Erik Ove burde være en alt for dygtig journalist og kommunikationsrådgiver, og Deloitte, KPMG og Ernst & Young burde som revisionsselskaber være for grundige og metodiske til, at de sammen med alle hovedpersonerne har ladet sig snyde af Stein Bagger. Nu har de alle forsøgt at vaske hænder, men har ikke gjort det særligt grundigt.
IT-Factory - er en arketype på en god historie. Den ihærdige og dygtige journalist Dorthe Toft, fatter mistanke mod den smarte og polerede Stein Bagger og hans bestyrelsesformand Asger Jensby - og sammen med Computerworlds Jan Horsager sætter hun sig for at afdække sandheden. Og finder så 'rygende pistoler' i form af falske underskrifter, et hemmeligt kontor, og en direktør der stikker af fra kone og børn i Dubai - og en række banker der opgør deres tab i milliardklassen.
I dag undskylder alle sig med, at de lod sig forføre af Stein Bagger, og lod sig overbevise af hinanden; bestyrelsesformanden og kommunikationsmanden af revisorerne, revisorerne af bestyrelsesformanden og kommunikationen. derfor fik IT-Factory både godkendte regnskaber, priser og hæder, og en bestyrelse og ledelse, der selv troede på det.
For mig er det bare ufatteligt at en revision ikke bare tjekker bilag, men også de kunder og virksomheder der står bag bilagene, og endnu mere undrer det, at bestyrelsesformanden ikke aner hvilke kunde,r og partnere firmaet har. Og som journalist forstår jeg ganske enkelt ikke at Erik Ove, selv har fået mistanke til sin kunde, særligt i konfrontationen med Dorthe Toft. Det arbejde Erik Ove gjorde i den forbindelse var hverken særligt kønt, eller særligt professionelt - og nu hvor hele sagen er kulmineret udstilles en række personer og virksomheder, som inkompetente.
lørdag den 6. december 2008
torsdag den 14. februar 2008
Tegning og ytringsfrihed
I dag har 1200 mennesker meldt sig ind i en gruppe der hedder ”Undskyld Muhammed” på facebook.com. I beskrivelsen af gruppen står der blandt andet, at de danske avisers genoptryk af muhammedtegningerne intet har med ytringsfrihed at gøre – det handler alene om hævn og provokation – trykt i ytringsfrihedens hellige navn.
For et par måneder siden skændtes man i Nordsjælland om det rimelige i, at en 12 årig dreng blev smidt ud af en skole, fordi han omtalte en lærer som ’pedo’. Ordene blev ikke skrevet fordi den 12 årige ønskede at anklage læreren, sagde drengens forældre og advokat, - men alene for at spille smart og provokere.
Præcist sådan har jeg det med Muhammedtegningerne. Da de blev trykt var det ikke i et forsøg på at forsvare ytringsfriheden – for ytringringsfriheden fejlede ikke noget – men alene for at provokere og spille smart. Ingen kunne forhindre, ingen ønskede at forhindre det – men ligesom med den 12 åriges dreng ’pedo’ – kommentar – så stødte tegningerne sjovt nok en stor gruppe mennesker, der følte sig tilsvinede og respektløst behandlet.
Efter tegningerne var trygt opstod der de kampe vi alle husker – og statsminister, chefredaktører og andet godtfolk gjorde det hurtigt til en kamp om forsvar af ytringsfriheden. Og ytringsfriheden er jo en af vores demokratis vigtigste søjler, så tumperne der brændte flag af, og var skøre – blev dermed til bekæmpere af ytringsfriheden. Men det var de var ikke! De var provokerede – og det havde de fuldt ud ret til at være!
Vores grundlovssikrede ret til ytringsfrihed gør, at vi alle kan sige og tegne, det vi har lyst til. Men når vi skriver og tegner ting, der bevidst provokerer og irriterer mennesker eller befolkningsgrupper, så må man også leve med, at der er nogen der bliver sure og provokerede – særligt i lande hvor de ikke går så højt op i det med ytringsfriheden.
Betyder dette så, at jeg synes at mordplanerne mod Kurt W var i orden? Nej fandme nej – og jeg støtter fuldt ud både udvisning og fængsel – men det betyder, at bare fordi man synes det var sjovt at provokere for et par år siden, så betyder det ikke at man partout behøver at gøre det igen.
For et par måneder siden skændtes man i Nordsjælland om det rimelige i, at en 12 årig dreng blev smidt ud af en skole, fordi han omtalte en lærer som ’pedo’. Ordene blev ikke skrevet fordi den 12 årige ønskede at anklage læreren, sagde drengens forældre og advokat, - men alene for at spille smart og provokere.
Præcist sådan har jeg det med Muhammedtegningerne. Da de blev trykt var det ikke i et forsøg på at forsvare ytringsfriheden – for ytringringsfriheden fejlede ikke noget – men alene for at provokere og spille smart. Ingen kunne forhindre, ingen ønskede at forhindre det – men ligesom med den 12 åriges dreng ’pedo’ – kommentar – så stødte tegningerne sjovt nok en stor gruppe mennesker, der følte sig tilsvinede og respektløst behandlet.
Efter tegningerne var trygt opstod der de kampe vi alle husker – og statsminister, chefredaktører og andet godtfolk gjorde det hurtigt til en kamp om forsvar af ytringsfriheden. Og ytringsfriheden er jo en af vores demokratis vigtigste søjler, så tumperne der brændte flag af, og var skøre – blev dermed til bekæmpere af ytringsfriheden. Men det var de var ikke! De var provokerede – og det havde de fuldt ud ret til at være!
Vores grundlovssikrede ret til ytringsfrihed gør, at vi alle kan sige og tegne, det vi har lyst til. Men når vi skriver og tegner ting, der bevidst provokerer og irriterer mennesker eller befolkningsgrupper, så må man også leve med, at der er nogen der bliver sure og provokerede – særligt i lande hvor de ikke går så højt op i det med ytringsfriheden.
Betyder dette så, at jeg synes at mordplanerne mod Kurt W var i orden? Nej fandme nej – og jeg støtter fuldt ud både udvisning og fængsel – men det betyder, at bare fordi man synes det var sjovt at provokere for et par år siden, så betyder det ikke at man partout behøver at gøre det igen.
tirsdag den 12. februar 2008
Seje Malou!
I går kunne store dele af pressen fortælle historien om, at Ny Alliances vælgere, mener at Malou Aamund svigtede sine vælgere, ved at gå fra Alliancen til Venstre. Det havde været meget overraskende, hvis målingen var nået frem til et andet resultat – så reseultatet i sig selv er temmeligt uinteressant.
Malou Aamund selv, er derimod ekstremt interessant. Fra at blive betragtet endnu et medlem i storbytosse-partiet, kunne man efter valget konstatere, at hun som den eneste i Ny Alliance, både koncentrerede sig om sin politiske opgave og dels sørgede for at have en professionel og meget fokuseret profil i pressen. Som den eneste i partiet virkede Malou Aamund som en 'rigtig' politiker, der var kommet i folketinget for at kæmpe for nogle politiske mål.
Men hurtigere end nogen anden blev Malou Aamund også fanget af det tiltider beskidte politiske spil. Ingen havde forventet at uerfarne Malou Aamund så hurtigt ville forstå vigtigheden af, at skal man gøre noget beskidt, skal man gøre det effektfuldt og timet. Og det er i det lys man skal se kovendingen i torsdags. At Malou Aamund valgte den sidste dag i forhandlingerne om asylreglerne er selvfølgelig ikke tilfældig. Havde hun ventet til mandag, havde Naser Khader sandsynligvis kunnet præsentere det første og vigtigste politiske resultat for Ny Alliance – men når beslutningen om at skifte er truffet, gælder det om at ødelægge mest muligt i det man forlader, og styrke mest muligt, der hvor man går hen – og det opnåede Malou Aamund – sandsynligvis i god overensstemmelse med sit nye parti.
Da medierne i går bad Malou Aamund om hendes kommentar til, at hun havde svigtet sine vælgere svarede hun: ” Det er tydeligt, at halvdelen af danskerne ikke er glade for, at regeringen er styrket, fordi mange vælgere fra den røde blok havde set frem til at bringe regeringen i mindretal. Så jeg skal nok bare vænne mig til at have oppositionen på nakken, selv om jeg er en del af et flertal, som fortsat arbejder for bredest mulige aftaler”.
- Undskyld – men denne kommentar kunne Michael Kristiansen ikke have skruet bedre sammen. Fremragende afledning, og samtidig et udmærket mudderangreb på de nye modstandere, - det hele samlet i et glimrende, effektfuldt citat.
Hvis Malou Aamund vil, har hun alt det, der skal til for at komme helt til tops i Venstre – hvilket fuldt ud erkender også var en overraskelse for mig, der kun kender hende fra hendes tid i IBM. Men hun er ikke bare dygtig og politisk indigneret – hun har også vist, at hun mestrer det politiske håndværk, der er forudsætningen for politisk succes – uanset om det er i Ny Alliance, Enhedslisten eller Venstre.
Respekt!
Malou Aamund selv, er derimod ekstremt interessant. Fra at blive betragtet endnu et medlem i storbytosse-partiet, kunne man efter valget konstatere, at hun som den eneste i Ny Alliance, både koncentrerede sig om sin politiske opgave og dels sørgede for at have en professionel og meget fokuseret profil i pressen. Som den eneste i partiet virkede Malou Aamund som en 'rigtig' politiker, der var kommet i folketinget for at kæmpe for nogle politiske mål.
Men hurtigere end nogen anden blev Malou Aamund også fanget af det tiltider beskidte politiske spil. Ingen havde forventet at uerfarne Malou Aamund så hurtigt ville forstå vigtigheden af, at skal man gøre noget beskidt, skal man gøre det effektfuldt og timet. Og det er i det lys man skal se kovendingen i torsdags. At Malou Aamund valgte den sidste dag i forhandlingerne om asylreglerne er selvfølgelig ikke tilfældig. Havde hun ventet til mandag, havde Naser Khader sandsynligvis kunnet præsentere det første og vigtigste politiske resultat for Ny Alliance – men når beslutningen om at skifte er truffet, gælder det om at ødelægge mest muligt i det man forlader, og styrke mest muligt, der hvor man går hen – og det opnåede Malou Aamund – sandsynligvis i god overensstemmelse med sit nye parti.
Da medierne i går bad Malou Aamund om hendes kommentar til, at hun havde svigtet sine vælgere svarede hun: ” Det er tydeligt, at halvdelen af danskerne ikke er glade for, at regeringen er styrket, fordi mange vælgere fra den røde blok havde set frem til at bringe regeringen i mindretal. Så jeg skal nok bare vænne mig til at have oppositionen på nakken, selv om jeg er en del af et flertal, som fortsat arbejder for bredest mulige aftaler”.
- Undskyld – men denne kommentar kunne Michael Kristiansen ikke have skruet bedre sammen. Fremragende afledning, og samtidig et udmærket mudderangreb på de nye modstandere, - det hele samlet i et glimrende, effektfuldt citat.
Hvis Malou Aamund vil, har hun alt det, der skal til for at komme helt til tops i Venstre – hvilket fuldt ud erkender også var en overraskelse for mig, der kun kender hende fra hendes tid i IBM. Men hun er ikke bare dygtig og politisk indigneret – hun har også vist, at hun mestrer det politiske håndværk, der er forudsætningen for politisk succes – uanset om det er i Ny Alliance, Enhedslisten eller Venstre.
Respekt!
torsdag den 6. december 2007
Biler mig her og biler mig der
Lige nu skændes Københavns bygge & teknik borgmester og kulturministeren om, hvorvidt der skal bygges et parkeringshus i forbindelse med det nye skuespilhus på havnefronten. En meget underlig diskussion.
Først og fremmest er det ufatteligt, at man igen projekterer en stor kulturinstitution i København, uden at have fået styr på den logistik, der skal til for at fragte gæsterne frem og tilbage. Der skete nøjagtigt det samme på Holmen, efter opførelsen af Operaen – nydelig bygning, men nogen havde glemt at hitte ud af, hvordan faen de mange mennesker skal komme til og fra Holmen. Ligesom med skuespilhuset er det mig en gåde, at transportlogisitikken ikke er en integreret del af projektplanen, og er færdig ved åbningen af huset.
For det næste jeg ikke forstår, er Københavns kommunes angst for Parkeringspladser. ”Vi vil ikke have flere biler ind til byen” siger Klaus Bondam, som det bærende argument for, at man ikke vil have et parkeringshus ved Skuespilhuset. Men jeg har endnu ikke set noget, der bare minder om dokumentation for, at parkeringspladser i sig selv, tiltrækker biler i rå mængder. Tror Klaus Bondam virkelig, at hvis vi bare undlader at bygge et parkeringshus, så vil samtlige gæster cykle og tage bussen til Skuespillet? Ja, det gør han!!!
Jeg er helt enig i, at der er mange biler i København, og jeg er helt enig i at bompenge og havnetunnel er blandt mulighederne til at begrænse trafikken i den indre by. Men omvendt er både Ritt,Klaus og alle de andre Københavnere nødt til at acceptere, at en del af forudsætningen for, at en storby er levende er, at den trafikeret. Lev med det, eller flyt til Hedehusene.
Jamen hvad med miljøet? Og udledningen af CO2? Har jeg da helt glemt min gode opdragelse? Det har jeg måske - men jeg kan konstatere, at da jeg boede på Vesterbro, var jeg en af dem der storforurenede med min bil. Ikke af ond vilje, men fordi jeg var nødt til at køre fire runder i bydelen, for at finde en parkeringsplads. Der var nemlig parkeringsforbud på Gasværksvej i dagtimerne - så man var tvunget til at tage bilen på arbejde, fremfor cyklen.
Undalder man at anlægge parkeringspladser i forbindelse med det nye skuespilhus vil opnå det samme - at bilisterne vil tage nogle lange køreture rundt i den indre by, for at finde et sted til bilen. Dermed opnår man lige præcist det modsatte af det Bondam taler for; nemlig flere biler, mere trafik og mere forurening.
Først og fremmest er det ufatteligt, at man igen projekterer en stor kulturinstitution i København, uden at have fået styr på den logistik, der skal til for at fragte gæsterne frem og tilbage. Der skete nøjagtigt det samme på Holmen, efter opførelsen af Operaen – nydelig bygning, men nogen havde glemt at hitte ud af, hvordan faen de mange mennesker skal komme til og fra Holmen. Ligesom med skuespilhuset er det mig en gåde, at transportlogisitikken ikke er en integreret del af projektplanen, og er færdig ved åbningen af huset.
For det næste jeg ikke forstår, er Københavns kommunes angst for Parkeringspladser. ”Vi vil ikke have flere biler ind til byen” siger Klaus Bondam, som det bærende argument for, at man ikke vil have et parkeringshus ved Skuespilhuset. Men jeg har endnu ikke set noget, der bare minder om dokumentation for, at parkeringspladser i sig selv, tiltrækker biler i rå mængder. Tror Klaus Bondam virkelig, at hvis vi bare undlader at bygge et parkeringshus, så vil samtlige gæster cykle og tage bussen til Skuespillet? Ja, det gør han!!!
Jeg er helt enig i, at der er mange biler i København, og jeg er helt enig i at bompenge og havnetunnel er blandt mulighederne til at begrænse trafikken i den indre by. Men omvendt er både Ritt,Klaus og alle de andre Københavnere nødt til at acceptere, at en del af forudsætningen for, at en storby er levende er, at den trafikeret. Lev med det, eller flyt til Hedehusene.
Jamen hvad med miljøet? Og udledningen af CO2? Har jeg da helt glemt min gode opdragelse? Det har jeg måske - men jeg kan konstatere, at da jeg boede på Vesterbro, var jeg en af dem der storforurenede med min bil. Ikke af ond vilje, men fordi jeg var nødt til at køre fire runder i bydelen, for at finde en parkeringsplads. Der var nemlig parkeringsforbud på Gasværksvej i dagtimerne - så man var tvunget til at tage bilen på arbejde, fremfor cyklen.
Undalder man at anlægge parkeringspladser i forbindelse med det nye skuespilhus vil opnå det samme - at bilisterne vil tage nogle lange køreture rundt i den indre by, for at finde et sted til bilen. Dermed opnår man lige præcist det modsatte af det Bondam taler for; nemlig flere biler, mere trafik og mere forurening.
onsdag den 24. oktober 2007
Hvad skal man vælge...
Det var forudsigeligt at dagens første partilederrunde mest af alt kom til at handle om velfærd og skat. To områder, der optager vælgerne, og to områder, hvor regering og opposition virkelig har noget at diskutere.
Det man skal ligge meget mærke til er, hvem der angriber og hvem der forsvarer. Regeringen forsøgte med nogle benhårde angreb på Socialdemokratiet og SF, og forsøgte at tegne et billede af en økonomisk uanvarlig alliance, der kun vil bruge penge. Det lykkedes ikke rigtigt. Det mest overraskende var, at regeringen ikke rigtigt havde nogle gode svar på de indlysende angreb - først og fremmest; skatter kontra velfærd. De formår ganske enkelt ikke overbevisende at sige, at skattelettelser er forudsætningen for, at der er råd til bedre velfærd. Ordene virker tomme, og udokumenterede. Ufatteligt at de ikke er bedre forberedte.
Set fra et socialdemokratisk synspunkt handler denne valgkamp om:
Det man skal ligge meget mærke til er, hvem der angriber og hvem der forsvarer. Regeringen forsøgte med nogle benhårde angreb på Socialdemokratiet og SF, og forsøgte at tegne et billede af en økonomisk uanvarlig alliance, der kun vil bruge penge. Det lykkedes ikke rigtigt. Det mest overraskende var, at regeringen ikke rigtigt havde nogle gode svar på de indlysende angreb - først og fremmest; skatter kontra velfærd. De formår ganske enkelt ikke overbevisende at sige, at skattelettelser er forudsætningen for, at der er råd til bedre velfærd. Ordene virker tomme, og udokumenterede. Ufatteligt at de ikke er bedre forberedte.
Set fra et socialdemokratisk synspunkt handler denne valgkamp om:
- At vise hvor mange lukkedage der kan undgåes i min datters vuggestue, hvor mange timers mere hjemmehælp min tante kan få, hvis man dropper skattelettelserne, og hvor stor en lønstigning vi kan give sosu-assistenterne - hvis vi dropper skattelettelserne. Lykkedes dette er et stort slag vundet.
- Samtidig skal Socialdemokratiet sørge for at bruge flere kræfter på at angribe, og præsentere sine ansvarlige forslag - end på at forholde sig til regerings angreb, og historik. Den kæmpefejl begik både Nyrup og Lykketoft.
- Endelig skal partiet vise at det står sammen - og at det er parat til at danne regering og samarbejde henover midten. Også dette er der stemmer i for tiden.
Hvis socialdemokratiet lykkedes med dette, er de slet ikke så langt fra at vinde regeringsmagten, som analytikere påstår, men det kræver fokus og hårdt arbejde.
Det mest pudsige lige nu er, hvilken liste Ny Alliance stiller med, udover de tre stiftere. Lige nu ser det ud til at Lars Kolind kommer til at stå på opstillingslisten. Interessant - men noget af en joker. Lars Kolind har pengene, men næppe evnerne til at begå sig i toppolitik, og risikerer at opleve en Jacob Haugaard effekt.
I den borgelige fløj handler det om at finde ballancen mellem at holde sammen, og tage afstand fra hinanden. Ikke bare regeringspartierne i forhold til Dansk Folkeparti - men også forholdet mellem aprtierne indenbyrdes er problematisk. De skal på en eller anden måde forsøge at vise, at de sidste måneders interne magtkampe ikke bliver et problem de næste 4 år.
søndag den 14. oktober 2007
De oooonde kommunikationsfolk...
I dag bringer Politiken et debatindlæg af Anne-Marie Dohm, der skoser Torsten Jansen, der har nedladet sig til at reklamere for realkredit Danmark. Anne-Marie Dohm mener, at Torsten Jansen sælger ud af sin troværdighed og skriver bl.a:
"Torsten Jansen er sikkert helt klar over, hvad han gør, og han kan uden problemer fortsætte sin karriere i kommunikationsbranchen eller et andet sted i erhvervslivet, hvor bundlinie er den øverste ledestjerne"
Anne-Marie Dohm beskriver journalister som en egenart, der med høj troværdighed jagter den evige, uspolerede objektive sandhed, så almindelige mennesker af kød og blod ved, hvad der er rigtigt og forkert. En gang imellem er der så journalister, der lader sig lokke over på den anden side af mørkets magter - bliver kommunikationsfolk, og går efter noget så vederstyggeligt som bundlinien i virksomheder.
Undskyld Anne-Marie Dohm, hvor har du sovet de sidste 10 år? I hvert fald meget langt væk fra danske kommunikations og medie -branche. Lad mig minde om:
Man kunne leve med Anne-Marie Dohm fordomsfulde naivitet, hvis ikke lige det var fordi, hun var den nye rektor på Danmarks Journalisthøjskole.
"Torsten Jansen er sikkert helt klar over, hvad han gør, og han kan uden problemer fortsætte sin karriere i kommunikationsbranchen eller et andet sted i erhvervslivet, hvor bundlinie er den øverste ledestjerne"
Anne-Marie Dohm beskriver journalister som en egenart, der med høj troværdighed jagter den evige, uspolerede objektive sandhed, så almindelige mennesker af kød og blod ved, hvad der er rigtigt og forkert. En gang imellem er der så journalister, der lader sig lokke over på den anden side af mørkets magter - bliver kommunikationsfolk, og går efter noget så vederstyggeligt som bundlinien i virksomheder.
Undskyld Anne-Marie Dohm, hvor har du sovet de sidste 10 år? I hvert fald meget langt væk fra danske kommunikations og medie -branche. Lad mig minde om:
- Kommunikationsgruppen - dvs den gruppe der omfatter de onde kommunikationsfolk, udgør i dag den absolut største faggruppe i Dansk Journalistforbund.
- Hvis der er nogen der for alvor diskuterer etik, moral og faglighed, så er det kommunikationsbranchen - tænk bare på NCC & Waterfront, Posten & Gunbak, osv. Her er etik forudsætningen for overhovedet at kunne se en bundlinie.
Man kunne leve med Anne-Marie Dohm fordomsfulde naivitet, hvis ikke lige det var fordi, hun var den nye rektor på Danmarks Journalisthøjskole.
onsdag den 10. oktober 2007
Hvem faen er Trine Villemann?
Royalt stof er godt stof i Ekstra Bladet. Sådan er det - og det er fint nok. Men når nu der i en periode ikke er så voldsomt mange royale skandaler, bliver det et problem - både for det daglige avissalg, men også for den illusion, at de kongelige nu engang har det sjovere, vildere og mere spændende end læserne af Ekstra Bladet. Derfor er det virkelig skidt, når der mangler royale skandaler.
For at løse det problem, har Ekstra Bladets forlag fået Trine Villemann, til at skrive en afslørende bog om kongehuset, som de så kalder 1015 København K - for at signalere, at vi virkelig er inde på matriklen på Amalienborg. Og åbner man bogen, er det som at rydde den smukke Amalienborg facade ned - så læserne får set, at det virkelig er rigtigt alt det Ekstra Bladets journalister har fortalt os; de kongelige boller til højre & venstre, er luddovne, og har hundrede tusindevis af intriger på kryds og tværs - og dette koster danskerne millioner og atter millioner. Dette er indholdet, her er det bare skrevet på tre linier i stedet for 210 sider.
Men måske er der andre, der som jeg undrer sig over, hvor dælen denne Trine Villeman ved alt dette fra? Og hvem er hun egentlig?
På hendes egen hjemmeside http://www.villemann.com/ kalder hun sig selv for: "en af Danmarks mest øretæve-indbydende journalister" Nådada tænker jeg så. Mærkeligt jeg så aldrig har hørt om hende. Men jeg kan jo have sovet i timen den dag, de gennemgik listen. Jeg slår derfor Trine Villemann op på Infomedia, for at se hvilke øretæveindbydende afsløringer denne forrygende journalist så har skrevet på det seneste. Og finder... Intet!
Trine Villemann er nemlig forhenværende, øretæveindbydende journalist, viser det sig. I de sidste ti år har hun boet i udlandet, har så åbenbart ikke rigtigt haft tid til at afsløre - før altså hun nu, fra hendes bolig i Athen, har formået at hudflette og kortlægge det danske kongehus og udstille alle skelletterne. Og der er mere endnu - fx. mere end antyder Trine Villemann, at hun kender den VIRKELIGE historie, bag skilsmissen mellem Alexandra og Joachim - hun vil bare ikke fortælle den i denne bog af hensyn til 2'eren. UNDSKYLD! - af hensyn til familien, skriver hun. hihi - hun har også humor.
Lad os slå fast. Trine Villemann har sandsynligvis aldrig sat sine fødder i hverken soveværelserne på Amailienborg, Schachenborg eller i Kancellihuset. Hun har sikkert været til et pressemøde eller to i årenes løb, når det passede emd et besøg i Danmark. Men hun har formentlig aldrig haft en samtale med Mary, Alexandra eller de andre hun hænger ud i hendes bog. Hendes kilder, består primært af administratorer fra Det gule palæ - altså kongehusets administration "og jo mere man arbejder sig ind på dem - des mere åbne bliver de" siger hun til Ekstra Bladet.
Jeg tillader mig at tvivle - men Trine Villemann får nu alligevel en stjerne for hendes gode fantasi.
For at løse det problem, har Ekstra Bladets forlag fået Trine Villemann, til at skrive en afslørende bog om kongehuset, som de så kalder 1015 København K - for at signalere, at vi virkelig er inde på matriklen på Amalienborg. Og åbner man bogen, er det som at rydde den smukke Amalienborg facade ned - så læserne får set, at det virkelig er rigtigt alt det Ekstra Bladets journalister har fortalt os; de kongelige boller til højre & venstre, er luddovne, og har hundrede tusindevis af intriger på kryds og tværs - og dette koster danskerne millioner og atter millioner. Dette er indholdet, her er det bare skrevet på tre linier i stedet for 210 sider.
Men måske er der andre, der som jeg undrer sig over, hvor dælen denne Trine Villeman ved alt dette fra? Og hvem er hun egentlig?
På hendes egen hjemmeside http://www.villemann.com/ kalder hun sig selv for: "en af Danmarks mest øretæve-indbydende journalister" Nådada tænker jeg så. Mærkeligt jeg så aldrig har hørt om hende. Men jeg kan jo have sovet i timen den dag, de gennemgik listen. Jeg slår derfor Trine Villemann op på Infomedia, for at se hvilke øretæveindbydende afsløringer denne forrygende journalist så har skrevet på det seneste. Og finder... Intet!
Trine Villemann er nemlig forhenværende, øretæveindbydende journalist, viser det sig. I de sidste ti år har hun boet i udlandet, har så åbenbart ikke rigtigt haft tid til at afsløre - før altså hun nu, fra hendes bolig i Athen, har formået at hudflette og kortlægge det danske kongehus og udstille alle skelletterne. Og der er mere endnu - fx. mere end antyder Trine Villemann, at hun kender den VIRKELIGE historie, bag skilsmissen mellem Alexandra og Joachim - hun vil bare ikke fortælle den i denne bog af hensyn til 2'eren. UNDSKYLD! - af hensyn til familien, skriver hun. hihi - hun har også humor.
Lad os slå fast. Trine Villemann har sandsynligvis aldrig sat sine fødder i hverken soveværelserne på Amailienborg, Schachenborg eller i Kancellihuset. Hun har sikkert været til et pressemøde eller to i årenes løb, når det passede emd et besøg i Danmark. Men hun har formentlig aldrig haft en samtale med Mary, Alexandra eller de andre hun hænger ud i hendes bog. Hendes kilder, består primært af administratorer fra Det gule palæ - altså kongehusets administration "og jo mere man arbejder sig ind på dem - des mere åbne bliver de" siger hun til Ekstra Bladet.
Jeg tillader mig at tvivle - men Trine Villemann får nu alligevel en stjerne for hendes gode fantasi.
Abonner på:
Opslag (Atom)