Selvfølgelig trak det overskrifter, og selvfølgelig var den samlede danske sportspresse forargede da Nicklas Bendtner i sidste uge blev fotograferet med bukserne nede, da han forlod en natklub i London.
Det spændende bliver nu at følge, hvordan pressen behandler Bendtner i de kommende måneder. For Nicklas Bendtner er både som spiller, men i høj grad også som person, en ekstremt tiltrængt profil i sportspresse, der bliver mere og mere profilløs.
Når man for 10 år siden som journalist, besøgte en almindelig dansk fodboldklub, mødte man først og frememst fodboldspillere, der sjældent var voldsomt velformulerede, men ofte meget engagerede i deres fodboldsspil. Sådan er det ikke mere. Selv FC Midtjyllands førsteholdsspillere, er både medietrænede og bevidste om, at alle udtalelser og citater kan blive brugt i mod dem, derfor gælder det mest af alt om at undgå at sige noget. Og i dag har vi et dansk landshold, der bortset fra Nicklas Bendtner og Daniel Agger, fuldstændigt ligner hinanden. De taler altid pænt og respektfuldt om hinanden og om modstanderen, og er kommer aldrig med bombastiske udtalelser, der kan tolkes kritisk.
Men sådan er det ikke med Nicklas Bendtner. Derfor er han så utroligt livsvigtig for sportspressen. Han tør sige, at han vil vinde guld, at han er den bedste og vil spille på Arsenals tophold hver gang. Bendtner tør sige det, de andre tænker, og gøre det de andre ikke tør. Han får sine tæv, men er jo indtil videre sluppet rimeligt heldigt fra det.
Dermed har Nicklas Bendtner overtaget Stig Tøftings, Thomas Gravesens og Mark Strudahls rolle, og har igen bragt lidt liv ind i den danske sportspresse. Det håber jeg sportspressen husker at kvittere for!
mandag den 11. maj 2009
mandag den 4. maj 2009
Lys i vinduerne den 4. maj
Det er den 4. maj, og i aften sætter mange danskere stadig lys i vinduerne, for at mindes den fred Danmark fik efter 5 besatte år i 1945.
At sætte lys i vinduet føles både godt og sært. Godt fordi, det er vigtigt at markere og vise, at fred og fællesskab er en vigtig værdi i Danmark. Sært fordi jeg har en følelse af, at jeg tager del i noget, hvor jeg egentlig ikke har ret til at være.
Jeg er så ung, at jeg selvsagt ikke aner, hvad det vil sige at kæmpe mod nazisterne i en krig og mine forældre er præcist så gamle, at de kun var små børn, da Danmark var besat. Jeg kan altså ikke påberåbe mig den følelse eller fornemmelse af, endelig at være blevet befriet, som var det der fik danskerne til at tænde bål i gaderne og lys i vinduerne i 1945.
Alligevel er den 4. maj en vigtig dag, og stearinlysene i vinduet rigtige, fordi den 4. maj først o fremmest markerer det godes kamp over det onde. Frihedens sejr og nazismen - og glemmer vi dette, risikerer vi, at det onde igen får rod.
Derfor vil jeg i aften tænde lys i vinduerne, og om 5 år vil jeg fortælle mine børn, hvorfor.
At sætte lys i vinduet føles både godt og sært. Godt fordi, det er vigtigt at markere og vise, at fred og fællesskab er en vigtig værdi i Danmark. Sært fordi jeg har en følelse af, at jeg tager del i noget, hvor jeg egentlig ikke har ret til at være.
Jeg er så ung, at jeg selvsagt ikke aner, hvad det vil sige at kæmpe mod nazisterne i en krig og mine forældre er præcist så gamle, at de kun var små børn, da Danmark var besat. Jeg kan altså ikke påberåbe mig den følelse eller fornemmelse af, endelig at være blevet befriet, som var det der fik danskerne til at tænde bål i gaderne og lys i vinduerne i 1945.
Alligevel er den 4. maj en vigtig dag, og stearinlysene i vinduet rigtige, fordi den 4. maj først o fremmest markerer det godes kamp over det onde. Frihedens sejr og nazismen - og glemmer vi dette, risikerer vi, at det onde igen får rod.
Derfor vil jeg i aften tænde lys i vinduerne, og om 5 år vil jeg fortælle mine børn, hvorfor.
mandag den 5. januar 2009
Kampen om Nasers guld
Man kan undre sig meget over, hvad Danmark skal med endnu et lille midterparti, der ligger til højre for midten, og hvorfor både Simon Emil Ammitzbøl, Anders Samuelsen og Naser Khader tror på deres nye politiske projekter.
Svaret skal findes i dannelsen af Ny Alliance i foråret 2007. Her formåede de tre partistiftere at samle en enorm vælgerskare om nogle ganske enkle mærkesager. Man ønskede at bevare et borgerligt/liberalt ledet Danmark, men give det et menneskeligt ansigt - eller sagt på en anden måde; Målet var at stække Pia Kjærsgaards og dansk Folkepartis magt. Det var det, der sammen med de sociale og humanistiske budskaber i en borgelig indpakning, der skabte det ekstreme brede vælgergrundlag, der i Ny Alliances første levetid, bare voksede og voksede - lige indtil ballonen sprang, fordi der gik kludder i udmeldinger og praktisk politik.
Men alle kommunikationsplatforms-analyser jeg har set, bekræfter Khaders, Samuelsens og Ammitzbøls projekt - der er masser af stemmer og opbakning at hente - men ingen af de tre har formået, at gentage de budskaber troværdigt, som vælgerne vil have.
Man kan undre sig over, at socialdemokrater, radikale og konservative blot opfatter Alliancerne, Centrummet og alle de andre midter-forvirrede politiske initiativer som fjolleri. For spillet foregår på en banehalvdel, der megt let kan flytte sig, og man kan undre sig over at ingen af de gamle partier, med både interesser og vælgere på denne banehalvdel gør noget som helst for at kommunikere til dette område - tvært i mod.
Svaret skal findes i dannelsen af Ny Alliance i foråret 2007. Her formåede de tre partistiftere at samle en enorm vælgerskare om nogle ganske enkle mærkesager. Man ønskede at bevare et borgerligt/liberalt ledet Danmark, men give det et menneskeligt ansigt - eller sagt på en anden måde; Målet var at stække Pia Kjærsgaards og dansk Folkepartis magt. Det var det, der sammen med de sociale og humanistiske budskaber i en borgelig indpakning, der skabte det ekstreme brede vælgergrundlag, der i Ny Alliances første levetid, bare voksede og voksede - lige indtil ballonen sprang, fordi der gik kludder i udmeldinger og praktisk politik.
Men alle kommunikationsplatforms-analyser jeg har set, bekræfter Khaders, Samuelsens og Ammitzbøls projekt - der er masser af stemmer og opbakning at hente - men ingen af de tre har formået, at gentage de budskaber troværdigt, som vælgerne vil have.
Man kan undre sig over, at socialdemokrater, radikale og konservative blot opfatter Alliancerne, Centrummet og alle de andre midter-forvirrede politiske initiativer som fjolleri. For spillet foregår på en banehalvdel, der megt let kan flytte sig, og man kan undre sig over at ingen af de gamle partier, med både interesser og vælgere på denne banehalvdel gør noget som helst for at kommunikere til dette område - tvært i mod.
lørdag den 6. december 2008
Travlhed ved håndvaskene
Erik Ove burde være en alt for dygtig journalist og kommunikationsrådgiver, og Deloitte, KPMG og Ernst & Young burde som revisionsselskaber være for grundige og metodiske til, at de sammen med alle hovedpersonerne har ladet sig snyde af Stein Bagger. Nu har de alle forsøgt at vaske hænder, men har ikke gjort det særligt grundigt.
IT-Factory - er en arketype på en god historie. Den ihærdige og dygtige journalist Dorthe Toft, fatter mistanke mod den smarte og polerede Stein Bagger og hans bestyrelsesformand Asger Jensby - og sammen med Computerworlds Jan Horsager sætter hun sig for at afdække sandheden. Og finder så 'rygende pistoler' i form af falske underskrifter, et hemmeligt kontor, og en direktør der stikker af fra kone og børn i Dubai - og en række banker der opgør deres tab i milliardklassen.
I dag undskylder alle sig med, at de lod sig forføre af Stein Bagger, og lod sig overbevise af hinanden; bestyrelsesformanden og kommunikationsmanden af revisorerne, revisorerne af bestyrelsesformanden og kommunikationen. derfor fik IT-Factory både godkendte regnskaber, priser og hæder, og en bestyrelse og ledelse, der selv troede på det.
For mig er det bare ufatteligt at en revision ikke bare tjekker bilag, men også de kunder og virksomheder der står bag bilagene, og endnu mere undrer det, at bestyrelsesformanden ikke aner hvilke kunde,r og partnere firmaet har. Og som journalist forstår jeg ganske enkelt ikke at Erik Ove, selv har fået mistanke til sin kunde, særligt i konfrontationen med Dorthe Toft. Det arbejde Erik Ove gjorde i den forbindelse var hverken særligt kønt, eller særligt professionelt - og nu hvor hele sagen er kulmineret udstilles en række personer og virksomheder, som inkompetente.
IT-Factory - er en arketype på en god historie. Den ihærdige og dygtige journalist Dorthe Toft, fatter mistanke mod den smarte og polerede Stein Bagger og hans bestyrelsesformand Asger Jensby - og sammen med Computerworlds Jan Horsager sætter hun sig for at afdække sandheden. Og finder så 'rygende pistoler' i form af falske underskrifter, et hemmeligt kontor, og en direktør der stikker af fra kone og børn i Dubai - og en række banker der opgør deres tab i milliardklassen.
I dag undskylder alle sig med, at de lod sig forføre af Stein Bagger, og lod sig overbevise af hinanden; bestyrelsesformanden og kommunikationsmanden af revisorerne, revisorerne af bestyrelsesformanden og kommunikationen. derfor fik IT-Factory både godkendte regnskaber, priser og hæder, og en bestyrelse og ledelse, der selv troede på det.
For mig er det bare ufatteligt at en revision ikke bare tjekker bilag, men også de kunder og virksomheder der står bag bilagene, og endnu mere undrer det, at bestyrelsesformanden ikke aner hvilke kunde,r og partnere firmaet har. Og som journalist forstår jeg ganske enkelt ikke at Erik Ove, selv har fået mistanke til sin kunde, særligt i konfrontationen med Dorthe Toft. Det arbejde Erik Ove gjorde i den forbindelse var hverken særligt kønt, eller særligt professionelt - og nu hvor hele sagen er kulmineret udstilles en række personer og virksomheder, som inkompetente.
torsdag den 14. februar 2008
Tegning og ytringsfrihed
I dag har 1200 mennesker meldt sig ind i en gruppe der hedder ”Undskyld Muhammed” på facebook.com. I beskrivelsen af gruppen står der blandt andet, at de danske avisers genoptryk af muhammedtegningerne intet har med ytringsfrihed at gøre – det handler alene om hævn og provokation – trykt i ytringsfrihedens hellige navn.
For et par måneder siden skændtes man i Nordsjælland om det rimelige i, at en 12 årig dreng blev smidt ud af en skole, fordi han omtalte en lærer som ’pedo’. Ordene blev ikke skrevet fordi den 12 årige ønskede at anklage læreren, sagde drengens forældre og advokat, - men alene for at spille smart og provokere.
Præcist sådan har jeg det med Muhammedtegningerne. Da de blev trykt var det ikke i et forsøg på at forsvare ytringsfriheden – for ytringringsfriheden fejlede ikke noget – men alene for at provokere og spille smart. Ingen kunne forhindre, ingen ønskede at forhindre det – men ligesom med den 12 åriges dreng ’pedo’ – kommentar – så stødte tegningerne sjovt nok en stor gruppe mennesker, der følte sig tilsvinede og respektløst behandlet.
Efter tegningerne var trygt opstod der de kampe vi alle husker – og statsminister, chefredaktører og andet godtfolk gjorde det hurtigt til en kamp om forsvar af ytringsfriheden. Og ytringsfriheden er jo en af vores demokratis vigtigste søjler, så tumperne der brændte flag af, og var skøre – blev dermed til bekæmpere af ytringsfriheden. Men det var de var ikke! De var provokerede – og det havde de fuldt ud ret til at være!
Vores grundlovssikrede ret til ytringsfrihed gør, at vi alle kan sige og tegne, det vi har lyst til. Men når vi skriver og tegner ting, der bevidst provokerer og irriterer mennesker eller befolkningsgrupper, så må man også leve med, at der er nogen der bliver sure og provokerede – særligt i lande hvor de ikke går så højt op i det med ytringsfriheden.
Betyder dette så, at jeg synes at mordplanerne mod Kurt W var i orden? Nej fandme nej – og jeg støtter fuldt ud både udvisning og fængsel – men det betyder, at bare fordi man synes det var sjovt at provokere for et par år siden, så betyder det ikke at man partout behøver at gøre det igen.
For et par måneder siden skændtes man i Nordsjælland om det rimelige i, at en 12 årig dreng blev smidt ud af en skole, fordi han omtalte en lærer som ’pedo’. Ordene blev ikke skrevet fordi den 12 årige ønskede at anklage læreren, sagde drengens forældre og advokat, - men alene for at spille smart og provokere.
Præcist sådan har jeg det med Muhammedtegningerne. Da de blev trykt var det ikke i et forsøg på at forsvare ytringsfriheden – for ytringringsfriheden fejlede ikke noget – men alene for at provokere og spille smart. Ingen kunne forhindre, ingen ønskede at forhindre det – men ligesom med den 12 åriges dreng ’pedo’ – kommentar – så stødte tegningerne sjovt nok en stor gruppe mennesker, der følte sig tilsvinede og respektløst behandlet.
Efter tegningerne var trygt opstod der de kampe vi alle husker – og statsminister, chefredaktører og andet godtfolk gjorde det hurtigt til en kamp om forsvar af ytringsfriheden. Og ytringsfriheden er jo en af vores demokratis vigtigste søjler, så tumperne der brændte flag af, og var skøre – blev dermed til bekæmpere af ytringsfriheden. Men det var de var ikke! De var provokerede – og det havde de fuldt ud ret til at være!
Vores grundlovssikrede ret til ytringsfrihed gør, at vi alle kan sige og tegne, det vi har lyst til. Men når vi skriver og tegner ting, der bevidst provokerer og irriterer mennesker eller befolkningsgrupper, så må man også leve med, at der er nogen der bliver sure og provokerede – særligt i lande hvor de ikke går så højt op i det med ytringsfriheden.
Betyder dette så, at jeg synes at mordplanerne mod Kurt W var i orden? Nej fandme nej – og jeg støtter fuldt ud både udvisning og fængsel – men det betyder, at bare fordi man synes det var sjovt at provokere for et par år siden, så betyder det ikke at man partout behøver at gøre det igen.
tirsdag den 12. februar 2008
Seje Malou!
I går kunne store dele af pressen fortælle historien om, at Ny Alliances vælgere, mener at Malou Aamund svigtede sine vælgere, ved at gå fra Alliancen til Venstre. Det havde været meget overraskende, hvis målingen var nået frem til et andet resultat – så reseultatet i sig selv er temmeligt uinteressant.
Malou Aamund selv, er derimod ekstremt interessant. Fra at blive betragtet endnu et medlem i storbytosse-partiet, kunne man efter valget konstatere, at hun som den eneste i Ny Alliance, både koncentrerede sig om sin politiske opgave og dels sørgede for at have en professionel og meget fokuseret profil i pressen. Som den eneste i partiet virkede Malou Aamund som en 'rigtig' politiker, der var kommet i folketinget for at kæmpe for nogle politiske mål.
Men hurtigere end nogen anden blev Malou Aamund også fanget af det tiltider beskidte politiske spil. Ingen havde forventet at uerfarne Malou Aamund så hurtigt ville forstå vigtigheden af, at skal man gøre noget beskidt, skal man gøre det effektfuldt og timet. Og det er i det lys man skal se kovendingen i torsdags. At Malou Aamund valgte den sidste dag i forhandlingerne om asylreglerne er selvfølgelig ikke tilfældig. Havde hun ventet til mandag, havde Naser Khader sandsynligvis kunnet præsentere det første og vigtigste politiske resultat for Ny Alliance – men når beslutningen om at skifte er truffet, gælder det om at ødelægge mest muligt i det man forlader, og styrke mest muligt, der hvor man går hen – og det opnåede Malou Aamund – sandsynligvis i god overensstemmelse med sit nye parti.
Da medierne i går bad Malou Aamund om hendes kommentar til, at hun havde svigtet sine vælgere svarede hun: ” Det er tydeligt, at halvdelen af danskerne ikke er glade for, at regeringen er styrket, fordi mange vælgere fra den røde blok havde set frem til at bringe regeringen i mindretal. Så jeg skal nok bare vænne mig til at have oppositionen på nakken, selv om jeg er en del af et flertal, som fortsat arbejder for bredest mulige aftaler”.
- Undskyld – men denne kommentar kunne Michael Kristiansen ikke have skruet bedre sammen. Fremragende afledning, og samtidig et udmærket mudderangreb på de nye modstandere, - det hele samlet i et glimrende, effektfuldt citat.
Hvis Malou Aamund vil, har hun alt det, der skal til for at komme helt til tops i Venstre – hvilket fuldt ud erkender også var en overraskelse for mig, der kun kender hende fra hendes tid i IBM. Men hun er ikke bare dygtig og politisk indigneret – hun har også vist, at hun mestrer det politiske håndværk, der er forudsætningen for politisk succes – uanset om det er i Ny Alliance, Enhedslisten eller Venstre.
Respekt!
Malou Aamund selv, er derimod ekstremt interessant. Fra at blive betragtet endnu et medlem i storbytosse-partiet, kunne man efter valget konstatere, at hun som den eneste i Ny Alliance, både koncentrerede sig om sin politiske opgave og dels sørgede for at have en professionel og meget fokuseret profil i pressen. Som den eneste i partiet virkede Malou Aamund som en 'rigtig' politiker, der var kommet i folketinget for at kæmpe for nogle politiske mål.
Men hurtigere end nogen anden blev Malou Aamund også fanget af det tiltider beskidte politiske spil. Ingen havde forventet at uerfarne Malou Aamund så hurtigt ville forstå vigtigheden af, at skal man gøre noget beskidt, skal man gøre det effektfuldt og timet. Og det er i det lys man skal se kovendingen i torsdags. At Malou Aamund valgte den sidste dag i forhandlingerne om asylreglerne er selvfølgelig ikke tilfældig. Havde hun ventet til mandag, havde Naser Khader sandsynligvis kunnet præsentere det første og vigtigste politiske resultat for Ny Alliance – men når beslutningen om at skifte er truffet, gælder det om at ødelægge mest muligt i det man forlader, og styrke mest muligt, der hvor man går hen – og det opnåede Malou Aamund – sandsynligvis i god overensstemmelse med sit nye parti.
Da medierne i går bad Malou Aamund om hendes kommentar til, at hun havde svigtet sine vælgere svarede hun: ” Det er tydeligt, at halvdelen af danskerne ikke er glade for, at regeringen er styrket, fordi mange vælgere fra den røde blok havde set frem til at bringe regeringen i mindretal. Så jeg skal nok bare vænne mig til at have oppositionen på nakken, selv om jeg er en del af et flertal, som fortsat arbejder for bredest mulige aftaler”.
- Undskyld – men denne kommentar kunne Michael Kristiansen ikke have skruet bedre sammen. Fremragende afledning, og samtidig et udmærket mudderangreb på de nye modstandere, - det hele samlet i et glimrende, effektfuldt citat.
Hvis Malou Aamund vil, har hun alt det, der skal til for at komme helt til tops i Venstre – hvilket fuldt ud erkender også var en overraskelse for mig, der kun kender hende fra hendes tid i IBM. Men hun er ikke bare dygtig og politisk indigneret – hun har også vist, at hun mestrer det politiske håndværk, der er forudsætningen for politisk succes – uanset om det er i Ny Alliance, Enhedslisten eller Venstre.
Respekt!
torsdag den 6. december 2007
Biler mig her og biler mig der
Lige nu skændes Københavns bygge & teknik borgmester og kulturministeren om, hvorvidt der skal bygges et parkeringshus i forbindelse med det nye skuespilhus på havnefronten. En meget underlig diskussion.
Først og fremmest er det ufatteligt, at man igen projekterer en stor kulturinstitution i København, uden at have fået styr på den logistik, der skal til for at fragte gæsterne frem og tilbage. Der skete nøjagtigt det samme på Holmen, efter opførelsen af Operaen – nydelig bygning, men nogen havde glemt at hitte ud af, hvordan faen de mange mennesker skal komme til og fra Holmen. Ligesom med skuespilhuset er det mig en gåde, at transportlogisitikken ikke er en integreret del af projektplanen, og er færdig ved åbningen af huset.
For det næste jeg ikke forstår, er Københavns kommunes angst for Parkeringspladser. ”Vi vil ikke have flere biler ind til byen” siger Klaus Bondam, som det bærende argument for, at man ikke vil have et parkeringshus ved Skuespilhuset. Men jeg har endnu ikke set noget, der bare minder om dokumentation for, at parkeringspladser i sig selv, tiltrækker biler i rå mængder. Tror Klaus Bondam virkelig, at hvis vi bare undlader at bygge et parkeringshus, så vil samtlige gæster cykle og tage bussen til Skuespillet? Ja, det gør han!!!
Jeg er helt enig i, at der er mange biler i København, og jeg er helt enig i at bompenge og havnetunnel er blandt mulighederne til at begrænse trafikken i den indre by. Men omvendt er både Ritt,Klaus og alle de andre Københavnere nødt til at acceptere, at en del af forudsætningen for, at en storby er levende er, at den trafikeret. Lev med det, eller flyt til Hedehusene.
Jamen hvad med miljøet? Og udledningen af CO2? Har jeg da helt glemt min gode opdragelse? Det har jeg måske - men jeg kan konstatere, at da jeg boede på Vesterbro, var jeg en af dem der storforurenede med min bil. Ikke af ond vilje, men fordi jeg var nødt til at køre fire runder i bydelen, for at finde en parkeringsplads. Der var nemlig parkeringsforbud på Gasværksvej i dagtimerne - så man var tvunget til at tage bilen på arbejde, fremfor cyklen.
Undalder man at anlægge parkeringspladser i forbindelse med det nye skuespilhus vil opnå det samme - at bilisterne vil tage nogle lange køreture rundt i den indre by, for at finde et sted til bilen. Dermed opnår man lige præcist det modsatte af det Bondam taler for; nemlig flere biler, mere trafik og mere forurening.
Først og fremmest er det ufatteligt, at man igen projekterer en stor kulturinstitution i København, uden at have fået styr på den logistik, der skal til for at fragte gæsterne frem og tilbage. Der skete nøjagtigt det samme på Holmen, efter opførelsen af Operaen – nydelig bygning, men nogen havde glemt at hitte ud af, hvordan faen de mange mennesker skal komme til og fra Holmen. Ligesom med skuespilhuset er det mig en gåde, at transportlogisitikken ikke er en integreret del af projektplanen, og er færdig ved åbningen af huset.
For det næste jeg ikke forstår, er Københavns kommunes angst for Parkeringspladser. ”Vi vil ikke have flere biler ind til byen” siger Klaus Bondam, som det bærende argument for, at man ikke vil have et parkeringshus ved Skuespilhuset. Men jeg har endnu ikke set noget, der bare minder om dokumentation for, at parkeringspladser i sig selv, tiltrækker biler i rå mængder. Tror Klaus Bondam virkelig, at hvis vi bare undlader at bygge et parkeringshus, så vil samtlige gæster cykle og tage bussen til Skuespillet? Ja, det gør han!!!
Jeg er helt enig i, at der er mange biler i København, og jeg er helt enig i at bompenge og havnetunnel er blandt mulighederne til at begrænse trafikken i den indre by. Men omvendt er både Ritt,Klaus og alle de andre Københavnere nødt til at acceptere, at en del af forudsætningen for, at en storby er levende er, at den trafikeret. Lev med det, eller flyt til Hedehusene.
Jamen hvad med miljøet? Og udledningen af CO2? Har jeg da helt glemt min gode opdragelse? Det har jeg måske - men jeg kan konstatere, at da jeg boede på Vesterbro, var jeg en af dem der storforurenede med min bil. Ikke af ond vilje, men fordi jeg var nødt til at køre fire runder i bydelen, for at finde en parkeringsplads. Der var nemlig parkeringsforbud på Gasværksvej i dagtimerne - så man var tvunget til at tage bilen på arbejde, fremfor cyklen.
Undalder man at anlægge parkeringspladser i forbindelse med det nye skuespilhus vil opnå det samme - at bilisterne vil tage nogle lange køreture rundt i den indre by, for at finde et sted til bilen. Dermed opnår man lige præcist det modsatte af det Bondam taler for; nemlig flere biler, mere trafik og mere forurening.
Abonner på:
Opslag (Atom)