Viser opslag med etiketten Klaus Bondam. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Klaus Bondam. Vis alle opslag

torsdag den 6. december 2007

Biler mig her og biler mig der

Lige nu skændes Københavns bygge & teknik borgmester og kulturministeren om, hvorvidt der skal bygges et parkeringshus i forbindelse med det nye skuespilhus på havnefronten. En meget underlig diskussion.

Først og fremmest er det ufatteligt, at man igen projekterer en stor kulturinstitution i København, uden at have fået styr på den logistik, der skal til for at fragte gæsterne frem og tilbage. Der skete nøjagtigt det samme på Holmen, efter opførelsen af Operaen – nydelig bygning, men nogen havde glemt at hitte ud af, hvordan faen de mange mennesker skal komme til og fra Holmen. Ligesom med skuespilhuset er det mig en gåde, at transportlogisitikken ikke er en integreret del af projektplanen, og er færdig ved åbningen af huset.

For det næste jeg ikke forstår, er Københavns kommunes angst for Parkeringspladser. ”Vi vil ikke have flere biler ind til byen” siger Klaus Bondam, som det bærende argument for, at man ikke vil have et parkeringshus ved Skuespilhuset. Men jeg har endnu ikke set noget, der bare minder om dokumentation for, at parkeringspladser i sig selv, tiltrækker biler i rå mængder. Tror Klaus Bondam virkelig, at hvis vi bare undlader at bygge et parkeringshus, så vil samtlige gæster cykle og tage bussen til Skuespillet? Ja, det gør han!!!

Jeg er helt enig i, at der er mange biler i København, og jeg er helt enig i at bompenge og havnetunnel er blandt mulighederne til at begrænse trafikken i den indre by. Men omvendt er både Ritt,Klaus og alle de andre Københavnere nødt til at acceptere, at en del af forudsætningen for, at en storby er levende er, at den trafikeret. Lev med det, eller flyt til Hedehusene.

Jamen hvad med miljøet? Og udledningen af CO2? Har jeg da helt glemt min gode opdragelse? Det har jeg måske - men jeg kan konstatere, at da jeg boede på Vesterbro, var jeg en af dem der storforurenede med min bil. Ikke af ond vilje, men fordi jeg var nødt til at køre fire runder i bydelen, for at finde en parkeringsplads. Der var nemlig parkeringsforbud på Gasværksvej i dagtimerne - så man var tvunget til at tage bilen på arbejde, fremfor cyklen.

Undalder man at anlægge parkeringspladser i forbindelse med det nye skuespilhus vil opnå det samme - at bilisterne vil tage nogle lange køreture rundt i den indre by, for at finde et sted til bilen. Dermed opnår man lige præcist det modsatte af det Bondam taler for; nemlig flere biler, mere trafik og mere forurening.

torsdag den 14. juni 2007

Når det politiske lederskab svigter

Vi var mange der drog et lettelsens suk, da Jens Kramer Mikkelsen for 3 år siden valgte at forlade overborgmesterposten i København, for at blive direktør for Ørestadsselskabet.

Jens Kramer var indiskutablet dygtig, men når man har siddet i spidsen for en politisk organisation i mange år, opnår man en magtfuldkommenhed, der ender med at koste den politiske ledeevne. Det samme som i øvrigt også skete for Poul Nyrup - og lige nu er ved at ske for Anders Fogh.

Ritt Bjerregaard som overborgmester og Klaus Bondam som bygge-teknikborgmester var Københavns nye friske pust - men har, set fra et demokratisk og ledelsesmæssigt perpsektiv, været en skuffelse. Efter kun 1½ år virker det som om makkerparret har indhentet Jens Kramers magfuldkommenhed på rekordtid - og det kan i den grad undre.

Onsdag aften skete det så igen. Socialdemoratiet og Det Radikale Venstre tromlede sammen med SF det nye boligbyggeri på Kløvermarken i gennem. Umiddelbart er ideen om at bebygge kanten af Kløvermarken fremragende - men metoden aftalen er opnået med, er meget meget skidt. Fra at have en stort set enig borgerrepræsentation, har man nu igen, en stærkt splittet biorgerrepræsentation - særligt fordi Ritt & Klaus ikke gider lytte, og ikke gider overholde de aftaler de ellers havde indgået med Venstre. Kløvermark-byggeriet er blot det seneste eksempel.

Og det er ganske enkelt underligt og unødvendigt. Antallet af boldbaner er i forvejen katastrofalt lavt - og nu kan man alligevel ikke garantere, at man ikke kommer til at fjerne nogle flere. Venstre ville kunne leve med det, hvis Københavns kommune i stedet anlagde boldbaner - fx. på arealet lige ved siden af det nuværende Kløvermarken - men den lille indrømmelse, til ganske få millioner kroner vil Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre ikke give Venstre - og derfor har man nu, for gud ved hvilken gang en splittet borger repræsentation.

Problemet er først og fremmest Klaus Bondam, der har vist sig som en både tonedøv og arrogant borgmester - og det er mere end tvivlsomt, om han opnår genvalg som radikal borgmesterkandidat til næste kommunalvalg. Men heller ikke Ritt Bjerregaard kan sige sig fri for kritik. På trods af hendes enorme politiske erfaring, har hun ikek formået at skabe den bro, og den sammenhæng i det politiske København som hun dybest set blev valgt til. Dette er en skuffelse - og et udtryk for total mangel på politisk lederskab.

En del af de nuværende tumulter kan tilskrives efterdønninger efter NCC-sagen - der af både den ene og den anden fløj i Borgerrepræsentaionen, blev håndteret helt utroligt amatøragtigt. Det undrede mig i starten - det gør det mindre nu, hvor man blot kan se, at den politiske talentmasse i den københavnske borgerepræsentation i den grad er til at overse - ja vel nærmest umulig at få øje på.