Når det politiske lederskab svigter

Vi var mange der drog et lettelsens suk, da Jens Kramer Mikkelsen for 3 år siden valgte at forlade overborgmesterposten i København, for at blive direktør for Ørestadsselskabet.

Jens Kramer var indiskutablet dygtig, men når man har siddet i spidsen for en politisk organisation i mange år, opnår man en magtfuldkommenhed, der ender med at koste den politiske ledeevne. Det samme som i øvrigt også skete for Poul Nyrup - og lige nu er ved at ske for Anders Fogh.

Ritt Bjerregaard som overborgmester og Klaus Bondam som bygge-teknikborgmester var Københavns nye friske pust - men har, set fra et demokratisk og ledelsesmæssigt perpsektiv, været en skuffelse. Efter kun 1½ år virker det som om makkerparret har indhentet Jens Kramers magfuldkommenhed på rekordtid - og det kan i den grad undre.

Onsdag aften skete det så igen. Socialdemoratiet og Det Radikale Venstre tromlede sammen med SF det nye boligbyggeri på Kløvermarken i gennem. Umiddelbart er ideen om at bebygge kanten af Kløvermarken fremragende - men metoden aftalen er opnået med, er meget meget skidt. Fra at have en stort set enig borgerrepræsentation, har man nu igen, en stærkt splittet biorgerrepræsentation - særligt fordi Ritt & Klaus ikke gider lytte, og ikke gider overholde de aftaler de ellers havde indgået med Venstre. Kløvermark-byggeriet er blot det seneste eksempel.

Og det er ganske enkelt underligt og unødvendigt. Antallet af boldbaner er i forvejen katastrofalt lavt - og nu kan man alligevel ikke garantere, at man ikke kommer til at fjerne nogle flere. Venstre ville kunne leve med det, hvis Københavns kommune i stedet anlagde boldbaner - fx. på arealet lige ved siden af det nuværende Kløvermarken - men den lille indrømmelse, til ganske få millioner kroner vil Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre ikke give Venstre - og derfor har man nu, for gud ved hvilken gang en splittet borger repræsentation.

Problemet er først og fremmest Klaus Bondam, der har vist sig som en både tonedøv og arrogant borgmester - og det er mere end tvivlsomt, om han opnår genvalg som radikal borgmesterkandidat til næste kommunalvalg. Men heller ikke Ritt Bjerregaard kan sige sig fri for kritik. På trods af hendes enorme politiske erfaring, har hun ikek formået at skabe den bro, og den sammenhæng i det politiske København som hun dybest set blev valgt til. Dette er en skuffelse - og et udtryk for total mangel på politisk lederskab.

En del af de nuværende tumulter kan tilskrives efterdønninger efter NCC-sagen - der af både den ene og den anden fløj i Borgerrepræsentaionen, blev håndteret helt utroligt amatøragtigt. Det undrede mig i starten - det gør det mindre nu, hvor man blot kan se, at den politiske talentmasse i den københavnske borgerepræsentation i den grad er til at overse - ja vel nærmest umulig at få øje på.

Verdens smukkeste barn blev 1 år

Lørdag den 2. juni blev verdens smukkeste barn 1 år gammel. En fantastisk dag, hvor både Farmor og Farfar tog turen fra det jyske, og Olga & Roberta, tog deres forældre med fra Vesterbro, til en fantastisk hyggelig eftermiddag.

I går lærte Sigrid at gå, med kun støttehånd, når bare hun har en god gedigen klods i den anden hånd.

For fanden et fantastisk barn, med en fantastisk mor!

Ro på bloggen

Det er jo ikke fordi der ikke er sket noget, de sidste tre ugers tid. Messerchmidt, Riis, Vesselbo, Bundsgaard, Christian Poulsen og ikke mindst Khader kunne sagtens fortjene en kommentar eller tre. Men sådan kan det gå, når man også skal passe sit nye job og sin fantastiske familie.

Men nu ikke flere undskyldninger: Hovedet tilbage på bloggen!

Bør Bjarne Riis vedkende sig fortidens synder

Den tidligere DR Journalist Olav Skaaning Andersen, fortæller i dag i Berlingske Tidende om sin manglende respekt for fortidens store cykelryttere, der har nægtet at erkende dopingmisbrug, selvom et hav af indicier indikerer, at rytterene engang har kørt på andet end sødmælk og pasta.

Olav Skaaning Andersens holdning er interessant, fordi han om nogen er manden, der startede jagten på doping i cykelsporten. Han har tømt papirkurve, har hentet insiderinformation, har analyseret kemiprøver og meget andet for at afsløre cykelrytternes snyd. Og han er stadig indikeret. I dagens Berlingske mener han, at man ikke kan have respekt fx for en Bjarne Riis, og Johan Bruynell, (der er sportsdirektør på Discovery), fordi disse to tidligere har været mistænkt for doping.

Jeg er uenig med Olav Skaaning - og er dermed også uenig med fx Jesper Skibby, der for nylig havde behov for at stå frem, mange år efter at karrieren sluttede, for at fortælle om sit dopingmisbrug.

Bjarne Riis har med ansættelsen af Rasmus Damsholdt gjort præcis, hvad der skal til for at nytænke cykelsporten, og nytænke sporten i en verden hvor doping ikke er en del af konkurrencen. Det er visionært og fremadrettet. Det giver en ramme for, hvordan man kan køre cykelløb - og vinde dem, selv uden brug af Doping.

Dette burde Olav Skaaning Andersen anerkende. Det gør han ikke - i stedet jagter han den ultimative bekræftelse på sin journalistiske genialitet, ved igen at kræve at fortidens cykelkorrifæere går til bekendelse. Men dette vil hverken fortidens cykelryttere, cykelsporten, eller fremtidens cykelryttere opnå noget som helst ved. Men Olav Skaaning Andersen vil kunne sige: 'Hvad sagde jeg'. Men cykelsporten og historien er ikke til for Olav Skaaning Andersens skyld, - men for fremtidens skyld. Og af den grund bør man lade fortiden ligge, og koncentrere sig om fremtiden.

En ny umulig alliance

Igen var B.T. både først og alene med en politisk nyhed. Det er i sig selv underligt, eftersom B.T. til indtil for ganske få uger siden mest var et ugeblad der udkom hver dag.

Men de havde historien om den Ny Alliance - der blev lanceret i dag. www.nyalliance.dk

Det første der undrer er, at der ikke er flere med. Anders Samuelsens tilslutning er ikke en stor overraskelse - noget større er Gitte Seebergs. (i øvrigt pudsigt, at alle interesserer sig for bruddet i Det Radikale Venstre - i mine øjne er bruddet i de konservative mindst lige så interessant)

Men det der overrasker mest er at udbruddet er så relativt beskedent. Fra i morgen tidlig vil Naser Khader være både Politisk Ordfører, Gruppeformand og Partifomand i det nye parti. Det bliver hverken en særlig sjov, eller en særlig let opgave - faktisk må man forudse at det næste ½-til 1½ år bliver en lang tur op ad bakke for den nyslåede partiformand.

Selvfølgelig kan han komme med i noget regeringsarbejde hist og i nogle lovforslag pist, bare for at blive hørt - men nogen indflydelse på, om en lov bliver vedtaget eller ej, får han ikke. Han kan kun håbe, at pressen vil blive ved med at finde ham interessant indtil næste valg - og så meget suppe er der alligevel ikke at koge på det nye parti.

Lidt anderledes er det for de to EU-parlamentarikere, der jo blot kan fortsætte i deres nuværende gruppe i EU-parlamentet. De er i forvejen en del af en stor organisation, der giver dem den opbakning de har brug for. Desværre blot usynligt for de danske medier.

Når jeg tivivler på, at lanceringen i dag var helt planlagt, er det mest fordi, lanceringen er så tynd. Mon ikke man havde håbet at kunne overtale nogle flere af de radikale og konservative kritikere - måske endda en tidligere minister i at deltage i partiet - men enten er det ikke lykkedes, eller også har forsøget ikke været gjort ihærdigt nok.

Tilbage står endnu et nyt parti, der som udgangspunkt er meget sympatisk, men som heller ikke er meget mere end det. lad os håbe de bliver det.

Lex Messerschmidt i Jersild & Spin

Det startede endda rigtigt godt, Jersild & Spin, men i dette forår er doktorernes og Olaf Jersilds analyser og fortolkninger blevet mere og mere underlige. Nu holder de pause - tak for det!

I lørdags drøftede de igen sagen om Morten Messerschmidt, der forlod Dansk Folkeparti efter omtalen af hans heilen i Tivoli. Men i stedet for at diskutere det oplagte, rodede Henrik Qvortrup sig ud i et mærkværdigt angreb på sin gamle avis B.T., i en forklaring på hvorfor Messerschmidt måtte forlade Dansk Folkeparti.

Mit bud er, at Morten Messerschmidt udmærket kan huske, hvad han i sin fuldskab kom til at gøre - vidner har nemlig set ham gøre det tidligere. Da han vågner om morgenen, og da han ser B.T. ved han, at han har et problem, som han må drøfte med partiledelsen. Da bølgen ikke lægger sig - og der endda er en betydelig risiko for, at der vil blive hvirvlet endnu mere med - beslutter ledelsen - og han selv, at han må gå. Det er fair nok. Pia siger så, at han må blive voksen - deri har hun så inderligt ret.

I Jersild & Spin roder Qvorturp sig ud i noget sludder om, at Morten Messerchmidt er medlem af Zionistisk forbund og støtter Israel og jøderne, og derfor sandsynligvis aldrig ville heile. Det er noget sludder, Henrik! Få dage inden Tivoli-åbningen rodede Messerschmidt sig i P3 ud i en beskrivelse af alle de muslimske samfund, som tabersamfund, og alle muslimer som tabere. De moderne nazister interesserer sig ikke meget for jøder - de interesserer sig for muslimer - og set i det lys er Morten Messerschmidt at betegne som Nazist.

Dansk Folkeparti har nu, dog temmelig sent, besluttet at den slags ikke hører hjemme i dansk Folkeparti. Dette er meget fornuftigt hvis man ønsker at fastholde et forhold til regeringsmagten.

Fra Morsing til Burson

Det har været lidt stille her på bloggen de sidste uger, hvor jeg har brugt kræfter på at omstille mig fra at være konsulent hos en hr. Morsing i Hellerup, til at være konsulent hos hr. Penn og fru Sennels i Burson-Marsteller.

Jeg var 1½ år i Morsing PR - hvilket vel var for lidt. Men jeg tror jeg havde det lidt ligesom fodboldspilleren Daniel Agger, der spillede på et af danmarks bedste fodboldhold, og pludselig blev tilbudt en kontrakt i Liverpool.

Så uanset hvor meget man savner de gamle dygtige medspillere, er udfordringerne og mulighederne i at spille med og mod de helt store hold alligevel for store. Og så drikker de i øvrigt også mere hvidvin på altanen i Burson-Marsteller.