Viser opslag med etiketten Venstre. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Venstre. Vis alle opslag

tirsdag den 12. februar 2008

Seje Malou!

I går kunne store dele af pressen fortælle historien om, at Ny Alliances vælgere, mener at Malou Aamund svigtede sine vælgere, ved at gå fra Alliancen til Venstre. Det havde været meget overraskende, hvis målingen var nået frem til et andet resultat – så reseultatet i sig selv er temmeligt uinteressant.

Malou Aamund selv, er derimod ekstremt interessant. Fra at blive betragtet endnu et medlem i storbytosse-partiet, kunne man efter valget konstatere, at hun som den eneste i Ny Alliance, både koncentrerede sig om sin politiske opgave og dels sørgede for at have en professionel og meget fokuseret profil i pressen. Som den eneste i partiet virkede Malou Aamund som en 'rigtig' politiker, der var kommet i folketinget for at kæmpe for nogle politiske mål.

Men hurtigere end nogen anden blev Malou Aamund også fanget af det tiltider beskidte politiske spil. Ingen havde forventet at uerfarne Malou Aamund så hurtigt ville forstå vigtigheden af, at skal man gøre noget beskidt, skal man gøre det effektfuldt og timet. Og det er i det lys man skal se kovendingen i torsdags. At Malou Aamund valgte den sidste dag i forhandlingerne om asylreglerne er selvfølgelig ikke tilfældig. Havde hun ventet til mandag, havde Naser Khader sandsynligvis kunnet præsentere det første og vigtigste politiske resultat for Ny Alliance – men når beslutningen om at skifte er truffet, gælder det om at ødelægge mest muligt i det man forlader, og styrke mest muligt, der hvor man går hen – og det opnåede Malou Aamund – sandsynligvis i god overensstemmelse med sit nye parti.

Da medierne i går bad Malou Aamund om hendes kommentar til, at hun havde svigtet sine vælgere svarede hun: ” Det er tydeligt, at halvdelen af danskerne ikke er glade for, at regeringen er styrket, fordi mange vælgere fra den røde blok havde set frem til at bringe regeringen i mindretal. Så jeg skal nok bare vænne mig til at have oppositionen på nakken, selv om jeg er en del af et flertal, som fortsat arbejder for bredest mulige aftaler”.
- Undskyld – men denne kommentar kunne Michael Kristiansen ikke have skruet bedre sammen. Fremragende afledning, og samtidig et udmærket mudderangreb på de nye modstandere, - det hele samlet i et glimrende, effektfuldt citat.

Hvis Malou Aamund vil, har hun alt det, der skal til for at komme helt til tops i Venstre – hvilket fuldt ud erkender også var en overraskelse for mig, der kun kender hende fra hendes tid i IBM. Men hun er ikke bare dygtig og politisk indigneret – hun har også vist, at hun mestrer det politiske håndværk, der er forudsætningen for politisk succes – uanset om det er i Ny Alliance, Enhedslisten eller Venstre.

Respekt!

tirsdag den 13. februar 2007

Elendig pressehåndtering i den københavnske korruptionssag

Korruptionssagen på Københavns rådhus er et interessant studie i elendig pressehåndtering - både i Socialdemokratiet, i selve kommunen - og selvfølgelig først og fremmest i Venstre.

I betragtning af, hvor ufatteligt professionelt og tjekket Venstre håndterede pressen i de første år under Anders Fogh Rasmussen, er det rystende hvor elendigt de gør det i Venstre i København. Det er naturligvis ikke spindoktorernes skyld at Søren Pind fik klask af Ritt Bjerregaard - men de hjalp ham heller ikke - tvært i mod.

Venstre i København
Nu er det så venstres gruppeformand Pia Allerslev, der i øvrigt både er sympatisk og dygtig, der har gravet sig selv ned i et hul, hvorfra hun ikke kan komme op. Hun starter med at kalde anklagerne for en spin-kampagne, planlagt af Ritt Bjerregaard med henblik på at ramme Venstre. Det selvom, der rent faktisk eksisterer en sag mellem hendes gruppemedlem Jesper Schou Hansen og byggefirmaet NCC. Det ved Pia Allerslsev, derfor ved hun også, at hun langt fra fortæller hele sandheden, når hun siger, at ingen af hendes medlemmer er involverede. Det er edder-bankeme skidt, og nu må hun rygsvømme, for at komme i land. Særligt slem var brandslukningsforsøget, hvor man fik overbevist TV-avisen om, at det er NCC selv, der har tilbudt bestikkelse. Gennemskuelig spin, fra før Henrik Quortrup startede i skolen. Det luner i underbukserne et par timer, men for dælen det bliver hurtigt koldt!

I dette tilfælde bærer kommunikationen endda præg af, at det er Jesper Schou Hansen, der er ansat i kommunikations/lobby-virksomheden Waterfront, der har rådgivet hende. Det siger en hel del om både Jesper Schou Hansen, Waterfront og Venstre i København.

NCC

NCC er en af Danmarks førende byggevirksomheder, og det forekommer helt ufatteligt, at det er NCC's koncerndirektør Christian Herskind, der selv har håndteret sagen så ekstremt kluntet; At gå til politikerne før man går til politiet, at lade historien sive gennem Socialdemokratiet i stedet for at styre den selv, og så i øvrigt svare så ufatteligt tumbet som NCC's pressechef har været tvunget til, er ganske enkelt pinligt for en så stor virksomhed. Fejlhåndtereingen skyldes sandsynligvis, at man i et naivt øjeblik har troet, at man kunnet vinde politisk opbakning ved at give socialdemokratiet sagen og historien. Det er topmålet af naivitet!

Socialdemokratiet
Endelig er der Socialdemokratiet i København, der fremstår som sagens vinder, men mest fordi de andre har kluntet så gevaldigt rundt i det. Men hvorfor er det den politiske ordfører, Anne Vang der skal føre sagen i medierne? Dermed gør man sagen politisk - selvom den jo netop ikke er det, og sår dermed selv tvivl om, hvorvidt dette blot er politisk spin. Og hvorfor vil Ritt Bjerregaard gerne udtale sig til nogle medier, om anklagerne fra Venstre - og ikke - som hun burde, udtale sig som øverste chef for Københavns kommune, med de fakta der er nødvendige.

Politiet har nu 14 dage til at undersøge sagen. Det bliver 14 festlige dage i og omkring rådhuset!