Det er betydeligt sværere, end man tror, men politikere, chefredaktører og topledere ville kunne vinde en hel del tabt anseelse tilbage, hvis de blev bedre til at sige undskyld.
Apologi kaldes det i retorikken. I krisekommunikation kalder man det "at lægge sig fladt ned". Skal du undskylde, skal du gøre det ordentligt, ellers virker det ikke.
Det sker sjældent, at en statsminister får tårerne frem hos selv oppositionspolitikere. Men det lykkedes for Mette Frederiksen (S), da hun kort tid efter sin tiltrædelse gav godhavnsdrengene den længe ventede undskyldning.
I en tale, der både var stærk, empatisk og varm, påtog hun sig på statens vegne ansvaret for det svigt, som drengene havde været udsat for. Masser af varme, masser af empati, masser af stærke følelser. Et godt eksempel på, hvad den vellykkede undskyldning kan.
Tal til empatien
Ja, ja, det er da væsentligt lettere at undskylde på vegne af en stat, hvor man ikke selv var den, der førte hånden over de misrøgtede drenge. Ligesom det er lettere for en generaldirektør at undskylde chefdirigenters opførsel på vegne af DR.
Men det virker, det er mest retfærdigt, og evnen til at undskylde er nyttig. Ikke bare for politikere, men også for erhvervsledere og chefer, og nåh ja, for alle os andre.
Når du undskylder, særligt når du gør det rigtigt, taler du til din modtagers empati. Du viser en sårbar side af dig selv, påtager dig ansvaret og erkender, at du har begået en fejl. Hvis du gør det ærligt, umiddelbart, er vi mennesker ualmindeligt gode til at tilgive – selv de grænseoverskridende handlinger.
Vi er stærkt begejstrede for mennesker, der påtager sig ansvaret, også når det føles svært eller urimeligt. Men før en undskyldning har værdi, skal den leveres rigtigt, og det er svært.
Kom med hurtige og spontane undskyldninger
Her er tre gode råd til dig, der skal sige undskyld:
1) Du har haft forsiden på Ekstra Bladet i fem dage, der er gået politik i sagen, din familie bliver forfulgt af et tv-hold. Du tænker, hvis jeg nu siger undskyld, går det hele nok over. Men hvis du venter, venter du for længe.
2) Hvis din undskyldning er resultatet af et pres, gennemskues det let. De bedste undskyldninger er dem, der kommer hurtigt og spontant – typisk umiddelbart efter at din sag er blevet (offentligt) kendt.
3) Den radikale Kristian Heegards undskyldning fra sommeren 2021 er et godt eksempel på en rettidig undskyldning. Og et godt bud er, at Heegard vil have gode muligheder for et politisk comeback.
Klar undskyldning uden "men"
De fleste af os oplever det som et ansigtstab at sige undskyld. Derfor er det fristende at snige et lille "men" ind i undskyldningen.
Lige nu bruges vendingen "men det var en anden tid dengang" flittigt som et forsøg på at forklare både #metoo- og forureningsskandaler. Men når vi siger "men", udhuler vi værdien af undskyldningen.
I journalistikken siger vi, "at man skal lægge sig fladt ned" – og det skal tages rimeligt bogstaveligt. Undskyldningen skal være klar. Det nytter ikke, at du påtager dig et delvist ansvar og ellers skyder skylden videre på embedsmænd. Du er nødt til at påtage dig det fulde ansvar.
Vis, at du mener det, og fortæl, hvad du nu vil gøre
De fleste af os husker pressede sportsfolk, politikere og topledere sige undskyld – men hvor vi var i tvivl om, om de virkelig mente det.
Undskyldningen virker kun, hvis den fremstår troværdig og indeholder patos. Altså at du viser, at du er investeret følelsesmæssigt. Nej, du behøver ikke græde – men de fleste af os husker at have set undskyldninger givet af mennesker, hvor vi betvivler troværdigheden – og den slags undskyldninger virker ikke.
Tværtimod.
fredag den 7. juli 2023
onsdag den 30. september 2020
Du skal tale dig ud af sexisme og Metoo
Konsekvenser og kultur. Skal du sexisme til livs i din virksomhed, er der brug for mere hårdhændede værktøjer, end blot et par nye regler i personalehåndbogen og nogle gode fællesmøder. Den hårde vej går gennem skarpe konsekvenser og kulturændringer, og så rigtigt meget snak. Gevinsten kan til gengæld blive et stærkt fællesskab og langt højere lønsomhed.
Det er ikke kun en lille gruppe mandlige, midaldrende politikere,
læger og mediechefer med røde ører, der har trukket sig i håret de seneste
uger. I alle brancher kan afdelingschefer, personalechefer og administrerende
direktører – også dem, der aldrig har sat en hånd forkert, se frem til nogle
lange dage på kontoret. For oven på al snakken om Metoo, rejser sig nu kravet
om handling. Rundt om hjørnet venter svære samtaler, både med krænkede
medarbejdere og de pinligt berørte chefer. Og skal man gøre det ordentligt er
det kun begyndelsen. Den virkeligt svære opgave er at ændre en virksomheds
kultur. Men lykkedes man med det, kan der til gengæld være masser af lønsomhed
at hente.
At grine hånligt af de modige kvinder
I sidste uge sendte CEO i A.P. Møller-Mærsk Søren Skou et
brev til virksomhedens mere end 70.000 ansatte. Her slog topchefen fast, at
Mærsks værdier er bygget på respekt og værdighed for alle mennesker, og at man
ikke accepterer nogen form for krænkende adfærd. Selvom man måske ikke skulle
tro det, har der også været sager om sexisme i den danske rederibranche de
seneste år, om end problemerne næppe kan måle sig med dem der rammer andre
brancher i disse uger. Set i det lys er brevet fra Søren Skou først og fremmest
et udtryk for sund, rettidig omhu – og et udtryk for, at sexisme og Metoo skal
tages ekstremt seriøst og handles effektivt på.
Først var det mediebranchen, siden kom det politiske miljø
og medicinalbranchen også med. Der er startet et tiltrængt selvopgør med en
grov og respektløs kultur. Men kulturen findes også andre steder;
bank-sektoren, it-branchen, og detailhandelen. Første skridt er at klarlægge,
og rydde op. Hvis de er de overlæger, partifolk og mediechefer der lige nu er
mål for den grove del af sexisme-anklagerne, der også sidder i deres gode
stillinger og på de ledende poster om et halvt år, er det som at grine højt og
hånligt af de mange tusinde modige kvinder, der endelig har fået chancen for at
sige fra. Og først når man er kommet dertil, kan man begynde ændringen af den
usunde kultur – og det gør man ikke bare fra den ene da til den anden.
Der er penge i en inkluderende ledelse
At ændre en virksomhedens kultur, særligt den ubeskrevne og
ofte ubevidste kultur, er en af de sværeste og mest ressourcekrævende
kommunikationsopgaver, der findes. Særligt svært er det, når man som på Christiansborg
og Ekstra Bladet opdager, at man har haft en kultur, som topledelsen end ikke har
kendt til. Og særligt svært er det, hvis der sidder en stor gruppe mænd (og
kvinder), der mener at alt dette Metoo er noget pjat, en døgnflue, der nok skal
gå væk igen.
Men uanset om sexisme, og sexuel chikane er et stort eller
et lille problem på arbejdspladsen, så bygger sexisme ofte på en dybere
problematik, der også omfatter en virksomhed som Maersk. På et møde med
organisationen ’Kvinder i bestyrelser’, beskrev den ISS daværende CEO, Jeff
Gravenhorst, at man forventede at kunne styrke lønsomheden betragteligt, hvis
man kunne sikre fuld inklusion i alle øvre ledelsesorganer i ISS. Derfor satte
Jeff Gravenhorst og hans stab sig til at undersøge, hvorfor langt flere mænd
end kvinder blev forfremmet og fik topstillinger i ISS. ISS havde faktisk gjort
meget; prioriteret at der var lige mange kvinder og mænd på ledelsesakademiet;
at der i topchefernes KPI’er var fokus på at sikre ligestilling; direkte opfordre
kvinder til at søge topstillinger. Alligevel gik det uendeligt langsomt med at
få flere kvinder ind i de strategiske og øverste ledelseslag. Jeff Gravenhorsts
undersøgelse viste, at det var den indre kultur i ISS der haltede – at der visse
steder herskede en generel opfattelse af, at mænd er mere stabile og et mere
sikkert valg, end kvinder. End dybere kultur, der er langt sværere at ændre på,
og hvor der skal mere til end tydelige mål, og gode mails fra ledelsen.
Unfreeze, chance, refreeze.
Den tysk-amerikanske psykolog og forsker Kurt Lewin lancerede
i 50érne en simpel, men ganske nyttig model for, hvordan man forandrer en
organisation eller en kultur i organisationer og virksomheder; unfreeze à chance à refreeze.
Ifølge Lewin skal du igennem de tre faser hvis du effektivt
vil implementere en ny kultur eller forandring:
·
Først må du tø organisationen op, og lytte og motivere
medarbejderne til forandring.
·
Dernæst tager du medarbejderne med dig gennem
processen ved at skabe dialog og kommunikere effektivt og overbevisende, så medarbejderne
kan tage de nye tiltag til sig.
·
Hele processen afsluttes ved, at organisationen
igen bliver ”stabil”, hvilket er nødvendigt for at skabe selvsikkerhed til at
imødekomme den næste uundgåelige forandring.
Som topchef kan man fristes til at tænke, at der må findes
en quick-fix, der får problemet til at gå væk. Men vil man virkelig sexismen
til livs, og fremme en inkluderende og tryg kultur i sin virksomhed, er første
skridt at erkende, at opgaven kræver masser af opmærksomhed, og kommer til at
tage sin tid. Til gengæld vil gevinsten sandsynligvis være at måle på
bundlinjen og i arbejdsglæden.
onsdag den 21. september 2016
Grådigt image kan koste Nets milliarder
Rygterne siger, at den danske Lamborghini-forhandler er i gang med at flytte salgskontoret fra København til Ballerup, hvor 70 nye multimillionærer er på vej. Der er penge i penge – men også risiko for, at et grådigt image kan få milliardbetydning for Nets.
De har gjort det fantastisk de sidste par år hos Nets i Ballerup. Nets er endelig vokset ud af skyggen af PBS og har vendt stabile, men kedelige resultater til en imponerende bundlinje. Væksten i Nets er dog først og fremmest skabt ved at optimere driften, hvilket imidlertid også er godt klaret af Nets-ledelsen. Ledelsen kan så til gengæld se frem til en gigantisk belønning i forbindelse med børsnoteringen. I gennemsnit scorer de cirka70 Nets-chefer næsten 30 millioner kroner, hver. Det er så ekstremt mange penge, at det vækker opsigt – og bestemt ikke kun på den gode måde. For sammen med en række problemsager er de mange penge med til at tegne et billede af en lige lovligt grådig virksomhed.
23 gange berører Nets sit omdømme i afsnittet om risici i det netop udsendte børsprospekt. Og læser man det 30 sider lange afsnit, er det tydeligt man er bevidst om, at imaget ikke er optimalt, og risikoen for nye skandaler er til stede. De seneste år har der været adskillige sager om nedbrud i betalingskortsystemerne og i NemID. Værst er dog Se & Hør sagen, der lige nu behandles i retten i Glostrup. Sagen er problematisk for Nets, for selvom tys-tys-kilden faktisk var ansat hos underleverandøren IBM, var det hverken Nets eller IBM, der opdagede skandalen.
I år har Nets kørt en massiv imagekampagne. I reklamer og sponsorater har man fortalt om det kontaktløse dankort, om NemID og om, at man går forrest i udviklingen af ny betalingsteknologi. Men skal man tro årets imagemåling, har det ikke haft den store effekt – Nets roder stadig i den nederste fjerdedel, når danske virksomhedsledere skal vurdere Nets image. Det er kun en anelse bedre end da tys-tys-sagen for alvor rasede i 2014.
Udover at forgylde chefer og ejere, skal børsnoteringen også sikre Nets muskler til at købe op, så man også kan nå egentlig vækst på toplinien. Den svenske startup iZettle købte i sidste uge intelligentpos og skød dermed en ny værdikædekrig på betalingsløsninger i gang. Det opkøb er interessant, fordi det er en del af den disruption, der lige nu finder sted på markedet for betalingsløsninger. Der er ingen tvivl om, at Nets kommer under pres på fremtidig indtjening fra de af deres konkurrenter, som ser de nye muligheder hurtigere end dem selv.
Indtil selve børsnoteringen holder man sig stramt til prospektet, når man kommunikerer i Ballerup. Sådan skal det være, man må ikke forstyrre eller påvirke investorerne. Men når noteringen er på plads, og aktien handles, er man pinedød nødt til at foretage sig en række ting.
Først og fremmest er man nødt til at købe sig til nogle af de teknologier og løsninger, der ændrer hele vores måde at håndtere betalinger på. I løbet af de næste fire år kommer en meget stor del af Nets kerneforretning i udbud – og her er man nødt til at dokumentere, at de 70 forgyldte ledere og chefer også formår at udvikle virksomheden, skabe innovation og konkurrencekraft – ellers vil andre, og betydeligt mere sultne leverandører stå på spring.
Og sidst men ikke mindst skal man kommunikere ansvarlighed, og at man bekymrer sig mere om sikkerhed og digital infrastruktur, end for om kantstene i Ballerup er så høje, at de ridser de nye Lamborghinier.
mandag den 15. august 2016
Alle holder
vejret og venter på Søren Skou
Mærsk-topchef Søren Skou præsenterer snart det nok største forandringsprojekt i dansk erhvervshistorie. Succesen afhænger i høj grad af, hvordan planen pakkes ind og formidles.
Der er stille på Esplanaden. Den varslede strategiplan fra Mærsk-topchef Søren Skou vil ikke bare betyde drastiske ændringer for de 90.000 Maersk-ansatte. Det vil også få vital betydning for andre store organisationer og virksomheder.
Den nytiltrådte Søren Skou fik små 100 dage til at levere en plan, der kan få det skrantende imperium på ret køl og nu er der under 50 dage tilbage. Mens ansatte, aktionærer, kunder og medier venter, er der helt stille. Påfaldende stille. Senest har man udsat den kapitalmarkedsdag, der ellers kunne have lagt op til præsentationen af strategien.
Problemet med stilhed er, at det giver rum for gætterier og rygter. Allerede nu florerer der masser af rygter om udflytning, opsplitning og nye forretningsområder. Rygter har aldrig været gode for virksomheders kommunikation hverken internt eller eksternt.
Traditionelt bliver store forandringer forberedt bag hermetisk lukkede døre af direktioner og rådgivere. Når planen så er færdig, lader man kommunikationsfolk pakke planen pænt ind, så den kan glide ned hos medarbejdere, kunder, investorer og medier. Sådan har man også gjort hos A.P. Møller – Maersk i gamle dage - måske blot fratrukket den pæne indpakning.
De sidste ti år har tingene ændret sig meget i konglomeratet. Søren Skous forgænger formåede ikke bare at trimme og tilpasse organisationen, han formåede også at åbne virksomheden og gøre store dele af A. P. Møller- Mærsk til en stærkt kommunikerende virksomhed. Forandringer er gjort til en del af hverdagen.
Men tager Søren Skou fat i det omfang eksperter, som en del aktionærer forventer og håber, bliver der tale om helt fundamentale ændringer i organisationen, fokusområderne og den geografiske placering af dem. Det er forandringer så store, at de simpelthen ikke kan gennemføres uden en agil metodik og klar kommunikation som en bærende del af selve processen.
Alene det, at såvel bestyrelsesformand som Søren Skou har meldt de kommende forandringer ud i god tid, viser, at de er klar over, at store forandringer skal kommunikeres rettidigt og rigtigt. Det handler ikke bare om organiseringen af forretningsenhederne og mulighederne for at lukke divisioner og flytte andre til udlandet. Det handler i ligeså høj grad om, at geare A.P. Møller til en virkelighed, hvor disruption venter lige om hjørnet: De førerløse skibe er på vej, og vil være i sejlads om fem år, havnene vil være styret af robotter – nogle skibe vil slet ikke have brug for at komme i havn fordi de kan lastes og losses med droner. Olie bliver erstattet af vedvarende energi fra sol og vind, og produktionen flyttes til 3D printere, der bruger færre materialer, der kræver langt mindre transport.
Dette er virkeligheden om kort tid, og Søren Skou har en bestyrelse og nogle aktionærer, der ikke bare forventer en plan, men også massiv ny vækst og markant bedre aktiekurser. Der er nok at se til for Søren Skou.
Dybest set handler det om rettidig omhu. Om at lægge den rette strategi i god tid, og kommunikere og eksekvere den. Kræfterne skal bruges på at skabe innovation og vækst – ikke på rygter og gætterier.
Mærsk-topchef Søren Skou præsenterer snart det nok største forandringsprojekt i dansk erhvervshistorie. Succesen afhænger i høj grad af, hvordan planen pakkes ind og formidles.
Der er stille på Esplanaden. Den varslede strategiplan fra Mærsk-topchef Søren Skou vil ikke bare betyde drastiske ændringer for de 90.000 Maersk-ansatte. Det vil også få vital betydning for andre store organisationer og virksomheder.
Den nytiltrådte Søren Skou fik små 100 dage til at levere en plan, der kan få det skrantende imperium på ret køl og nu er der under 50 dage tilbage. Mens ansatte, aktionærer, kunder og medier venter, er der helt stille. Påfaldende stille. Senest har man udsat den kapitalmarkedsdag, der ellers kunne have lagt op til præsentationen af strategien.
Problemet med stilhed er, at det giver rum for gætterier og rygter. Allerede nu florerer der masser af rygter om udflytning, opsplitning og nye forretningsområder. Rygter har aldrig været gode for virksomheders kommunikation hverken internt eller eksternt.
Traditionelt bliver store forandringer forberedt bag hermetisk lukkede døre af direktioner og rådgivere. Når planen så er færdig, lader man kommunikationsfolk pakke planen pænt ind, så den kan glide ned hos medarbejdere, kunder, investorer og medier. Sådan har man også gjort hos A.P. Møller – Maersk i gamle dage - måske blot fratrukket den pæne indpakning.
De sidste ti år har tingene ændret sig meget i konglomeratet. Søren Skous forgænger formåede ikke bare at trimme og tilpasse organisationen, han formåede også at åbne virksomheden og gøre store dele af A. P. Møller- Mærsk til en stærkt kommunikerende virksomhed. Forandringer er gjort til en del af hverdagen.
Men tager Søren Skou fat i det omfang eksperter, som en del aktionærer forventer og håber, bliver der tale om helt fundamentale ændringer i organisationen, fokusområderne og den geografiske placering af dem. Det er forandringer så store, at de simpelthen ikke kan gennemføres uden en agil metodik og klar kommunikation som en bærende del af selve processen.
Alene det, at såvel bestyrelsesformand som Søren Skou har meldt de kommende forandringer ud i god tid, viser, at de er klar over, at store forandringer skal kommunikeres rettidigt og rigtigt. Det handler ikke bare om organiseringen af forretningsenhederne og mulighederne for at lukke divisioner og flytte andre til udlandet. Det handler i ligeså høj grad om, at geare A.P. Møller til en virkelighed, hvor disruption venter lige om hjørnet: De førerløse skibe er på vej, og vil være i sejlads om fem år, havnene vil være styret af robotter – nogle skibe vil slet ikke have brug for at komme i havn fordi de kan lastes og losses med droner. Olie bliver erstattet af vedvarende energi fra sol og vind, og produktionen flyttes til 3D printere, der bruger færre materialer, der kræver langt mindre transport.
Dette er virkeligheden om kort tid, og Søren Skou har en bestyrelse og nogle aktionærer, der ikke bare forventer en plan, men også massiv ny vækst og markant bedre aktiekurser. Der er nok at se til for Søren Skou.
Dybest set handler det om rettidig omhu. Om at lægge den rette strategi i god tid, og kommunikere og eksekvere den. Kræfterne skal bruges på at skabe innovation og vækst – ikke på rygter og gætterier.
fredag den 16. december 2011
Stop nu den valgkamp
Danmark står overfor en af de største udfordringer konkurrence- og vækstmæssigt i mange årtier og vores velfærdssamfund er truet. Men hvad går vi op i? Spin om spin! - kommenter bloggen her: http://blogs.jp.dk/headline/2011/12/16/stop-nu-den-valgkamp/
Det er meget muligt, at den officielle valgkamp blev afviklet over tre uger i september – men pressen og en stor del af det politiske system har været i valgkamp i næsten tre år - og har ikke kunnet stoppe igen! Tre år hvor tophistorierne har handlet om spin, personsager og ligegyldigheder.
Det startede ellers så godt i går. Dansk Folkeparti fremsatte et kompromisforslag. Regeringen ville sænke grænsen for, hvornår en familievirksomhed skulle opfattes som en passiv pengetank fra 75 % til 25 %. Dette bekymrede en række familieejede virksomheder, og derfor foreslog Dansk Folkeparti et kompromis: Vi har 75 % - regeringen foreslår 25 % - lad os blive enige om 50 %. Det er politik, der er til at forstå, men ud over lidt omtale i Børsen fik det gode politiske kompromis stort set ingen omtale.
Fyldig omtale fik til gengæld en debat i folketinget, om en undersøgelse af reglerne for spindoktorerne. Prøv engang at læse denne Ritzau-historie fra i går ved frokosttid. Her er der tale om en tidligere spindoktor, der nu er medieekspert, og som udtaler sig om, hvordan der er gået spin i en debat om undersøgelse af spindoktorer. Folketinget diskuterer reglerne for spindoktorer, fordi to-tre tidligere spindoktorer måske har brudt reglerne for spindoktorer og har solgt fortrolige oplysninger til medierne, og telegrammet fra Ritzau handler om, at det ene parti forsøger at spinne en historie ud over spinhistorien. Pyyyha.
Spinhistorien fra folketinget fik topprioritet i mediedækningen i går. Den var på forsiderne af netmedierne, den var tophistorie i tv-aviserne, og i dag får historien fyldig dækning i aviserne. Her garneres de med et kendt hold af eksperter, der kommenterer, drager paralleller, og analyserer på hvad den nye udvikling i spinkrigen kan få for den politiske udvikling. Og den type ligegyldige og for de fleste intetsigende historier har præget medierne i næsten tre år.
Er det vigtigt?
I pressen kalder man egentlig disse historier om personsager, historier om hvem der vidste hvad, hvornår og hvorfor for ’valgkampshistorier’, fordi det er historier, der typisk præger en valgkamp. Omvendt er det også historier, der kun involverer, inddrager og påvirker ganske få mennesker – men fordi historierne langt ude i periferien handler om et muligt magtmisbrug, er det per definition en god historie – i hvert fald under en valgkamp.
Der er rimelig bred enighed om, at valgkampen til det seneste valg blev udskrevet, da Anders Fogh Rasmussen valgte at takke ja til tilbuddet om at blive generalsekretær i Nato. Oppositionen vejrede endelig morgenluft, spindoktorerne på begge sider af midten begyndte oprustningen, og krigen kunne begynde. Siden da har langt de fleste politiske tophistorier handlet om, hvilke politikere der vidste hvad, hvornår om hvilke sager. Ingen substans, ingen reelle politiske problemer, ingen interesse for samfundets reelle problemer, kun historier om spin og personfnidder. Man troede det stoppede ved valget, men det er som om, at medierne, eksperterne bare ikke kan stoppe igen, så spin-hysteriet er bare vokset til det ekstreme.
Er du i tvivl, så tag forsiden af Jyllands-Posten i dag, der handler om, hvor meget Ole Sohn vidste om støtten fra KGB for mere end 30 år siden. Et forsøg på et karaktermord og ikke et komma om, hvad Ole Sohn mon nu går og laver på sin post som vækst- og erhvervsminister. Eller tag forsiden af Berlingske – der bringer historien om, at Villy Søvndahl nu bryder et valgløfte om støtte til en gruppe, der er på USA’s terrorliste. Fokus er ikke gruppen, men Villy Søvndahls mulige løftebrud.
Ja, - jeg gør det også selv…
Og det er jo ikke fordi, jeg synes, at historierne om Jacob Winther, Peter Arnfeldt, Ole Sohn, Carsten Hansen, Søren Pind og alle de andre personsager og spinsager er ligegyldige. Og den opmærksomme læser vil vide, at jeg jo har omtalt sagerne her på bloggen, så dette indlæg er i lige så høj grad et udtryk for selvkritik. For er disse person og spinhistorier virkelig tophistorier? Er det virkelig det vigtigste, der sker i dansk politik lige nu? Er det virkelig de største problemer i vores samfund? Nej det er det ikke, men i tre år har det været de historier, der har fået topprioritet i medierne.
Lige nu er den økonomiske vækst i Danmark og resten af Europa gået i stå. Konsekvensen er at beskæftigelsen falder markant, og mulighederne for at låne er enten dyre eller umulige, trods den rekordlave rente. Klimaet er truet af manglende international vilje til at træffe svære valg, og i Danmark formår vi ikke at tale om fattigdom, en ineffektiv infrastruktur og gigantiske økonomiske problemer i landbruget. For disse problemer – og løsningen på dem bliver først bragt omme på side 17, eller nederst på netsiden. Og det er ærligt talt urimeligt når der rent faktisk tages gode og stærke initiativer af Karen Hækkerup, Martin Lidegaard, og Dansk Folkeparti, som man kan læse herover.
Det er egentlig ikke politikerne, jeg anklager, det er først og fremmest medierne, og de mange eksperter, medierådgivere og spindoktorer der er sammen er gået i selvsving over at lave spin med spin på. Ja og så selvfølge mig selv, der med begge ben er hoppet med på vognen. Vi skal have de reelle problemer, de virkelige nyheder og det relevante indhold tilbage – tre års valgkamp er mere end nok!
Det er meget muligt, at den officielle valgkamp blev afviklet over tre uger i september – men pressen og en stor del af det politiske system har været i valgkamp i næsten tre år - og har ikke kunnet stoppe igen! Tre år hvor tophistorierne har handlet om spin, personsager og ligegyldigheder.
Det startede ellers så godt i går. Dansk Folkeparti fremsatte et kompromisforslag. Regeringen ville sænke grænsen for, hvornår en familievirksomhed skulle opfattes som en passiv pengetank fra 75 % til 25 %. Dette bekymrede en række familieejede virksomheder, og derfor foreslog Dansk Folkeparti et kompromis: Vi har 75 % - regeringen foreslår 25 % - lad os blive enige om 50 %. Det er politik, der er til at forstå, men ud over lidt omtale i Børsen fik det gode politiske kompromis stort set ingen omtale.
Fyldig omtale fik til gengæld en debat i folketinget, om en undersøgelse af reglerne for spindoktorerne. Prøv engang at læse denne Ritzau-historie fra i går ved frokosttid. Her er der tale om en tidligere spindoktor, der nu er medieekspert, og som udtaler sig om, hvordan der er gået spin i en debat om undersøgelse af spindoktorer. Folketinget diskuterer reglerne for spindoktorer, fordi to-tre tidligere spindoktorer måske har brudt reglerne for spindoktorer og har solgt fortrolige oplysninger til medierne, og telegrammet fra Ritzau handler om, at det ene parti forsøger at spinne en historie ud over spinhistorien. Pyyyha.
Spinhistorien fra folketinget fik topprioritet i mediedækningen i går. Den var på forsiderne af netmedierne, den var tophistorie i tv-aviserne, og i dag får historien fyldig dækning i aviserne. Her garneres de med et kendt hold af eksperter, der kommenterer, drager paralleller, og analyserer på hvad den nye udvikling i spinkrigen kan få for den politiske udvikling. Og den type ligegyldige og for de fleste intetsigende historier har præget medierne i næsten tre år.
Er det vigtigt?
I pressen kalder man egentlig disse historier om personsager, historier om hvem der vidste hvad, hvornår og hvorfor for ’valgkampshistorier’, fordi det er historier, der typisk præger en valgkamp. Omvendt er det også historier, der kun involverer, inddrager og påvirker ganske få mennesker – men fordi historierne langt ude i periferien handler om et muligt magtmisbrug, er det per definition en god historie – i hvert fald under en valgkamp.
Der er rimelig bred enighed om, at valgkampen til det seneste valg blev udskrevet, da Anders Fogh Rasmussen valgte at takke ja til tilbuddet om at blive generalsekretær i Nato. Oppositionen vejrede endelig morgenluft, spindoktorerne på begge sider af midten begyndte oprustningen, og krigen kunne begynde. Siden da har langt de fleste politiske tophistorier handlet om, hvilke politikere der vidste hvad, hvornår om hvilke sager. Ingen substans, ingen reelle politiske problemer, ingen interesse for samfundets reelle problemer, kun historier om spin og personfnidder. Man troede det stoppede ved valget, men det er som om, at medierne, eksperterne bare ikke kan stoppe igen, så spin-hysteriet er bare vokset til det ekstreme.
Er du i tvivl, så tag forsiden af Jyllands-Posten i dag, der handler om, hvor meget Ole Sohn vidste om støtten fra KGB for mere end 30 år siden. Et forsøg på et karaktermord og ikke et komma om, hvad Ole Sohn mon nu går og laver på sin post som vækst- og erhvervsminister. Eller tag forsiden af Berlingske – der bringer historien om, at Villy Søvndahl nu bryder et valgløfte om støtte til en gruppe, der er på USA’s terrorliste. Fokus er ikke gruppen, men Villy Søvndahls mulige løftebrud.
Ja, - jeg gør det også selv…
Og det er jo ikke fordi, jeg synes, at historierne om Jacob Winther, Peter Arnfeldt, Ole Sohn, Carsten Hansen, Søren Pind og alle de andre personsager og spinsager er ligegyldige. Og den opmærksomme læser vil vide, at jeg jo har omtalt sagerne her på bloggen, så dette indlæg er i lige så høj grad et udtryk for selvkritik. For er disse person og spinhistorier virkelig tophistorier? Er det virkelig det vigtigste, der sker i dansk politik lige nu? Er det virkelig de største problemer i vores samfund? Nej det er det ikke, men i tre år har det været de historier, der har fået topprioritet i medierne.
Lige nu er den økonomiske vækst i Danmark og resten af Europa gået i stå. Konsekvensen er at beskæftigelsen falder markant, og mulighederne for at låne er enten dyre eller umulige, trods den rekordlave rente. Klimaet er truet af manglende international vilje til at træffe svære valg, og i Danmark formår vi ikke at tale om fattigdom, en ineffektiv infrastruktur og gigantiske økonomiske problemer i landbruget. For disse problemer – og løsningen på dem bliver først bragt omme på side 17, eller nederst på netsiden. Og det er ærligt talt urimeligt når der rent faktisk tages gode og stærke initiativer af Karen Hækkerup, Martin Lidegaard, og Dansk Folkeparti, som man kan læse herover.
Det er egentlig ikke politikerne, jeg anklager, det er først og fremmest medierne, og de mange eksperter, medierådgivere og spindoktorer der er sammen er gået i selvsving over at lave spin med spin på. Ja og så selvfølge mig selv, der med begge ben er hoppet med på vognen. Vi skal have de reelle problemer, de virkelige nyheder og det relevante indhold tilbage – tre års valgkamp er mere end nok!
søndag den 27. februar 2011
Luk farmene op, minkfarmere...
Lagt på JP den 25. februar 2011 http://blogs.jp.dk/headline/
De danske pelsdyravlere er i høj grad selv skyld i, at de bliver hængt ud i medierne for at vanrøgte dyrene. I en hermetisk lukket verden rammer brodne kar nemlig hele branchen - også alle de dygtige pelsdyravlere, der behandler dyrene ordentligt. Åbenhed er den eneste vej til større forståelse og respekt og en forudsætning, hvis et af Danmarks største eksporterhverv skal undgå at spænde ben for sig selv.
Det gør ondt helt ind i hjertekulen, når TV-Avisen viser blodige billeder fra danske minkfarme. I bedste sendetid kunne man forleden se billeder af mink, der manglede øjne og dele af hovedet, mink med store åbne sår, og mink der lå døde i deres bure.
Ondt har det formentlig også gjort hos pelsdyravlerne selv - for selvom det er de færreste minkskind, der sælges på det danske marked, så er det alligevel en leg med ilden, når disse billeder dukker op. Særligt så tæt på et folketingsvalg er der ikke langt fra TV-avisen til politiker-kommentarer om, at erhvervet skal reguleres eller helt forbydes i Danmark. Og får pelsdyravlerne ikke gjort noget alvorligt ved problemet, står de i problemer til halsen.
En lukket verden
En af pelsdyravlernes største problemer er, at pelsdyrproduktion er ekstremt lukket og ekstremt hemmelighedsfuldt. Rundt om de store minkfarme er der mure og hegn - dels for at holde minkene inde, og andre dyr ude - men også for at holde journalister, kamerafolk og naturligvis dyreaktivister ude. Sandheden er, at det er de færreste af de journalister, der i disse dage skriver harme artikler om minkfarmene, der nogensinde har sat deres ben på en minkfarm - de er nemlig aldrig blevet inviteret.
Dyreaktivisterne med deres kameraer er heller ikke blevet inviteret, men har tydeligvis selv fundet vej ind i minkfarmene. Ingen kan vide, om billederne af de 30 syge mink vitterligt er optaget på de minkfare, som dyreaktivisterne påstår, de har besøgt, og ingen kan vide, om dyreaktivisterne har optaget alle deres billeder i farmenes sygeafdelinger. Men set fra et kommunikationssynspunkt er alt dette også lige meget. Så længe vi ikke ser andet, så tror vi på dyreaktivisternes billeder, og så længe vi tror på dem, har pelsdyravlerne en rigtigt dårlig sag.
Vis, at der ikke er flere syge dyr på en minkfarm, end der er syge danskere i en købstad
Pelsdyrbranchen annoncerer idag med tilbud om at besøge minkfarme. En fin start. Men lad mig hermed give pelsdyravlerne et helt gratis kommunikationsråd: Åbn portene helt! Find en dag eller to i kalenderen, og lad alle minkfarmene lave åbent hus for både naboer, lokalbefolkning og presse. Vis hvordan minkene bor, hvordan I pelser, og vis også hvad I gør for at hjælpe de syge dyr. Vis det hele frem! På den måde viser I dels, at I ikke har så meget at skjule, som de høje mure og strømførende hegn ellers kan give tanker om, og dels kan gæsterne ved selvsyn konstatere, at der ikke er flere syge mink i en minkfarm, end der er syge danskere i en købstad. Og giv så gæsterne en kop kaffe og en småkage!
Pelsdyravl er et af Danmarks største erhverv og har - rimeligt eller ej - nogle særdeles rimelige arbejdsbetingelser, der i høj grad bygger på tillid. Skal pelsdyravlerne bevare denne tillid, kræver det at vi som presse, politikere og borgere får indsigt og viden - og dermed forståelse og respekt.
De danske pelsdyravlere er i høj grad selv skyld i, at de bliver hængt ud i medierne for at vanrøgte dyrene. I en hermetisk lukket verden rammer brodne kar nemlig hele branchen - også alle de dygtige pelsdyravlere, der behandler dyrene ordentligt. Åbenhed er den eneste vej til større forståelse og respekt og en forudsætning, hvis et af Danmarks største eksporterhverv skal undgå at spænde ben for sig selv.
Det gør ondt helt ind i hjertekulen, når TV-Avisen viser blodige billeder fra danske minkfarme. I bedste sendetid kunne man forleden se billeder af mink, der manglede øjne og dele af hovedet, mink med store åbne sår, og mink der lå døde i deres bure.
Ondt har det formentlig også gjort hos pelsdyravlerne selv - for selvom det er de færreste minkskind, der sælges på det danske marked, så er det alligevel en leg med ilden, når disse billeder dukker op. Særligt så tæt på et folketingsvalg er der ikke langt fra TV-avisen til politiker-kommentarer om, at erhvervet skal reguleres eller helt forbydes i Danmark. Og får pelsdyravlerne ikke gjort noget alvorligt ved problemet, står de i problemer til halsen.
En lukket verden
En af pelsdyravlernes største problemer er, at pelsdyrproduktion er ekstremt lukket og ekstremt hemmelighedsfuldt. Rundt om de store minkfarme er der mure og hegn - dels for at holde minkene inde, og andre dyr ude - men også for at holde journalister, kamerafolk og naturligvis dyreaktivister ude. Sandheden er, at det er de færreste af de journalister, der i disse dage skriver harme artikler om minkfarmene, der nogensinde har sat deres ben på en minkfarm - de er nemlig aldrig blevet inviteret.
Dyreaktivisterne med deres kameraer er heller ikke blevet inviteret, men har tydeligvis selv fundet vej ind i minkfarmene. Ingen kan vide, om billederne af de 30 syge mink vitterligt er optaget på de minkfare, som dyreaktivisterne påstår, de har besøgt, og ingen kan vide, om dyreaktivisterne har optaget alle deres billeder i farmenes sygeafdelinger. Men set fra et kommunikationssynspunkt er alt dette også lige meget. Så længe vi ikke ser andet, så tror vi på dyreaktivisternes billeder, og så længe vi tror på dem, har pelsdyravlerne en rigtigt dårlig sag.
Vis, at der ikke er flere syge dyr på en minkfarm, end der er syge danskere i en købstad
Pelsdyrbranchen annoncerer idag med tilbud om at besøge minkfarme. En fin start. Men lad mig hermed give pelsdyravlerne et helt gratis kommunikationsråd: Åbn portene helt! Find en dag eller to i kalenderen, og lad alle minkfarmene lave åbent hus for både naboer, lokalbefolkning og presse. Vis hvordan minkene bor, hvordan I pelser, og vis også hvad I gør for at hjælpe de syge dyr. Vis det hele frem! På den måde viser I dels, at I ikke har så meget at skjule, som de høje mure og strømførende hegn ellers kan give tanker om, og dels kan gæsterne ved selvsyn konstatere, at der ikke er flere syge mink i en minkfarm, end der er syge danskere i en købstad. Og giv så gæsterne en kop kaffe og en småkage!
Pelsdyravl er et af Danmarks største erhverv og har - rimeligt eller ej - nogle særdeles rimelige arbejdsbetingelser, der i høj grad bygger på tillid. Skal pelsdyravlerne bevare denne tillid, kræver det at vi som presse, politikere og borgere får indsigt og viden - og dermed forståelse og respekt.
fredag den 25. februar 2011
Følg min blog på JP
Siden april 2010 har jeg været ekspertblogger på Jyllands Posten - og det er her jeg poster de fleste af mine indlæg - læs mere på http://blogs.jp.dk/headline/
fredag den 17. december 2010
Lige til skraldespanden
Ekstra Bladets roden rundt i miljøministerens private skraldespand er kulminationen på et halvt år med tynde journalistiske historier, hvor offeret har været vigtigere bolden.
Det begyndte med Helle Thornings skattesag, som B.T. over sommeren blæste op til en kæmpeskandale, men som SKAT senere tog alt liv ud af ved at rense Helle Thorning og hendes mand. Derpå kom genoptagelsen af Lene Espersen rejsesager, selvom det viste sig, at Lene Espersen deltager i flere internationale topmøder end hendes europæiske kolleger. Senere kom så jagten på Søren Pind og Ole Sohn, og nu en usmagelig personjagt på miljøminister Karen Ellemann, hvor to journalister fra Ekstra Bladet har endevendt ministerens private skraldespand i den paniske jagt på madaffald.
De mange sager er påfaldende ens. De er alle bragt frem af enten B.T. eller Ekstra Bladet, de bliver slået markant stort op, er voldsomt personfikserede, men det reelle indhold i anklagerne er endog meget små. Der var ingen sag mod Helle Thornings mand, Lene Espersen passer faktisk sit arbejde, Søren Pind og Ole Sohn har begge en fortid, som de begge står ved, men som er realpolitisk underordnet. Og i tilfældet Karen Ellemann er det nok ikke første gang, at en miljøminister eller en miljøforkæmper smider æg og gamle sikringer i skraldespanden.
Denne oldnordiske journalistiske model, hvor man sælger aviser ved at gå efter offeret frem for efter bolden, er hentet i England, hvor de tabloid-aviserne har brugt metoden i årevis. Men hvor man i England desværre har vænnet sig til denne klamme og letbenede form for journalistik, giver det stadig store overskrifter i de øvrige danske medier, når Ekstra Bladet og B.T. starter en skinger kampagne. Dermed sikres Ekstra Bladet og B.T. endnu mere omtale og et endnu bedre avissalg. Og selvom de fleste af os synes, det er klamt, så læser vi alligevel historien og køber måske endda avisen, fordi vi da lige skal vide, hvor klam historien er. Men til syvende og sidst handler det om at finde et offer, smække vedkommende på forsiden og sælge aviser. Det er det, der får mig til at foreslå, at vi ændrer udtrykket om at gå ’efter manden’ til at gå ’efter offeret’, for er det ikke, hvad det handler om?
Skal man stå til ansvar for sine holdninger eller sine handlinger?
Men er det ikke fair, at en minister bliver stillet til regnskab for egne handlinger, når hun nu prædiker, at vi alle skal sortere affald og undlade at smide mad ud? I oppositionen kæmpes der lige nu en kamp for at finde den rigtige måde at bruge Ekstra Bladets historie på. På den ene side ønsker ingen politikere, at det er deres egen skraldespand, der bliver gennemrodet, men på den anden side er angrebet på miljøministeren for godt til ikke at blive brugt. Derfor siger oppositionen, at Ekstra Bladet er ulækre, men at ministeren bør skamme sig. Og det siger man velvidende, at historien ikke ville have været der, hvis ikke Ekstra Bladet var gået i skraldespanden. Det tjener ikke politikerne til ære.
Men hvad er det, der gør, at den personlige tilsvining virker? Hvorfor er det en større historie, at Søren Pind engang har drukket fadøl med Lars Løkke, end at Søren Pind som udviklingsminister nu stopper tilskuddene til diktaturstater? Medierne ved, at en af forudsætningerne for, at vi gider læse nyheder på nettet, købe aviser og tænde for fjernsynet er, at vi bliver underholdt. Nyheder skal være underholdende. Og skumle nyheder om Ole Sohn og Lene Espersen er noget så sjældent som underholdning, pakket ind som væsentlige nyheder. Også de store morgenaviser og tv-nyhederne har taget udviklingen til sig, men ikke i samme omfang.
Når medier, politiske modstandere og bloggere, som undertegnede, bruger kræfter på at forholde os til den tyndbenede journalistisk, som Ekstra Bladet og B.T. har benyttet sig af det sidste halve år, så legitimerer vi også deres metode og deres historier. Det er dobbeltmoralsk – og man kan håbe, at vi snart når dertil, hvor vi bliver immune overfor de ligegyldige historier og går efter bolden frem for efter offeret.
Det begyndte med Helle Thornings skattesag, som B.T. over sommeren blæste op til en kæmpeskandale, men som SKAT senere tog alt liv ud af ved at rense Helle Thorning og hendes mand. Derpå kom genoptagelsen af Lene Espersen rejsesager, selvom det viste sig, at Lene Espersen deltager i flere internationale topmøder end hendes europæiske kolleger. Senere kom så jagten på Søren Pind og Ole Sohn, og nu en usmagelig personjagt på miljøminister Karen Ellemann, hvor to journalister fra Ekstra Bladet har endevendt ministerens private skraldespand i den paniske jagt på madaffald.
De mange sager er påfaldende ens. De er alle bragt frem af enten B.T. eller Ekstra Bladet, de bliver slået markant stort op, er voldsomt personfikserede, men det reelle indhold i anklagerne er endog meget små. Der var ingen sag mod Helle Thornings mand, Lene Espersen passer faktisk sit arbejde, Søren Pind og Ole Sohn har begge en fortid, som de begge står ved, men som er realpolitisk underordnet. Og i tilfældet Karen Ellemann er det nok ikke første gang, at en miljøminister eller en miljøforkæmper smider æg og gamle sikringer i skraldespanden.
Denne oldnordiske journalistiske model, hvor man sælger aviser ved at gå efter offeret frem for efter bolden, er hentet i England, hvor de tabloid-aviserne har brugt metoden i årevis. Men hvor man i England desværre har vænnet sig til denne klamme og letbenede form for journalistik, giver det stadig store overskrifter i de øvrige danske medier, når Ekstra Bladet og B.T. starter en skinger kampagne. Dermed sikres Ekstra Bladet og B.T. endnu mere omtale og et endnu bedre avissalg. Og selvom de fleste af os synes, det er klamt, så læser vi alligevel historien og køber måske endda avisen, fordi vi da lige skal vide, hvor klam historien er. Men til syvende og sidst handler det om at finde et offer, smække vedkommende på forsiden og sælge aviser. Det er det, der får mig til at foreslå, at vi ændrer udtrykket om at gå ’efter manden’ til at gå ’efter offeret’, for er det ikke, hvad det handler om?
Skal man stå til ansvar for sine holdninger eller sine handlinger?
Men er det ikke fair, at en minister bliver stillet til regnskab for egne handlinger, når hun nu prædiker, at vi alle skal sortere affald og undlade at smide mad ud? I oppositionen kæmpes der lige nu en kamp for at finde den rigtige måde at bruge Ekstra Bladets historie på. På den ene side ønsker ingen politikere, at det er deres egen skraldespand, der bliver gennemrodet, men på den anden side er angrebet på miljøministeren for godt til ikke at blive brugt. Derfor siger oppositionen, at Ekstra Bladet er ulækre, men at ministeren bør skamme sig. Og det siger man velvidende, at historien ikke ville have været der, hvis ikke Ekstra Bladet var gået i skraldespanden. Det tjener ikke politikerne til ære.
Men hvad er det, der gør, at den personlige tilsvining virker? Hvorfor er det en større historie, at Søren Pind engang har drukket fadøl med Lars Løkke, end at Søren Pind som udviklingsminister nu stopper tilskuddene til diktaturstater? Medierne ved, at en af forudsætningerne for, at vi gider læse nyheder på nettet, købe aviser og tænde for fjernsynet er, at vi bliver underholdt. Nyheder skal være underholdende. Og skumle nyheder om Ole Sohn og Lene Espersen er noget så sjældent som underholdning, pakket ind som væsentlige nyheder. Også de store morgenaviser og tv-nyhederne har taget udviklingen til sig, men ikke i samme omfang.
Når medier, politiske modstandere og bloggere, som undertegnede, bruger kræfter på at forholde os til den tyndbenede journalistisk, som Ekstra Bladet og B.T. har benyttet sig af det sidste halve år, så legitimerer vi også deres metode og deres historier. Det er dobbeltmoralsk – og man kan håbe, at vi snart når dertil, hvor vi bliver immune overfor de ligegyldige historier og går efter bolden frem for efter offeret.
onsdag den 20. oktober 2010
Hører de dårligt hos Dansk Hørecenter?
Hvis man vil svare igen på den kritik et tv-program rejser af ens virksomhed, skal man gøre det sagligt og præcist. Tirsdag aften gik det helt galt for Dansk Hørecenter, der øjensynligt fik berettiget tæv i OperationX på TV2.
Jeg har her på bloggen flere gange kritiseret programmet OperationX på TV2 for at levere dårligt researchet sensationsjournalistik, der peppes op med dramatiske effekter. I aftenens program var der skåret ned på dramatikken og op for seriøsiteten i et program, der afslørede, hvordan private høreklinikker muligvis misbruger reglerne om offentligt tilskud til at skabe en lige lovligt god forretning.
Der var tilmed blevet reklameret kraftigt for programmet – én af de private hørecentre; Dansk Hørecenter (www.dkhc.dk) havde indrykket helsidesannoncer i de store dagblade, hvor de angiveligt ville tilbagevise den kritik, der fremkom i programmet. Det lykkedes ualmindeligt dårligt, men det skærpede min interesse ekstra meget for programmet! Var der her tale om endnu en forkert udlagt sag pumpet op til en sensation?
Aftenens OperationX var bygget op nøjagtigt, som den slags programmer altid er. Først ridses problemerne op, så møder vi en masser mennesker, der har fået høreapparater, og andre der har solgt høreapparater. Herefter tester OperationX så, om påstandene holder hos diverse eksperter, og til sidst konfronteres virksomheden og politikerne.
OperationX havde særligt to kritikpunkter: Dansk Hørecenter og Auri udleverede høreapparater til personer, der reelt ikke havde brug for høreapparater, og af en eller anden grund ramte prisen for et nyt høreapparat altid den pris, som det offentlige giver i tilskud til apparaterne.
Svarer ikke på kritikken
I den meget teksttunge helsides annonce skriver Dansk Hørecenter flere steder, at ingen vil bede om et høreapparat, hvis ikke de føler, de har et problem med hørelsen. Det er sikkert rigtigt, men programmet dokumenterer, at problemer med hørelsen, kan skyldes meget andet, fx tinnitus – som man ifølge programmet ikke kan afhjælpe med et høreapparat. Annoncen fjerner ikke fornemmelsen af, at det vil være meget svært at forlade en filial af Dansk Hørecenter uden et offentligt betalt høreapparat.
Det andet kritikpunkt – at høreapparaterne altid ender med at koste det, der er det offentliges maksimum-sats for tilskud til høreapparater, svarer annoncen slet ikke på. Man nævner blot – lidt fornærmet – at den samlede pris for et høreapparat er billigere hos de private end hos det offentlige, hvilket sikkert også er rigtigt men dybest set sagen uvedkommende.
Dernæst gør Dansk Hørecenters administrerende direktør Nils Lodman det ualmindeligt skidt i interviewet i udsendelsen. Interviewet kan sagtens være klippet meget skarpt sammen, men uanset hvad, er det et virkeligt skidt signal ikke at ville forholde sig til kritik – og i øvrigt sende kritikken og ansvaret videre.
Aftenens OperationX historie er klassisk. Der er intet overraskende, og intet påfaldende unfair i udsendelsen. Man kan synes, at det er at overdrive at bruge skjult kamera undervejs, men det gør ikke den store forskel for programmet. Til gengæld er Dansk Hørecenters reaktion og deltagelse amatøragtig i modsætning til Auri Hørecenter, som imødekommer kritikken.
Kommuniker rettidigt, og gør det sagligt
I Dansk Hørecenter mener de formentlig, at de har en god sag og stiller derfor op til interview. Men når Dansk Hørecenter stiller op til interview i et program som dette, må de som minimum forvente, at Dansk Hørecenter har sat sig ind i problemstillingen, og at Dansk Hørecenter svarer ærligt og gennemtænkt på de spørgsmål, de bliver stillet. Det tyder det ikke på, at Dansk Hørecenter har. Efter optagelsen har Dansk Hørecenter indset, at programmet kan være uheldigt, og virksomheden har derfor strikket den meget teksttunge og dårligt forklarende annonce sammen.
Hvis vi nu antager, at jeg var potentiel kunde i Dansk Hørecenter og havde set aftenens program, hvad ville så være det første, jeg gjorde? Jeg ville naturligvis gå på nettet for at lede efter Dansk Hørecenters eget svar på kritikken. Men prøv selv at gå på www.dkhc.dk og se, om du kan finde en forklaring. Jeg kan ikke.
Tilbage står, at Dansk Hørecenter har brændt en forfærdelig masse annoncekroner af på at gøre reklame for et program, der kritiserer dem synder og sammen. Det er skidt håndteret og endnu værre kommunikeret.
Men hvad gør man så nu, hvis man er Dansk Hørecenter? Ja først og fremmest er man altså nødt til at forholde sig sagligt til kritikken. Overvej også, om der er andet der skal undskyldes eller forklares, nu man er i gang! Drop den fornærmede annoncetekst, og beskriv i stedet, hvordan man forholder sig, og hvordan man vil reagere. Sørg så for at alle jeres høreklinikker, alle jeres medarbejdere, jeres kunder, og jeres leverandører orienteres. Hvis der noget der skal ændres eller rettes, så sørg for at rette op – hellere i dag, end i morgen. Og sørg så for, at dette ikke sker igen. Når alt det er gjort, og først da, kan man begynde at bygge kommunikationen op igen.
Jeg har her på bloggen flere gange kritiseret programmet OperationX på TV2 for at levere dårligt researchet sensationsjournalistik, der peppes op med dramatiske effekter. I aftenens program var der skåret ned på dramatikken og op for seriøsiteten i et program, der afslørede, hvordan private høreklinikker muligvis misbruger reglerne om offentligt tilskud til at skabe en lige lovligt god forretning.
Der var tilmed blevet reklameret kraftigt for programmet – én af de private hørecentre; Dansk Hørecenter (www.dkhc.dk) havde indrykket helsidesannoncer i de store dagblade, hvor de angiveligt ville tilbagevise den kritik, der fremkom i programmet. Det lykkedes ualmindeligt dårligt, men det skærpede min interesse ekstra meget for programmet! Var der her tale om endnu en forkert udlagt sag pumpet op til en sensation?
Aftenens OperationX var bygget op nøjagtigt, som den slags programmer altid er. Først ridses problemerne op, så møder vi en masser mennesker, der har fået høreapparater, og andre der har solgt høreapparater. Herefter tester OperationX så, om påstandene holder hos diverse eksperter, og til sidst konfronteres virksomheden og politikerne.
OperationX havde særligt to kritikpunkter: Dansk Hørecenter og Auri udleverede høreapparater til personer, der reelt ikke havde brug for høreapparater, og af en eller anden grund ramte prisen for et nyt høreapparat altid den pris, som det offentlige giver i tilskud til apparaterne.
Svarer ikke på kritikken
I den meget teksttunge helsides annonce skriver Dansk Hørecenter flere steder, at ingen vil bede om et høreapparat, hvis ikke de føler, de har et problem med hørelsen. Det er sikkert rigtigt, men programmet dokumenterer, at problemer med hørelsen, kan skyldes meget andet, fx tinnitus – som man ifølge programmet ikke kan afhjælpe med et høreapparat. Annoncen fjerner ikke fornemmelsen af, at det vil være meget svært at forlade en filial af Dansk Hørecenter uden et offentligt betalt høreapparat.
Det andet kritikpunkt – at høreapparaterne altid ender med at koste det, der er det offentliges maksimum-sats for tilskud til høreapparater, svarer annoncen slet ikke på. Man nævner blot – lidt fornærmet – at den samlede pris for et høreapparat er billigere hos de private end hos det offentlige, hvilket sikkert også er rigtigt men dybest set sagen uvedkommende.
Dernæst gør Dansk Hørecenters administrerende direktør Nils Lodman det ualmindeligt skidt i interviewet i udsendelsen. Interviewet kan sagtens være klippet meget skarpt sammen, men uanset hvad, er det et virkeligt skidt signal ikke at ville forholde sig til kritik – og i øvrigt sende kritikken og ansvaret videre.
Aftenens OperationX historie er klassisk. Der er intet overraskende, og intet påfaldende unfair i udsendelsen. Man kan synes, at det er at overdrive at bruge skjult kamera undervejs, men det gør ikke den store forskel for programmet. Til gengæld er Dansk Hørecenters reaktion og deltagelse amatøragtig i modsætning til Auri Hørecenter, som imødekommer kritikken.
Kommuniker rettidigt, og gør det sagligt
I Dansk Hørecenter mener de formentlig, at de har en god sag og stiller derfor op til interview. Men når Dansk Hørecenter stiller op til interview i et program som dette, må de som minimum forvente, at Dansk Hørecenter har sat sig ind i problemstillingen, og at Dansk Hørecenter svarer ærligt og gennemtænkt på de spørgsmål, de bliver stillet. Det tyder det ikke på, at Dansk Hørecenter har. Efter optagelsen har Dansk Hørecenter indset, at programmet kan være uheldigt, og virksomheden har derfor strikket den meget teksttunge og dårligt forklarende annonce sammen.
Hvis vi nu antager, at jeg var potentiel kunde i Dansk Hørecenter og havde set aftenens program, hvad ville så være det første, jeg gjorde? Jeg ville naturligvis gå på nettet for at lede efter Dansk Hørecenters eget svar på kritikken. Men prøv selv at gå på www.dkhc.dk og se, om du kan finde en forklaring. Jeg kan ikke.
Tilbage står, at Dansk Hørecenter har brændt en forfærdelig masse annoncekroner af på at gøre reklame for et program, der kritiserer dem synder og sammen. Det er skidt håndteret og endnu værre kommunikeret.
Men hvad gør man så nu, hvis man er Dansk Hørecenter? Ja først og fremmest er man altså nødt til at forholde sig sagligt til kritikken. Overvej også, om der er andet der skal undskyldes eller forklares, nu man er i gang! Drop den fornærmede annoncetekst, og beskriv i stedet, hvordan man forholder sig, og hvordan man vil reagere. Sørg så for at alle jeres høreklinikker, alle jeres medarbejdere, jeres kunder, og jeres leverandører orienteres. Hvis der noget der skal ændres eller rettes, så sørg for at rette op – hellere i dag, end i morgen. Og sørg så for, at dette ikke sker igen. Når alt det er gjort, og først da, kan man begynde at bygge kommunikationen op igen.
fredag den 3. september 2010
Skolenedlæggelser er en gigantisk kommunikationsopgave
Skal man overleve strukturændringer og skolenedlæggelser, kræver det målrettet og præcis kommunikation – og at man har styr på budskaberne. Det har kommunerne sjældent, derfor har skolenedlæggelser en tendens til at ende i kampe og demonstrationer. Ofte oplever kommunerne elev og lærerflugt, og oprettelsen af friskoler.
Det er enhver kommunalpolitikers mareridt. Ingen beslutninger er så upopulære, som at nedlægge skoler – men i en tid, hvor indtægterne falder, og man ikke kan hæve skatten, er der lige nu ingen vej udenom, for rigtigt mange kommuner. Heldigvis er der 3 år til næste kommunalvalg, så skal det gøres, skal det være nu. Men det kræver kommunikation. Målrettet, klar kommunikation, af de rigtige budskaber.
I Jammerbugt kommune arbejder man lige nu på en massiv omlægning af skolestrukturen, herunder muligheden for at nedlægge en række skoler. Jammerbugt kommune har sådan set gjort en masse fine ting; de har lavet en kæmpe rapport, opridset alle scenarierne, forklaret baggrunden – alligevel er befolkningen utilfreds. Og det kan jeg godt forstå.
Skal man tro indledningen til rapporten er målet i Jammerbugt kommune ikke bare at spare penge, men at styrke kvalitetsudviklingen af skolen. Resten af de 76 sider handler næsten udelukkende om hvilke scenarier man kan opstille for at ændre skoledistrikterne – og spare penge. Hvad pengene så skal bruges til – hvilke mål man har for skolen står hen i det uvisse. Joooo – der er da et formuleret nogle floskelfyldte sætninger, om kundskaber, trivsel, lærelyst og sundhed. Men intet er unikt, intet er konkret. Så når Jammerbugt kommune lige om lidt tager skolen fra nogle elever, forældre og lærere, og ændrer strukturen for en masse andre – ja så er der ingen der ved, hvad målet er, eller hvad man så kan glæde sig til i stedet for.
Dermed gør jammerbrugt kommune nøjagtigt det samme, som de fleste andre kommuner. De sløser med budskaberne, og de kommunikerer upræcist og unøjagtigt. Så det er helt forståeligt, at de er sure i det Nordjyske.
Ingen flugt i Brøndby
I den modsatte ende ligger Brøndby kommune. Her tog politikere og embedsfolk allerede kampen sidste år – endda i et valgår. Her er det faktisk lykkedes dygtige og visionære embedsfolk, ledere og politikere, at gennemføre en total omlægning af skolestrukturen, med nedlæggelse af syv skoler, og oprettelsen af tre nye – uden at det har ført til elevflugt og udvanding af skolerne. Tvært i mod – har man formået både at spare penge, OG hæve kvaliteten og timetallet for eleverne – og man har kommunikeret om det, så både elever, forældre og lærere har følt sig trygge ved den nye skole.
Hemmeligheden i Brøndby har været kombinationen af, at træffe de rigtige beslutninger og kommunikere om dem. I Brøndby har man skåret så dybt i skolevæsenet, at man både har kunnet skabe en gedigen besparelse for kommunen, samtidig med at man kunne føre penge tilbage til de fortsættende skoler, sådan at rammer og indhold er blevet optimale. Kort sagt sørger man for at kanalisere penge væk fra administration og over på eleverne. Samtidig er der brugt ressourcer på at give alle de nye Brøndby-skoler en ny profil, og fortælle om alle tiltagende gennem rettidig kommunikation direkte med borgerne.
Der SKAL kommunikeres målrettet med både elever, lærere, forældre og lokalsamfund, når man vil nedlægge skoler, og man skal gøre det præcist og åbent. Det er ikke svært, men det kræver at man afsætter ressourcerne til det – og man tager kommunikationen seriøst
Det er enhver kommunalpolitikers mareridt. Ingen beslutninger er så upopulære, som at nedlægge skoler – men i en tid, hvor indtægterne falder, og man ikke kan hæve skatten, er der lige nu ingen vej udenom, for rigtigt mange kommuner. Heldigvis er der 3 år til næste kommunalvalg, så skal det gøres, skal det være nu. Men det kræver kommunikation. Målrettet, klar kommunikation, af de rigtige budskaber.
I Jammerbugt kommune arbejder man lige nu på en massiv omlægning af skolestrukturen, herunder muligheden for at nedlægge en række skoler. Jammerbugt kommune har sådan set gjort en masse fine ting; de har lavet en kæmpe rapport, opridset alle scenarierne, forklaret baggrunden – alligevel er befolkningen utilfreds. Og det kan jeg godt forstå.
Skal man tro indledningen til rapporten er målet i Jammerbugt kommune ikke bare at spare penge, men at styrke kvalitetsudviklingen af skolen. Resten af de 76 sider handler næsten udelukkende om hvilke scenarier man kan opstille for at ændre skoledistrikterne – og spare penge. Hvad pengene så skal bruges til – hvilke mål man har for skolen står hen i det uvisse. Joooo – der er da et formuleret nogle floskelfyldte sætninger, om kundskaber, trivsel, lærelyst og sundhed. Men intet er unikt, intet er konkret. Så når Jammerbugt kommune lige om lidt tager skolen fra nogle elever, forældre og lærere, og ændrer strukturen for en masse andre – ja så er der ingen der ved, hvad målet er, eller hvad man så kan glæde sig til i stedet for.
Dermed gør jammerbrugt kommune nøjagtigt det samme, som de fleste andre kommuner. De sløser med budskaberne, og de kommunikerer upræcist og unøjagtigt. Så det er helt forståeligt, at de er sure i det Nordjyske.
Ingen flugt i Brøndby
I den modsatte ende ligger Brøndby kommune. Her tog politikere og embedsfolk allerede kampen sidste år – endda i et valgår. Her er det faktisk lykkedes dygtige og visionære embedsfolk, ledere og politikere, at gennemføre en total omlægning af skolestrukturen, med nedlæggelse af syv skoler, og oprettelsen af tre nye – uden at det har ført til elevflugt og udvanding af skolerne. Tvært i mod – har man formået både at spare penge, OG hæve kvaliteten og timetallet for eleverne – og man har kommunikeret om det, så både elever, forældre og lærere har følt sig trygge ved den nye skole.
Hemmeligheden i Brøndby har været kombinationen af, at træffe de rigtige beslutninger og kommunikere om dem. I Brøndby har man skåret så dybt i skolevæsenet, at man både har kunnet skabe en gedigen besparelse for kommunen, samtidig med at man kunne føre penge tilbage til de fortsættende skoler, sådan at rammer og indhold er blevet optimale. Kort sagt sørger man for at kanalisere penge væk fra administration og over på eleverne. Samtidig er der brugt ressourcer på at give alle de nye Brøndby-skoler en ny profil, og fortælle om alle tiltagende gennem rettidig kommunikation direkte med borgerne.
Der SKAL kommunikeres målrettet med både elever, lærere, forældre og lokalsamfund, når man vil nedlægge skoler, og man skal gøre det præcist og åbent. Det er ikke svært, men det kræver at man afsætter ressourcerne til det – og man tager kommunikationen seriøst
torsdag den 4. februar 2010
Den ligegyldige dom
Efter et halvt år i helvede, kunne 'Jetsetdronningen' i dag modtage sin dom i en sag om narkotika. En bøde på 20.000 kroner blev det til, herregud - tænker man.
Jeg kender ikke 'jetsetdronningen' men ved ligesom de fleste andre hvem hun er. Og lige præcist heri ligger pointen i, at dommen i Københavns byret er helt og aldeles ligegyldig. For kvinden var allerede dømt, og var allerede i fuld gang med at afsone sin straf. Dommen over hende var ikke sket i byretsbygningen, men i pressen og på nettet.
Så da 'Jetsetdronningen' i dag fik sin officielle dom, kan hun meget vel have tænkt ' herregud' - var det virkelig det? Den nærmest latterligt lille dom, der skulle koste mig karrieren, indtægtsgrundlaget og formentlig en stor del af vennerne?
'Jetsetdronningen' var jo beskyttet af et meget omtalt navneforbud - et navneforbud, der egentlig er stadfæstet for at beskytte kvinden, men som i hvert fald på ingen måde har virket efter hensigten. Reglerne om navneforbuddet er betydeligt ældre end internettet og onlineaviserne. Derfor giver reglerne om navneforbud i deres nuværende form slet ikke mening - og det burde Københavns Byret både vide, og have ageret efter, hvis de helt alvorligt mente, at kvinden skulle have været beskyttet.
Man kan ikke andet, end have ekstremt ondt af kvinden, der sin jetset-tilværelse til trods, må opleve at verden er brudt sammen om hende. Men samtidig bør større dele restvæsenet overvejer, om de regler vi bruger til at beskytte de potentielt uskyldige, er gode nok - eller om ikke håndteringen, som med 'jetsetdronningen' i virkeligheden fører til, at mennesker kan dømmes dobbelt - eller som her; ti-dobbelt.
I dag foreslår det selvbestaltede orakel Asger Aamund, at 'Jetsetdronningen' står frem i Go Morgen danmark, og fortæller sin historie her, og 'får renset luften'. Jeg tror det er en god ide, at tale ud til en journalist, men jeg tror det vil være at skyde sig selv i begge fødder, at gøre det på TV og i Go Morgen Danmark. Denne sag kræver noget skriftligt - et kæmpe interview i Berlingske, eller måske en bog. God kamp!
Jeg kender ikke 'jetsetdronningen' men ved ligesom de fleste andre hvem hun er. Og lige præcist heri ligger pointen i, at dommen i Københavns byret er helt og aldeles ligegyldig. For kvinden var allerede dømt, og var allerede i fuld gang med at afsone sin straf. Dommen over hende var ikke sket i byretsbygningen, men i pressen og på nettet.
Så da 'Jetsetdronningen' i dag fik sin officielle dom, kan hun meget vel have tænkt ' herregud' - var det virkelig det? Den nærmest latterligt lille dom, der skulle koste mig karrieren, indtægtsgrundlaget og formentlig en stor del af vennerne?
'Jetsetdronningen' var jo beskyttet af et meget omtalt navneforbud - et navneforbud, der egentlig er stadfæstet for at beskytte kvinden, men som i hvert fald på ingen måde har virket efter hensigten. Reglerne om navneforbuddet er betydeligt ældre end internettet og onlineaviserne. Derfor giver reglerne om navneforbud i deres nuværende form slet ikke mening - og det burde Københavns Byret både vide, og have ageret efter, hvis de helt alvorligt mente, at kvinden skulle have været beskyttet.
Man kan ikke andet, end have ekstremt ondt af kvinden, der sin jetset-tilværelse til trods, må opleve at verden er brudt sammen om hende. Men samtidig bør større dele restvæsenet overvejer, om de regler vi bruger til at beskytte de potentielt uskyldige, er gode nok - eller om ikke håndteringen, som med 'jetsetdronningen' i virkeligheden fører til, at mennesker kan dømmes dobbelt - eller som her; ti-dobbelt.
I dag foreslår det selvbestaltede orakel Asger Aamund, at 'Jetsetdronningen' står frem i Go Morgen danmark, og fortæller sin historie her, og 'får renset luften'. Jeg tror det er en god ide, at tale ud til en journalist, men jeg tror det vil være at skyde sig selv i begge fødder, at gøre det på TV og i Go Morgen Danmark. Denne sag kræver noget skriftligt - et kæmpe interview i Berlingske, eller måske en bog. God kamp!
onsdag den 3. februar 2010
Tavshed er - farligt, DELL
I aftes var det DELL’s tur til at få en tur i vridemaskinen i DR Kontant. I en klassisk fortælling med en masse stakler, der angiveligt har spildt både en masse penge, men også en forfærdelig masse tid på de åbenbart uduelige maskiner fra DELL.
Det er altid et åbent spørgsmål, om man skal stille op til interviews i den salgs programmer, eller ej – og set udefra er det umuligt at afgøre, hvad der er mest klogt. Men helt sikkert er det, at hvis man ikke stiller op, og giver en forklaring eller en undskyldning, så forventes det, at virksomheden gør noget andet, for at forklare sig eller gå bodsgang.
DELL valgte at gøre ingenting. Ikke bare undlod de at stille op i DR Kontant, angiveligt trods en aftale om det, de har også undladt at gøre noget synligt, for at imødekomme de historier DR Kontant afslørede, og som store dele af den skrevne presse i dag har fulgt op på. Ingen forklarende annoncer i medierne, ingen pressemeddelelser med forklaringer eller undskyldninger, og ikke et ord på DELL’s hjemmeside.
DELLs strategi er pudsig, og kan måske tilskrives, at DELL er en meget amerikansk virksomhed, der traditionelt har det svært med presse og kritisk omtale. Men på det danske marked, er det problematisk, fordi DR-udsendelsen og dagens presseomtale stiller spørgsmålstegn ved, om man overhovedet kan stole på DELL.
Aftenens DR Kontant var kritisk, men forekom også at være veldokumenteret, og journalistisk lødigt produceret. Modsat en hel del andre forbruger-kritiske programmer, forekommer DR Kontant at være hårdt, men retfærdigt – og alt tyder på at de op mod 750.000 seere stoler på det, de får at vide i programmet. Set i det lys, er det problematisk, at hverken DELL’s direktør eller kommunikationschef svarer på telefoner, eller vil gå i dialog med redaktionen. Dermed understreges oplevelsen af, at DELL ikke interesserer sig for deres kunder eller omverden.
Store dele af IT-branchen befinder sig lige nu i en dyb krise, hovedsagligt forårsaget af Finanskrisen. Hvor branchen tidligere var pæn og nobel, og behandlede hinanden med respekt, oplever man nu ofte det modsatte – ’når krybben er tom, bides hestene’. Jeg tror DELL skal handle endda meget hurtigt, hvis de vil undgå at denne sag kommer til at vokse endnu mere og virkeligt kommer til at koste på såvel top, som bundlinie.
Det er altid et åbent spørgsmål, om man skal stille op til interviews i den salgs programmer, eller ej – og set udefra er det umuligt at afgøre, hvad der er mest klogt. Men helt sikkert er det, at hvis man ikke stiller op, og giver en forklaring eller en undskyldning, så forventes det, at virksomheden gør noget andet, for at forklare sig eller gå bodsgang.
DELL valgte at gøre ingenting. Ikke bare undlod de at stille op i DR Kontant, angiveligt trods en aftale om det, de har også undladt at gøre noget synligt, for at imødekomme de historier DR Kontant afslørede, og som store dele af den skrevne presse i dag har fulgt op på. Ingen forklarende annoncer i medierne, ingen pressemeddelelser med forklaringer eller undskyldninger, og ikke et ord på DELL’s hjemmeside.
DELLs strategi er pudsig, og kan måske tilskrives, at DELL er en meget amerikansk virksomhed, der traditionelt har det svært med presse og kritisk omtale. Men på det danske marked, er det problematisk, fordi DR-udsendelsen og dagens presseomtale stiller spørgsmålstegn ved, om man overhovedet kan stole på DELL.
Aftenens DR Kontant var kritisk, men forekom også at være veldokumenteret, og journalistisk lødigt produceret. Modsat en hel del andre forbruger-kritiske programmer, forekommer DR Kontant at være hårdt, men retfærdigt – og alt tyder på at de op mod 750.000 seere stoler på det, de får at vide i programmet. Set i det lys, er det problematisk, at hverken DELL’s direktør eller kommunikationschef svarer på telefoner, eller vil gå i dialog med redaktionen. Dermed understreges oplevelsen af, at DELL ikke interesserer sig for deres kunder eller omverden.
Store dele af IT-branchen befinder sig lige nu i en dyb krise, hovedsagligt forårsaget af Finanskrisen. Hvor branchen tidligere var pæn og nobel, og behandlede hinanden med respekt, oplever man nu ofte det modsatte – ’når krybben er tom, bides hestene’. Jeg tror DELL skal handle endda meget hurtigt, hvis de vil undgå at denne sag kommer til at vokse endnu mere og virkeligt kommer til at koste på såvel top, som bundlinie.
mandag den 21. december 2009
Genrejsningen af Brøndby IF er først og fremmest et kommunikationsprojekt
En sportsdirektør der siger op, eller måske endda fyret. En administrerende direktør der bliver bortvist. En træner der er modløs. En spillertrup der skændes internt og brokker sig i pressen. En hovedsponsor der taler med pressen om alt og intet, og godt og skidt – eller bare skidt… - og nåeh ja, et superligahold der spiller, som en pose nødder. Brøndby IF, vestegnenes stolthed, har overtaget den lidet behagelige rolle som dansk fodbolds galehus.
December er en rædselsfuld måned for fodboldklubber der klarer sig skidt, og en jubelmåned for klubber med succes. Det er nemlig i december, at alt hvad der kan krybe og gå af sportsjournalister, kommentatorer og fodboldeksperter ikke har andet at lave, end at gøre efterårets regnestykke op. Hvem har gjort det godt, og hvem har fejlet – det hele gøres op i statistikker og grafer, og der uddeles priser og kåres ’årets etellerandet’ i en lind strøm.
I år er det så Brøndby IF der får de fleste tæv og får alle ’flop-priserne’ – for selvom Brøndby faktisk ligger nummer 5, med rimeligt gode chancer for at spille sig ind i medaljekampen efter vinterpausen, er alle eksperterne enige om at Brøndby er årets fiasko. Et eller andet sted er det fair nok – spillet har været elendigt og resultaterne ligger alt andet lige langt under forventningerne. Men det er også til at leve med – 3 sejre i foråret, vil stoppe al kritikken, og pressen vil melde Brøndby ind i kampen igen – sådan er det i fodbold.
Langt mere bekymrende er det, at Brøndby IF tilsyneladende er gået helt bag om dansen, når det handler om at kommunikere. For fem år siden vidste enhver knægt på vestegnen, at Brøndby Ifs klare ambition er at vinde titler, og blive den førende klub i norden. Det er der sandsynligvis ingen, der ved i dag. For ti år siden vidste enhver spiller, der kom til Brøndby IF, at en af klubbens bærende værdier er, at ’ingen er større end klubben’ – i dag spiller man i Brøndby IF for at få ’gang i karrieren igen’. For 5 år siden ville enhver træner eller sportschef sige, at det vigtigste i Brøndby, er at spille offensivt og seværdigt fodbold – og derigennem vinde titler. I dag siger trænerne, at de er i tvivl om, hvilket system de skal bruge, for de ved ikke hvilke spillere de har til rådighed.
For 10 år siden vidste man, at nye ideer tanker, og holdninger til dansk fodbold, oftest kom fra vestegnen, og man kunne i hvert fald altid gå hertil, hvis man ville have en holdning til dem. I dag er der helt stille, om lige præcist det emne.
Alt dette handler om kommunikation. Om at have en vision, en strategi, en plan og en evne til at eksekvere den. Det har man ikke længere i Brøndby – og derfor er opfattes Brøndby IF nu som dansk fodbolds galehus, fordi først og fremmest kommunikationen sejler. Og når spillet så heller ikke flyder – ja så fungerer klubben som et såret dyr, hvor alle lemmer og dele forsøger at holde sig i live ved at spjætte – men dyret er stadig såret og lammet.
Lige nu leder klubben på vestegnen efter en ny sportsdirektør – det er en god ide. Men måske var det en bedre ide at ansætte en ny kommunikationsdirektør, der kan sørge for at tage kampene uden for banen, mens sportsdirektøren kan sørge for kampen inde på banen. Men desværre er det kampen udenfor banen, Brøndby er længst bagude.
Brøndby har en ekstremt stærk bestyrelse med Per Bjerregaard, Kurt Larsen, Torben Hjort, og Niels Roth. Tiden er nu inde til, at også de trækker i kamptøjet, og træffer de rigtige beslutninger.
December er en rædselsfuld måned for fodboldklubber der klarer sig skidt, og en jubelmåned for klubber med succes. Det er nemlig i december, at alt hvad der kan krybe og gå af sportsjournalister, kommentatorer og fodboldeksperter ikke har andet at lave, end at gøre efterårets regnestykke op. Hvem har gjort det godt, og hvem har fejlet – det hele gøres op i statistikker og grafer, og der uddeles priser og kåres ’årets etellerandet’ i en lind strøm.
I år er det så Brøndby IF der får de fleste tæv og får alle ’flop-priserne’ – for selvom Brøndby faktisk ligger nummer 5, med rimeligt gode chancer for at spille sig ind i medaljekampen efter vinterpausen, er alle eksperterne enige om at Brøndby er årets fiasko. Et eller andet sted er det fair nok – spillet har været elendigt og resultaterne ligger alt andet lige langt under forventningerne. Men det er også til at leve med – 3 sejre i foråret, vil stoppe al kritikken, og pressen vil melde Brøndby ind i kampen igen – sådan er det i fodbold.
Langt mere bekymrende er det, at Brøndby IF tilsyneladende er gået helt bag om dansen, når det handler om at kommunikere. For fem år siden vidste enhver knægt på vestegnen, at Brøndby Ifs klare ambition er at vinde titler, og blive den førende klub i norden. Det er der sandsynligvis ingen, der ved i dag. For ti år siden vidste enhver spiller, der kom til Brøndby IF, at en af klubbens bærende værdier er, at ’ingen er større end klubben’ – i dag spiller man i Brøndby IF for at få ’gang i karrieren igen’. For 5 år siden ville enhver træner eller sportschef sige, at det vigtigste i Brøndby, er at spille offensivt og seværdigt fodbold – og derigennem vinde titler. I dag siger trænerne, at de er i tvivl om, hvilket system de skal bruge, for de ved ikke hvilke spillere de har til rådighed.
For 10 år siden vidste man, at nye ideer tanker, og holdninger til dansk fodbold, oftest kom fra vestegnen, og man kunne i hvert fald altid gå hertil, hvis man ville have en holdning til dem. I dag er der helt stille, om lige præcist det emne.
Alt dette handler om kommunikation. Om at have en vision, en strategi, en plan og en evne til at eksekvere den. Det har man ikke længere i Brøndby – og derfor er opfattes Brøndby IF nu som dansk fodbolds galehus, fordi først og fremmest kommunikationen sejler. Og når spillet så heller ikke flyder – ja så fungerer klubben som et såret dyr, hvor alle lemmer og dele forsøger at holde sig i live ved at spjætte – men dyret er stadig såret og lammet.
Lige nu leder klubben på vestegnen efter en ny sportsdirektør – det er en god ide. Men måske var det en bedre ide at ansætte en ny kommunikationsdirektør, der kan sørge for at tage kampene uden for banen, mens sportsdirektøren kan sørge for kampen inde på banen. Men desværre er det kampen udenfor banen, Brøndby er længst bagude.
Brøndby har en ekstremt stærk bestyrelse med Per Bjerregaard, Kurt Larsen, Torben Hjort, og Niels Roth. Tiden er nu inde til, at også de trækker i kamptøjet, og træffer de rigtige beslutninger.
fredag den 27. november 2009
Kampen om seerne medfører pinlig kampagnejournalistik
Der er kamp om skandalerne i medieverdenen – hård kamp. Basta og Operation X på TV2 og Kontant på DR1 kæmper en hård kamp om, hvem der kan skabe de største afsløringer, og dermed tiltrække flest seere, og skabe mest mulig efteromtale i netaviserne, og formiddagsaviserne.
Problemet er bare, at det kniber en hel del med skandalerne. Enten fordi der i virkeligheden foregår temmelig lidt skummelt i Danmark, eller fordi redaktionerne ikke har evner eller ressourcer til at grave dem frem. I denne uge var Kontants ’afsløring’ at det koster gebyrer i rå mængder at købe gavekort hos Billetnet, mens Operation X ’afslørede’ fusk med renovering af kommunalt byggeri i København. Ingen af sagerne er voldsomt store, men tilsat lidt dramaturgi og lidt skjult kamera blæses historierne op til det der ligner konspiration og magtmisbrug, men reelt bare er tale om lidt fusk og lidt sløseri, der egentlig ikke burde kræve et være et dyrt magasinprogram. En enkelt undtagelse er dog Kontants afsløring af det forældede og forfalskede hakkede kød. Her var der ENDELIG tale om en rigtig og vaskeægte afsløring, der fortjener journalistisk ros.
Når historien er tynd, må dramaturgien gøres endnu mere skarp og rå. Skjulte kameraer og ulovlig indtrængen er krydderiet når historien – fx om de påståede mishandlede mink skal afsløres.
Men med den hårde dramaturgi og den uhæmmede jagt på en skurk, skyder redaktionerne sig selv i foden. Selv personer og virksomheder der bestemt ikke har noget i klemme, orker ikke at se sig selv, som en del af et program, der bevidst overdramatiserer småproblemer.
Dermed gør Operation X, Kontant og Basta det betydeligt sværere for sig selv at finde nye relevante historier og måske en ægte afsløring og skandale, til en forandring
Problemet er bare, at det kniber en hel del med skandalerne. Enten fordi der i virkeligheden foregår temmelig lidt skummelt i Danmark, eller fordi redaktionerne ikke har evner eller ressourcer til at grave dem frem. I denne uge var Kontants ’afsløring’ at det koster gebyrer i rå mængder at købe gavekort hos Billetnet, mens Operation X ’afslørede’ fusk med renovering af kommunalt byggeri i København. Ingen af sagerne er voldsomt store, men tilsat lidt dramaturgi og lidt skjult kamera blæses historierne op til det der ligner konspiration og magtmisbrug, men reelt bare er tale om lidt fusk og lidt sløseri, der egentlig ikke burde kræve et være et dyrt magasinprogram. En enkelt undtagelse er dog Kontants afsløring af det forældede og forfalskede hakkede kød. Her var der ENDELIG tale om en rigtig og vaskeægte afsløring, der fortjener journalistisk ros.
Når historien er tynd, må dramaturgien gøres endnu mere skarp og rå. Skjulte kameraer og ulovlig indtrængen er krydderiet når historien – fx om de påståede mishandlede mink skal afsløres.
Men med den hårde dramaturgi og den uhæmmede jagt på en skurk, skyder redaktionerne sig selv i foden. Selv personer og virksomheder der bestemt ikke har noget i klemme, orker ikke at se sig selv, som en del af et program, der bevidst overdramatiserer småproblemer.
Dermed gør Operation X, Kontant og Basta det betydeligt sværere for sig selv at finde nye relevante historier og måske en ægte afsløring og skandale, til en forandring
tirsdag den 27. oktober 2009
Laudrup skaber medieselvsving
I slutningen af sidste uge stod den danske sportspresse stille. Alle var enige om, at Michael Laudrup kun var få sekunder fra at blive cheftræner i den spanske storklub Atletico Madrid. Men Laudrup sagde nej tak, og så fes den historie ligesom ud.
Men Laudrup var alligevel slet ikke førstevalget, som cheftræner. Det kunne samtlige aviser, fra Borsen.dk til Onside.dk afsløre i går Faktisk talte jeg 18 klip på hisotiren om, at klubpræsidenten faktisk hellere ville have den træner han ansatte, end Michael Laudrup.
Enhver journalist, der har brugt bare to minutter i sportsverdenen og har besøgt bare en enkelt sportsklub burde vide, at klubpræsident Enrique Cerezo degradering af Laudrup og fremhævelse den nyansatte træner Quique, nok ikke handler ret meget om Laudrup - men om at det vil være temmelig skidt at signalere, at man kun har ansat nummer 2. Journalisterne ved det, redaktørerne ved det, og læserne ved det. Men en kritisk historie om Laudrup er langt bedre end ingenting, og fører god trafik med sig til avisen, så vi trykker sgu hisotiren, selvom vi ved det er noget vrøvl.
Det pudsige ved historien fra i går var, at det vitterligt var alle medier, der havde den tumbede historie på netforsiden – også de seriøse medier. Krigen om klikkene er rå og beskidt.
Men Laudrup var alligevel slet ikke førstevalget, som cheftræner. Det kunne samtlige aviser, fra Borsen.dk til Onside.dk afsløre i går Faktisk talte jeg 18 klip på hisotiren om, at klubpræsidenten faktisk hellere ville have den træner han ansatte, end Michael Laudrup.
Enhver journalist, der har brugt bare to minutter i sportsverdenen og har besøgt bare en enkelt sportsklub burde vide, at klubpræsident Enrique Cerezo degradering af Laudrup og fremhævelse den nyansatte træner Quique, nok ikke handler ret meget om Laudrup - men om at det vil være temmelig skidt at signalere, at man kun har ansat nummer 2. Journalisterne ved det, redaktørerne ved det, og læserne ved det. Men en kritisk historie om Laudrup er langt bedre end ingenting, og fører god trafik med sig til avisen, så vi trykker sgu hisotiren, selvom vi ved det er noget vrøvl.
Det pudsige ved historien fra i går var, at det vitterligt var alle medier, der havde den tumbede historie på netforsiden – også de seriøse medier. Krigen om klikkene er rå og beskidt.
søndag den 9. august 2009
Når dårlige kommunikationsplaner gør alting værre
Det er tragisk og hårdt når fejl eller svigt i såvel private som offentlige virksomheder, rammer uskyldige borgere. Men det tragiske bliver kun gjort endnu værre, når man i frygt for at sige noget forkert, helt undlader at sige noget. Senest var Holbæk kommune helt tavse, da en kun 12 årig dreng begik selvmord. Kommunen forklarede sin tavshed med, at man fulgte en kriseplan – i givet fald har planen, gjort alting værrere for kommunen, for tavshed er langt mere problematisk, end at komme til at sige noget forkert.
Af chefkonsulent Kim Ege Møller, og pr-konsulent Esther Dora Rado Morsing PR.
Slår man op på side 1. i ’den store kommunikationshåndbog’ kan man se, at det altafgørende i god kommunikation er, ’at kommunikere klart, præcist og direkte til alle interessenter’. Når man kommunikerer og forklarer sine tanker og handlinger, skaber man grundlag for forståelse, indlevelse og respekt, og man kommer i frugtbar dialog med sine omgivelser.
Lige nu vælter det ind med sager, hvor særligt offentlige institutioner kommer på forsiderne, fordi de har begået fejl eller har svigtet deres opgave. Værst er det når det rammer uskyldige mennesker så hårdt, at det koster dem livet. Men sager om skat, miljøgodkendelser, byggetilladelser, osv er mindst lige så problematiske.
I langt de fleste tilfælde er det offentlige standardsvar: ’Ingen kommentarer’. Kommunerne, regionerne, alle statsinstitutionerne bryder sig ikke om at tale om problemsager, og ofte dækker man sig ind under, at man ikke kan tale om enkeltsager, eller at man ikke kan kommentere personsager. Derfor må pressen nøjes med et svart om, ’sagen nu bliver grundigt undersøgt’.
Da den forfærdelige historie om den 12-årig dreng, der er blevet mobbet til selvmord, lander på de danske avisforsider, chokeres ikke bare lokalområdet, men hele landet over, at noget sådant kan ske. Vi kan alle sætte os ind i, hvor forfærdeligt det må være for familien, de pårørende for Udby skolen, hvor drengen gik. Og lige præcist her, når det forfærdelige og uventede sker, er det helt afgørende, at kommunikationen fra skolen og fra kommunen er er klar og præcis. Ikke bare til de pårørende og til skolen, men til hele samfundet, dels fordi alle har et berettiget krav på et svar, men også fordi tavsheden er et udtryk for, at der er noget man ikke tør eller kan fortælle. Når man som forældre, borger, samfund har brug for at høre, vide og forstå, er det frustrerende, ufølsomt og mistænkeligt, at når man i stedet for dialog, lukker i og kryber sammen bag en mur af undskyldninger om komplicerede strategier for kommunikation og beskyttelse af privatlivets fred. Tilbage står et måbende samfund, der har brug for at vide, hvad man kan gøre, for at sådan noget ikke sker, og hvordan man hjælper en familie i sorg.
I tilfældet Holbæk kommune, har man tilmed en krisekommunikationsstrategi – hvilket bare gør eksemplet endnu mere tankevækkende og betænkeligt. For kan man virkelig have en strategi der siger, at det vigtigste er ikke at sige noget? Har nogen virkelig forestillet sig, at pressen, borgere og resten af samfundet stiller sig tilfredse med det? Det uhyggelige svar er – ja.
Uden at gå i detaljer om det tragiske dødsfald, havde skolen og kommunen masser muligheder for at forholde sig og forklare sin egen rolle i det tragiske dødsfald. Man kunne have forklaret principperne i sin mobbepolitik, man kunne have forklaret, hvilke metoder man benytter, og hvordan man i øvrigt håndterer børn der rammes af mobning. Man kunne have forklaret, hvad man nu vil gøre for at komme videre og rette eventuelle fejl – alt sammen svar, der kunne have gjort alle lidt klogere – og som ville have vist, at kommunen havde empati og indlevelse. Men svaret fra Holdbælk kommune – og fra alt for mange andre offentlige virksomheder, når den kritiske sag dukker op var: Ingen kommentarer.
Sager som denne er stereotype for det offentlige og for større virksomheder, der ikke forstår, at kommunikation hører sammen med ansvar, når man har med samfundsrelevante sager at gøre. Virksomheder, der er så store, at de har en dominerende markedsandel på et område eller sidder på en branche, der har indflydelse på vores generelle sikkerhed eller samfunds øvrige livsnerver, er nødt til at holde os underrettet om deres fremdrift, problemer, kriser, stabsudskiftninger og produktudviklinger på godt og ondt. Hvordan skal vi ellers stole på, at de ved, hvordan de skal ændre sig og tilpasse sig samfundets udvikling og trends og tendenser? Hvordan skal investorer vide, at en virksomhed klarer sig på trods af i bund og grund fuldt ud naturlige op og nedture og uheld, der er hændelige fordi vi bor i en omskiftelig verden i konstant forandring?
Havde Holbæk kommune haft en rigtig kommunikationsstrategi, ville man med det samme have sørget for at identificere alle interessenterne, herunder pressen. Og man ville have sørget for, at de budskaber og den viden man har, ville være blevet kommunikeret klar og præcist, og med det samme til alle. På den måde ville man give indtryk af, at man tog dette tragiske dødsfald alvorligt - nu giver man udtryk for det modsatte.
Af chefkonsulent Kim Ege Møller, og pr-konsulent Esther Dora Rado Morsing PR.
Slår man op på side 1. i ’den store kommunikationshåndbog’ kan man se, at det altafgørende i god kommunikation er, ’at kommunikere klart, præcist og direkte til alle interessenter’. Når man kommunikerer og forklarer sine tanker og handlinger, skaber man grundlag for forståelse, indlevelse og respekt, og man kommer i frugtbar dialog med sine omgivelser.
Lige nu vælter det ind med sager, hvor særligt offentlige institutioner kommer på forsiderne, fordi de har begået fejl eller har svigtet deres opgave. Værst er det når det rammer uskyldige mennesker så hårdt, at det koster dem livet. Men sager om skat, miljøgodkendelser, byggetilladelser, osv er mindst lige så problematiske.
I langt de fleste tilfælde er det offentlige standardsvar: ’Ingen kommentarer’. Kommunerne, regionerne, alle statsinstitutionerne bryder sig ikke om at tale om problemsager, og ofte dækker man sig ind under, at man ikke kan tale om enkeltsager, eller at man ikke kan kommentere personsager. Derfor må pressen nøjes med et svart om, ’sagen nu bliver grundigt undersøgt’.
Da den forfærdelige historie om den 12-årig dreng, der er blevet mobbet til selvmord, lander på de danske avisforsider, chokeres ikke bare lokalområdet, men hele landet over, at noget sådant kan ske. Vi kan alle sætte os ind i, hvor forfærdeligt det må være for familien, de pårørende for Udby skolen, hvor drengen gik. Og lige præcist her, når det forfærdelige og uventede sker, er det helt afgørende, at kommunikationen fra skolen og fra kommunen er er klar og præcis. Ikke bare til de pårørende og til skolen, men til hele samfundet, dels fordi alle har et berettiget krav på et svar, men også fordi tavsheden er et udtryk for, at der er noget man ikke tør eller kan fortælle. Når man som forældre, borger, samfund har brug for at høre, vide og forstå, er det frustrerende, ufølsomt og mistænkeligt, at når man i stedet for dialog, lukker i og kryber sammen bag en mur af undskyldninger om komplicerede strategier for kommunikation og beskyttelse af privatlivets fred. Tilbage står et måbende samfund, der har brug for at vide, hvad man kan gøre, for at sådan noget ikke sker, og hvordan man hjælper en familie i sorg.
I tilfældet Holbæk kommune, har man tilmed en krisekommunikationsstrategi – hvilket bare gør eksemplet endnu mere tankevækkende og betænkeligt. For kan man virkelig have en strategi der siger, at det vigtigste er ikke at sige noget? Har nogen virkelig forestillet sig, at pressen, borgere og resten af samfundet stiller sig tilfredse med det? Det uhyggelige svar er – ja.
Uden at gå i detaljer om det tragiske dødsfald, havde skolen og kommunen masser muligheder for at forholde sig og forklare sin egen rolle i det tragiske dødsfald. Man kunne have forklaret principperne i sin mobbepolitik, man kunne have forklaret, hvilke metoder man benytter, og hvordan man i øvrigt håndterer børn der rammes af mobning. Man kunne have forklaret, hvad man nu vil gøre for at komme videre og rette eventuelle fejl – alt sammen svar, der kunne have gjort alle lidt klogere – og som ville have vist, at kommunen havde empati og indlevelse. Men svaret fra Holdbælk kommune – og fra alt for mange andre offentlige virksomheder, når den kritiske sag dukker op var: Ingen kommentarer.
Sager som denne er stereotype for det offentlige og for større virksomheder, der ikke forstår, at kommunikation hører sammen med ansvar, når man har med samfundsrelevante sager at gøre. Virksomheder, der er så store, at de har en dominerende markedsandel på et område eller sidder på en branche, der har indflydelse på vores generelle sikkerhed eller samfunds øvrige livsnerver, er nødt til at holde os underrettet om deres fremdrift, problemer, kriser, stabsudskiftninger og produktudviklinger på godt og ondt. Hvordan skal vi ellers stole på, at de ved, hvordan de skal ændre sig og tilpasse sig samfundets udvikling og trends og tendenser? Hvordan skal investorer vide, at en virksomhed klarer sig på trods af i bund og grund fuldt ud naturlige op og nedture og uheld, der er hændelige fordi vi bor i en omskiftelig verden i konstant forandring?
Havde Holbæk kommune haft en rigtig kommunikationsstrategi, ville man med det samme have sørget for at identificere alle interessenterne, herunder pressen. Og man ville have sørget for, at de budskaber og den viden man har, ville være blevet kommunikeret klar og præcist, og med det samme til alle. På den måde ville man give indtryk af, at man tog dette tragiske dødsfald alvorligt - nu giver man udtryk for det modsatte.
fredag den 24. juli 2009
De nyttige idioter
Pressen lugtede blod, da Brøndby IF mandag valgte at fyre direktør Hermann Haraldsson, og med bestyrelsesformand Per Bjerregaards et døgns lange tavshed, var der virkelig lagt op til fest i galehuset på vestegnen.
Imidlertid ebbede nyhederne langsomt ud, - selv hovedsponsor Jesper Nielsen, gav udtryk for at acceptere, at bestyrelse og direktion åbenbart ikke var enige om strategi og udviklingen af forretningen.
Men senstationsværdien dør jo ikke, bare fordi strømmen af facts ebber ud. Derfor går sportsjournalisterne nu på jagt efter flere kompromitterende historier, og her render man så meget heldigt ind Casper Rose, der er lektor på CBS. Jeg kender ikke Casper Rose - men det er ikke med denne uges presseomtale, at han virkeligt sætter sit fodaftryk som ekspert i virksomhedsforhold. Snarere får han tildelt den lidet prangede rolle som 'nyttig idiot' for pressen, fordi han lægger navn og titel til flere historier, der bedst kan betegnes som vrøvl.
Først mener Casper Rose, at tildelingen af Aktieoptioner til Hermann Haraldsson i juni 2009 er et udtryk for, at bestyrelsesformand Bjerregaard lyver om, at fyringen var under overvejelse i flere måneder. Men havde Casper Rose haft almen viden om ansættelse af direktører og direktør-kontrakter ville han vide, at det er ganske almindeligt at en direktør i sin kontrakt har en aftale om, at man efter en bestemt periode - fx. et år - vil kunne opnå disse incitaments-aftaler. Der er intet underligt i det - havde man undladt at udbyde optionerne, ville bestyrelsen sandsynligvis have brudt sin kontrakt med Hermann Haraldsson .
Dagen efter forvilder Casper Rose sig ud i en ny historie om, at fyringen måske er ulovlig, fordi begrundelsen for fyringen ikke fremgår af fondsbørsmeddelsen fra Brøndby IF. Også dette er noget vrøvl. Der er bestemt ikke præcedens for, at man begrunder fyringen af adm. direktører, udover det det Brøndby IF gør i meddelelsen. Tvært i mod, vil det være ekstremt svært at finde et eksempel på en børsnoteret virksomhed, der detaljeret forklarer en fyring. Og for at blive i sportsverdenen, kan man se Parken Sport og Entertaintments fyring af Jørgen Glistrup - heller ikke her, var begrundelsen uddybet. Der er derfor heller ingen fare for, at OMX Nasdaq skal komme efter Brøndby IF for deres håndtering af fyringen.
Det er uvidst om Casper Rose har en dagsorden eller vitterligt bare er ekstremt uvidende. Om alle omstændigheder er det i hvert fald pinligt, at han agerer så uvidende og forkert, og må om alle omstændigheder være et problem for CBS.
Tilbage i Brøndby IF har man nu en kæmpeopgave, dels med endnu engang at redde renommeet, og dels ved at få styr på kommunikationen. Klubben kan nemlig udelukkende takke sig selv for, at pressen går så ensidigt efter bestyrelsesformanden og klubben. Havde man ageret professionelt og åbent, kunne man have undgået en del kritisk omtale, selv sludderet fra Casper Rose.
Imidlertid ebbede nyhederne langsomt ud, - selv hovedsponsor Jesper Nielsen, gav udtryk for at acceptere, at bestyrelse og direktion åbenbart ikke var enige om strategi og udviklingen af forretningen.
Men senstationsværdien dør jo ikke, bare fordi strømmen af facts ebber ud. Derfor går sportsjournalisterne nu på jagt efter flere kompromitterende historier, og her render man så meget heldigt ind Casper Rose, der er lektor på CBS. Jeg kender ikke Casper Rose - men det er ikke med denne uges presseomtale, at han virkeligt sætter sit fodaftryk som ekspert i virksomhedsforhold. Snarere får han tildelt den lidet prangede rolle som 'nyttig idiot' for pressen, fordi han lægger navn og titel til flere historier, der bedst kan betegnes som vrøvl.
Først mener Casper Rose, at tildelingen af Aktieoptioner til Hermann Haraldsson i juni 2009 er et udtryk for, at bestyrelsesformand Bjerregaard lyver om, at fyringen var under overvejelse i flere måneder. Men havde Casper Rose haft almen viden om ansættelse af direktører og direktør-kontrakter ville han vide, at det er ganske almindeligt at en direktør i sin kontrakt har en aftale om, at man efter en bestemt periode - fx. et år - vil kunne opnå disse incitaments-aftaler. Der er intet underligt i det - havde man undladt at udbyde optionerne, ville bestyrelsen sandsynligvis have brudt sin kontrakt med Hermann Haraldsson .
Dagen efter forvilder Casper Rose sig ud i en ny historie om, at fyringen måske er ulovlig, fordi begrundelsen for fyringen ikke fremgår af fondsbørsmeddelsen fra Brøndby IF. Også dette er noget vrøvl. Der er bestemt ikke præcedens for, at man begrunder fyringen af adm. direktører, udover det det Brøndby IF gør i meddelelsen. Tvært i mod, vil det være ekstremt svært at finde et eksempel på en børsnoteret virksomhed, der detaljeret forklarer en fyring. Og for at blive i sportsverdenen, kan man se Parken Sport og Entertaintments fyring af Jørgen Glistrup - heller ikke her, var begrundelsen uddybet. Der er derfor heller ingen fare for, at OMX Nasdaq skal komme efter Brøndby IF for deres håndtering af fyringen.
Det er uvidst om Casper Rose har en dagsorden eller vitterligt bare er ekstremt uvidende. Om alle omstændigheder er det i hvert fald pinligt, at han agerer så uvidende og forkert, og må om alle omstændigheder være et problem for CBS.
Tilbage i Brøndby IF har man nu en kæmpeopgave, dels med endnu engang at redde renommeet, og dels ved at få styr på kommunikationen. Klubben kan nemlig udelukkende takke sig selv for, at pressen går så ensidigt efter bestyrelsesformanden og klubben. Havde man ageret professionelt og åbent, kunne man have undgået en del kritisk omtale, selv sludderet fra Casper Rose.
fredag den 3. juli 2009
Når professionelle sportsfolk skal styres af amatører
For et par måneder siden fik Dansk Håndbold sine velfortjente tæv for deres håndtering af Kolding Ifs Bo Spellerberg, der først fik karantæne i semifinalerne i mesterkabskampen i herrehåndbold, så alligevel ikke, også alligevel.
I går var det DCU, Dansk Cykle Union, der heller ikke kan hitte ud af at styre kommunikationen. I stedet for at give Michael Rasmussen et klart svar på om han vil kunne stille op i Post Danmark Rundt, svarer man; ingenting. Sandsynligvis fordi man i frygt for at komme til at sige noget forkert, vælger at undlade at svare, og forsvarer så sit manglende svar med, at pressen er meget interesseret i den korrespondance der kører mellem Michael Rasmussen og DCU.
Nu har DCU aldrig været udråbt som de allerskarpeste når det handler om at træffe beslutninger og kommunikere dem. Men meldingen i går om, at man ikke kan tage stilling til Michael Rasmussen er så indlysende tåbelig og farlig, at selv en amatørleder bør kunne se det.
Kernen i sagen om Michael Rasmussens deltagelse i Post Danmark rundt er ikke, hvilket hold han kører på. Kernen er Michael Rasmussen selv. Hvordan forklarer man at to års overstået karantæne alligevel ikke er straf nok for Danmarks måske skarpeste cykelrytter, uden at gå på kompromis med helt almindelige etiske grundprincipper – eller omvendt: Hvordan forklarer man presse og sponsorer, at en dømt dopingsynder (der dog aldrig er blevet taget for doping) får lov til at stille op, og måske vinde Post Danmark Rundt? samtidig med at man siger man har verdens skarpeste antidoping-regler.
Opgaven er ikke nødvendigvis nem, men den handler først og fremmest om at træffe en beslutning og derefter turde stå til mål for den. Det tør DCU tydeligvis ikke, og derfor venter der dem nu endnu flere, velfortjente drøje hug.
I går var det DCU, Dansk Cykle Union, der heller ikke kan hitte ud af at styre kommunikationen. I stedet for at give Michael Rasmussen et klart svar på om han vil kunne stille op i Post Danmark Rundt, svarer man; ingenting. Sandsynligvis fordi man i frygt for at komme til at sige noget forkert, vælger at undlade at svare, og forsvarer så sit manglende svar med, at pressen er meget interesseret i den korrespondance der kører mellem Michael Rasmussen og DCU.
Nu har DCU aldrig været udråbt som de allerskarpeste når det handler om at træffe beslutninger og kommunikere dem. Men meldingen i går om, at man ikke kan tage stilling til Michael Rasmussen er så indlysende tåbelig og farlig, at selv en amatørleder bør kunne se det.
Kernen i sagen om Michael Rasmussens deltagelse i Post Danmark rundt er ikke, hvilket hold han kører på. Kernen er Michael Rasmussen selv. Hvordan forklarer man at to års overstået karantæne alligevel ikke er straf nok for Danmarks måske skarpeste cykelrytter, uden at gå på kompromis med helt almindelige etiske grundprincipper – eller omvendt: Hvordan forklarer man presse og sponsorer, at en dømt dopingsynder (der dog aldrig er blevet taget for doping) får lov til at stille op, og måske vinde Post Danmark Rundt? samtidig med at man siger man har verdens skarpeste antidoping-regler.
Opgaven er ikke nødvendigvis nem, men den handler først og fremmest om at træffe en beslutning og derefter turde stå til mål for den. Det tør DCU tydeligvis ikke, og derfor venter der dem nu endnu flere, velfortjente drøje hug.
lørdag den 6. juni 2009
Når elendige krisekommunikationsplaner går for vidt
Ekstrabladet skriver i dag denne artikel: http://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/article1177532.ece
om skolechefen i Holbæks håndtering af den tragiske sag på Udby skole, hvor en 12 årig dreng har begået selvmord, angiveligt efter at have været udsat for massiv mobning gennem flere år. Hvis artiklen holder, er dette et skræmmende eksempel på en kommune, hvor kommunikationen og kommunikationsstrategien er helt fuldstændigt gal! I artiklen bruger skoledirektøren en krisekommunikationsplan, som undskyldning for, at man ikke ønsker at udtale sig til medierne, og at lærere, skoleledere og forældre er blevet udstyret med mundkurve overfor pressen. Hvis dette er beskrevet i en strategi, er der tale om katastrofalt dårlig strategi, der vil komme til at ramme skolen og kommunen langt hårdere.
Det altafgørende i en sag som denne er, at kommunen og skolen kommunikerer åbent og ærligt, ikke bare til forældre, medarbejdere og pårørende, men også til resten af samfundet – og det sker altså også gennem pressen. Gør man ikke det, sker der det, der nu er sket for Udby skole; en masse borgere spørger nu sig selv, hvorfor man på Udby skole og i Holbæk kommune ikke gjorde mere for Robert Larsen, og lukketheden opfattes, som et udtryk for, at man mangler svar. Når skoledirektøren dækker sig ind bag sin krisekommunikationsplan, udtrykker hun et en ubehagelig grad af ligegladhed med de mange mennesker, der har et berettiget ønske om at få at vide, hvordan i alverden dette kunne gå så galt - og som ønsker at vide, hvilken rolle kommunen og skolen har spillet.
Havde Holbæk kommune haft en rigtig kommunikationsstrategi, ville man med det samme have sørget for at identificere alle interessenterne, herunder pressen. Og man ville have sørget for, at de budskaber og den viden man har, ville være blevet kommunikeret klar og præcist, og med det samme til alle. På den måde ville man give indtryk af, at man tog dette tragiske dødsfald alvorligt - nu giver man udtryk for det modsatte.
om skolechefen i Holbæks håndtering af den tragiske sag på Udby skole, hvor en 12 årig dreng har begået selvmord, angiveligt efter at have været udsat for massiv mobning gennem flere år. Hvis artiklen holder, er dette et skræmmende eksempel på en kommune, hvor kommunikationen og kommunikationsstrategien er helt fuldstændigt gal! I artiklen bruger skoledirektøren en krisekommunikationsplan, som undskyldning for, at man ikke ønsker at udtale sig til medierne, og at lærere, skoleledere og forældre er blevet udstyret med mundkurve overfor pressen. Hvis dette er beskrevet i en strategi, er der tale om katastrofalt dårlig strategi, der vil komme til at ramme skolen og kommunen langt hårdere.
Det altafgørende i en sag som denne er, at kommunen og skolen kommunikerer åbent og ærligt, ikke bare til forældre, medarbejdere og pårørende, men også til resten af samfundet – og det sker altså også gennem pressen. Gør man ikke det, sker der det, der nu er sket for Udby skole; en masse borgere spørger nu sig selv, hvorfor man på Udby skole og i Holbæk kommune ikke gjorde mere for Robert Larsen, og lukketheden opfattes, som et udtryk for, at man mangler svar. Når skoledirektøren dækker sig ind bag sin krisekommunikationsplan, udtrykker hun et en ubehagelig grad af ligegladhed med de mange mennesker, der har et berettiget ønske om at få at vide, hvordan i alverden dette kunne gå så galt - og som ønsker at vide, hvilken rolle kommunen og skolen har spillet.
Havde Holbæk kommune haft en rigtig kommunikationsstrategi, ville man med det samme have sørget for at identificere alle interessenterne, herunder pressen. Og man ville have sørget for, at de budskaber og den viden man har, ville være blevet kommunikeret klar og præcist, og med det samme til alle. På den måde ville man give indtryk af, at man tog dette tragiske dødsfald alvorligt - nu giver man udtryk for det modsatte.
fredag den 15. maj 2009
Tier du din virksomhed ihjel?
Offentliggjort i Erhvervsbladet den 14. maj 2009:
Krisen går ikke over, bare fordi man ikke siger noget...
Fra uendelig succes til betalingsstandsning. På bare et år har finanskrisen vendt op og ned på de fleste virksomheders økonomiske situation – og mange har svært ved at navigere i de nye vande, hvor kommunikationen er en af nøglerne til at styre forretningen. Morsing PR giver derfor fem gode råd til, hvordan der skal kommunikeres i en krisetid.
Af pr-konsulent Esther Dora Rado og seniorchef Kim Ege Møller, Morsing PR.
Når virksomheder for et år siden henvendte sig til pr- og kommunikationsbranchen, var det ofte fordi, ledelsen mente, at tiden var moden til at fortælle omverdenen om virksomhedens succeser.
I dag drejer henvendelserne sig om krise – nedskæringer, forandringer, fyringer og naturligvis intern og ekstern formidling af disse mindre bekvemme emner. Pludselig, ja nærmest fra den ene dag til den anden, er kommunikation blevet problematisk, strategisk tung, og rigtig svært at håndtere.
Store forandringer, som dem vi oplever på finansmarkedet lige nu, kræver en helt ny form for kommunikation. For nogle er det nødvendigt med krisekommunikation, men for de fleste handler det om at kommunikere på en ny måde. Dem der ikke tidligere har kommunikeret, internt som eksternt, er nødt til at starte, for I disse tider opfatter vi dem vi ikke hører fra, som kriseramte eller døde.
I den sidste tid har man kunnet se virksomheder, tale om, at de frygter at agere i krisen fordi man så frygter at blive opfattet som en del af den. Men strategisk kommunikation handler ikke kun om, hvordan man kommunikerer, når man selv er i krise. I nogle tilfælde handler krisekommunikation om, hvordan man kommunikerer, når alle andre er i krise.
Som i enhver form for krise, drejer krisekommunikation sig om at rede trådene ud og redegøre for sin gøren og laden. Ikke fordi man er under mistanke, men for at undgå at komme det. Her er derfor fem gode råd til virksomheder i med- og modgang, der har brug for at få styr på krisekommunikationen.
- Bliv i kampen. Går virksomheden fra den ene dag til den anden i flyverskjul af frygt for at kommunikere noget forkert, rammes man dobbelt. Det er fordi, mennesket på forhånd stoler på det, der er nærværende – i dette eksempel dem, som kommunikerer. Dem, der forsvinder, glemmes – og erklæres døde. Eller endnu værre – omverdenen kan få den mistanke, at virksomheden har noget at skjule.
- Forhold jer ærligt til krisen. Vi tror på dem, der ærligt fortæller, hvad de forventer. Vælg ikke en side eller et parti, men fortæl om virksomhedens forhold under krisen, og hvordan I forbereder jer på den. Hvad er jeres forventninger? Hvad er der af muligheder?
På samme måde skal I ikke være bange for at fortælle den negative historie. For hvis den kommunikeres med overskud og et bud på en løsning, vil virksomheden fremstå som en stærk, moderne og åben virksomhed, der også tør fortælle om, når det går mindre godt. - Sammenhæng og overensstemmelse. Sørg for, at der er nøje sammenhæng mellem det, der siges til medarbejdere, kunder, ejere og pressen – også når de ubehagelige meddelelser skal gives. Ved at kommunikere klart og entydigt, sikrer I jer imod fejlfortolkninger og misforståelser, der alt for ofte ender som åben skyttegravskrig i pressen.
- Indlevelse. Sæt dig i ejernes, kundernes, pressens og medarbejdernes sted. Med empati vil du ikke blot opnå at se problemerne fra andre vinkler, men også kunne målrette kommunikationen bedre.
- Handl og kommunikér. Ikke omvendt. Tal ikke om, hvad I kunne tænke jer, eller hvilke gode løsninger I har fået øje på. Fortæl hellere om, hvad I har gjort. Så ser folk nemlig ikke bare en virksomhed, der taler, men en virksomhed, der handler!
Abonner på:
Kommentarer (Atom)