Hvor mange interviews skal man give for 14,5 mio.

I dagens leder i Ekstra Bladet skælder man hårdt ud på kronprinseparret, fordi man mener, at de skylder offentligheden at fortælle, at de har det godt. Ekstra Bladet har regnet sig frem til, at parret ikke har givet større interviews siden 2003 - og det mener de er for dårligt.

"Det virker som om, de har nok i hinanden og deres smarte venner, mens de vender ryggen til almindelige danskere." tuder Ekstra Bladet.

Vi kan sagtens vædde. Men jeg føler mig helt & aldeles overbevist om, at danskerne udmærket ved, hvordan de går og har det i Fredensborg. Men er Ekstra Bladet i tvivl kan jeg da fortælle, at parret er blevet gift, og har fået to børn. Den ene hedder Christian, og bliver sikkert konge en dag - den anden skal døbes i morgen. Og lur mig, om ikke Ekstra Bladet vil være både ved kirken, og ved festen, for at tage nogle billeder og skrive lidt om, hvordan de går og har det i Fredensborg.

Et stort solointerview med kronprinseparret i Ekstra Bladet vil helt sikkert pynte i en ellers benhård agurketid, så man kan sagtens forstå Ekstra Bladets marketingafdeling, der formentlig har skrevet dagens leder. De forsøger så at stramme hvor der strammes kan, ved at skrive, at Mary & Freddie skylder befolkningen et interview (med Ekstra Bladet)

"Men den konsekvente tavshed virker påfaldende og arrogant. Ikke så meget som en tak for den store interesse og alle gaverne i forbindelse med brylluppet har det kunnet blive til." tuder de videre.

Man kan rejse det etiske og demokratiske spørgsmål: Hvor mange interviews og hvor meget offentligt skal man træde frem, når man får 14,5 mio i Årpenge - det forsøger Ekstra Bladet. Danskerne kan stille et andet spørgsmål: Hvor mange royale ligegyldigheder gider vi høre på, når vi også skal læse om bryllup, runde fødselsdage og barnedåber - inden vi brækker os.Som sagt så kan man forstå Ekstra Bladets marketingafdeling - men det er dælme tidligt redaktionen er gået på ferie. Det bliver en lang, lang sommer.

Skal Anders lade sig interviewe af Bo?

Ekstra Bladets Bo Elkjær har nu i fire år forsøgt at få sat et interview op med Anders Fogh Rasmussen, hvor Bo Elkjær vil tale om baggrunden for Irakkrigen. Men Anders gider ikke tale med Bo - og det er for dårligt pylrer Ekstra Bladet på lederplads i dag, for de har selv spurgt både ombudsmanden og Niels Helveg Petersen og de har begge givet lov - og journalistforubundet siger det også. Nå!

Sommetider undrer man sig over, hvor naive medierne er. Mon ikke artiklen om Anders Fogh's Irak-argumenter er skrevet på forhånd - og mon ikke Bo Elkjær blot mangler at sætte de ordrette citater ind - før artiklen er klar til opsætning og tryk. Og lad os bare vædde: den artikel bliver hverken objektiv, nuanceret eller saglig. Hvorfor fanden skulle Anders Fogh stille op til det, bare fordi han er statsminister?

'Jammen vi er den 4, 5 og 6. statsmagt - vi skal kontrollere, og lave forsider og redigere' siger Ekstra Bladet. Sikkert rigtigt - bare ikke i dette tilfælde. I tilfældet Irak-krigen har Ekstra Bladet reduceret sig selv til en part - og Bo Elkjærs artikel, og de mange ledere i Ekstra Bladet, er hverken kontrollerende, undersøgende eller afdækkende - men partsindlæg.

Anders Fogh har også sagt nej til duelmøder med Helle Thorning, af nøjagtigt samme begrundelse, som at han ike gider stille op til en gang tilsvining i Ekstra Bladet. Duellerne skal nok komme, han vil bare selv have lov til at sætte timingen og planen, for at sikre at kortene er nogenlunde lige, inden kampen starter. Og det kan man faktisk godt forstå.

Når det politiske lederskab svigter

Vi var mange der drog et lettelsens suk, da Jens Kramer Mikkelsen for 3 år siden valgte at forlade overborgmesterposten i København, for at blive direktør for Ørestadsselskabet.

Jens Kramer var indiskutablet dygtig, men når man har siddet i spidsen for en politisk organisation i mange år, opnår man en magtfuldkommenhed, der ender med at koste den politiske ledeevne. Det samme som i øvrigt også skete for Poul Nyrup - og lige nu er ved at ske for Anders Fogh.

Ritt Bjerregaard som overborgmester og Klaus Bondam som bygge-teknikborgmester var Københavns nye friske pust - men har, set fra et demokratisk og ledelsesmæssigt perpsektiv, været en skuffelse. Efter kun 1½ år virker det som om makkerparret har indhentet Jens Kramers magfuldkommenhed på rekordtid - og det kan i den grad undre.

Onsdag aften skete det så igen. Socialdemoratiet og Det Radikale Venstre tromlede sammen med SF det nye boligbyggeri på Kløvermarken i gennem. Umiddelbart er ideen om at bebygge kanten af Kløvermarken fremragende - men metoden aftalen er opnået med, er meget meget skidt. Fra at have en stort set enig borgerrepræsentation, har man nu igen, en stærkt splittet biorgerrepræsentation - særligt fordi Ritt & Klaus ikke gider lytte, og ikke gider overholde de aftaler de ellers havde indgået med Venstre. Kløvermark-byggeriet er blot det seneste eksempel.

Og det er ganske enkelt underligt og unødvendigt. Antallet af boldbaner er i forvejen katastrofalt lavt - og nu kan man alligevel ikke garantere, at man ikke kommer til at fjerne nogle flere. Venstre ville kunne leve med det, hvis Københavns kommune i stedet anlagde boldbaner - fx. på arealet lige ved siden af det nuværende Kløvermarken - men den lille indrømmelse, til ganske få millioner kroner vil Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre ikke give Venstre - og derfor har man nu, for gud ved hvilken gang en splittet borger repræsentation.

Problemet er først og fremmest Klaus Bondam, der har vist sig som en både tonedøv og arrogant borgmester - og det er mere end tvivlsomt, om han opnår genvalg som radikal borgmesterkandidat til næste kommunalvalg. Men heller ikke Ritt Bjerregaard kan sige sig fri for kritik. På trods af hendes enorme politiske erfaring, har hun ikek formået at skabe den bro, og den sammenhæng i det politiske København som hun dybest set blev valgt til. Dette er en skuffelse - og et udtryk for total mangel på politisk lederskab.

En del af de nuværende tumulter kan tilskrives efterdønninger efter NCC-sagen - der af både den ene og den anden fløj i Borgerrepræsentaionen, blev håndteret helt utroligt amatøragtigt. Det undrede mig i starten - det gør det mindre nu, hvor man blot kan se, at den politiske talentmasse i den københavnske borgerepræsentation i den grad er til at overse - ja vel nærmest umulig at få øje på.

Verdens smukkeste barn blev 1 år

Lørdag den 2. juni blev verdens smukkeste barn 1 år gammel. En fantastisk dag, hvor både Farmor og Farfar tog turen fra det jyske, og Olga & Roberta, tog deres forældre med fra Vesterbro, til en fantastisk hyggelig eftermiddag.

I går lærte Sigrid at gå, med kun støttehånd, når bare hun har en god gedigen klods i den anden hånd.

For fanden et fantastisk barn, med en fantastisk mor!

Ro på bloggen

Det er jo ikke fordi der ikke er sket noget, de sidste tre ugers tid. Messerchmidt, Riis, Vesselbo, Bundsgaard, Christian Poulsen og ikke mindst Khader kunne sagtens fortjene en kommentar eller tre. Men sådan kan det gå, når man også skal passe sit nye job og sin fantastiske familie.

Men nu ikke flere undskyldninger: Hovedet tilbage på bloggen!

Bør Bjarne Riis vedkende sig fortidens synder

Den tidligere DR Journalist Olav Skaaning Andersen, fortæller i dag i Berlingske Tidende om sin manglende respekt for fortidens store cykelryttere, der har nægtet at erkende dopingmisbrug, selvom et hav af indicier indikerer, at rytterene engang har kørt på andet end sødmælk og pasta.

Olav Skaaning Andersens holdning er interessant, fordi han om nogen er manden, der startede jagten på doping i cykelsporten. Han har tømt papirkurve, har hentet insiderinformation, har analyseret kemiprøver og meget andet for at afsløre cykelrytternes snyd. Og han er stadig indikeret. I dagens Berlingske mener han, at man ikke kan have respekt fx for en Bjarne Riis, og Johan Bruynell, (der er sportsdirektør på Discovery), fordi disse to tidligere har været mistænkt for doping.

Jeg er uenig med Olav Skaaning - og er dermed også uenig med fx Jesper Skibby, der for nylig havde behov for at stå frem, mange år efter at karrieren sluttede, for at fortælle om sit dopingmisbrug.

Bjarne Riis har med ansættelsen af Rasmus Damsholdt gjort præcis, hvad der skal til for at nytænke cykelsporten, og nytænke sporten i en verden hvor doping ikke er en del af konkurrencen. Det er visionært og fremadrettet. Det giver en ramme for, hvordan man kan køre cykelløb - og vinde dem, selv uden brug af Doping.

Dette burde Olav Skaaning Andersen anerkende. Det gør han ikke - i stedet jagter han den ultimative bekræftelse på sin journalistiske genialitet, ved igen at kræve at fortidens cykelkorrifæere går til bekendelse. Men dette vil hverken fortidens cykelryttere, cykelsporten, eller fremtidens cykelryttere opnå noget som helst ved. Men Olav Skaaning Andersen vil kunne sige: 'Hvad sagde jeg'. Men cykelsporten og historien er ikke til for Olav Skaaning Andersens skyld, - men for fremtidens skyld. Og af den grund bør man lade fortiden ligge, og koncentrere sig om fremtiden.

En ny umulig alliance

Igen var B.T. både først og alene med en politisk nyhed. Det er i sig selv underligt, eftersom B.T. til indtil for ganske få uger siden mest var et ugeblad der udkom hver dag.

Men de havde historien om den Ny Alliance - der blev lanceret i dag. www.nyalliance.dk

Det første der undrer er, at der ikke er flere med. Anders Samuelsens tilslutning er ikke en stor overraskelse - noget større er Gitte Seebergs. (i øvrigt pudsigt, at alle interesserer sig for bruddet i Det Radikale Venstre - i mine øjne er bruddet i de konservative mindst lige så interessant)

Men det der overrasker mest er at udbruddet er så relativt beskedent. Fra i morgen tidlig vil Naser Khader være både Politisk Ordfører, Gruppeformand og Partifomand i det nye parti. Det bliver hverken en særlig sjov, eller en særlig let opgave - faktisk må man forudse at det næste ½-til 1½ år bliver en lang tur op ad bakke for den nyslåede partiformand.

Selvfølgelig kan han komme med i noget regeringsarbejde hist og i nogle lovforslag pist, bare for at blive hørt - men nogen indflydelse på, om en lov bliver vedtaget eller ej, får han ikke. Han kan kun håbe, at pressen vil blive ved med at finde ham interessant indtil næste valg - og så meget suppe er der alligevel ikke at koge på det nye parti.

Lidt anderledes er det for de to EU-parlamentarikere, der jo blot kan fortsætte i deres nuværende gruppe i EU-parlamentet. De er i forvejen en del af en stor organisation, der giver dem den opbakning de har brug for. Desværre blot usynligt for de danske medier.

Når jeg tivivler på, at lanceringen i dag var helt planlagt, er det mest fordi, lanceringen er så tynd. Mon ikke man havde håbet at kunne overtale nogle flere af de radikale og konservative kritikere - måske endda en tidligere minister i at deltage i partiet - men enten er det ikke lykkedes, eller også har forsøget ikke været gjort ihærdigt nok.

Tilbage står endnu et nyt parti, der som udgangspunkt er meget sympatisk, men som heller ikke er meget mere end det. lad os håbe de bliver det.