Det er mediernes skyld

Og ja – sådan er det jo næsten altid. Men når valgkampen mest handler om ligegyldige personfnidder, ikke-eksisterende konflikter og seudo-sensationer, er det i særlig grad mediernes skyld, at vi står med en valgkamp, der fremstår fuldstændig uinteressant. En valgkamp tappet for substans, energi og reelle vitaminer.

I morges var der tre hovedhistorier i P1:
Et skænderi om, hvis idé det var at afskaffe store bededag.
En debat om, hvornår Jacob Mark vender tilbage til politik.
Og en diskussion om, hvorvidt regeringen har talt om værnepligtige i forsvaret.

Undskyld mig – men det er jo ligegyldigt. Helt og aldeles ligegyldigt.

Uanset svarene ændrer det ikke noget som helst for nogen. Det gør ingen klogere. Det bringer os ikke tættere på løsninger. Derfor gjorde jeg, som jeg efterhånden ofte gør: slukkede. For det er simpelthen uudholdeligt at høre journalister bruge sendetid på noget, der ikke oplyser vælgerne.

Og når det ikke er de ligegyldige historier, der fylder, så er det de evindelige meningsmålinger.

Den ene dag er Venstre større end LA. Den næste dag er det omvendt. Kæmpe historie.
Den ene måling giver Socialdemokratiet 23 procent. Den næste under 20. Kæmpe historie.
Rød blok fører. Nej, blå blok fører. Kæmpe historie.

Alle ved jo godt, at de målinger i bedste fald viser nogle overordnede tendenser. Alligevel blæses de op, som om de er politiske jordskælv.

Og oveni kommer kommentatorerne, der igen og igen rider deres egne kæpheste og yndlingsanalyser – som om gentagelse gør dem mere relevante.

Samtidig fyldes sendefladen med det, der bedst kan beskrives som politisk sladder:
Historier om hvem der har gjort hvad engang. Kokainhistorier. Sms’er. Personfnidder.

Det er normalt den slags historier, der dukker op i de sidste dage af en valgkamp – som krydderi oven på de store diskussioner om forsvar, økonomi, sundhed og Danmarks retning.

Men i år er der nærmest ingen hovedret.

De store temaer er blevet reduceret til småsnak:
En formueskat, som næppe bliver til noget.
Drikkevand, hvor alle grundlæggende er enige.
Folkeskolen, hvor uenigheden mest handler om detaljer.
Dyrevelfærd, hvor konsensus også er ret bred.

Det er ikke, fordi problemerne er små. Det er, fordi medierne gør dem små.

For i stedet for at udfordre politikerne og presse dem til at konkretisere løsninger, jagter man konflikter. da jeg blev journalist i for 30 år siden, var konflikt det vigtigste nyhedskriterie. Der er vi åbenbart igen. Medierne dyrker konflikterne ned i de allermindste detaljer, om værnepligt, store bededag, og drikkevand, selvom alle i substansen er helt enige. 

Hvorfor er der ingen der udnytter den konsensus der tilsyneladende er på de større spørgsmål, og i stedet fremme løsninger, der kan bringe os videre? .

Hvorfor er der eksempelvis ingen, der samler trådene på folkeskolen og spørger: Hvis vi er enige om, at nogfet skal se - hvad vil så være de bedste løsninger på de problemer vi er enige om? Tænk hvis man, som i Gentofte kommune, nedsatte et opgaveudvalg med forskellige politikere, eksperter og borgere, der sammen kunne finde løsninger for folkeskolen, midt i valgkampen -? Det ville være interessant! 

Det samme kunne man gøre med drikkevandet, hvor der også er enighed om, at vi skal sikre et rent drikkevand - men hvor debatten bliver trættende sort/hvid, fordi den alene handler om for eller imod sprøjteforbud. Hvorfor er de ringen der tester, om man der rent faktisk findes løsninger der kan tilgodese både landbrug for drikkevand? Det samme kunne man gøre med svinene, forsvaret, Ukraine - spørgsmål hvor der er stor enighed, men hvor vi har brug for at komme videre med konkret handling.

Man kunne gøre det samme med spørgsmålet om beskatning af bolig-gevinster, men det er der så ingen der ingen der virkelig tør. 

Hvorfor er der ingen der jagter løsninger? Svaret er enkelt: fordi det er svært. Og fordi det ikke giver de hurtige overskrifter.

Men det er netop mediernes opgave at insistere på det svære. At gøre os klogere. At løfte niveauet.

Når man spørger medierne, hvorfor de ikke fokuserer på de store spørgsmål – sundhed, forsvar, EU, økonomi – er svaret ofte, at politikerne ikke vil.

Men det er en dårlig undskyldning.

For medierne sætter dagsordenen. Medierne vælger, hvad der er vigtigt. Og lige nu vælger de det forkerte.

Det er derfor, valgkampen føles tom.

Ikke fordi politik er blevet ligegyldig.
Men fordi den bliver dækket, som om den er.