation som en bærende del af selve processen.
Alene det, at såvel bestyrelsesformand som Søren Skou har meldt de kommende forandringer ud i god tid, viser, at de er klar over, at store forandringer skal kommunikeres rettidigt og rigtigt. Det handler ikke bare om organiseringen af forretningsenhederne og mulighederne for at lukke divisioner og flytte andre til udlandet. Det handler i ligeså høj grad om, at geare A.P. Møller til en virkelighed, hvor disruption venter lige om hjørnet: De førerløse skibe er på vej, og vil være i sejlads om fem år, havnene vil være styret af robotter – nogle skibe vil slet ikke have brug for at komme i havn fordi de kan lastes og losses med droner. Olie bliver erstattet af vedvarende energi fra sol og vind, og produktionen flyttes til 3D printere, der bruger færre materialer, der kræver langt mindre transport.

Dette er virkeligheden om kort tid, og Søren Skou har en bestyrelse og nogle aktionærer, der ikke bare forventer en plan, men også massiv ny vækst og markant bedre aktiekurser. Der er nok at se til for Søren Skou.

Dybest set handler det om rettidig omhu. Om at lægge den rette strategi i god tid, og kommunikere og eksekvere den. Kræfterne skal bruges på at skabe innovation og vækst – ikke på rygter og gætterier.

Stop nu den valgkamp

Danmark står overfor en af de største udfordringer konkurrence- og vækstmæssigt i mange årtier og vores velfærdssamfund er truet. Men hvad går vi op i? Spin om spin! - kommenter bloggen her: http://blogs.jp.dk/headline/2011/12/16/stop-nu-den-valgkamp/
Det er meget muligt, at den officielle valgkamp blev afviklet over tre uger i september – men pressen og en stor del af det politiske system har været i valgkamp i næsten tre år - og har ikke kunnet stoppe igen! Tre år hvor tophistorierne har handlet om spin, personsager og ligegyldigheder.

Det startede ellers så godt i går. Dansk Folkeparti fremsatte et kompromisforslag. Regeringen ville sænke grænsen for, hvornår en familievirksomhed skulle opfattes som en passiv pengetank fra 75 % til 25 %. Dette bekymrede en række familieejede virksomheder, og derfor foreslog Dansk Folkeparti et kompromis: Vi har 75 % - regeringen foreslår 25 % - lad os blive enige om 50 %. Det er politik, der er til at forstå, men ud over lidt omtale i Børsen fik det gode politiske kompromis stort set ingen omtale.

Fyldig omtale fik til gengæld en debat i folketinget, om en undersøgelse af reglerne for spindoktorerne. Prøv engang at læse denne Ritzau-historie fra i går ved frokosttid. Her er der tale om en tidligere spindoktor, der nu er medieekspert, og som udtaler sig om, hvordan der er gået spin i en debat om undersøgelse af spindoktorer. Folketinget diskuterer reglerne for spindoktorer, fordi to-tre tidligere spindoktorer måske har brudt reglerne for spindoktorer og har solgt fortrolige oplysninger til medierne, og telegrammet fra Ritzau handler om, at det ene parti forsøger at spinne en historie ud over spinhistorien. Pyyyha.

Spinhistorien fra folketinget fik topprioritet i mediedækningen i går. Den var på forsiderne af netmedierne, den var tophistorie i tv-aviserne, og i dag får historien fyldig dækning i aviserne. Her garneres de med et kendt hold af eksperter, der kommenterer, drager paralleller, og analyserer på hvad den nye udvikling i spinkrigen kan få for den politiske udvikling. Og den type ligegyldige og for de fleste intetsigende historier har præget medierne i næsten tre år.

Er det vigtigt?
I pressen kalder man egentlig disse historier om personsager, historier om hvem der vidste hvad, hvornår og hvorfor for ’valgkampshistorier’, fordi det er historier, der typisk præger en valgkamp. Omvendt er det også historier, der kun involverer, inddrager og påvirker ganske få mennesker – men fordi historierne langt ude i periferien handler om et muligt magtmisbrug, er det per definition en god historie – i hvert fald under en valgkamp.

Der er rimelig bred enighed om, at valgkampen til det seneste valg blev udskrevet, da Anders Fogh Rasmussen valgte at takke ja til tilbuddet om at blive generalsekretær i Nato. Oppositionen vejrede endelig morgenluft, spindoktorerne på begge sider af midten begyndte oprustningen, og krigen kunne begynde. Siden da har langt de fleste politiske tophistorier handlet om, hvilke politikere der vidste hvad, hvornår om hvilke sager. Ingen substans, ingen reelle politiske problemer, ingen interesse for samfundets reelle problemer, kun historier om spin og personfnidder. Man troede det stoppede ved valget, men det er som om, at medierne, eksperterne bare ikke kan stoppe igen, så spin-hysteriet er bare vokset til det ekstreme.

Er du i tvivl, så tag forsiden af Jyllands-Posten i dag, der handler om, hvor meget Ole Sohn vidste om støtten fra KGB for mere end 30 år siden. Et forsøg på et karaktermord og ikke et komma om, hvad Ole Sohn mon nu går og laver på sin post som vækst- og erhvervsminister. Eller tag forsiden af Berlingske – der bringer historien om, at Villy Søvndahl nu bryder et valgløfte om støtte til en gruppe, der er på USA’s terrorliste. Fokus er ikke gruppen, men Villy Søvndahls mulige løftebrud.

Ja, - jeg gør det også selv…
Og det er jo ikke fordi, jeg synes, at historierne om Jacob Winther, Peter Arnfeldt, Ole Sohn, Carsten Hansen, Søren Pind og alle de andre personsager og spinsager er ligegyldige. Og den opmærksomme læser vil vide, at jeg jo har omtalt sagerne her på bloggen, så dette indlæg er i lige så høj grad et udtryk for selvkritik. For er disse person og spinhistorier virkelig tophistorier? Er det virkelig det vigtigste, der sker i dansk politik lige nu? Er det virkelig de største problemer i vores samfund? Nej det er det ikke, men i tre år har det været de historier, der har fået topprioritet i medierne.
Lige nu er den økonomiske vækst i Danmark og resten af Europa gået i stå. Konsekvensen er at beskæftigelsen falder markant, og mulighederne for at låne er enten dyre eller umulige, trods den rekordlave rente. Klimaet er truet af manglende international vilje til at træffe svære valg, og i Danmark formår vi ikke at tale om fattigdom, en ineffektiv infrastruktur og gigantiske økonomiske problemer i landbruget. For disse problemer – og løsningen på dem bliver først bragt omme på side 17, eller nederst på netsiden. Og det er ærligt talt urimeligt når der rent faktisk tages gode og stærke initiativer af Karen Hækkerup, Martin Lidegaard, og Dansk Folkeparti, som man kan læse herover.

Det er egentlig ikke politikerne, jeg anklager, det er først og fremmest medierne, og de mange eksperter, medierådgivere og spindoktorer der er sammen er gået i selvsving over at lave spin med spin på. Ja og så selvfølge mig selv, der med begge ben er hoppet med på vognen. Vi skal have de reelle problemer, de virkelige nyheder og det relevante indhold tilbage – tre års valgkamp er mere end nok!

Luk farmene op, minkfarmere...

Lagt på JP den 25. februar 2011 http://blogs.jp.dk/headline/

De danske pelsdyravlere er i høj grad selv skyld i, at de bliver hængt ud i medierne for at vanrøgte dyrene. I en hermetisk lukket verden rammer brodne kar nemlig hele branchen - også alle de dygtige pelsdyravlere, der behandler dyrene ordentligt. Åbenhed er den eneste vej til større forståelse og respekt og en forudsætning, hvis et af Danmarks største eksporterhverv skal undgå at spænde ben for sig selv.


Det gør ondt helt ind i hjertekulen, når TV-Avisen viser blodige billeder fra danske minkfarme. I bedste sendetid kunne man forleden se billeder af mink, der manglede øjne og dele af hovedet, mink med store åbne sår, og mink der lå døde i deres bure.
Ondt har det formentlig også gjort hos pelsdyravlerne selv - for selvom det er de færreste minkskind, der sælges på det danske marked, så er det alligevel en leg med ilden, når disse billeder dukker op. Særligt så tæt på et folketingsvalg er der ikke langt fra TV-avisen til politiker-kommentarer om, at erhvervet skal reguleres eller helt forbydes i Danmark. Og får pelsdyravlerne ikke gjort noget alvorligt ved problemet, står de i problemer til halsen.

En lukket verden
En af pelsdyravlernes største problemer er, at pelsdyrproduktion er ekstremt lukket og ekstremt hemmelighedsfuldt. Rundt om de store minkfarme er der mure og hegn - dels for at holde minkene inde, og andre dyr ude - men også for at holde journalister, kamerafolk og naturligvis dyreaktivister ude. Sandheden er, at det er de færreste af de journalister, der i disse dage skriver harme artikler om minkfarmene, der nogensinde har sat deres ben på en minkfarm - de er nemlig aldrig blevet inviteret.

Dyreaktivisterne med deres kameraer er heller ikke blevet inviteret, men har tydeligvis selv fundet vej ind i minkfarmene. Ingen kan vide, om billederne af de 30 syge mink vitterligt er optaget på de minkfare, som dyreaktivisterne påstår, de har besøgt, og ingen kan vide, om dyreaktivisterne har optaget alle deres billeder i farmenes sygeafdelinger. Men set fra et kommunikationssynspunkt er alt dette også lige meget. Så længe vi ikke ser andet, så tror vi på dyreaktivisternes billeder, og så længe vi tror på dem, har pelsdyravlerne en rigtigt dårlig sag.

Vis, at der ikke er flere syge dyr på en minkfarm, end der er syge danskere i en købstad

Pelsdyrbranchen annoncerer idag med tilbud om at besøge minkfarme. En fin start. Men lad mig hermed give pelsdyravlerne et helt gratis kommunikationsråd: Åbn portene helt! Find en dag eller to i kalenderen, og lad alle minkfarmene lave åbent hus for både naboer, lokalbefolkning og presse. Vis hvordan minkene bor, hvordan I pelser, og vis også hvad I gør for at hjælpe de syge dyr. Vis det hele frem! På den måde viser I dels, at I ikke har så meget at skjule, som de høje mure og strømførende hegn ellers kan give tanker om, og dels kan gæsterne ved selvsyn konstatere, at der ikke er flere syge mink i en minkfarm, end der er syge danskere i en købstad. Og giv så gæsterne en kop kaffe og en småkage!

Pelsdyravl er et af Danmarks største erhverv og har - rimeligt eller ej - nogle særdeles rimelige arbejdsbetingelser, der i høj grad bygger på tillid. Skal pelsdyravlerne bevare denne tillid, kræver det at vi som presse, politikere og borgere får indsigt og viden - og dermed forståelse og respekt.

Følg min blog på JP

Siden april 2010 har jeg været ekspertblogger på Jyllands Posten - og det er her jeg poster de fleste af mine indlæg - læs mere på http://blogs.jp.dk/headline/

Lige til skraldespanden

Ekstra Bladets roden rundt i miljøministerens private skraldespand er kulminationen på et halvt år med tynde journalistiske historier, hvor offeret har været vigtigere bolden.

Det begyndte med Helle Thornings skattesag, som B.T. over sommeren blæste op til en kæmpeskandale, men som SKAT senere tog alt liv ud af ved at rense Helle Thorning og hendes mand. Derpå kom genoptagelsen af Lene Espersen rejsesager, selvom det viste sig, at Lene Espersen deltager i flere internationale topmøder end hendes europæiske kolleger. Senere kom så jagten på Søren Pind og Ole Sohn, og nu en usmagelig personjagt på miljøminister Karen Ellemann, hvor to journalister fra Ekstra Bladet har endevendt ministerens private skraldespand i den paniske jagt på madaffald.

De mange sager er påfaldende ens. De er alle bragt frem af enten B.T. eller Ekstra Bladet, de bliver slået markant stort op, er voldsomt personfikserede, men det reelle indhold i anklagerne er endog meget små. Der var ingen sag mod Helle Thornings mand, Lene Espersen passer faktisk sit arbejde, Søren Pind og Ole Sohn har begge en fortid, som de begge står ved, men som er realpolitisk underordnet. Og i tilfældet Karen Ellemann er det nok ikke første gang, at en miljøminister eller en miljøforkæmper smider æg og gamle sikringer i skraldespanden.

Denne oldnordiske journalistiske model, hvor man sælger aviser ved at gå efter offeret frem for efter bolden, er hentet i England, hvor de tabloid-aviserne har brugt metoden i årevis. Men hvor man i England desværre har vænnet sig til denne klamme og letbenede form for journalistik, giver det stadig store overskrifter i de øvrige danske medier, når Ekstra Bladet og B.T. starter en skinger kampagne. Dermed sikres Ekstra Bladet og B.T. endnu mere omtale og et endnu bedre avissalg. Og selvom de fleste af os synes, det er klamt, så læser vi alligevel historien og køber måske endda avisen, fordi vi da lige skal vide, hvor klam historien er. Men til syvende og sidst handler det om at finde et offer, smække vedkommende på forsiden og sælge aviser. Det er det, der får mig til at foreslå, at vi ændrer udtrykket om at gå ’efter manden’ til at gå ’efter offeret’, for er det ikke, hvad det handler om?

Skal man stå til ansvar for sine holdninger eller sine handlinger?

Men er det ikke fair, at en minister bliver stillet til regnskab for egne handlinger, når hun nu prædiker, at vi alle skal sortere affald og undlade at smide mad ud? I oppositionen kæmpes der lige nu en kamp for at finde den rigtige måde at bruge Ekstra Bladets historie på. På den ene side ønsker ingen politikere, at det er deres egen skraldespand, der bliver gennemrodet, men på den anden side er angrebet på miljøministeren for godt til ikke at blive brugt. Derfor siger oppositionen, at Ekstra Bladet er ulækre, men at ministeren bør skamme sig. Og det siger man velvidende, at historien ikke ville have været der, hvis ikke Ekstra Bladet var gået i skraldespanden. Det tjener ikke politikerne til ære.

Men hvad er det, der gør, at den personlige tilsvining virker? Hvorfor er det en større historie, at Søren Pind engang har drukket fadøl med Lars Løkke, end at Søren Pind som udviklingsminister nu stopper tilskuddene til diktaturstater? Medierne ved, at en af forudsætningerne for, at vi gider læse nyheder på nettet, købe aviser og tænde for fjernsynet er, at vi bliver underholdt. Nyheder skal være underholdende. Og skumle nyheder om Ole Sohn og Lene Espersen er noget så sjældent som underholdning, pakket ind som væsentlige nyheder. Også de store morgenaviser og tv-nyhederne har taget udviklingen til sig, men ikke i samme omfang.

Når medier, politiske modstandere og bloggere, som undertegnede, bruger kræfter på at forholde os til den tyndbenede journalistisk, som Ekstra Bladet og B.T. har benyttet sig af det sidste halve år, så legitimerer vi også deres metode og deres historier. Det er dobbeltmoralsk – og man kan håbe, at vi snart når dertil, hvor vi bliver immune overfor de ligegyldige historier og går efter bolden frem for efter offeret.